Tre ting der taler for spillet
- Den snu ræv Mourinho er Roma-træner.
- Roma har fået virkelig godt styr på defensiven i foråret.
- En finale bringer ofte for meget taktik, nervøsitet og påpasselighed med sig.
Den første finale nogensinde i Conference League løber af stablen onsdag aften, når Roma og Feyenoord bumler sammen i Tirana. Så der er altså mulighed for en historisk bedrift her!
Feyenoord-træner, Arne Slot, har haft en flot første sæson i trænersædet for Rotterdam-klubben, hvor han har sørget for aggressiv, underholdende og målrig fodbold, som tilmed har kastet fine resultater af sig. Men hvordan skal det gå, når han her står over for en af de største trænerlegender i branchen? Mourinho er en snu ræv, som ved hvordan man spiller sig i finaler, og som ved hvordan man vinder dem.
Den italienske hovedstad er på den anden ende i disse dage, for romerne er ualmindeligt pokalhungrende efter 14 år uden nogen som helst titler. Nu har de dog fået en træner ind, som ved hvordan man vinder. Mourinhos Roma er stærkest, når de ikke skal skabe kampen, så man må forvente et italiensk mandskab, som kommer til at stå tæt, organiseret og aggressivt på egen banehalvdel for så at stikke kniven ind på omstillinger, som man også så det i semifinalerne mod Leicester. Over de sidste tre måneders tid har Roma haft virkelig godt styr på den defensiv, som så vaklende ud tidligere på sæsonen, så der vil være stor tro på, at de kan holde Feyenoord fra fadet.
Som finaler er flest, så kunne det sagtens blive en taktisk affære i Tirana, og især nu hvor Mourinho er involveret. Der skal nok blive angrebet, men ikke med hovedet under armen, og det kunne meget vel kaste en målfattig finale af sig.