18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Zverev i kamp mod tiden: Min skade bliver ikke bedre før om mange uger

Hamborg Open løber af stablen i skrivende stund, men der har været tvivl om deltagelsen hos turneringens allerstørste stjerne Alexander Zverev, der spillede og vandt onsdag eftermiddag, men faktisk blev beslutningen om at spille taget i sidste øjeblik.

Zverev leverede en overbevisende præstation mod Jesper de Jong, men efter kampen løftede tyskeren sløret for, at han overvejede at trække sig. Det sagde han efter kampen til SpilXperten og resten af den akkrediterede presse. 

Derudover talte Hamborgs lokale helt om drømmen for OL, ligesom han kommer ind på, hvorfor græs er den mest farlige overflade at spille på. 

“Faktisk vidste jeg ikke i morges, om jeg skulle spille eller ej. Under opvarmningen var det ikke godt, men jeg fik noget behandling for mit knæ, og efter det føltes det meget bedre, og så besluttede jeg mig for at spille”, indleder Zverev.

Foto: SpilXperten

Et brud i knoglen – men gruset kan agere redningsmand

Indtil nu har der været tvivl om, præcis hvilken skade Zverev har døjet med i knæet, men tyskeren afslører, at det drejer sig om et lille brud, som han ikke forventer, bliver bedre før om flere uger – noget der vækker lidt bekymring med tanke på, at OL er om ganske kort tid.

“På banen har jeg ikke følt mig så godt tilpas siden skaden, og jeg følte mig meget bedre, end jeg havde troet. Jeg er selvfølgelig ekstremt glad for det. Jeg vil gætte på, at jeg fortsætter med at spille nu. Nu ved jeg, hvordan min krop reagerer på at spille.”

“Selvfølgelig var det ikke den mest intense kamp. Det var ikke den hårdeste kamp, men det var stadig en hel kamp, og det var stadig et spørgsmålstegn for mig. jeg vil ikke give op under en kamp. Jeg vil ikke trække mig under en kamp. jeg har kun gjort det én gang i mit liv.”

“Jeg har et lille brud i knoglen, og knoglen, hvor bruddet er, kan kun blive belastet, hvis jeg laver den samme bevægelse igen – altså hvis jeg strækker mit knæ helt ud og derefter går i hyperextension.”

Zverev slår dog fast, at han ikke selv er bekymret, da eksperter har fortalt ham, at det næsten er usandsynligt, at han kommer ud i en bevægelse, der forværrer bruddet, når han spiller på grus.

“Jeg spillet tennis i femogtyve år, og jeg har aldrig gjort det på grus, og jeg tror heller ikke, det er muligt at lave den bevægelse på grus. Så hvis jeg gør det for første gang i femogtyve år, så er jeg for dum, og så sidder jeg her med et komplet brud.”

“Men jeg tror, og det var også min brors og mange eksperters mening, at hvis du ser på bevægelsen på grus, kan du ikke lave den bevægelse, jeg gjorde. Derfor ser jeg ingen fare. Det er en knogle, så det vil tage uger, før den er helt helet. Så det er ikke et spørgsmål om en eller to dage. Det er ikke sådan, at det vil blive bedre dagligt; det vil tage mellem tre og seks uger. Så skal jeg jo så beslutte, om jeg kan spille i løbet af den tid.”

Alamy

Græs er den farligste overflade

Under Wimbledon så vi desværre en masse spillere komme i yderpositioner på det fugtige græs, som resulterede i skader, og dermed flere spillere der måtte trække sig. 

Zverev hæfter sig da også ved, at græs-underlaget er særdeles farligt. 

“Græs er helt sikkert den farligste overflade. Disse ting kan ske i alle kampe på græs, og det skete for mig mod Norrie. Du glider, og din krop kommer i en mærkelig position, som normalt ikke sker på grus.”

“På grus har du bedre kontrol, når du glider, end du har på græs. Du så, hvor mange, der trak sig eller måtte udgå under Wimbledon i år, så jeg synes, at græs helt sikkert er den farligste overflade, især når det ikke er helt tørt.”

Alamy

Drømmen om at blive fanebærer betyder mere end OL guld

Zverev har allerede prøvet at vinde OL, og han kalder det da også for sin største præstation i karrieren. Alligevel er der dog én ting, der kan overgå det, for tyskeren vil nemlig hellere være fanebærer for Tyskland end at vinde OL igen, fortæller han.

“Hvis nogen fortalte mig, at jeg skulle gå ind som fanebærer, ville det betyde endnu mere for mig, for at være ærlig (end at vinde OL, red.). Men hvis jeg er i turneringen, så sigter jeg efter at vinde den, det er altid mit mindset. En medalje ved OL er altid speciel, uanset hvilken det er. Hvis det er guld, er det selvfølgelig noget særligt, og det vil også være mit mål.”

“Hvis jeg er fanebærer og spiller om lørdagen, kommer jeg ikke til at spille lørdag, men om søndagen. Dette er aftalt med ITF. Hvis jeg ikke er fanebærer, spiller jeg måske om lørdagen. Så det afhænger af tidsplanen, om jeg vil være der eller ej.”

“Derfor forstår jeg ikke reglen så godt, fordi det blev tydeligt sagt til mig, at hvis jeg er i kamp om lørdagen, vil jeg ikke blive nomineret som fanebærer. Lad os se. I sidste ende er det en stor ære for mig, fordi OL er den største sportsbegivenhed, vi har i verden, sammen med VM i fodbold.”

Ja, det betyder helt åbenlyst meget for Alexander Zverev, som altså drømmer om at være frontfiguren for Tyskland, inden OL går i gang.

“At lede en hel nation og så mange tyske top-atleter ind i OL er simpelthen den største ære, en atlet kan få. Og selvfølgelig er guldmedaljen, jeg vandt ved de sidste Olympiske Lege, en af de højeste præstationer, du kan have i sport og for mig personligt den største succes i min karriere.”

“Hvis jeg kunne bære flaget, ville det tilføje endnu mere til det. Jeg ville være meget glad, hvis atleterne og det tyske folk ser mig som deres fanebærer og kaptajn til at lede dem ind i OL.”

Skriv første kommentar

Skriv et svar