SpilXperten er til stede i Rotterdam, hvor vi har talt med den græske tennisspiller Stefanos Tsitsipas, som sætter ord på sin mentale kamp og afslører, at han har talt med bulgarske Grigor Dimitrov om emnet.
I oktober 2024 var SpilXperten i Stockholm, hvor vi talte med Grigor Dimitrov, som åbnede op om kampen mod blandt andet panikanfald og mentale udfordringer.
Nu siger Tsitsipas til SpilXperten, at han har døjet med de samme problemer, og at han har talt med Grigor Dimitrov om det.
Det sagde han efter sit nederlag til hollandske Botic van de Zandschulp.
Om glæden ved at være tilbage på banen
Grækeren startede ud med at sige, at det vigtigste for ham var at føle sig nogenlunde smertefri under sin kamp i Rotterdam, og at han føler sig på rette vej, selvom alt langt fra er perfekt endnu.
“Jeg føler faktisk, at jeg har det okay fysisk nu. Jeg havde ingen større smerter i dag, så min krop har det okay. Vi er på rette vej, selvom det ikke er perfekt endnu”, indleder Tsitsipas til SpilXperten.
“Jeg synes faktisk, at jeg er begyndt at være glad igen. Det vil jeg faktisk sige, ja. For mig lige nu handler det ikke kun om resultater, og selvom jeg tabte, så er jeg bare glad for at spille tennis. Det er forfærdeligt at tabe, hvis man samtidig har en masse smerter, fordi jeg bare sad fast i den samme mølle hele tiden.”
Den græske stjerne fortæller videre, at han endelig er i stand til at kigge frem, så han kan få lagt en langsigtet plan. Noget, han ikke har været i stand til længe.
“Nu kan jeg i det mindste sige, at jeg ikke decideret lider på banen. Nu kan jeg endelig forsøge at kigge lidt mere langsigtet på mine mål, og det har jeg ikke været i stand til i mere end et år.”

Foto: Alamy
Jeg har været det samme igennem som Dimitrov
Tsitsipas fortæller yderligere, at han har haft mange samtaler med Dimitrov. Samtaler, han gerne vil holde privat, men han siger dog, at det har drejet sig om det mentale helbred, da de har været igennem det samme.
“Jeg er meget tæt med Grigor, og vi taler ofte sammen. Han er en fantastisk fyr, og jeg har et virkelig godt forhold til ham. Jeg har talt en del sammen med ham omkring det mentale helbred, men jeg vil gerne holde mine samtaler med ham privat.”
“Jeg kan virkelig relatere til, hvad Dimitrov sagde dengang og hvad han har været igennem, fordi jeg har været igennem præcis det samme.”
Grækeren efterlader samtidig en lille cliffhanger, da han siger, at han senere i sit liv vil fortælle mere om, hvad han helt præcis har været igennem.
“Det mentale helbred er enormt vigtigt, og jeg har kæmpet rigtig meget med det tidligere. Jeg har haft mange dårlige faser på Touren, men jeg foretrækker nok at fortælle den fulde historie senere i mit liv – og ikke lige nu.

Foto: Alamy
Der er ting, man er tvunget til at gøre
Uden at gå i dybden fortæller Tsitsipas, at der er ting på ATP Touren, som man er nødt til at gøre, selvom kroppen ikke helt holder til det. Der henvises her også til længden på ATP Touren, som tidligere har fået meget kritik fra stribevis af stjerner.
“I sidste ende er det også op til os at bestemme, hvilke turneringer vi vil spille, men selvfølgelig kræver Touren også af dig, at du gør visse ting på den måde, som de gerne vil have det.”
“Du har ikke altid mulighed for bare at trække dig tilbage og holde en pause. Der er ting, du er tvunget til at gøre, fordi der er sponsorer og en masse folk bag dig, som forventer en masse. Man er nødt til at levere.”
Han understreger dog, at han lever sit drømmeliv, selvom det kan være hårdt.
“Det er desværre sådan, realiteten er i vores sport. Jeg står ikke her og brokker mig, men det er bare realiteten. Jeg synes, at livet på Touren giver os fantastiske muligheder, fordi vi lever vores drømmeliv og tjener en masse penge.”

Foto: Alamy
Wawrinka og de Minaurs perspektiv
SpilXperten fangede også Stan Wawrinka og Alex de Minaur efter deres kamp, hvor de tilbød deres perspektiv på grækerens udtalelser.
Wawrinka, som har mere end 20 års erfaring på ATP Touren gør det klart, at han synes, at folk skal være mere taknemmelige, selvom det kan være hårdt.
“Hvis du vil være en atlet på det højeste niveau, så er det jo naturligvis svært både mentalt og fysisk, så det skal man være klar på.”
“Men jeg synes også, man skal værdsætte alle de gode ting. Det er et fantastisk liv. Vi er meget heldige at spille tennis i hele verden med fantastiske faciliteter. Det kan godt være, det er svært, men vi er ekstremt heldige”, siger Wawrinka.
Alex de Minaur fortæller, at det vigtigste for ham er, at have de rigtige folk omkring sig, som kan hjælpe ham i de svære perioder.
“Både Stefanos og jeg har været på Touren længe, og man begynder så småt at lære mere om sig selv. Det er vigtigt at forstå, hvad der er vigtigt – og have styr på sine prioriteter.”
“Der vil altid være hårde tider, og i de hårde tider er det vigtigt at have de rette mennesker omkring dig, som kan hjælpe dig med at navigere i det eller samle dig op, når du er i en skidt periode”, siger de Minaur.
Som nævnt tabte Stefanos Tsitsipas kampen mod Botic van de Zandschulp, og dermed er han altså ude af turneringen i Rotterdam.









