Stort interview: Dansk stjerne åbner op om ensomhed og ambitioner
August Holmgren er på himmelfart i øjeblikket, og vi talte med den fremadstormende dansker, da vi mødte ham i Stockholm. Holmgren åbner op om ensomhed, ambitioner og motivationen for at spille tennis.
August Holmgren spillede sin afgørende kvalifikationskamp om at komme med i hovedturneringen ved BNP Paribas Nordic Open, som er en ATP 250 turnering, der bliver afholdt i Stockholm.
En kamp, han desværre tabte, men det afholdt ham ikke fra at tage sig god tid med SpilXperten, som er til stede som det eneste danske medie i Stockholm.
Interviewet fandt sted samme sted, hvor der blev afholdt et VIP arrangement blandt spillerne. Et arrangement, som Holmgren havde takket nej til for at deltage i interviewet.
Det handler om at opføre sig ordentligt
SpilXpertens udsendte reporter sad ved siden af Allan Holmgren, der er far til August, og han tøvede ikke med at kalde sønnike for svigermors drøm.
Så langt vil Holmgren ikke selv gå, men han fortæller om de værdier, der ligger ham aller nærmest.
“Jeg vil beskrive mig selv som en person, der søger det, som gør mig glad. Jeg prøver at stå ved mine værdier, Jeg synes, jeg er en god person. Helt grundlæggende handler det om at opføre sig ordentligt. Det er også vigtigt for mig altid at give bold børnene og de frivillige en god oplevelse, og det er min erfaring, at det hjælper rigtig meget at smile og sige tak. Det hjælper også mig selv, når jeg skal have lidt ro på.
“Det minder mig om, at jeg stadig skal opføre mig ordentligt, selvom jeg er frustreret. Det lykkes ikke altid, for jeg kommer jo også til at råbe eller kaste med ketsjeren, men jeg gør mit bedste for at være et godt forbillede. Jeg ønsker at være en, man kan stole på.”
Et anderledes liv som teenager
Holmgren begyndte allerede at rejse rundt i hele verden som 12-årig, da han blev tilknyttet EuroElite Tennis. Det har altså været et teenageliv, der minder meget lidt om det, den almene teenager oplever, men danskeren føler ikke, at han har manglet noget.
“Mit liv som teenager var mega fedt. Jeg har fået rejst meget og set meget af verdenen. Jeg har fået mange venskaber gennem tennis, så det har givet mig en anden oplevelse af mine teenageår, end mange af mine skolekammerater havde.”
“Jeg valgte tennis og rejser i stedet for det normale sociale. Jeg havde noget andet socialt i form af tennis, især fordi vi var en god gruppe, der rejste sammen. Jeg følte ikke, at jeg manglede noget.”
“Ofte taler spillere om at opgive ting ved at vælge tennis, men jeg synes faktisk ikke, jeg har opgivet noget. Omvendt vil jeg dog sige, at det er min tennis, der giver mig muligheden for at være social, så når jeg har pause eller ferie, så har jeg ikke mine sociale relationer. Der har jeg været alt for dårlig til at ringe til mine venner og hænge ud med dem. Jeg kan faktisk ikke så godt lide ferier, for så bliver jeg ensom. Men det ser jeg som en positiv ting, for det gør jo, at jeg bliver nødt til at arbejde og spille en masse. Det var en sjov teenageperiode.”
Har døjet med ensomhed: Tager det meget alvorligt
Alt har bestemt ikke været fryd og gammen for Holmgren, der har døjet meget med ensomhed, men den danske stjerne har endelig knækket koden til at bekæmpe den ensomhed, der har fyldt så meget for ham.
“Jeg har døjet med ensomhed, og det er noget, jeg tager meget alvorligt. Efter jeg begyndte at spille på college, kunne jeg faktisk ikke rejse alene til turneringer, fordi det var så nederen. Sidste år havde jeg en rigtig dårlig uge i Egypten, hvor jeg var alene.”
“Men sådan er det jo som tennisspiller, for der rejser man jo alene nogle gange. Så jeg har været nødt til at finde ud af at håndtere det, og det har jeg gjort ved at tage initiativ til at spise aftensmad med de andre spillere og spille kort med dem. Det har ligesom været for at finde en gruppe hver gang.”
“Siden da har jeg faktisk ikke været ensom til nogen turneringer, uanset om jeg var der alene eller med andre danske spillere eller trænere. Jeg er blevet bedre til at søge de sociale relationer.”
Valget om at spille college tennis
August Holmgren valgte at tage til San Diego for at spille college tennis, hvor han samtidig studerede teater. Det var en beslutning, der blev taget, fordi danskeren ikke var god nok til at spille professionelt, siger han.
“Jeg tog beslutningen om at spille college tennis i San Diego, fordi jeg ikke var god nok til at spille professionelt, da jeg var 18 år gammel.”
“College trænerne rundt omkring er gode til at skrive til de højt rangerede juniorer rundt omkring, og de fleste skrev til mig på messenger. Så skal man jo finde ud af, om det er et sted, man gerne vil hen.”
“Jeg talte med omkring 30 skoler, men jeg kunne rigtig godt lide San Diego efter at have talt med dem, og så jeg besøgte skolen, hvor jeg kunne jeg mærke, at det var dér, jeg rigtig gerne ville være.”
Nogen vil sikkert kalde mig svag
Foran August Holmgren forelægger SpilXpertens journalist et udklip af danskerens egen hjemmeside, som blev oprettet for mange år siden, og den ser ikke ud til at være blevet opdateret dengang.
Men på hjemmesiden står der et mål. Et mål, som August Holmgren definerede som 16-årig. Der står, at han vil være den bedste tennisspiller, der nogensinde har levet.
“Sygt”, lyder det fra Holmgren med et stort grin, som ikke selv kunne huske, hvad han havde skrevet. Én ting står dog klart. Ambitionen har ændret sig fra, hvad den var engang, for i dag handler det for ham ikke længere om at blive verdens bedste.
“Mine ambitioner har ændret sig siden dengang. For fire år siden havde vi nogle mentale trænere, der kom til Gentofte, og der arbejdede vi meget på at definere min drøm. Hvad er egentlig meningen med at have en drøm som atlet? Funktionen af drømmen er at have noget, der kan motivere en til at gøre det arbejde, der skal til hver dag. Den her drøm om at være den bedste virkede ikke så godt for mig.”
“Nu refererer du til noget, der blev skrevet i 2014. Der var jeg 16 år gammel, og der var jeg netop blevet nr. 1 i min årgang i Danmark. Jeg kan huske, da jeg vandt ungdomsmesterskabet som 16-årig. Det var mega fedt, men to dage efter betød det ikke noget for mig længere, og det har været det samme, hver gang jeg har opnået en ny placering på ranglisten.”
“Det er fedt i øjeblikket, men kort efter betyder det ikke så meget. Det har jeg oplevet mange gange. Så jeg har ligesom skullet finde noget andet, der kan motivere mig. Jeg har tænkt over, hvad fanden det egentlig er, der gør mig glad ved tennis. Hvorfor spiller jeg egentlig tennis? Jeg har arbejdet med forskellige definitioner af min drøm, der handler om at udfordre mig selv til at blive bedre og inspirere andre, for jeg vil gerne være en inspiration.”
Men hvad er så August Holmgrens drøm i dag? Ja, den er banal, siger han selv, mens han samtidig siger, at nogle nok vil kalde den drøm for svag.
“Det sidste års tid har jeg fundet ud af, at min drøm er at spille tennis, fordi det er helt vanvittigt fedt. Det er lidt banalt, men bare det at nyde tennis. Det kan jo være sindssygt nederen med alt det hårde arbejde og at spise ordentligt hele tiden. Men det er jo det, der leder til den her glæde, skam, vrede og ekstase, der gør det så fedt at spille tennis.”
“Det at elske tennis… Det er min drøm at spille tennis, fordi jeg elsker tennis. Jeg kan godt selv høre, at det virker svagt. Der er mange af de top professionelle, der siger, at det ikke er nok bare at elske, det man laver. Men det er i hvert fald det, der har virket godt for mig, så jeg er blevet ved med at arbejde hårdt.”
Amerikansk stjerne som inspirationskilde
Efter Danmarks sejr over Kasakhstan i Davis Cup, lavede SpilXperten et mindre portræt af August Holmgren og Elmer Møller, som kan læses her. I den fremgår det også, at Holmgren har haft Chris Eubanks som inspiration, og det er noget, danskeren også selv bekræfter.
“Chris Eubanks er en spiller, jeg har kigget særligt på. For halvandet år siden begyndte jeg at arbejde meget med mine trænere for at lægge min identitet som spiller meget op af, hvordan han spiller. Vi skulle definere den type spiller, jeg gerne ville være. Det, der er mega fedt ved Chris, er, at han spiller så kompromisløst.”
“Vi kiggede særligt på hans returspil, alltså den måde han bare gik ind og smadrede igennem på returen. Det kan godt være, at han så har fire partier, hvor han misser alt, men så har han lige ét game, hvor det klikker, og så bliver modstanderen lidt shaky, fordi de ikke har kontrol over, hvad der kommer til at ske. Sådan har jeg også prøvet at spille, og det har fungeret rigtig godt for mig. Det har vitterligt bare handler om at bruge hans type som inspiration.
Det er faktisk lidt ærgerligt, for jeg synes, at han er blevet lidt mere passiv i sine returer, end han plejede at være, så jeg er gået lidt væk fra at kigge på ham. Jeg synes, han slicer på næsten alle baghånds-returer nu, hvor han plejede at slå mere på dem. Jeg ved ikke, om det er det, der har gjort, at han ikke har vundet lige så meget, eller om det er, fordi niveauet bare er så højt hos alle spillere. Men jeg synes, at han spiller mere passivt, end han plejede at gøre.”
Drømmen, der snart går i opfyldelse
Til januar skal Holmgren spille kvalifikation om at komme med til sin første Grand Slam turnering nogensinde, når han skal forsøge at spille sig med i Australian Open, der afholdes i Melbourne og er årets første Grand Slam turnering.
“Jeg glæder mig virkelig meget til at spille kval ved Australian Open. Jeg var ved US Open, hvor jeg prøvede at få et alternate spot, og jeg var lidt overvældet over, hvor kaotisk det var. Så jeg er forberedt på, at det bliver lidt af det samme.”
“Jeg tager det lidt, som det kommer, men jeg glæder mig helt vildt til at opleve det.”
Inden januar har August Holmgren dog stadig andre turneringer at tage sig af. Danskeren bliver i Stockholm indtil torsdag, hvor han håber på at få en plads som lucky loser. Det kræver dog, at fire andre spillere trækker sig.
Derefter rejser han til Bratislava i Slovakiet for at spille en Challenger 125, som starter om præcis to uger.