Ruud efter titel: Vil vinde Grand Slams
Casper Ruud slog søndag eftermiddag franske Ugo Humbert overbevisende 6-2, 6-3 i finalen i Stockholm, men den norske stjerne er sulten efter mere.
Casper Ruuds sæson har været med både op- og nedture. Særligt i Grand Slam-sammenhæng har nordmanden skuffet, men det agter nordmanden at ændre på.
Først glæder han sig dog over sejren, og indleder sit pressemøde på særdeles positiv manér: “Jeg tror, det her var min bedste kamp i år”, indleder Ruud således.

Har ikke ramt mit peak endnu
Casper Ruud fortæller, at han stadig føler, at han kan hæve niveauet endnu mere, selvom nordmanden har haft en flot karriere, som blev kronet med titel nr. 14 i dag.
“Det er rart at føle, at jeg stadig kan levere fantastisk tennis, selv efter en lidt besværlig sæson, og at mit højeste niveau måske endnu ikke er nået.”
“Jeg føler, at jeg endnu ikke har ramt mit topniveau, og at jeg stadig har mere i tanken. Jeg synes, en kamp som denne viser, at jeg stadig har mere at give.”

Alamy
Alcaraz og Sinner er også bare mennesker
Carlos Alcaraz og Jannik Sinner har delt de seneste otte Grand Slams mellem sig, men nu melder Casper Ruud sig på banen som en konkurrent.
“Det er et anderledes scenarie ved en Grand Slam med bedst af fem sæt og den slags. Vi har ikke en Slam indendørs, men hvis jeg kan spille lige så aggressivt og med samme overbevisning på hardcourt, så tror jeg, at jeg kan udfordre de bedste spillere i verden.”
Ruud har tidligere i karrieren spillet tre Grand Slam finaler, men nordmanden er gået fra banen med et nederlag alle tre gange, men måske er det alle gode gange fire for Ruud.
Det er i hvert fald det, han drømmer om.
“Det er det, man gerne vil – og selvfølgelig har vi to fyre i front, som til tider næsten er umulige at spille imod og slå, men samtidig er de også mennesker, og der er 40-50 spillere bag dem, som gerne vil slå dem. Af og til lykkes det for nogen, og jeg vil virkelig gerne tro på, at alt kan ske.”
“Men selvfølgelig er de lidt stukket af fra resten og bevist, at de er i en liga for sig – men det forhindrer mig ikke i at tro på, at de også er mennesker og af og til kan besejres.”
Casper Ruud rejser snart videre til Basel, hvor han skal forsøge at sætte en slutspurt ind for at kvalificere sig til sæsonfinalerne i Torino.








