Norsk stjerne føler med Rune: Hans grænse blev skubbet
Casper Ruud spillede sig lørdag aften videre til finalen i Stockholm, men efter kampen var det noget helt andet, der fyldte for nordmanden, der var blevet bekendt med Holger Runes alvorlige skade.
Tidligere på dagen måtte Holger Rune trække sig fra kampen mod Ugo Humbert med en alvorlig skade, og Aneke Rune kunne efter kampen bekræfte til SpilXperten, at der er tale om en overrevet akillessene.
Da SpilXperten spurgte Casper Ruud ind til danskerens alvorlige skade, var det en nordmand, der var fyldt af støttende ord til Holger Rune.

Utroligt hårdt at høre
Casper Ruud udviste stor medfølelse med Holger Rune, da SpilXperten talte med ham, og nordmanden hæfter sig ved, at Rune stadig er ung og har masser tid til at komme tilbage.
“Det er utroligt hårdt at høre. Det så virkelig slemt ud, og jeg ved, at han skal testes i morgen, men jeg har også hørt, at han hørte en tydelig lyd, hvilket er et virkelig dårligt tegn. Den her type skade er noget, man virkelig ikke kan kontrollere, så det er bare ekstremt uheldigt. Tennis er en brutal sport, og som spiller ønsker man ikke at misse flere måneder.”
“Han er stadig meget ung, så han har en lang karriere foran sig, så jeg håber, at han kan komme stærkt tilbage hurtigt.”
Ruud tilføjer, at tennis er blevet en meget fysisk sport sammenlignet med tidligere.
“Jeg synes, tennis er kommet et sted hen nu, hvor det går så hurtigt og man skal være fysisk klar til hver eneste kamp. Jeg siger ikke, at det ikke var fysisk før i tiden, men jeg er af og til lidt overrasket over, hvor meget det kræver af ens krop at være i stand til at spille tennis.”

Alamy
Vi presser vores grænser til det yderste
Casper Ruud har tidligere været krtisisk overfor den hårde kalender på ATP Touren, og selvom han ikke nødvendigvis vil sige, at der er tale om en årsagssammenhæng, siger han, at spillerne presser deres krop til det yderste her i slutningen af sæsonen.
“Det er meget krævende, når man går direkte fra turnering til turnering. Holger var i Shanghai sidste uge, og når noget er så krævende, så kan sådan noget her desværre ske.”
“Vi er alle i en form for risikozone, når vi træder ud på banen, men om hans skade har en direkte sammenhæng med den hårde kalender, er jeg ikke sikker på. På en måde er alle skader vel på grund af den hårde kalender.”
“Det er selvfølgelig hårdt, og vi presser virkelig vores egne grænser til det yderste i øjeblikket. Holger var en af dem, der stadig kunne nå at komme til sæsonfinalen, så hans grænse blev helt sikkert også skubbet, og så er det bare virkelig uheldigt, at det ender på den her måde for ham. Jeg ønsker ham virkelig god bedring.”
Casper Ruud spiller finale mod Ugo Humbert i Stockholm i morgen med en forventet kampstart kl. 15:00.








