Middelmådige marts: Her præsterer Rune bedst og værst
Marts er garant for to store Masters 1000 turneringer, da Sunshine Double finder sted, som altså er både Indian Wells og Miami Masters, og vi har dykket ned i, om marts historisk er en måned, hvor vi skal have store forventninger til Holger Rune.
Trods en skuffende februar måned for Holger Rune og en placering på ranglisten, som er nedadgående for nuværende, så er den danske stjerne stadig en af de allermest lysende i international tennis, og den unge dansker skal forsøge at hive noget andet op af hatten ved Indian Wells, som står for døren.
Men hvordan har Rune historisk set præsteret i marts?
Det giver vi dig svaret på. SpilXperten har nemlig været en tur i arkivet for at se danskerens historik i alle 12 måneder i løbet af et kalenderår, og dataen går helt tilbage til 2018 og indeholder tal fra næsten 400 kampe.

Mangelfulde marts og mageløse maj
Jo, lad os starte med at kigge på hele Holger Runes karriere. Det vil sige, at det både er kampe på ITF, Challenger og ATP niveau, som er inkluderet. Davis Cup er også inkluderet, og dataen er tilgængelig fra 2018.
Som det kan ses på grafikken, så er marts ikke en måned, hvor Rune historisk set har den højeste sejrsprocent, da det blot er blevet til en sejr i 60% af danskerens kampe. Det er ikke et dårligt tal, men alt er relativt, og sammenlignet med resten af månederne, er det i den lave ende.
Således rangerer marts som Runes niende bedste måned – eller med andre ord som danskerens fjerde værste måned.
Det er måske også lidt utaknemmeligt, fordi marts primært byder på to store turneringer i form af Indian Wells og Miami Open, hvor alle de bedste spillere er med, og dermed er marts måned også garant for en masse svære kampe.
Omvendt er maj danskerens klart bedste måned, da han har vundet hele 82,1% af sine kampe, som har fundet sted i maj måned. I maj er der også en masse store turneringer, herunder French Open, som starter i maj, men det er måske ikke så underligt, at danskeren brillerer her, da han altid har følt sig rigtig godt tilpas på det europæiske grus, som man typisk spiller på i maj.
Februar måned har historisk været den værste måned for danskeren, og derfor er det måske ikke så mærkeligt, at netop februar i 2025 har været til glemmebogen for Rune.
Derudover må det nævnes, at december er en lidt spøjs måned. Det er ikke meget tennis, der bliver spillet i julemåneden, men når det har været tilfældet, så har Rune præsteret ganske fint.
Er billedet det samme på ATP Touren?
Holger Rune fik sin debut på ATP Touren i marts 2021, hvor han spillede i Buenos Aires. I den kamp tabte han til Sebastian Baez, men siden da har danskeren været mere eller mindre en fast bestanddel på ATP Touren.
Og det er netop de tal, vi nu skal kigge på, så vi kan finde ud af, i hvilke måneder Rune har præsteret bedst på ATP Touren, som er det højeste niveau i tennis.
Overordnet set er billedet faktisk ikke helt det samme, som hvis man kigger på hele karrieren, da en del måneder har byttet plads, som det kan ses på grafikken.
Men nogle ting ændrer sig bare aldrig. Holger Rune er således stadig helt suveræn både i april og i maj, og lad os lige trække luft ind, imens vi hører den her statistik: Rune har blot tabt fire kampe i sin karriere på ATP Touren i maj måned.
April har også været en god måned for danskeren med historiske briller, da det er Runes næstbedste måned med en sejrsprocent på hele 70,6.
Marts måned, som vi befinder os i nu, har faktisk ikke været så skidt for danskeren, hvis man udelukkende kigger på resultaterne på ATP Touren, men det er nok fair at kalde måneden for ganske middelmådig.
Derfor bliver det også særdeles spændende at se, om Rune kan hæve den statistik en lille smule, når han om lidt træder ind i Indian Wells, som er den første af to Masters 1000 turneringer i marts.
Hér henter Rune sine point
Der må jo være en korrelation mellem at hente mange sejre og mange point. Det giver i udgangspunktet sig selv, men det er selvfølgelig værd at huske på, at de gode spillere typisk vil hente flere point i månederne med flere Masters 1000- eller Grand Slam turneringer, hvor det måske typisk vil se anderledes ud for lavere rangerende spillere, som har større chancer for at hente deres point i Challengers eller 250-turneringer.
Inden vi lige præsenterer jer for tallene, som I også kan se i grafikken, så lad mig lige komme med en disclaimer. I de to første grafikker, har det været meget sort/hvidt forstået på den måde, at det er rimelig klart, i hvilken måned en kamp bliver spillet, fordi man bare kan kigge på dataen.
I de her tal har vi dog været nødt til at tage en redaktionel beslutning om at lave et skæringspunkt, når en turnering strækker sig over to måneder. Det gør French Open for eksempel, da den starter i maj og slutter i juni. Her vil det sige, at alle point indsamlet er registreret under maj, da det var dér turneringen startede, og dette gælder også for andre turneringer, som spilles i to forskellige måneder.
Man kan argumentere for, at de først får pointene, når turneringen er slut, men omvendt mister de pointene, så snart turneringen starter næste år. Begge dele kunne give mening, men kaldet er altså, at pointene er givet for den måned, hvor turneringen starter. Det betyder samtidig, at Juni ser ret dårlig ud, men i princippet kunne det have været bedre, hvis det var sat anderledes op.
Men som det kan ses på grafikken, så er april og maj altså helt i top, mens oktober også har været glimrende for Rune.
Samtidig noteres det, at tre ud af fire Grand Slam måneder befinder sig i top 6, mens Australian Open og januar er lige udenfor top seks, og det er også en turnering, hvor Rune ikke har spillet sit bedste tennis, selvom han nåede fjerde runde i 2025, men da 2025 ikke er inkluderet for at få det mest retvisende billede for et kalenderår, så giver det mening.
Igen må vi konstatere, at marts ikke har været danskerens bedste måned, så der skal andre boller på suppen ved Indian Wells og Miami Open, hvis Rune skal samle flere point i marts, end han ellers har for vane at gøre.
Bliver 2025 vendepunktet for marts?
Det forventes, at Rune spiller sin kamp mod Corentin Moutet fredag aften eller natten til lørdag, og i SpilXpertens podcast Dobbeltfejl, hvor vi fokuserer på Holger Runes færd i tennisverdenen har vært Toke Parbo og journalist Nicholas Albek gennemgået lodtrækning, muligheder og forventninger inden Indian Wells.
Den podcast kan du høre hér – eller i din foretrukne podcastapp.
Vi kan i hvert fald fortælle, at der er stor uenighed i studiet, om hvor langt Rune går i turneringen.
Husk, at du på SpilXperten kan læse optakt til Holger Runes første kamp mod Corentin Moutet, ligesom at du altid kan følge med i, hvordan du kan se Runes næste kamp.