Medjedovic raser: De danske fans var respektløse
Det var en yderst skuffet og frustreret Hamad Medjedovic, der mødte SpilXperten efter kampen, og serberen fortæller desuden, at han følte sig respektløst behandlet af de danske fans i Royal Arena.
Serbien havde sejren i sin hule hånd. De var oppe 2-0 mod Danmark, men de smed det hele på gulvet i løbet af seks timer lørdag.
Først vandt Rune og Ingildsen deres double, derefter vandt Rune sin singlekamp, inden Møller gjorde det af med Medjedovic.
Efter kampen fyldte skuffelsen naturligvis en del hos Medjedovic, men serberen lignede mildest talt en, der allerhelst havde undgået den danske presse. Serberen stillede dog op og svarede på spørgsmålene.
“Really?”, indledte Medjedovic, da vi stillede det første spørgsmål, som serberen bestemt ikke var imponeret af.

Jeg følte mig respektløst behandlet
Serberen langede kraftigt ud efter de danske fans, og han hæftede sig især ved, at publikummet i Royal Arena jublede, når Medjedovic lavede en dobbeltfejl.
Noget, der ikke er kutyme i tennis, men i Davis Cup-sammenhæng er der altså helt andre uskrevne regler på fanområdet, hvor fansene normalt er markant mere vokale.
“Jeg følte mig virkelig respektløst behandlet allerede i vores double kamp tidligere i dag. I går havde de bedre manerer. De jublede og klappede, når jeg lavede en dobbeltfejl, og det har de gjort flere gange.”
“Det føltes bare ikke rigtigt, men jeg ved godt, at stemningen normalt er mere spicy i Davis Cup, men i dag var det bare for meget.”

Jeg er ked af, hvis det var hans oplevelse
Elmer Møller tænkte ikke så meget over det på banen, men han understreger, at han er ked af, hvis Medjedovic følte sig dårligt behandlet af fansene.
“Jeg er virkelig ked af, hvis det har været hans oplevelse. Jeg tæntke egentlig ikke så meget over det, så det lagde jeg slet ikke mærke til.”
“Men jeg er da ked af, hvis han har følt sig respektløst behandlet. Det tror jeg ikke, har været nogens intention.”
Frederik Løchte Nielsen stemmer i og undrer sig over serberens udtalelse.
“Jeg kan virkelig ikke forstå det. Jeg ved ikke, hvad han havde regnet med i en 2-2 kamp i Davis Cup. Hvis han tror, at det havde været mere stille i Serbien, så ville det overraske mig.”
“Det er den største fejl, Medjedovic laver i kampen. Han vinder første sæt 6-1 og fører 1-0. Han cruiser derud af, laver en dobbeltfejl ved 15-40, og så viser han sin hånd. Han giver os noget at fodre på, og det var på et tidspunkt, hvor han trykkede Elmer ud af banen.”

Manglende håndtryk
Det var dog ikke det eneste, serberen kom i fokus for. Efter nederlaget til Elmer Møller stormede Medjedovic ud af banen uden at give danskeren hånden.
Medjedovic afbryder dog SpilXperten igen, da vi spørger ind til det.
“De kom heller ikke hen til mig. Normalt mødes vi ved nettet. Vil du have, at jeg skulle have ventet fem minutter, til de var færdige med at fejre?”
Elmer Møller lagde dog ikke så meget mærke til detaljen.
“Det var ikke noget, jeg bed mærke i. Jeg er bare glad for at vinde, og hvis han følte, at jeg tog for lang tid om det, og at der ikke var tid til at give hånd, så er det fair nok.”
Håndtryk eller ej, så kunne danskerne dog fortsætte med at juble, da Elmer Møller sikrede sejren for Danmark.
