I oktober kom Holger Rune slemt til skade, og selvom danskeren giver den gas i genoptræningen, må Danmark stadig undvære ham til Davis Cup-kampene mod Kroatien. Det er noget, der gør ondt på kaptajn Frederik Løchte Nielsen.
Fredag og lørdag spiller Danmark mod Kroatien – uden en af verdens bedste tennisspillere. Tabet mærkes tydeligt, fortæller Løchte Nielsen.
Vi savner ham
Tabet af Holger Rune kan mærkes – og det gælder både på og udenfor banen.
“Tabet af Holger betyder, at vi ikke har en af verdens bedste spillere. Han ville glide direkte ind i opstillingen hos alle nationer. Vi savner ham både som spiller og som holdkammerat.
“Han bidrager altid positivt, både på og uden for banen, og vi glæder os meget til, at han kommer tilbage,” siger kaptajnen.”
Det er dog ikke kun Danmark, der mangler nøglespillere. Kroatien må undvære Marin Cilic, som meldte afbud tidligere på ugen, men det fokuserer Danmark ikke på.
“Hvem de har med eller ej, ændrer ikke vores proces. Vi kigger på vores egne muligheder i kampene og hvordan vi bedst får tre sejre,” siger Løchte Nielsen.

Åbne kampe i vente
Løchte Nielsen fremhæver, at både danske og kroatiske singlespillere ligger tæt på hinanden i verdensranglisten, og han forventer derfor tætte opgør over fem kampe.
“Vi har set på, hvordan Elmer kan udfordre Matej Dodig, men det handler mest om at udnytte Elmers styrker. Alle kampene er meget åbne.”
Danmarks to singlespillere bliver Elmer Møller og August Holmgren, som begge har bragt stor energi ind på holdet.
“Både Elmer og August giver deres bedste hver dag på hver deres måde. De bidrager med høj kvalitet og er også fantastiske holdkammerater både på og uden for banen,” siger Løchte Nielsen.
Opgøret spilles over fem kampe: to singlekampe fredag, én doublekamp og to singlekampe lørdag. Danmark planlægger, at Elmer Møller og August Holmgren spiller single, mens Holmgren og Johannes Ingildsen tager doublen. Begge hold har mulighed for at skifte ud i opstillingen undervejs.









