18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Grigor Dimitrov åbner op om angst og panikanfald: Vi taler ikke nok om det

| Sidst opdateret:


Angst, panikanfald og åbenhed

Bulgarske Grigor Dimitrov er en af de allerstørste tennisstjerner i verden, og på et pressemøde i Stockholm ved BNP Paribas Nordic Open åbnede stjernen op, da SpilXperten spurgte ham ind til hans mentale tilstand og bagsiden af medaljen ved at spille tennis.

Dimitrov tabte finalen i Stockholm til Tommy Paul, men turneringens største øjeblik kom efter semifinalen, da SpilXperten, som det eneste skrevne medie, var til stede på pressemødet. 

Her åbnede Bulgareren op om de problemer, han har døjet med – og stadig døjer med – i sin karriere. 

Alamy

Har døjet med angst og panikanfald

Stjernen fortæller indledningsvist, at han har døjet med flere angst- og panikanfald under sine kampe, og han opfordrer folk til at blive bedre til at tale om det. 

“Det ville være en løgn, hvis jeg sagde, at jeg aldrig har haft problemer. Jeg har haft alvorlige øjeblikke med angst, panikanfald, endda under en tenniskamp. Selvfølgelig hjælper det altid, når man kan tale med folk og dele, selvom det er med en anden tennisspiller.”

“Jeg siger altid, at vi alle burde være mere åbne over for hinanden. Jeg ved, det er svært. Jeg ved, det er en meget individuel sport. Jeg ved, det er brutalt, men i sidste ende er vi alle mennesker og ikke anderledes end andre. Vi er tilfældigvis bare gode til at spille tennis, det er alt.”

“Jeg tror, at mange atleter over hele verden langsomt begynder at udtrykke sig, hvilket er dejligt at se. Specielt har jeg set en del NBA-spillere tale åbent om mental sundhed. Vi taler ikke nok om det.”

Alamy

Sårbarhed er en styrke

Det kan være svært at tale om sine problemer, og særligt hvis man altid er i rampelyset. Det har Dimitrov i den grad oplevet på egen krop, men han håber på, at folk kan stå sammen om at se sårbarheden som en styrke frem for en svaghed. 

“Jeg forstår fuldstændigt, at jeg taler fra mit perspektiv, men som mænd generelt taler vi ikke ofte nok om det, men jeg synes, vi burde. Det er ikke en svaghed. Jeg synes, det er det modsatte. Jeg synes, det at vise sårbarhed er en kæmpe styrke, en absolut kæmpe styrke. Du står fast på dit eget grundlag. Som mand er jeg meget stolt af det.”

“Jeg har været igennem mange store øjeblikke, definerende øjeblikke i mit liv som mand. Hvis jeg sidder her og fortæller dig om de ting, jeg har været igennem, vil du sige “wow, du spillede stadig” eller “wow, du kom igennem det? Hvordan gjorde du det?” Alle har deres egen vej.”

“Du skal lytte til din egen stemme indeni, for det er meget vigtigt. Selvfølgelig er tennis også vigtigt, men med erfaring, ikke kun på banen, men også udenfor, begynder du at forstå, hvor vigtigt det er.”

Alamy

Har været tæt på at lægge ketsjeren på hylden tre gange

Dimitrov siger sågar, at livet på touren har været så svært for ham, at han hele tre gange har været tæt på at droppe, det han elsker allermest, at spille tennis. 

“Vi vil alle se godt ud udefra, men det vigtigste arbejde sker indefra og ud, og jeg har prøvet at fokusere meget på det, men jeg kæmper stadig med det. Selv hvor jeg er i min karriere, med de erfaringer jeg har haft uden for banen, hjertesorger, og de øjeblikke hvor det føltes som om hele verden faldt sammen foran mig.”

“Kampene jeg har tabt, hvor jeg dømte mig selv for hårdt efter at have tabt en kamp, hvor jeg spillede offerrollen, de ting er uundgåelige, de vil komme. Men det handler om, hvordan du håndterer dem, og hvordan du adresserer dem.”

“Tag 2019, da jeg gik ind i US Open som nummer 82 i verden som et eksempel. Samme år endte jeg som nummer tre i verden. Tre gange var jeg tæt på at trække mig tilbage fra tennis.”

Alamy

Det handler om at komme hurtigt videre

Den bulgarske stjerne siger, at det for ham har virket ikke at tage sine nederlag alt for tungt. Det handler om at fortsætte og komme hurtigt videre. 

“Det er svært. Du kan vågne op og føle dig elendig. Hvad gør du? Du prøver, du fortsætter, du sætter den ene fod foran den anden. Hvis du vinder, fantastisk. Hvis du taber, tager du det som en mand og kommer videre. Der er ingen anden vej.”

“Hvad nu hvis en læge vågner op om morgenen og siger, “Jeg gider ikke at lave en operation”? Han skal redde nogens liv. Det er mere eller mindre det samme. Den bedste del af det, vi gør, er, at vi har et valg. Så du skal vælge, hvad der er vigtigt for dig den dag.”

Grigor Dimitrov tabte, som nævnt indledningsvis, finalen i Stockholm, men rejser allerede mandag til Wien for at spille en ATP 500 turnering. 

Alamy

Skriv første kommentar

Skriv et svar