Frederik Løchte: Sumit Nagal er et fint matchup for Holger Rune
Master 1000 turneringen i Monte Carlo er allerede skudt i gang, og Frederik Løchte Nielsen ser frem mod Holger Runes første kamp mod Sumit Nagal, som han kalder for et fint match up for danskeren.
Alamy
Holger Rune leverede en fremragende grus sæson sidste år, og hvis du vil læse mere om, hvad du kan forvente af danskeren, kan du læse mere her:
Sidste år spillede danskeren sig i finalen i Monte Carlo, hvor det blev til et nederlag mod russiske Andrey Rublev, og Frederik Løchte Nielsen har store forventninger til, at Rune igen kan levere noget stort på grus, hvor det først gælder Monte Carlo.
“Jeg synes, der har været gode tendenser hos Holger, og jeg tror, han glæder sig til at komme på grus, så jeg forventer, at han er motiveret og godt spillende i Monte Carlo”, indleder den tidligere Wimbledon vinder og fortsætter:
“Jeg forventer, at han er kompetitiv mod alle spillere i verden, som vi har set flere gange før. Han er komfortabel på underlaget, og han har gode erfaringer fra Monte Carlo.”
“Jeg er sikker på, at vi kommer til at se en knivskarp Holger.”
Alamy
Sumit Nagal er et fint matchup
Matteo Arnaldi og Sumit Nagal stod overfor hinanden i første runde, mens Rune var bye og måtte afvente vinderen af dette opgør.
Spørger man Frederik Løchte Nielsen, kan Rune godt glæde sig over, at udfaldet blev netop sådan.
“Holger spillede mod Sumit Nagal sidste år i Davis Cup, hvor Holger var lidt i problemer i første sæt rent scoreboard mæssigt, men så var det lidt som om, at Holger bare valgte at vinde, og så vandt han bare.”
“Så han er et bedre matchup for Holger, end Arnaldi ville have været. Arnaldi har unægteligt mere kvalitet end Nagal, og han har haft mange gode oplevelser på det seneste.”
“Arnaldi er virkelig en god spiller, så Nagal er et fint matchup for ham. Nagal vil være afhængig af, at Holger ikke rammer sit topniveau, og der kunne Arnaldi have truet ham mere.”
Rune spiller sin første kamp i Monte Carlo, når han indtræder i anden runde og møder Nagal i en kamp, der spilles i morgen.