Ekspert: Danmark er store underdogs i Davis Cup
Danmark skal i weekenden forsøge at slå Kroatien i Davis Cup, men Holger Runes fravær rykker markant på favoritværdigheden, understreger Peter Bastiansen, som vurderer Danmarks chancer inden opgøret.
Tirsdag morgen landede det danske herrelandshold i tennis i Kroatien, hvor de skal forsøge at få skovlen under kroaterne, som stiller med et stærkt hold. Profiler som Marin Cilic og Dino Prizmic er udtaget sammen med verdensklasseparret Mate Pavić og Nikola Mektić, der gør sig i doublen.
Kampene finder sted fredag og lørdag. Fredag spilles der to singler, mens der lørdag spilles én double efterfulgt af to singler. Opgøret afgøres dermed i bedst af fem kampe, som er det klassiske Davis Cup-format, og hver kamp spilles i bedst af tre sæt.
Danmark har udtaget Elmer Møller, August Holmgren, Johannes Ingildsen samt to debutanter i form af Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm Poulsen. Det bliver således uden Holger Rune, som er ude med en alvorlig skade.
Danmarks chancer reduceres med 75%
Peter Bastiansen gæstede SpilXpertens tennispodcast Dobbeltfejl, hvor snakken blandt andet faldt på Davis Cup. Her understregede TV 2-eksperten først og fremmest, at tabet af Holger Rune får stor betydning.
“Det er klart, at Holger er en verdensklassespiller og en top ti spiller, så hvis du har en mand af den kaliber skadet, så reducerer du dine chancer med i hvert fald 75%, vil jeg vove at påstå”, sagde TV2-eksperten, da snakken faldt på Holger Runes fravær.
“Kroatien kommer med et meget stærkt hold. De har en god kombination med Cilic, som er ekstremt erfaren og har vundet alt, og så Dino Prizmic som er, synes jeg, en af verdens bedste unge spillere.”
“Danmark er bestemt ikke favoritter, men jeg tror, at danskerne har det meget godt med ikke at være favoritter og kunne spille frit, og så skal de jo jagte de muligheder, der altid er i en Davis Cup kamp.”

Alamy
Ingen er selvskrevet
På papiret kan det ligne en selvfølgelighed, at Elmer Møller og August Holmgren tager sig af singlekampene, mens Johannes Ingildsen og Holmgren spiller doublen, men Bastiansen understreger, at ingen er selvskrevet på holdkortet.
“Jeg tror ikke, der er nogen, der er selvskrevet. Carl Emil Overbeck er i min verden den næste store spiller, vi får. Han banker mere på lige nu, end Oskar Brostrøm gør.”
Kampene mod Kroatien spilles på indendørs hardcourt – et underlag, som hjemmeholdet har valgt. Derfor forventer Bastiansen også, at Holmgren kommer i spil, da det er hans foretrukne underlag.
“Jeg tror, at August kommer til at spille. Han er stærk på den overflade, og når han rammer sit niveau, så er han en top-100 spiller. Det er lang tid siden, han har vist det, men han har det med at løfte sig i de her kampe.”
Elmer Møller foretrækker omvendt grus, selvom han slog Hamad Medjedovic og tog sæt fra Miomir Kecmanovic i Royal Arena, hvor forholdene var de samme. På den baggrund sår Bastiansen også tvivl om, hvorvidt Møller får en single.
“Elmer er jeg lidt mere i tvivl om. Han har ikke haft en god start på 2026, og så vidt jeg er orienteret, så vil de lade træningerne afgøre om, hvorvidt Carl Emil Overbeck skal ind og have debut for det danske Davis Cup hold i stedet for Elmer.”
“Men Elmer er jo også en spiller, når han spiller allerbedst, som er livsfarlig, fordi man undervurderer ham. Han ser ikke ud af noget, men når man står på den anden side og spiller mod ham, så er du under et konstant pres.”
På trods af usikkerheden omkring holdopstillingen har landsholdet stillet August Holmgren, Elmer Møller og Frederik Løchte Nielsen til rådighed for interviews med SpilXperten torsdag eftermiddag – få timer før holdopstillingen offentliggøres. Det kan være et fingerpeg om, hvem der er i spil.
Det er dog værd at bemærke, at de danske spillere både træner onsdag og torsdag, og meget kan derfor ændre sig. Samtidig er det ikke unormalt, at der foretages ændringer efter offentliggørelsen af holdopstillingen, da dette er tilladt i Davis Cup – også kort før kampene på andendagen.

Alamy
Første skridt på vejen til Davis Cup Finals
Danmark missede i 2025 muligheden for at kvalificere sig til Davis Cup Finals efter et nederlag til Spanien i Marbella, men i år forsøger de rød-hvide igen.
Vinderen af opgøret mod Kroatien får mulighed for at spille en afgørende kamp i september mod vinderen af Tyskland og Peru, hvor Tyskland må vurderes som storfavoritter.
Ved et dansk nederlag venter Davis Cup World Group I, hvor modstanderen endnu ikke er fundet.
Som tidligere nævnt ankom landsholdet til Kroatien tirsdag morgen og gennemførte samme dag den første træning. Onsdag og torsdag følger yderligere træningspas, mens den officielle lodtrækning finder sted torsdag.
Fredag spilles kampene fra kl. 16.00, mens lørdagens kampe sættes i gang kl. 13.00.







