Slår fast: Vi vil vinde Davis Cup
SpilXperten er i øjeblikket til stede i Marbella, hvor Danmark spiller Davis Cup kamp mod Spanien, og kaptajn Frederik Løchte slår over for SpilXperten fast, at ambitionen stadig er at vinde det hele.
I starten af året slog Danmark en svær modstander, da de mødte Serbien. Endnu en stærk modstander står på den anden side af nettet, når det gælder Spanien.
Betingelserne er dog gjort noget lettere, da der er kommet afbud fra både Carlos Alcaraz og double-spilleren Marcel Granollers.
Derfor ser chancerne for sejr pludselig rimelige ud, men Frederik Løchte Nielsens ambitioner stopper ikke her.

Danmarks hold til Davis Cup mod Spanien. Foto: Nicholas Albek
Uændrede ambitioner
Danmark er nået historisk langt i Davis Cup, hvor mandskabet er én sejr fra at blive blandt de bedste otte nationer, der skal kæmpe om det helt store trofæ, når finalerne finder sted i Bologna til november.
Derfor begynder den danske kaptajn Frederik Løchte Nielsen også allerede at drømme.
“Vi ved godt, at når først vi er kommet så langt, så er det, fordi vi har et hold, der kan konkurrere mod de bedste hold i verden. Serbien er et super godt hold, men vi vandt og gik videre, og derfor er vores ambitioner selvfølgelig stadig uændrede (om at vinde Davis Cup, red.)”, indleder Løchte Nielsen svaret på spørgsmålet fra SpilXperten.
“Vi ved også godt, hvordan det er i Davis Cup, når man får momentum. Der er ikke noget, der er ændret. Vi spiller for at vinde.”

Foto: Alamy
Elmer Møller med en stærk X-Factor
Én af de ting, der måske kunne være en smule tvivl om, var hvorvidt det var August Holmgren eller Elmer Møller, der skal spille 2. Single for Danmark. Valget faldt på sidstnævnte, og Frederik Løchte Nielsen knyttede også lidt ord på den unge dansker.
“Elmer er stadig en ung spiller, kun 22 år gammel. Han har en stærk X-Factor og en fantastisk god evne til at vinde kampe – og altid finde en vej. Det kan være svært at træne, og han er selvfølgelig også vildt god til at slå til bolden. Han kan generere fart af ingenting, som kan være svært at træne.”
“Så er der måske nogle ting, der kan forbedres, men det kan man jo sige om alle spillere. Det gør bare, at vi synes, vi har en ekstremt spændende spiller på holdet, som ikke er i nærheden af at ramme hans potentiale.”
Første kamp mellem Holger Rune og Pablo Carreno Busta skydes i gang i morgen 12:30 i Marbella, hvor SpilXperten naturligvis er på plads, og I kan følge med både her og på vores sociale medier, ligesom I også altid kan få et overblik på vores Davis Cup side.

Foto: Alamy






