Davis Cup kaptajn sætter ord på betydningen af Runes deltagelse
Royal Arena sætter rammerne om en af de største sportsbegivenheder på dansk jord nogensinde, når Davis Cup opgøret mellem Danmark og Serbien skydes i gang fredag. Tirsdag satte kaptajnen, Frederik Løchte Nielsen, ord på forventningerne og Holger Runes deltagelse.
Danmark møder Serbien i Davis Cup, og tirsdag var SpilXperten til stede på pressemødet med Frederik Løchte Nielsen, der er kaptajn for det danske Davis Cup hold.
Her satte han ord på afbuddet fra Novak Djokovic, ambitionsniveauet for Danmark og betydningen af, at den danske stjerne Holger Rune stiller op for landsholdet.

Vi kan vinde Davis Cup
Den forestående kamp mod Serbien er den runde, der kaldes 1st qualifiers, som Danmark kvalificerede sig til, da de slog Kazakhstan i efteråret. Skulle Danmark slå Serbien, venter der herefter endnu en kamp mod enten Spanien eller Schweiz, som bliver den afgørende kamp om at komme med til Davis Cup-finalerne.
Frederik Løchte Nielsen tror på, at Danmark kan gå hele vejen og vinde Davis Cup, fortalte han på pressemødet tirsdag.
“Da Martin Killemose og jeg tog over i 2020, var vores ambition, at vi skulle peake i 2030. Vi havde regnet med, at vi kunne være med på det her niveau, så det er ikke så overraskende for mig, at vi er med. Vi har virkelig gode spillere.”
“Det er lidt overraskende, at det er gået så hurtigt. Det er fantastisk, at vi er så langt, at vi teknisk set kan vinde Davis Cup i år. Det er vildt interessant og fedt, og jeg håber, at tennis fans i Danmark forstår, at vi er nået ret langt.”
“Jeg er utrolig stolt over, hvad vi har opnået, og det bliver mega fedt i Royal Arena.”

Djokovic-afbud ærgrer kaptajnen
Selvom fokusset for Danmark og Frederik Løchte Nielsen de næste par dage bliver at slå Serbien og den trup, de har udtaget, så er det alligevel svært at komme udenom det faktum, at Novak Djokovic har meldt afbud, efter en skade han pådrog sig mod Carlos Alcaraz i kvartfinalen ved Australian Open.
Den danske Davis Cup-kaptajn ærgrer sig over afbuddet fra verdensstjernen, men understreger også den sportslige fordel ved at møde Serbien uden Djokovic på holdkortet.
“Vi fokuserer meget på, hvem der er på Serbiens hold, men det er klart, at den indre sportsfan i os havde set frem til at præsentere den mest vindende spiller i verdenshistorien på dansk grund.”
“Det ville have været fantastisk at se ham mod vores store up and coming spillere. Jeg fornemmer også en vis skuffelse blandt de danske fans i forhold til, at Djokovic ikke kommer.”
“Men det er altså en landskamp, det her. Det er ikke en opvisningskamp, og der er konsekvenser. Vi spiller for at vinde, men selvfølgelig havde vi set frem til at have ham her i Danmark.”

Kæmpe forskel at have Rune med
Da Danmark slog Kazakhstan i efteråret, var det uden danske Holger Rune. Elmer Møller og August Holmgren stod dermed med et stort ansvar, som de løftede flot, men det ændrer ikke på glæden ved at have Rune i truppen mod Serbien.
“Det er jo en kæmpe forskel at have en af verdens bedste tennisspillere på sit hold. Vi er meget glade for vores hold, uanset hvem der spiller, men der er ikke nogen tvivl om at en verdensstjerne som Holger vil forstærke ethvert hold i verden.”
“Vi er utroligt glade for at have ham på holdet, og han er også afgørende for vores ambitionsniveau..”
Rune missede desværre OL med en skade, og da han heller ikke deltog ved seneste Davis Cup samling, er det derfor ved at være noget tid siden, at danskeren har repræsenteret sit land. Frederik Løchte Nielsen gør det dog klart, at Danmark og landsholdet betyder utroligt meget for den danske stjerne.
“Holger har altid givet udtryk for, at det er spændende og sjovt at spille for Danmark. Hans opførsel og attitude, når han har været omkring holdet, har heller aldrig givet mig grund til at tro andet.”
“Han sprudler af glæde. Han er virkelig på, og han glæder sig til at spille på hjemmebane, som han ellers ikke så ofte har mulighed for.”

Braget skydes i gang fredag
Fredag går det hele løs, når de to første single kampe skal spilles. Lørdag spilles der én double og to singler.
Det forventes naturligvis, at Rune skal spille de to singler, mens August Holmgren og Elmer Møller må kæmpe om en plads om den anden plads. Desuden kunne Frederik Løchte Nielsen fortælle, at Christian Sigsgaard er udtaget som femtemand, såfremt der skulle opstå skader eller skavanker.
Johannes Ingildsen er udtaget som double spiller, men hvem der bliver hans makker, er endnu uvist, men valget ligger mellem Rune og Holmgren.
SpilXperten kommer til at være til stede ved pressemødet torsdag med de to hold, ligesom vi også kommer til at dække kampene og få reaktioner på begge spilledage. Løbende kan der også følges med på vores sociale medier, hvor vi tager jer helt ind i maskinrummet undervejs.
