Ekspert: Blød start på Aus Open-lodtrækning for Clara Tauson
Clara Tauson har fået en relativt blød start på Australian Open-lodtrækningen i de første to runder, men derefter ser det virkelig svært ud, vurderer ekspert i Dobbeltfejl Podcast, Nicholas Albek.
Clara Tausons lodtrækning ved Australian Open 2026
1. runde: Dalma Galfi
2. runde: Polina Kudermetova/kvalspiller
3. runde: Victoria Mboko (17)
4. runde: Aryna Sabalenka (1)
Kvartfinale: Jasmine Paolini (7)
Semifinale: Coco Gauff (3)
Finale: Iga Swiatek (2)

Hvor langt kommer Clara Tauson mon ved Australian Open 2026 Foto: Associated Press / Alamy Live News
Analyse af Clara Tausons lodtrækning i Melbourne
Helt overordnet vurderer Nicholas Albek, at Clara Tauson har fået en fin lodtrækning i de første to runder, hvorefter sværhedsgraden stiger betragteligt. Han bemærker, at Tauson måtte trække sig fra den seneste turnering med en skade, hvilket efterlader tvivl om danskerens forfatning forud for årets første Grand Slam.
1. runde – Dalma Galfi
“Den første modstander er 27-årige Dalma Galfi, som aktuelt er nr. 93 i verden. Ungareren er allerbedst på grus. Hun er en ekstremt aggressiv spiller, som godt kan lide at styre spillet fra baglinjen. Lidt ligesom Tauson, men danskeren er bare bedre til det. Det bør være en dansk sejr.”
2. runde – Polina Kudermetova
“Derefter venter sandsynligvis Kudermetova. Vel at mærke den dårligste af dem – nemlig Polina Kudermetova. Hun havde et skrækkeligt 2025. Der var store forventninger til hende som junior, men hun har slet ikke indfriet dem indtil nu. Jeg synes, at en af Kudermetovas helt store svagheder er hendes retur, og når Tausons helt store våben er hendes serv, så tegner det jo godt for danskeren. Det skal igen blive til en dansk sejr.”
3. runde – Victoria Mboko
“Victoria Mboko er en af de allermest lysende stjerner på tennishimlen, og hun besidder så mange kvaliteter. Hun minder mig så meget om Serena Williams, da hun var ung. Sikke en power og sikke en selvtillid. Hun vandt sin første Masters i hjemlandet – Canada – men derefter gik hun lidt i stå. Jeg forventer fornyet energi fra canadieren, som bliver noget af en mundfuld.
Tauson på topniveau kan sagtens slå Mboko, men det er svært at vide, hvor hun står netop nu, hvor både skader og svingende niveau har drillet hende i indledningen af sæsonen.
Derfor kalder jeg desværre et tidligt exit, men meget kan jo nå at ændre sig inden 3. runde.”
4. runde – Aryna Sabalenka
“Skulle det blive til en fjerde runde, står den på Sabalenka. Den med afstand bedste spiller i verden. Vi vil så gerne have den kamp, og hvor kunne det være fedt at få revanche i Melbourne, hvor Tauson havde sine muligheder for at vinde sidste år, men i sidste ende måtte gå skuffet hjem. For mig at se er Tauson – Sabalenka et af de fedeste matchups på WTA Touren. Jeg har dog stadig Sabalenka et niveau over alle andre.”
Kvartfinale, semifinale og finale
“Derefter er det svært at spå om lodtrækningerne, men hvis seedningen holder, bliver det Paolini (kvartfinalen), Gauff (semifinalen) og Swiatek (finalen). Her er Gauff det klart værste matchup for mig, da hendes stærke defensiv virkelig kan frustrere en spiller som Tauson. Mod både Paolini og Swiatek ser jeg hende have gode muligheder, for det er jo en væsentlig pointe, at hvis Tauson når så langt, så er hun jo fit. Og en fit Tauson er en farlig Tauson.“
Om hun når så langt, ved vi selvfølgelig endnu ikke. Vi håber, men mit bud er et exit i tredje runde, selvom jeg drømmer om Tauson – Sabalenka i fjerde runde.
Dobbeltfejl podcast: Lyt til stor Australian Open special
Vil du nørde Australian Open, så kan du gøre det med Dobbeltfejl Podcast, der udkommer mandag. Clara Tausons første kamp er tidligst søndag.
Fang den seneste episode her:








