18+ | Spil ansvarligt | Regler og vilkår gælder | StopSpillet -  70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, med symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Aneke Rune med klar melding: Dansk ATP-turnering er mulig

Dansk tennis er på vej frem, men der er én ting, der mangler på den danske tennis scene, da der endnu ikke er en WTA eller ATP turnering på dansk grund. 

Men hvorfor er det, at Danmark ikke kan mønstre en turnering, når vi ellers har flere lysende stjerner på den danske tennis himmel? Det har vi forsøgt at dykke ned i, hvor vi har talt med flere kilder, som kan gøre os lidt klogere på sagen. 

Men lad os først få lidt fakta på plads. I skrivende stund er der 29 forskellige nationer, der arrangerer turneringer på ATP-niveau, der er en 250-turnering eller derover. På WTA siden er der 24 forskellige nationer. 

Kigger man på den nuværende ATP rangliste, så er der kun syv nationer, som er repræsenteret i top 50, som ikke afholder en ATP turnering. Det drejer sig om 10 spillere, hvor Holger Rune og Danmark altså er én af de nationer. 

På WTA ranglisten er det noget anderledes, da hele halvdelen af spillerne repræsenterer lande, der ikke afholder turneringer. Det er værd at bemærke, at store dele af WTA siden er domineret af østeuropæiske spillere, og det er ikke mange lande i den del af verden, der afholder turneringer, medmindre man dykker ned på Challenger-niveau.

Danmark og Polen er de to eneste nationer, der er repræsenteret på både ATP- og WTA-siden i top 50, som ikke har en turnering. 

Man kan selvfølgelig ikke bare lave turneringer ud fra, hvilke nationer, der er repræsenteret i top 50, da det kan rykke sig uge for uge, men det er alligevel en meget sjov detalje. 

Danmark har ikke setuppet til det

Vi har talt med formanden i Dansk Tennis Forbund, Christian Lunøe, som forklarer, hvorfor Danmark endnu ikke har været i stand til at arrangere en ATP- eller WTA-turnering, siden Copenhagen Open blev lagt i graven i 2003. 

Lunøe peger på manglende faciliteter og økonomi som værende en stor del af årsagen til, at det endnu ikke kan lade sig gøre.

“Hvis man forestiller sig en WTA eller ATP turnering, så skal man have en hel organisation til det. Man skal have sponsorer med utroligt dybe lommer, som skal være villige til at tabe penge. Rigtig mange turneringer taber penge, men derfor kan det selvfølgelig stadig godt være det værd for sponsorerne. Det er meget svært at få turneringerne til at give overskud”, indleder Lunøe og fortsætter:

“Jeg synes, det kunne være rigtig fedt at lave en WTA eller ATP turnering på dansk grund, men vi skal bygge tingene i den rigtige rækkefølge. Hvis vi skal bruge 100 millioner, så skal vi bygge et dansk center, hvor dansk tennis kan høre hjemme.”

Derfor er vurderingen også fra formanden, at Danmark endnu ikke har et setup, der kan bære en turnering. 

“Vi har slet ikke setuppet til det. Det vil være min klare, klare vurdering.”

Hér ligger hurdlen for det danske tennis forbund

Der er formentlig mange, der har spurgt sig selv om, hvordan Danmark kunne have det event i Royal Arena, som lagde lokation til en af de største danske tennis begivenheder nogensinde – nemlig Davis Cup opgøret mellem Danmark og Serbien. 

Så nemt er det desværre ikke, og der ligger flere ting bag. Først og fremmest er der kun plads til én bane i Royal Arena, som møder de krav, der er fra ATP- og WTA-organisationerne i forhold til antal tilskuere, men ydermere skal der også være plads til træningsbaner, som spillerne kan få stillet til rådighed, hvilket der ikke er i Royal Arena, hvor spillerne også trænede på den store bane, der også blev spillet på. 

Derudover er der massive krav til faciliteter som mad, træningscenter og mere ved selve arenaen, ligesom turneringen også selv skal stå for at indkvartere alle spillere på et hotel, ligesom turneringen også skal betale for alle disse omkostninger. 

Derudover er præmiepengene for sådan et event markant mindre end til en ATP- eller WTA-turnering, hvorfor der, som Christian Lunøe forklarede tidligere, også skal findes sponsorer, der er villige til at dække disse omkostninger. 

Derudover er der i forvejen mange lande, der ønsker at få endnu flere turneringer, mens der er lande, som kun har enkelte turneringer, som måtte være tvunget til at opgive sin plads, hvis Danmark skal have en plads i turneringskalenderen.

Disse udfordringer er blot nogle af de få, som forbundet støder på, hvis der skal arrangeres en større turnering. 

Stort ønske fra spillerne om en turnering

Når man taler med spillerne på både ATP- og WTA-siden, er der ingen tvivl om, at der er et brændende ønske om at få en turnering i Danmark. 

Det er også et ønske, som Holger Runes mor og manager Aneke Rune deler, fortæller hun. 

“En ATP turnering på dansk grund ville være fantastisk. Du kan mærke den opbakning, der er til sport i Danmark, om det er Tour de France-start eller fodbold, og senest så vi en helt fyldt arena til Davis Cup med 11.000 mennesker både fredag og lørdag. Den energi, det giver spillerne, er helt unik”, indleder Aneke Rune, inden hun fortsætter:

“At få lov at prøve det i en ATP turnering på dansk grund ville være fantastisk for spillerne. Vi har en del solide spillere på herresiden, som også ville kunne nyde godt af det ekstra skub op ad ranglisten, som en dansk ATP turnering ville kunne give dem muligheden for, så jeg kan ikke se andet end det ville være et kæmpe win for Danmark at få stablet det på benene.”

Aneke Rune er dog godt klar over, at der vil være en økonomisk udfordring, men hun tror på, at det sagtens kan lade sig gøre at løse den del.

“Det koster noget, men med bedste sendetider på TV og med den rette mængde sponsorer er det naturligvis muligt. Det kan være svært at få en termin hos ATP, da der er mange lande, der gerne vil holde flere turneringer, så om det kunne blive muligt i nær fremtid, det ved jeg ikke, men sjovt kunne det være, og jeg tvivler ikke på danskernes opbakning, hvis det skulle lykkes.”

Alamy

Et kig mod nabolandet

Sverige har i årevis haft både topspillere og store turneringer. I nyere tid halter det lidt med spillere på topniveau, hvor Elias Ymer er den højst rangerede svenske herrespiller, mens Kajsa Persson er den højst rangerede kvindespiller. Ymer er aktuelt nr. 286 i verden, mens Persson er 326 i verden. 

Danmark har således hele tre herrespillere, der er rangeret højere end den bedste svenske herrespiller. På kvindesiden er tallet to, hvis man stadig regner Caroline Wozniacki med, selvom hun i praksis ikke længere spiller tennis og vil drysse ned af ranglisten stille og roligt. 

Vi har talt med Rasmus Hult, der er Stockholm Opens CEO, men han mener ikke, at der er blevet prioriteret forkert med at afholde turneringer, ligesom han afviser, at der er en kausal sammenhæng mellem penge brugt på afholdelse af turneringer og manglende topspillere i Sverige. 

Tværtimod fortæller han, at Stockholm Open måske netop nu er vigtigere end nogensinde, fordi den får de unge spillere til at drømme.

“Stockholm Open er jo nærmest endnu vigtigere for Sverige nu, fordi vi ikke for alvor har nogen topspillere, fordi nu har de svenske juniorspillere jo to tilfælde hvert år i form af Båstad og Stockholm Open, hvor de virkelig kan blive inspireret og motiveret, så det er måske vigtigere end nogensinde i øjeblikket.”

Rasmus Hult fortæller desuden, at det fra et økonomisk perspektiv er gået turneringen godt, især efter de rykkede turneringen tilbage til Kungliga Hallen, hvor turneringen de seneste 20 år har fundet sted. 

“Turneringen har fået et økonomisk hop opad, efter man rykkede tilbage til Kungliga Hallen. Siden pandemien har vi haft overskud, og vi sigter mod at have 10-15% afkast af omsætningen. Sidste år havde vi et overskud på 6 millioner (svenske kroner, red.), mens vi budgetterer med et overskud på 3 millioner (svenske kroner, red.) i år, og det er dér, vi skal ligge.”

Rasmus Hult tilføjer, at turneringen bidrager til at holde interessen for tennis i live i Sverige.

“Der er en stor interesse for tennis i både Stockholm og Sverige generelt, så turneringen betyder meget. Vi har udsolgt mod slutningen af turneringen, og jeg tror virkelig, at turneringen er med til at holde interessen for tennis i live i Sverige. Turneringen betyder virkelig meget for Stockholm og svensk tennis i sin helhed.”

Alamy

En skøn drøm

Men selvom der er mange fantastiske spillere med dansk pas, så er en turnering på dansk grund altså ikke lige om hjørnet, selvom Christian Lunøe fortæller, at han på sigt gerne vil være med til at realisere drømmen om en dansk turnering. 

“Det er en skøn drøm, og jeg vil også godt være med til at realisere den, men vi skal først bygge de nødvendige ting”, afslutter formanden for Dansk Tennis Forbund. 

Udsigterne til at realisere denne drøm er dog virker dog ikke til at være lige om hjørnet, og Christian Lunøe kunne også undervejs fortælle, at der endnu ikke har været en dialog med kulturministeriet vedrørende opbakning til projektet, da en sådan dialog først skal komme på bagkant af, at fundamentet er på plads.

Christian Lunøe kan dog afslutningsvis afsløre, at vi måske ikke skal så langt ind i fremtiden for at opleve en Challenger-turnering på dansk grund, da det vil kræve mindre, men selv her er der altså stadig et stykke vej ifølge formanden.

Skriv første kommentar

Skriv et svar