18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Godt Klar’t data-artikel: …men hvad med Brøndby?

Brøndbys Simon Hedlund græmmer sig over en brændt chance. Han kan også græmme sig over manglende, offensive muligheder i front. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Illustreret ved Simon Hedlunds tilbagefald i adskillige, underliggende parametre, har Brøndby brug for offensive legekammerater til Simon Hedlund

Siden 2016/17-sæsonen, hvor Teemu Pukki, Kamil Wilczek og Hany Mukhtar delte 55 mål og oplæg mellem sig, har de offensive vinde i Brøndby blæst nogenlunde stabilt. Selv da Wilczek som den sidste af de tre musketerer takkede af, stod Mikael Uhre og Jesper Lindstrøm klar til at dele 43 mål og oplæg mellem sig i mesterskabssæsonen 20/21.

Fra vinteren 2019 har svenske Simon Hedlund luret som ham i kulissen, som spædede til med en håndfuld mål og endnu flere oplæg. Ikke en decideret profil, men absolut heller ikke en Bruno Batata, en Hannes Sigurdsson, en Ante Erceg, en Holmbert Fridjonsson og hvad de offensive, eklatante flop ellers har heddet på Vestegnen gennem tiden. Hedlund har været arkitekten, som rigtig tit havde tredje- eller fjerdesidste fod på enten et oplæg eller et velkomponeret Brøndby-angreb.

I samtlige tre fulde sæsoner har Hedlund været Brøndbys sikre trumfkort, når det kommer til de såkaldte “Key Passes”, afleveringer, der skaber en stor chance på mindst 0,20 Expected Goals (definitionen fra Wyscout.com), hvor svenskeren sidste sæson toppede hele Superligaen foran Sebastian Jørgensen og Christian Sørensen. Sæsonen forinden var Hedlund 4’er bag Kasper Kusk, holdkammerat Jesper Lindstrøm og Pione Sisto, mens han i 2019/20-sæsonen var eneste Brøndby-spiller i Top40 (AGF havde til sammenligning 6 spillere i top16)

Også hvad angår stikninger i dybden til sine medspillere har Hedlund været uovertruffen gennem alle tre sæsoner, hvor kun Lasse Vigen og Jesper Lindstrøm tilnærmelsesvis har kunne holde samme eller marginalt bedre produktion.

Foran mål har stået naturlige målscorere som Kamil Wilczek, Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre, men også typer som Dominik Kaiser (8 mål i 19/20 sæsonen), og nu mangler Brøndby bare lidt af det hele på Vestegns-mandskabet af 2022.

Twitter-debat tidligere på ugen om Brøndby og Niels Frederiksen

Ovenstående Twitter-pointe matcher meget godt det faktum, at Brøndby i de første år efter Hedlunds ankomst har haft en række absolutte Superliga-profiler, og nu står tilbage med den bløde mellemvare i front.

Den slags koster, også på Simon Hedlunds produktion:

Simon Hedlund i Superligaen siden ankomsten i vinteren 2019

Her er det altså tydeligt, at Hedlund går tilbage på en lang række parametre i kalenderåret 2022, hvor Brøndby også har spillet aldeles middelmådigt og i den grad manglet Mikael Uhre sammenholdt med efteråret 2021.

Når man i Brøndby samtidig ligger langt tilbage på parametre som stikninger (3.sidst) og som kun ét af to hold har flere skud udenfor feltet (23) end inde i feltet (21) handler det både om, at Mikael Uhres afløser lader vente på sig, men så sandelig også, at andre end Simon Hedlund må tage fat i det kreative spil.

Anis Ben Slimane forsøger sig i rollen som kreativ spiller, men præcisionen mangler i både stikninger og kreative, penetrerende afleveringer, og så får spillere som Marko Divkovic, Mathias Kvistgaarden og Oscar Schwartau bare ikke ret meget at arbejde med.

Der ligger et tungt ansvar på Simon Hedlund i at servicere offensivspillerne nærmest ene mand. Brøndby har en opgave i både at finde en afløser for Uhre, men så sandelig også at finde en ny Mukhtar, en ny Kaiser, en ny Lindstrøm eller bare nogen, som kan løfte det kreative, offensive ansvar bare en smule.

Skriv første kommentar

Skriv et svar