I Godt Klar’t #6 plæderer Benjamin Leander for, at FCK ikke klarer sig ovenud dårligere på ret mange parametre end i tidligere sæsoner under Ståle Solbakken. Dog står et enkelt parameter stærkt ud.
FC København var på alle måder en fortjent mester i sidste sæson. Især hvad angår store chancer skabt for og imod var FCK i en liga for sig selv med sølle 10 store chancer imod og 46 store chancer på mindst 0,30 Expected Goals skabt den anden vej. Til sammenligning hed FC Midtjyllands facit 37-23 og Silkeborgs 41-33. Defence wins championships.
Jess Thorup og trænerteamet får meget kritik for den nuværende spillestil, hvor flere nævner den manglende kontrol i kampene. Her har det været interessant at dykke ned i FC Københavns boldbesiddelse og deres afleveringer pr. kamp i snit siden 2015/16-sæsonen, hvor den tilgængelige data starter.
Under Ståle Solbakken i Superligaen:
SÆSON: | KAMPE | BOLDBESIDDELSE I SNIT | BOLDBESIDDELSE VUNDET/TABT I KAMPE | AFLEVERINGER PR. KAMP I SNIT | VELLYKKEDE AFLEVERINGER I PR. KAMP I % | MODSTANDERNES AFLEVERINGER PR. KAMP I SNIT |
2015/16 | 33 | 54,6 | 25 VUNDNE, 8 TABT | 459 | 84,3 | 371 |
2016/17 | 36 | 58,4 | 35 VUNDNE, 1 TABT | 528 | 85,7 | 368 |
2017/18 | 36 | 57,2 | 34 VUNDNE, 2 TABT | 499 | 85,5 | 358 |
2018/19 | 36 | 58,3 | 27 VUNDNE, 9 TABT | 519 | 85,8 | 359 |
2019/20 | 36 | 57,7 | 31 VUNDNE, 5 TABT | 504 | 85,7 | 363 |
2020/21 | 4 | 54,2 | 3 VUNDNE, 1 TABT | 467 | 84,9 | 376 |
De seks sæsoner, der er data fra, vinder FC København tre mesterskaber, især 2016/17 og 2018/19 mesterskaberne i suveræn stil, hvor boldbesiddelsen i begge sæsoner er voldsom høj.
Hvad så under Jess Thorup?
SÆSON: | KAMPE | BOLDBESIDDELSE I SNIT | BOLDBESIDDELSE VUNDET/TABT I KAMPE | AFLEVERINGER PR. KAMP I SNIT | VELLYKKEDE AFLEVERINGER I PR. KAMP I % | MODSTANDERNES AFLEVERINGER PR. KAMP I SNIT |
2020/21 | 28 | 53,6 | 24 VUNDNE, 4 TABT | 469 | 84,5 | 395 |
2021/22 | 32 | 50,8 | 15 VUNDNE, 17 TABT | 460 | 83,9 | 438 |
2022/23 | 3 | 63,9 | 3 VUNDNE, 0 TABT | 603 | 86,5 | 323 |
Her ses det altså med største tydelighed, at FC København under Thorup er faldet drastisk i boldbesiddelsen, hvor man i blot 63 kampe under Thorup har haft bolden mindre end modstanderne i 21 kampe; blot fem gange færre end i 181 kampe under Ståle Solbakkens lidt over fem sæsoner fra 2015-2021 hvor dataen strækker sig fra. Samtidig får FC Københavns modstandere også lov til at lave markant flere afleveringer.
Bemærk, hvor konstante tallene er under Solbakken med meget, meget lave forandringer i både boldbesiddelse, modstanderes afleveringer og antal egne afleveringer pr. kamp (bortset fra 2021-sæsonens fire kampe), mens Thorup altså i sidste sæson går over til en langt mere pragmatisk spillestil, hvor det åbenlyst IKKE er noget problem for FCK at lade modstanderne have bolden.
Der BLEV skabt ufattelig få store chancer mod FC København, hvor man på underliggende parametre såsom skud på mål imod sig, Expected Goals imod sig og lignende rent faktisk forsvarede sig tæt på niveau med 2016/17-mestrene, og nu står man så i den nye sæson og har ikke for alvor fundet ud af, hvad man skal gøre med den kolossalt store mængde boldbesiddelse, når man er bagud som tilfældet har været mod både Horsens og Viborg. Det KAN altså nemt være tilfældigheder, og jeg køber endnu ikke præmissen om, at FC København grundlæggende famler.
Det er nemlig svært ikke også at se fraværet af BÅDE Zeca og Stage (skadet og solgt) som en del af FCKs udfordringer. I sidste sæson spillede man med ENTEN Zeca eller Stage i 22 kampe med facit 15 sejre, 5 uafgjorte og 2 nederlag. Pointsnit 2,27, og 13 Clean Sheets.
UDEN BÅDE Stage og Zeca i 10 kampe hed facit 5 sejre, 3 uafgjorte, 2 nederlag. Pointsnit 1,80 og 5 Clean Sheets.
Det bliver spændende at se, om FC København løser kabalen og får det spilmæssige overtag tilbage igen, nu hvor Zeca er med i kamptruppen igen.