Benjamin Leander har taget en tur rundt om Superliga-klubbernes afslutningsevner de første seks spillerunder, og det kommer der spændende læsning ud af i følgende artikel.
I nedenstående tabel behandler vi følgende parameter i afslutningerne:
Mål
Afslutninger (eksl. straffespark)
Afslutninger på mål
DangerZone afslutninger (afslutninger centralt for mål. Se illustration forneden. I tabellen benævnt som DZ-afslutninger)
Procentvise DangerZone afslutninger af alle afslutninger (I tabellen benævnt som procentvis DZ-Afslutninger)
Afslutninger udenfor straffesparksfeltet (I tabellen benævnt som Afslutninger 16M+ som indikator for, at der altid vil være mindst 16 meter til mål udenfor straffesparksfeltet)
Procentvise afslutninger udenfor straffesparksfeltet af alle afslutninger (I tabellen benævnt som procentvis Afslutninger 16M+ som indikator for, at der altid vil være mindst 16 meter til mål udenfor straffesparksfeltet)
Store chancer (mindst 0,30 Expected Goals. Eksl. straffespark)
Procentvise store chancer af alle afslutninger (I tabellen benævnt som procentvis store chancer)
Mål på store chancer (eksl. straffespark)
Samlet udnyttelsesprocent på alle afslutninger
Lad os se, hvad Superliga-klubberne kan!
HOLD | AFSLUTNINGER | SCORINGER | AFSLUTNINGER PÅ MÅL | DZ-AFSLUTNINGER | PROCENTVIS DZ-AFSLUTNINGER | AFSLUTNINGER 16M+ | PROCENTVIS AFSLUTNINGER 16M+ | STORE CHANCER | PROCENTVIS STORE CHANCER | MÅL PÅ STORE CHANCER | SAMLET UDNYTTELSES-PROCENT |
FC KØBENHAVN | 100 | 13 | 46 | 41 | 41 | 44 | 44 | 7 | 7 | 4 | 13 |
FC MIDTJYLLAND | 80 | 13 | 33 | 32 | 40 | 33 | 41 | 5 | 6 | 3 | 16 |
RANDERS FC | 79 | 8 | 30 | 23 | 29 | 36 | 46 | 1 | 1 | 0 | 10 |
AC HORSENS | 79 | 5 | 23 | 40 | 51 | 27 | 34 | 4 | 5 | 1 | 6 |
VIBORG | 76 | 9 | 33 | 35 | 46 | 29 | 38 | 7 | 9 | 3 | 12 |
AaB | 66 | 5 | 27 | 19 | 29 | 34 | 52 | 3 | 5 | 2 | 8 |
LYNGBY | 65 | 6 | 20 | 25 | 38 | 31 | 48 | 2 | 3 | 2 | 9 |
NORDSJÆLLAND | 64 | 8 | 27 | 29 | 45 | 23 | 36 | 6 | 9 | 4 | 13 |
BRØNDBY | 63 | 6 | 23 | 21 | 33 | 29 | 46 | 3 | 5 | 1 | 10 |
OB | 61 | 5 | 23 | 22 | 36 | 23 | 38 | 2 | 3 | 1 | 8 |
SILKEBORG | 60 | 12 | 25 | 26 | 43 | 21 | 35 | 8 | 13 | 7 | 20 |
AGF | 54 | 8 | 22 | 21 | 39 | 22 | 41 | 3 | 6 | 2 | 15 |
Opsigtsvækkende observationer:
- Horsens’ oprykkere har på alle måder leveret en flot sæsonstart og har som det eneste hold en eklatant større forskel mellem antallet af DangerZone-afslutninger og afslutninger udenfor feltet. Tre af holdets fire store chancer faldt dog i samme kamp senest mod OB. Rækkens suverænt laveste udnyttelsesprocent skal forbedres.
- FC Nordsjælland havde TYVE DangerZone-afslutninger og skabte seks store chancer i de første to kampe mod OB og BIF, men er efterfølgende gået totalt i stå med sølle ni DZ-afslutninger og nul store chancer skabt.
- Randers slider gevaldigt med at skabe store chancer, men har et væld af chancer mellem 0,20 og 0,29 Expected Goals.
- AaB er en offensiv katastrofe. Færrest scoringer, færrest DZ-afslutninger, den procentuelt klart laveste fordeling af DZ-afslutninger i alt og samtidig en skyhøj forskel mellem DZ-afslutninger og de ikke-ønskværdige afslutninger udenfor feltet, hvor AaB som det ENESTE mandskab har over 50% af de samlede afslutninger udenfor boksen.
- Brøndby har heller ikke meget at smile over. To af holdets seks mål er sat ind på straffespark, og kun AaB har færre DZ-afslutninger end Niels Frederiksens tropper.
- Lyngby spiller pæn fodbold, men mangler slutprodukt. Færrest afslutninger på mål af alle og den næsthøjeste procentuelle afslutningsfrekvens udenfor boksen.
- Silkeborg leverer utopisk højt på deres effektivitets-barometer. Holdet har scoret lige så mange mål på store chancer som Randers, Horsens, Brøndby, OB, AaB og Lyngby TILSAMMEN! Må forventes at finde et mere normalt leje på et tidspunkt og skal derfor ha’ skruet op for den offensive produktion.
- AGF står bundsolidt defensivt (mere om det i en senere artikel), men slider i offensiven, hvor kun AaB har færre DZ-afslutninger. Sigurd Haugen og Patrick Mortensen ligner nogen, der får en ketchupflaske-effekt, når først de bliver spillet optimalt inde i boksen.
- Viborg leverer bundsolidt på nærmest samtlige parametre, hvor man er i top5 på alt andet end udnyttelsesprocenten. Ligner et artigt bud på en top6-overraskelse, hvis Jacob Friis’ tropper kan holde kadencen.
- OB fastholder positionen som grå mus og er i bund4 på samtlige parametre undtagen mængden af afslutninger udefra. Bekymrende få store chancer skabt, og i modsætning til Randers, står de halv-store chancer heller ikke i kø.
- FC København er voldsomt dygtige til at få afsluttet fra DangerZone, men afslutter stadig for hyppigt udenfor feltet i forhold til det statistisk magre udbytte.
- FC Midtjylland har ligaens næstbedste udnyttelsesprocent, men har færre afslutninger i DangerZone end både Viborg og Horsens. I høj grad afhængig af enkeltmands-magi fra Dreyer, som har været bagmanden bag tre af de fem store chancer.