18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Godt Klar’t #14: Jeppe på Bornholm og Leander på skrift

Godt Klar’t podcasten hviler mikrofonerne denne uge, hvor data-materialet i stedet udkommer på skrift.

Med Jeppe på klippeøen med sit civile arbejde, som i øvrigt har set en Kylian Mbappé’sk høj frikøbsklausul for at slippe ham fuldtid til programmet, pauserer podcasten denne uge. Dynamikken bliver bare ikke den samme, hvis der kun er én stemme til at bære jer lyttere (i denne uge læsere) i gennem runden, mens de interne jokes og referencer alt andet lige er sjovere, hvis der er nogen til at svare på dem i den anden ende.

Derfor kører vi en skriftlig omgang til den netop overståede syvende Superliga-runde med de vigtigste nuancer og data-betragtninger.


AC Horsens – AGF 2-1

Tobias Mølgaard ærgrer sig efter nederlag til AC Horsens (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Horsens er nok ligeglade med, at de med en pasningsprocent på 65 i kampen mod AGF ramte den laveste afleveringspræcision blandt noget hold i Superligaen i denne sæson. Måltavlen på Casa Arena viste 2-1 ved slutfløjtet, og dermed har “Den Gule Fare” fået den pointmæssigt bedste start i Superligaen for de første syv runder siden 2007, hvor det blev til 12 point mod de 11 i denne sæson (man hentede dog også 11 point i 2017/18-sæsonens første syv runder)

  • Anerkendende nik til både Magnus Jensen, James Gomez og Thomas Santos. Alle tre havde otte bolderobringer i løbet af kampen, og de to førstnævnte er i top3 blandt spillerne i hele Superligaen blandt spillere med flest af slagsen.
  • Matej Delac har gang i en flot sæson for østjyderne og stod en ny, stor kamp mod AGF på trods af, at 0-1 scoringen lignede en tvivlsom omgang målmandsspil. Kroaten ligger stadig på voldsomme 6,23 Prevented Goals – altså burde Horsens have lukket over seks mål mere ind på afslutningerne indenfor rammen som Delac har reddet. Til absolut ingen menneskers overraskelse er Patrik Carlgren fra Randers 1’er med 9,1 PG. Andreas Hansen 3’er lysår bagefter med 2,3 PG.
  • Anders K. Jacobsen modtog bolden TO gange fra en medspiller i hele kampen. Den ene endte med en glimrende scoring, men det er stadig helt vildt, så meget forgæves han løb. Sammenlagt blev det til 25 aktioner i kampen, hvoraf de 5 var succesfulde. Procentuelt er de succesfulde aktioner kun undergået af 17% (5 ud af 30) mod FCM i et 0-3 nederlag i marts måned, mens 25 aktioner i en kamp med fuld spilletid i Superligaen til AK er det laveste antal nogensinde i statistikbanken mellem 2015 og 2022.
  • Horsens bør dog stadig være bekymret over, at de ikke har flere afleveringer i holdet. Sølle 212 af slagsen registrerede man mod AGF, og med et snit på blot 314 pr. kamp i sæsonen ligger man 109 afleveringer under gennemsnittet.

Men er det afleveringer i holdet eller dø, spørger I så?

Ikke nødvendigvis, men her er overblikket over hold med færrest afleveringer i Superligaen over de sidste syv sæsoner.

21/22: AGF (rykkede mirakuløst nok ikke ned trods et pointgennemsnit på 0,94)
20/21: Horsens (rykkede ned med 14 point til redning)
19/20: Hobro (endte næstsidst i nedrykningsspillet med 0,94 point i snit pr. kamp og rykkede ud efter playoff)
18/19: Horsens (endte næstsidst i nedrykningsspillet med 1,03 point i snit pr. kamp. Reddede sig i playoff)
17/18: Horsens (endte i top6 med 1,11 point i snit – det laveste med afstand laveste pointsnit for et top6-hold i Superligaen siden FCN var tilnærmelsesvis tæt på med 1,18 i snit i 2011)
16/17: Horsens (endte næstsidst i nedrykningsspillet med 1,11 point i snit pr. kamp. Reddede sig i playoff)
15/16: Hobro (rykkede ud med 19 point til redning)

På den anden side stod AGF skuffede tilbage efter en kamp, hvor man ellers kunne fremvise flere positive statistikker:

  • AGF mønstrede TOLV afslutninger fra den såkaldte DangerZone centralt for mål og parallelt med mållinjen og straffesparksfeltets kant. Inden kampen havde Uwe Röslers tropper mønstret 21 de foregående 540 minutters fodbold.
  • AGF havde næsten 60% boldbesiddelse – i kalenderåret 2022 er det kun set højere mod Sønderjyske i en rædselsfuld forårspremiere, hvor GF var bagud 0-2, men vandt på et gigantisk målmandsdrop af værternes Lawrence Thomas.
  • Den høje boldbesiddelse virker ikke til at behage AGF voldsomt – århusianerne har i SL-kampe med mindst 55% boldbesiddelse siden sidste sæson fået tre sejre, tre uafgjort og otte nederlag. Sejrene i øvrigt over OB og to gange Sønderjyske på scoringer i 87. minut på straffe mod OB og så på føromtalte Lawrence Thomas-drop i 90+3, mens man skulle sættes i gang af et straffespark et kvarter før tid i den anden sejr mod sønderjyderne i en Corona-kamp uden tilskuere i efteråret 2020.
  • For anden gang i træk har AGF N U L forsøgte smart passes – de kreative, penetrerende afleveringer, som skal forsøge at give en signifikant fordel i angrebsspillet. Tallet var oppe på FEM pr. kamp i bronzesæsonen 19/20, hvor Jon Dagur Thorsteinsson og Bror Blume var de primære arkitekter på den konto.

Jeg minder igen om, at holdet med færrest smart passes ofte ligger nummer et i Table Of Panderynker.

21/22: Vejle (Ganske suveræn nedrykker rent pointmæssigt selvom kun ét point endte med at adskille dem fra netop AGF)
20/21: Horsens (Sidst i tabellen med 14 point til redning)
19/20: Randers (7.plads i grundspillet og aldrig i fare for nedrykning)
18/19: Horsens (endte næstsidst i nedrykningsspillet med 1,03 point i snit pr. kamp. Reddede sig i playoff)
17/18: Horsens (endte i top6 med 1,11 point i snit – det laveste med afstand laveste pointsnit for et top6-hold i Superligaen siden FCN var tilnærmelsesvis tæt på med 1,18 i snit i 2011)
16/17: AGF (0,96 point i snit i grundspillet, ender næstsidst i nedrykningsspillet og redder sig først i playoff)
15/16: Hobro (rykkede ud med 19 point til redning)


Randers – AaB 1-0

Louka Prip trøster den uheldige debutant Theo Sander (Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix)

“Ej, lille mand! Hvor er det synd for ham”, udbrød min smukke kæreste empatisk, da hun kiggede mig over skulderen og så en utrøstelig Theo Sander indkassere sit første Superligamål efter mindre end 200 sekunders fodbold i landets bedste række i en bizar sekvens, hvor kronjydernes Filip Bundgaard blokerede Sanders udspark i mål på det, der aldrig burde være blevet til en chance.

  • Randers fordoblede deres Store Chancer (mindst 0,3 Expected Goals) total fra 1 til 2, men man har stadig ikke scoret på en stor chance endnu. Stephen Odeys hovedstød fra to meter blev mesterligt viftet over af føromtalte Sander, der spillede sig gevaldigt op og leverede en flot indsats, og dermed er Randers stadig det eneste hold med en udnyttelsesprocent på 0 hvad angår de store chancer.
  • Randers leverede endnu en af de kampe, hvor man ikke sad og tænkte, at udtrykket var voldsomt imponerende. 232 gennemførte afleveringer og en pasningsprocent på 69 er det ringeste facit for Randers (i kampe hvor de ikke får tidligt rødt kort som mod BIF i sidste sæson) siden udekampen mod FCM 16. maj 2021, hvor kronjyderne kom med tilnærmelsesvise tømmermænd efter en storslået 4-0 sejr i pokalfinalen samme uge. Her havde man sølle 160 vellykkede afleveringer.
  • Randers slider også fortsat med de såkaldte “Deep Completions” bagom modstandernes bagkæder. Det blev til EN af slagsen mod AaB efter 86 minutter og blot 31 i sæsonen – suverænt færrest af alle. Det var især her, Vito Hammershøy-Mistrati excellerede ved i både 20/21 og 21/22 at være i top15 over alle Superliga-spillere på Deep Completion-fronten. Denne sæson er Tosin Kehinde topscorer med fire styk – Victor Claesson har til sammenligning 17 for FCK.

    Holdene med færrest Deep Completions de sidste syv sæsoner? AGF (10er), Horsens (sidst), Hobro (12er), Hobro (7er), Helsingør (næstsidst), Esbjerg (sidst) og Hobro (sidst). Med andre ord et skidt parameter at ligge klart sidst på.
  • Randers kan dog stadig være optimistiske omkring, at de fortsat tillader ekstremt få store chancer mod sig. Intet hold har skabt to store chancer mod dem samme kamp, og mod AaB var det kun en tilfældig nedfaldsbold fra et frispark på overliggeren, som skabte en kæmpechance til Lucas Andersen, der dog fik blokeret sit forsøg fra nært hold til hjørne.
  • …og Patrik Carlgren. Hvordan skal man efterhånden beskrive ham? Syv nye redninger mod AaB. De 9,1 Prevented Goals, han er oppe på ligner en alvorlig bejler til at slå Jeppe Højbjergs absurd høje 12.58 PG fra 2018/19-sæsonen, der er målmandsrekord siden de tilgængelige statistikker fra 2015/16 og frem.

AaB’erne leverede ingen dårlig kamp sammenlignet med andre pauvre indsatser tidligere på sæsonen.

  • Nordjyderne så farligere ud på omstillinger end længe og fik kørt tre af slagsen med to afslutninger til følge. Før kampen var tallet fem omstillinger på seks runder med tre afslutninger til følge.
  • Indlæggene var dog IGEN en mindre skandale for AaB, som sendte 13 ud af 15 mulige i handskerne på Patrik Carlgren eller på anden måde forbi en medspiller. Killian Ludewig har i sin AaB-tid forsøgt otte indlæg og ramt på de NUL! Kun OB har færre vellykkede indlæg pr. kamp (1,7) end AaB (3,4)
  • Stadig alt for mange afslutninger udefra. Ni styk udenfor feltet, ni styk inde i boksen. AaB er fortsat det eneste hold i rækken med mere end 50% af de samlede afslutninger udenfor straffesparksfeltet, og det er ikke sværere, end at jo tættere man kommer på mål, jo bedre chancer giver man sig selv for at score.
  • Theo Sander kom flot, flot tilbage efter sin blunder ved kampens enlige scoring. Fem redinnger og 2,18 Expected Goals indenfor rammen fra Randers, hvor Filip Bundgaards freak-scoring stod for 0,13. 20 ud af 26 afleveringer sad i skabet, og succesrig begge gange han gik ud for at bokse.


Viborg – Lyngby 2-1

Viborgs Jan Zamburek i kamp med Lyngbys Emil Nielsen (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Næsten to timers fodbold fik tilskuerne i Viborg, dog under beklagelige omstændigheder grundet tordenvejr, og langt værre en alvorlig ankelfraktur til gæsternes Andreas Bjelland, som ønskes alt det bedste herfra.

Selve kampen skreg uafgjort på nærmest samtlige underliggende parametre, hvor holdene på pasninger og meget andet var stort set lige, men hvor Viborg alt andet lige var toneangivende på aktivitet i modstanderens felt.

  • Viborgenserne var især stærke i den offensive boldomgang og fik etableret 45 af de såkaldte positionerede angreb på banens sidste 35 meter mod Lyngby, endda med afslutninger på ganske acceptable 13 af dem. De 45 etablerede angreb er ikke set højere i Superliga-regi siden 53 af slagsen mod Randers i runde 5 sidste sæson.
  • Christian Sørensen er en vidunderlig spiller, men indlæggene er paradoksalt nok faldet voldsomt i præcision på trods af tre oplæg i de første syv kampe. Sørensen har blot ramt på 11 af 49 indlæg modsvarende 22% succesrate. Sidste sæson var tallet over 50% højere, nemlig 34.
  • Selvsamme Sørensen har dog leveret en ypperlig, defensiv sæson og vundet 73% af sine defensive dueller, heraf 16 af de sidste 19 og otte af de sidste otte. Tallet sidste sæson kneb sig sammenlagt kun op lige over 60%.

Stakkels Lyngby måtte igen gå tomhændede fra en Superligakamp, hvor der ikke var meget at skrive hjem om rent spillemæssigt i nogle ender af skalaen.

  • Taktikken virker dog til at være lagt en anelse om i Lyngby de sidste par kampe, hvor lange bolde ned i modstandernes bagrum virker til at være det nye sort. Mod Viborg forsøgte man sig hele 65 gange med en lang aflevering – et tal som i Superliga-regi ikke er set højere siden februar 2020 mod FC Midtjylland.
  • Mads Kikkenborg fik sin første Superligakamp og gjorde ikke meget for at spille sig af. Prisgivet ved især Viborgs heldige 1-1 scoring, hvor bolden som en anden appelsin dumpede tilfældigt ned i Jay Roy Grots turban, men også med fem redninger, alle under kategorien refleksredninger. Ramte på 36 ud af 39 afleveringer og modtog tillidsfulde 22 afleveringer fra sine medspillere.


FC Nordsjælland – FC København 3-1

En frustreret Denis Vavro og FC Nordsjællands Jacob Steen Christensen (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Fra fuld kontrol i Trabzon til at være helt rundt på gulvet i Farum. FCK kom grundigt ned på jorden igen, men københavnernes præstation skal ikke bruges til at tale FCN ned, for Farum-drengene spillede en bundsolid omgang fodbold.

  • Især defensivt havde FCN voldsomt godt styr på FCK, der kom frem til sølle to afslutninger fra DangerZone. Inden kampen var FCKs laveste antal DZ-afslutninger fem styk.
  • Storartet kamp af Adamo Nagalo med otte bolderobringer, fem clearinger.
  • Mads Bidstrup har været eminent til at få sat FCNs angreb op i denne sæson. Har haft 57 afleveringsforsøg til banens sidste tredjedel og ramt på de 53 modsvarende 93% Sidste sæson var tallet nede på 78.
  • Andreas Hansen bliver ikke testet voldsomt takket være et solidt forsvar foran sig, men tilliden er også stor. Har modtaget bolden voldsomme 26 gange pr. kamp i snit – ingen andre SL-målmand er i nærheden:

Mikkelsen (BIF) 20 afleveringer modtaget pr. kamp
Hansen (AGF) 18 pasninger modtaget pr. kamp
Ryan (FCK) 16 afleveringer modtaget pr. kamp
Ibsen (LBK) 16 afleveringer modtaget pr. kamp
Hermansen (BIF) 16 pasninger modtaget pr. kamp
Larsen (SIF) 15 afleveringer modtaget pr. kamp
Hansen (OB) 14 afleveringer modtaget pr. kamp
Lund (VFF) 13 afleveringer modtaget pr. kamp
Bernat (OB) 13 afleveringer modtaget pr. kamp
Carlgren (RFC) 12 afleveringer modtaget pr. kamp
Posavec (AaB) 10 afleveringer modtaget pr. kamp
Olafsson (FCM) 9 afleveringer modtaget pr. kamp
Delac (ACH) 9 pasninger modtaget pr. kamp

Nederlaget til FC København var naturligvis smerteligt og meget svært at finde undskyldninger for udover det faktum, at holdet havde været i gennem en følelsesmæssig rutsjetur og for ANDEN GANG tabte klart i Farum efter en CL-playoff-returkamp:

23.08.17 FCK – Qarabag 2-1 (2-2 sammenlagt og exit på udebanemål)
27.08.17 FCN – FCK 3-0
24.08.22 Trabzonspor – FCK 0-0 (2-1 sammenlagt og avancement til CL)
28.08.22 FCN – FCK 3-1

  • Ekstremt skuffende præstation offensivt af FCK. Pep Biel skabte 0,41 Expected Goals på fire afslutninger. Vavro, Karamoko, Falk, Claesson, Stamenic og Daramy skabte 0,28 xG på seks afslutninger.
  • Løsningen på FCKs problemer i kampen var “Giv Rasmus Falk bolden”. Falk havde vanvittige 126 aktioner i kampen – et tal, som kun er set højere for Falk TO GANGE i hans i alt 242 kampe for københavnerne; ude mod Sønderjyske i 2020 (128 aktioner) og ude mod CSKA Sofia (140 aktioner) i Europa League-kvalen i 2018. Falks 99 afleveringsforsøg er også kun overgået af de vanvittige 122 afleveringsforsøg han havde mod CSKA, nøjagtigt som de 77 modtagne afleveringer han fik på RTD Parks kunstgræs heller ikke er set lignende siden 99 modtagne afleveringer i den sagnopspundne kamp mod bulgarerne.
  • Pep Biel scorede og fik lagt sig i spidsen for Superliga-topscorerlisten, men havde en rædselsfuld dag i Farum med 18 vellykkede aktioner over en hel kamp: i de 76 SL-kampe, hvor Biel har spillet mindst en halvleg, er de 18 vellykkede aktioner det laveste antal overhovedet, mens også de 30% succesrate (41 mislykkede aktioner) også er det laveste i de 76 kampe.


Silkeborg – OB

Silkeborgs cheftræner Kent Nielsen græmmer sig i kampen mod OB (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

For første gang siden tilbagekomsten til Superligaen sidste efterår tabte Silkeborg en hjemmekamp, hvor de var foran 1-0.

  • På trods af vanligt spilovertag sad man dog ikke med fornemmelsen af, at OB tyvstjal sejren i Søhøjlandet. Silkeborg mønstrede blot tre afslutninger fra DangerZone, hvoraf de to af dem kom i 96. og 97. minut ved desperate fremlægninger til OBs felt.
  • Silkeborg slider fortsat stort med det kreative pasningsspil. Smart passes, de kreative, penetrerende afleveringer, var oppe på 6,5 pr. kamp sidste sæson med 40% succesrate. Mod OB lykkedes man med én ud af syv forsøg og er samlet på sæsonen lykkedes med sølle syv ud af 27.

OB vinder to SL-grundspilskampe i træk for første gang siden oktober/november 2020!

  • Det var dog ikke, fordi man sad med indtrykket af, at alle problemer var løst for OB. Fynboerne mønstrede tre skud indenfor rammen og scorede på de to, heraf den ene dybt inde i overtiden på en tilfældig handssituation i feltet, der resulterede i et straffespark.
  • OB var dog standhaftige på bolden og skarpe defensivt. Flot kamp af Jeppe Tverskov med 10 bolderobringer – kun Nicolai Poulsen og Jeppe Grønning (74 og 72) har flere erobringer end Tverskovs 70.
  • Bashkim Kadrii har scoret tre gange på syv afslutninger indenfor rammen denne sæson. Tallet for sidste sæson i Superligaen var én gang på 11 afslutninger indenfor rammen, hvoraf de øvrige 34 i øvrigt røg forbi eller blev blokeret. I denne sæson rammer Kadrii målet på 58% af sine afslutninger. En gigantisk og tiltrængt opgradering. Vinder i øvrigt 40% af sine dueller denne sæson, hvor tallet sidste sæson var nede på 29.


Brøndby – FC Midtjylland

Mere liggende spil end stående spil mandag aften i Brøndby (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Ikke et ord om dommerkendelser mandag aften i Brøndby! Man kan gå ind på min Twitter og se verden brænde sammen, hvis man vil ha’ min holdning til den del af kampen.

Nyt, skuffende nederlag til Brøndby, som med nederlag næste kamp mod Horsens sætter negativ klubrekord med den dårligste SL-start efter otte runder i klubbens historie. Indsatsen var ingenlunde pauver, men man skulle IGEN spille op af bakke efter et tidligt indkasseret mål.

  • Mål vinder fodboldkampe. Store chancer giver bedre grobund for at score mål. Mod FCM skabte BIF fornuftige 14 afslutninger, endnu mere fornuftige ni af dem fra DangerZone, men sølle 0,11 xG som den største af slagsen skabt ved Divkovic og Kvistgaarden.
  • Efter en fornøjelig første kamp mod AGF, hvor Brøndby på voldsomme 15 hjørnespark fik sat lige så flotte otte afslutninger ind efter hjørnesparkene, har BIF nu de sidste seks runder magtet seks afslutninger på de efterfølgende 31 hjørnespark. Mod FC Midtjylland klarede man NUL afslutninger på otte hjørnespark.
  • Daniel Wass var rykket op på den foretrukne plads på midtbanen. Modtog også bolden voldsomme 59 gange – tallet for midtbanekollegerne Greve og Slimane var til sammenligning 58 gange…tilsammen!
  • Brøndby har spillet 630 minutters fodbold i sæsonen og været bagud de 359 af dem. Man har været foran i 88 minutter, hvoraf de 77 var mod OB. Det giver også svære betingelser for at spille den form for fodbold, man gerne vil, når man er bagud i næsten 60% af den samlede tid. FCM har til sammenligning været bagud 82 minutter! FCK i 195.

Debutsejr til Albert Capellas på Vestegnen efter en flot fodboldkamp fra FCM, der holdt nullet for første gang i sæsonen og gav nul store chancer væk.

  • FCM kørte fem omstillinger i kampen, havde afslutninger på SAMTLIGE af dem og scorede vel at mærke på den ene. Var meget komfortable med lav boldbesiddelse på Brøndby Stadion.
  • FCM mønstrede TREDIVE clearinger mod Brøndby – kun 31 mod AaB er set højere siden starten af 20/21-sæsonen.
  • Evander med en stor kamp, hvis vi ser bort fra den patetiske omgang nøl ved hjørneflaget som afstedkom lettere tumultariske scener. NI bolderobringer blev det til – kun set højere ved to tilfælde i Evanders 117 SL-kampe; mod Randers og OB.

Indspark og input er velkomne på Twitter!

Skriv et svar