18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Er jeg ludoman? (del 11)

SpilXperten har overtalt en succesrig storgambler til at fortælle historien om, hvordan han egentlig er endt i en situation, hvor hverdagen handler om fodbold og odds – og hobby er blevet til arbejde. Han fortæller i en artikel-serie om de sjoveste episoder, de svære valg, de mange bekymringer og de fantastiske glæder ved det at udvikle sig til – og i dag være – det som mange af os drømmer os: Gambler af profession.

Er jeg ludoman?
Det er vel egentlig det oplagte spørgsmål at stille. Og jeg er gennem tiden blevet stillet det af mange venner og familiemedlemmer. I dag går der længere tid imellem at jeg bliver konfronteret med det, for folk ved godt, at jeg har styr på det, jeg arbejder med, og at indtjeningen står mål med anstrengelserne. Der er langt fra tale om en almindelig arbejdsuge fra 8 til 16, men hverdagen er utrolig fleksibel, og selvom jeg i princippet er ”tilgængelig” 24 timer i døgnet i forbindelse med mit arbejde, så giver det også utrolig mange friheder kun at arbejde med sport, spil og odds dagen lang.

Det har jeg naturligvis ikke altid gjort. Først 3 ½ år efter, at jeg mødte min mentor og for alvor begyndte at sætte system i mine spil, tog jeg springet fra mit daværende faste 8-16 job, som var velbetalt, velrespekteret og spændende til tider. Beslutningen var bestemt ikke nem, for man kvitter ikke bare lige en fast lederstilling, fordi man pludselig får lyst til at få mere tid til at tjekke Danske Spils odds-program. Det krævede mange og lange overvejelser, men da regnestykket skulle gøres op, så var plusserne for et nyt spil-relateret job, der samtidig ville give mig en masse fordele i forbindelse med mine egne spil, klart i overtal – og så var beslutningen egentlig ikke så svær. Naturligvis skabte det en del undren i venne- og familiekredsen, men dag i dag tror jeg ikke, at nogen stiller spørgsmålstegn ved, om det var den rigtige beslutning. Man kan bare ikke undgå at blive et gladere og mere tilfreds menneske, når man lever af sin helt store hobby. Det er og bliver en drømmetilværelse.

Er jeg så ludoman? Nej, bestemt ikke baseret på det alene. Man kan jo sagtens arbejde med spil uden at være afhængig af det, ligesom man kan arbejde på McDonalds uden at være tyk. At være ludoman betyder, at man er afhængig af spil på den måde, at man bruger størstedelen af dagen på at tænke på spil, at man tilsidesætter sine omgivelser for at få tid/penge til at spille, og at man får det dårligt, hvis man i en periode ikke har mulighed for at spille. Og ja, så begynder vi os da så småt at nærme os…

At jeg bruger størstedelen af dagen på spil er svært at komme udenom, da mit faste arbejde er i spillebrancen. Derudover bruger jeg hver dag en del tid på at finde egne spil, så det punkt kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Check!

Om jeg tilsidesætter mine omgivelser for at få tid/penge til at spille kan diskuteres. Min kæreste vil nok mene, at jeg ikke er særligt nærværende lørdag og søndag eftermiddag, og der er da også blevet meldt afbud til en del familie-frokoster igennem tiden, men direkte tilsidesættelse kan der vist ikke tales om. At ”gå på toilettet” under middage med gode venner og familier for at tjekke alle live-kampene kan vist ikke betegnes som ”tilsidesættese” af omgivelserne. Det giver bare et ry som ham med den dårlige mave…

Direkte dårligt får jeg det måske ikke, hvis jeg ikke spiller i en periode, men jeg kan sagtens mærke, at der mangler noget. Ikke at jeg ikke nyder sommer- og vinterferier, for det gør jeg uden tvivl, men når fodboldturneringerne kører på højtryk i alle de europæiske ligaer på samme tid, så SKAL jeg simpelthen bare følge med. Både fordi jeg elsker fodbolden, men mest på grund af min helt enormt store passion for at spille. Og det er egentlig ikke fordi jeg ser ret meget fodbold – hverken live eller i TV. Internettet giver mig langt hen ad vejen de informationer, som jeg har brug for, og ja – jeg ville får det dårligt, hvis nogen kappede min Internet-forbindelse i dette øjeblik og bad mig forblive indendøre indtil næste mandag. Check!

Det var to ud af tre i ludomani-testen, så jeg burde vel egentlig lade mig indlægge ved først givne lejlighed. Men man burde jo nok også lige tage andre ting med i betragtningen, før jeg pakker min tandbørste og ringer 112. Jeg er en velfungerende, (forholdsvis) ung mand med en fantastisk kæreste og en stor vennekreds. Så langt så godt. Jeg er en glad, tilfreds, selvsikker fyr, der elsker min hobby, som også er mit job, og jeg tjener langt bedre end gennemsnittet. Det bør vist også være vigtige mellemregninger i det store regnestykke.

Summa summarum, så opfatter jeg overhovedet ikke min interesse for spil som forstyrrende for nogen ting i mit daglige liv, og jeg føler bestemt ikke at jeg gambler med mit forhold til kæreste, venner og familie. Snakker vi derimod om ludomani som en afhængighed af spil – og den spænding og glæde, som det kan give, så er svaret ganske klart: JA, jeg er bestemt ludoman – men en fandens klog én af slagsen!

Følg med i fortællingen om en storspillers tilblivelse og oplevelser her på Spilxperten. Et nyt afsnit lægges på siden hver mandag. Se tidligere afsnit her

Skriv et svar