18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Benjamin Leander: Status på de bedste angribere i verden

Leandertal Benjamin Leander har taget en stikprøve på 10 af verdens bedste angribere for at finde ud af, hvor de rammer plet, og hvor de falder igennem. Her i artiklen kommer Leander frem til nogle spændende konklusioner, bla. om Lionel Messis sæson og om Karim Benzemas skarphed foran målet. Er du til fodboldnørderi, er dette en artikel for dig!

De farligste angribere i Europa

Europas topligaer er lige under halvvejs færdige, og det er blevet tid til at tage temperaturen på de største angribernavne rundt omkring i de fem største ligaer.

10 spillere er taget under lup, og selvom Iago Aspas, Gerard Moreno, Heung-Min Son og Bruno Fernandes alle ligger højt på topscorerlisterne i de respektive ligaer, så er der primært sat fokus på de helt store 9’ere i artiklen her; spydspidserne i front.

Mange af angriberne står noteret for et antal mål på straffespark i sæsonen, og i den samlede rangering vil mål i åbent spil være kvalificerende fremfor hvis man har sparket bolden i kassen fra 11-meter-pletten.

Deltag gerne i debatten på Twitter

Og så til selve tallene, for hvad gør en angriber god? Hvad skal de måles på? Er mål det eneste parameter for en god 9’er, eller handler det også om mange ting? Nuancerne er ufattelig mange, men i denne artikel har vi taget følgende parametre med.

Alle tal, der ikke er anført af et årstal, er fra den indeværende sæson 2020/2021

Mål:

Giver sig selv.

Mål pr. 90 minutter:

Hvor mange gange en angriber gennemsnitligt scorer på en hel kamp. Erling Braut Haaland har spillet mærkbart færre minutter end de øvrige angribere, ligesom Kylian Mbappé flere gange er kommet ind fra bænken, men stadig præsterer helt overnaturlige tal sammen med evigt-farlige Robert Lewandowski.

Bemærk især, hvor lavt La Liga-angriberne Karim Benzema og Lionel Messi ligger i en sæson, der på alle måder har været bøvlet for både Real Madrid og Barcelona.

Afslutninger pr. 90 minutter:
Behøver heller ikke nærmere introduktion. Straffespark er talt med her. Det er voldsomt, at Lionel Messi har helt ekstremt mange afslutninger pr. kamp – flere end han har haft nogle af de foregående fem sæsoner. Til gengæld er han helt exceptionelt ufarlig på afslutninger udenfor boksen, hvor han på 52 forsøg blot har nettet en enkelt gang. Hans tal for de øvrige sæsoner:

Lionel Messi udenfor feltet

Det er dog stadig mærkbart bedre end rivalen Cristiano Ronaldo, der kan præstere følgende tal for afslutninger udenfor boksen:

Cristiano Ronaldo udenfor feltet

I øvrigt er det svært iøjnefaldende at se på den procentuelle del af afslutninger udenfor boksen, når man kigger på angriberne i 2020/21-sæsonen:

Afslutninger på mål i procent:

Hvor skarpe angriberne er foran kassen, når det gælder. Her er Karim Benzema med afstand mest uskarp, mens sæsonen heller ikke har været god for Harry Kane.

Expected Goals ratio:

Her bliver det spændende, for angriberne har som nævnt sparket en god portion straffespark tilsammen, og Expected Goals på et straffespark ligger helt oppe på 0,76, fordi der statistisk scores på lige over tre ud af fire straffespark. Derfor har vi lavet en xG ratio både med og uden straffesparkene medregnet, en såkaldt ”Non-Penalty Expected Goals Ratio” i tabellen anført som ”NON-P xG Ratio”.

Her er det igen interessant at se, at Lionel Messi som den eneste angriber underpræsterer sin samlede Expected Goals ratio som en indikator på, at argentineren har gang i en uvanligt dårlig sæson ud fra de vanlige, exceptionelle standarder. Lukaku og Kane har heller ikke scoret over evne, når man kigger på deres Non-Penalty xG Ratio.

Gennemsnitlig xG pr. afslutning:

Her er straffespark IKKE inkluderet i Expected Goals-værdien for den gennemsnitlige afslutning fra angriberen. Romelu Lukaku ligger fuldstændig vanvittig højt for Inter og kommer frem til en stor chance næsten hver gang han i gennemsnit laver en afslutning, mens to af de største navne i hele verden, Mohamed Salah og Lionel Messi, er helt nede på 0,11 xG pr. gennemsnitlig afslutning, som er den generelle, gennemsnitlige ratio for en afslutning i en fodboldkamp. En gigantisk difference!

Store chancer og udnyttelse:

Slutteligt kigger vi på store chancer. En stor chance måles som en afslutning på mindst 0,30 xG. Straffespark og scoringer er sat i parentes i tabellen, men udnyttelsesprocenten er EKSKLUSIVE straffespark. Også her er der en soleklar top-6 og en bund-4 af angribere, som har uhyre svært ved at score på sine store chancer med Karim Benzema som den helt store synder med ufattelige 9 afbrændere på 10 store chancer i åbent spil.

Store chancer og udnyttelsesprocent

Expected Goal-statistikker er fra WyScout.com.

Skriv første kommentar

Skriv et svar