18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Adesanya vs. Costa: Odds og optakt d. 27. september 2020

UFCUFC-bæltet. Perfekte rekordlister. Bad Blood. Garanti for action. Titelkampen mellem Adesanya og Costa har det hele. Det ligner ikke blot en af årets bedste kampe med en hel masse på spil. Den har potentialet til at blive en klassiker, der får stor betydning for begge fighteres eftermæle. Braget finder sted natten til søndag d. 27. september. I denne optakt tager SpilXperten et nærmere kig på oddsene og de to kamphaner, inden det går løs i oktagonen.

Af Loke Lamhauge Barrett

Optakt: Israel Adesanya vs. Paulo Costa – to ideelle dansepartnere

Adesanya kom med rette ud som favorit, da de første bookmakere åbnede for spil på kampen. Oddset på nigerianeren er dog faldet, så man i skrivende stund højest får 1.60 (Nordicbet) på ham. Omvendt kan man få 2.50 (bet365), hvis man har fidus til Costa. Det er altid svært at vurdere, men min forventning er, at favoritten kommer til at falde mere op til kampstart. Breakdowns og picks fra de store MMA-sider, som endnu ikke er udkommet, kan rykke linjen begge veje, men Adesanya er mester, han har et større navn, han er glimrende til at sælge sine kampe, og han har mere finesse i sit game, så der er rigeligt med grunde til, at både casual fans og hajerne vil satse på ham.

Der findes naturligvis også et væld af spil på, om kampen går fuld tid, eller om den bliver afgjort før tid. Vi har at gøre med to uhyggelige strikere, der overvejende vinder på knockout. Det skal samtidig med, at titelkampe er fastsat til fem runder, hvilket er lang tid, så det er forståeligt, at bookmakerne forventer en afgørelse før tid. Man får omkring 1.40 på dette udfald, hvilket efter min mening ikke er interessant. Hvis man tror på, at Adesanya vinder på stoppage, så får man højest 2.30 (bet365), som heller ikke virker synderligt højt. Har man derimod et godt øje til Costa, så kunne det være et skud værd at spille på, at han vinder på stoppage til 3.40 (bet365). Hans sejre kommer oftest tidligt, mens han samtidig bør have de bedste muligheder for at overraske helt fra start.

Hvis nogen sidder med kommentarer, spiltips eller spørgsmål, så skal man endelig byde ind. Jeg vil hellere end gerne diskutere alt nærmere, hvis det er.

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.

Someone’s 0 has got to go

Det er bestemt ikke hver dag, at man ser en UFC-titelkamp mellem to ubesejrede fightere. Hvis min hukommelse ikke svigter, så skal vi helt tilbage til Evans vs. Machida i 2009 for at finde det seneste eksempel på mændenes side. Der har været mere end 400 UFC-events siden. Det skal med, at Evans havde et draw, så hans rekordliste var teknisk set ikke perfekt, som det er tilfældet her. Det er knap så sjældent hos kvinderne, hvor Rousey i 2015 mødte Zingano, Correia og Holm, mens Jedrzejczyk året efter var oppe mod Kowalkiewicz, men det ændrer ikke på, at det virkelig er et særsyn i sporten.

0’et betyder formentlig mere i boksning, hvor unge fightere normalt bliver matchet lettere op, når de er på vej frem, men det har stadig en nærmest mytisk status i kampsport. Man husker, hvis et talent mister sin uovervindelige aura, eller hvis det bliver afsløret, at de har et hul i deres game, som andre efterfølgende vil forsøge at udnytte. En tommelfingerregel er, at det før eller siden sker for alle, især i UFC, hvor man hver gang svømmer i den dybe ende af poolen, men det er med til at gøre dem, som forbliver ubesejrede over mange kampe, endnu mere specielle. Det er muligt, at det betyder mere for nørderne end for fighterne, men jeg tør ikke udelukke, at nogen begynder at spille mere sikkert, som de får mere at miste, om end det nok først er senere i karrieren.

Grudge match

Adesanya og Costa har været på kollisionskurs, lige siden de i 2017-18 etablerede sig som de to mest lysende talenter på mellemvægt. Det er ingen hemmelighed, at de ikke kan lide hinanden. Adesanya er en showman, så jeg ville normalt sætte spørgsmålstegn ved, om han oprigtigt nærer modvilje mod sin modstander, når han begynder at trashtalke, men jeg synes, at han har virket mere ondsindet end tidligere. Han har været flittig til at nedgøre Costa, der ikke skulle have nogen evner, men blot er en overdimensioneret bodybuilder, som har fået sin fysik fra steroider. Det er der ingen fightere, der vil have på sig. Derudover har han insisterende kaldt brasilianeren for en Ricky Martin-wannabe, hvilket unægteligt har konnotationer til homoseksualitet, der ikke falder i god jord i den macho-kultur, som hersker i sporten. Costa har endnu ikke så store engelskkundskaber, så sprogbarrieren har betydet, at trashtalken ikke har kunne tage episke proportioner, men forskellige interviews har vist, hvordan det syder i ham, så han ser med sikkerhed frem til, at han kan lade sine hænder tale.

Mens jeg ikke lægger så meget i de perfekte rekordlister, udover at det bidrager til at illustrere, hvor speciel kampen er, så ser jeg bad blood som en faktor, der kan få stor betydning. Hvis man går i buret med følelserne udenpå tøjet, så er der talløse eksempler på, at man er mere tilbøjelig til at begå fejl. Det er der ikke råd til på dette niveau. Jeg tror, at Adesanya er i størst fare, hvis han begynder at udveksle slag med sin modstander, men jeg ser samtidig ham være den mere intelligente og erfarne fighter, så det ville overraske mig, hvis han bliver påvirket af trashtalken. Jeg er mere i tvivl om Costa, som er den, der har skulle stå model til mest, men hvis han undgår at løbe hovedløst ind i slag, som han ikke ser komme, så vil jeg omvendt ikke afvise, at det grimme buildup ligefrem kan ende med at blive en ekstra kilde til motivation for ham. Jeg tror ikke, at nogen vil tabe, når de går i buret, men hvis man er ubesejret, så kan man måske grave lidt dybere, så man undgår at få stryg, knækker eller taber ansigt til en, som man virkelig ikke kan udstå.

Det perfekte match

Når man ser på de to fighteres stile, så er det nærmest umuligt at forestille sig et bedre match. Det er store ord, men jeg tør godt garantere en hæsblæsende kamp med masser af action. Selvfølgelig er der aldrig noget, som er stensikkert i kampsport, men jeg har simpelthen så svært ved at se, hvordan dette ikke ender som et festfyrværkeri. Det skulle lige være, hvis den ene fighter er den anden fuldstændig overlegen, hvilket virker meget usandsynligt – i så fald tror jeg på, at det bliver Adesanya, men så får vi i det mindste en mesterlig voldsballet.

Adesanya er blandt de ypperste kickboksere på kloden. Han havde 80 professionelle kampe i denne disciplin, før han dedikerede sig til MMA, så rent teknisk bør han have fordelen stående, uanset hvem han møder. Han har et fuldt arsenal med slag, albuer, knæ og spark, så han kan det hele, men det er hans evne til at kæmpe, mens han bevæger sig bagud, som gør ham unik. Han elsker, når han kan få modstanderen til at jage ham, så han kan fange dem på vej ind. Han besidder stor speed, han har en eminent timing, og han er enormt præcis på hænderne, så han må betragtes som den farligste counter striker i sporten. Det er endnu uvist, hvor dygtig han er på jorden, men vi ved, at han er meget svær at tage ned, hvilket kun bliver forværret pga. hans rækkevidde og fornemmelse for afstand, som gør det endnu hårdere for modstandere at sætte deres takedowns op.

Costa er ikke kendt som en stor tekniker, men det betyder på ingen måde, at han er uden evner. Han har udviklet en stil, der komplimenterer hans fysiske gaver, en jernkæbe og uhyggelig power, hvilket gør ham meget svær at stå imod. Han angriber primært med sine hænder, men han har vist, at han kan sparke, hvis det er. Han er en damptromle, der kommer ufortrødent frem for at køre sine modstandere over. Han har et højt output og går fremragende til kroppen, så man er i problemer, hvis man først er blevet presset op mod buret, hvor der er mindre rum til at bevæge sig. Han lander rent statistisk flere strikes i minuttet end nogen anden i sporten. Han har sort bælte i brasiliansk jiu-jitsu, men han bruger det sjældent offensivt. Han er et fysisk pragteksemplar, men han er samtidig kolossal for vægten, så han mistænkes for at have et svært weight cut. Hans store muskler har brug for ilt, hvis han ikke får overvældet modstanderen tidligt, mens han aldrig er gået fem runder. Når man parrer dette med hans arbejdsrate, så bør han unægteligt gå ned i tempo sent i kampen.

Det er især pga. Costa, at jeg garanterer action. Medmindre han virkelig ændrer sin tilgang, hvilket for mig virker ret utænkeligt, så kan han ikke være i en kedelig kamp. Hans seneste sejre har været deciderede voldsorgier, men hvis nogen skulle kunne tæmme ham, så er det netop en matador som Adesanya. Omvendt er det en Terminator, som skal til, hvis nigerianeren skal overvældes. Det virker nemlig meget usandsynligt, at han vil tabe en teknisk eller taktisk affære stående, når man ser på hans omfattende baggrund. X-factoren er grapplingen, hvor Costa på papiret har styrken og submission gamet, men han bruger den aldrig, så det ville overraske mig. Det ville give mening, hvis han forsøgte at implementere det, blot for at plante nogle frø i baghovedet på Adesanya, så han skal bekymre sig om andet end power og volume, men jeg ser det samtidig som en balance på en knivsæg, da det er en gameplan, som vil koste energi, hvis Costa ikke får sine takedowns nemt. Her vil jeg igen fremhæve trashtalk og bad blood. Hvis brasilianeren ændrer sin tilgang, efter at have kæmpet på én måde hele sin UFC-karriere, så kunne det være en tilkendegivelse af, at tingene ikke virker, eller at han tvivler på sine egne evner. Det tror jeg, at han er for stolt og for macho til.

Videooptakt med Mark O. Madsen

Jeg har desuden være en tur i SpilXpoden-studiet til en snak om kampen, med Mark O. Madsen og Adam Lykkesteen:

Skriv første kommentar

Skriv et svar