18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Clay Guida vs. Mark O. Madsen: Odds og optakt d. 22. august 2021

Det er efterhånden ved at være to år siden, at Mark O. Madsen udløste rabalder på UFC-scenen ved at pulverisere Belluardo på lidt over et minut foran et begejstret hjemmepublikum. Det holdt hårdt i danskerens anden tur til oktagonen mod Hubbard, men trods en brækket kæbe endte han med endnu en sejr, som kom på point. Siden er en række personlige udfordringer kommet i vejen, men nu vender den olympiske bryder endelig tilbage til rampelyset. Modstanderen er Clay Guida, en legende, som har målt sig med mange fantastiske fightere over to årtier. Det ligner den største udfordring i Madsens karriere, der vil fortælle os meget om, hvor langt han kan nå i sporten. Kampen finder sted natten til søndag d. 22. august. SpilXperten tager et nærmere kig på oddsene og de to mænd, inden det bliver alvor.

Foto: Bildbyrån

Optakt: Clay Guida vs. Mark O. Madsen – The Olympian får en alvorlig test.

Madsen kom ud som smal favorit, da de første bookmakere åbnede for spil på kampen, men oddset er faldet en smule, som vi er kommet tættere på eventet, så man i skrivende stund højest får 1.60 på ham hos ComeOn. Omvendt kan man få 2.47 hos NordicBet, hvis man har et godt øje til Guida. Jeg må sige, at jeg er rimelig overrasket over linjen. Min forventning var, at Madsen ville være kommet ud som langt større favorit, så markedet ville have bevæget sig i den modsatte retning. Det giver god mening, at kampen er tættere end ventet, da Madsen får et betydeligt step up. Der er flere ting, som vi ikke ved om danskeren, da han er relativt uprøvet på højeste niveau, men jeg havde stadig regnet med, at bookmakerne havde tillagt hans potentiale og baggrund større betydning. Det gør jeg i hvert fald samtidig med, at jeg ikke føler mig farvet.

Der er endnu ikke så mange bookmakere, som tilbyder spil på specialmarkeder, men det står allerede klart, at kampen forventes at gå alle tre runder. Man får højest 1.51 på dette spil hos NordicBet, hvilket ikke er særlig interessant. Der er lagt op til meget brydning, hvilket normalt tager tid, så jeg kan skam sagtens forstå, hvorfor oddset er sat, som det er, men jeg ser flere ubekendte, der gør, at udfaldet ikke er skåret i sten. Det mest åbenlyse er, om Madsen hører til på højeste niveau. Min fornemmelse er en ting, men det er stadig noget andet at bevise det i oktagonen. Jeg er på ingen måde nervøs for, om han er hårdfør nok til at konkurrere på dette niveau. Hvis der var nogen tvivl, efter hans lange karriere i brydesporten, så blev den gjort til skamme, da han bed tænderne sammen og holdt fast mod Hubbard. 

Et mere reelt spørgsmål er, hvor meget Madsen kan nå at lære. Han kom sent til sporten sammenlignet med mange andre, så udenlandske medier har en tendens til at kalde ham endimensional, men det er for tidligt at fælde en endegyldig dom. Jeg har set en kapabel bokser med et uhyggeligt squeeze, når han finder en hals. Jeg mener ikke, at man må undervurdere den arbejdsmoral, som en olympisk atlet besidder, så min forventning er, at han møder op stærkere end nogensinde, selvom pausen kan have medført lidt rust. Min største bekymring er, om Madsen kan holde tempoet over tre omgange. Han havde det svært sent mod Hubbard, selvom kæben og dårlige forberedelser spillede en stor rolle. Han er et fysisk pragteksemplar, så dette er ikke en generel bekymring, men en forbundet med matchuppet.

Guida er ikke kendt som en udpræget finisher, men hans intensitet og arbejdsrate har knækket mange gennem årene. Han er en type, som tilsyneladende aldrig bliver træt. Jeg tror, at han får svært ved at få succes, mens begge mænd er fulde af energi, men det kan være, at han kan etablere et overtag sent i kampen. Hvis det er tilfældet, så løber uret dog sandsynligvis fra ham, medmindre Madsen ligefrem giver ham halsen. Man får højest 5.50 hos ComeOn og Onsidebetting, hvis Guida skulle vinde før tid, hvilket understreger, at det ville være en gedigen overraskelse. Omvendt får man 4.25 hos NordicBet, hvis Madsen vinder før tid, så dette er heller ikke særligt sandsynligt. Det er efter min mening en stor x-factor, der kan tælle begge veje, hvor meget danskeren har udviklet sig siden sin seneste kamp. Det er muligt, at han har teknikken til at time Guida, når amerikaneren lukker afstanden, som Florian og Ortega gjorde det. Underdoggen efterlader åbninger med sit vilde og hektiske angreb. Samtidig skal det med, at han nærmer sig 40 år og har haft flere krige, så han kan trods sin toughness ikke tage helt så meget som tidligere, mens han er blevet submittet hele ti gange. Det ville være et statement, hvis Madsen skulle stoppe Guida. Jeg tror det ikke, men det er ikke fordi, at det er fuldstændig udelukket.

The Olympian

Jeg er selvsagt enormt spændt på endelig at se jernmanden fra Falster i aktion igen. Jeg har tænkt en masse over, hvor langt han mon kan nå i sportens største organisation. Han har alderen imod sig, hvis ambitionen er at nå divisionens højeste luftlag, da letvægt er spækket med talent, men når man taler om hans potentiale, så kan man ikke negligere hans unikke baggrund. Selvom Kessler og Kampmann var blandt de bedste i verden, så føles det stadig mærkeligt, at lille Danmark skulle kunne være med inden for fighting, som bare ikke har den samme status og historie som fodbold eller håndbold. Man kommer ikke til medaljer ved OL og VM ved et tilfælde. Græsk-romersk brydning fylder ikke meget herhjemme, men den spiller en prominent rolle mange andre steder på kloden. Sovjetunionen og alle dens tidligere satellitstater har opfostret utallige store navne, men de mest kendte inden for MMA er de to legender Couture og Henderson. Madsen opnåede mere som bryder end dem. Det er ikke helt 1:1, men med en sølvmedalje fra Rio kan man ikke lade være med at sammenligne ham med Cormier og Cejudo, der tilhører den ekstremt eksklusive klub af fightere med bælter i to vægtklasser. Hvis de udenlandske medier skulle ende med at få ret, at Madsen er en endimensional trussel, hvilket har en lidt nedladende klang, så er det værd at få med, at han stadig er en udpræget specialist med evner så store inden for et område, at han vil have en fordel mod nærmest alle, som han kan møde i divisionen.

The Carpenter

Man skal ikke have fulgt med i MMA i mange år for at have stiftet bekendtskab med Guida, men hvis man er meget ung, så er det ikke sikkert, at man ved, hvilket navn han faktisk er. Amerikaneren har en rekordliste på 36-20, som måske ikke lyder prangende, men han er en legende i sporten. Han blev Strikeforce-mester tilbage i 2006, så det er utroligt, at han stadig er aktiv. Nate Diaz, Rafael dos Anjos og Anthony Pettis. Hvis Guida ikke siger en det store, så er det blot nogle af de navne, som han har slået. Derudover har han bl.a. været oppe mod Gilbert Melendez, Benson Henderson, Gray Maynard, Chad Mendes og Charles Oliveira, udover tidligere nævnte Florian og Ortega. Kampene mod Roger Huerta og Diego Sanchez er klassikere, der stadig er blandt de bedste i sportens historie. I gamle dage betød en sejr over Guida, at man var klar til et title shot. Det er ikke helt det samme nu om dage, men han er uden tvivl stadig en imponerende skalp.

Skriv første kommentar

Skriv et svar