18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Optakt til Bellator 290: Bader vs. Emelianenko 2

Den største sværvægter nogensinde, Fedor Emelianenko, siger farvel, ved Bellator 290.

Det er sjældent, at ugens bedste MMA-kampe ikke er at finde hos UFC, men dette er tilfældet denne lørdag, hvor Bellator, sportens næststørste organisation, afholder et forrygende event med en masse store navne og spændende matchups.

Aftenens hovedkamp bliver en rematch mellem den regerende sværvægtsmester, Ryan Bader, og koryfæet, Fedor Emelianenko, som, uanset resultatet, trækker sig tilbage efter en af de flotteste karrierer i sportens historie. Hovedet siger Bader, men det ville være en Disney-film værdig, hvis den levende legende som 46-årig kan tage endnu en titel til samlingen.

Bæltet i mellemvægt er også på spil, når den ubesejrede mester, Johnny Eblen, tager imod den uhyggelige Anatoly Tokov i weekendens, efter min mening, bedste kamp, mens Sabah Homasi byder Brennan Ward op til en dans, der kun kan ende med en knockout. Undercardet tæller glimrende fightere som jiu-jitsu-troldmanden Neiman Gracie, den spektakulære striker Lorenz Larkin og den fremragende bryder Darrion Caldwell, så der bør være underholdning for enhver smag.

Eventet finder sted natten til søndag d. 5. februar. SpilXperten tager et nærmere kig på de bedste matchups og odds, før det går løs i buret.

Fedor Emelianenko (i midten) og Bellators mester på letsværvægt, Vadim Nemkov (højre) – Foto: Instagram.com/fedoremelianenkoofficial

Ryan Bader vs. Fedor Emelianenko 2

MMA har udviklet sig meget over de sidste 20 år. Cain Velasquez og Stipe Miocic er formentlig de bedste sværvægtere, som sporten har set, men Fedor er uden sammenligning den største.

Hans streak fra 2000-2010, hvor han reelt set var ubesejret, bliver nok aldrig overgået. Han vandt titler hos RINGS, PRIDE FC og WAMMA. Blandt karrierens utallige højdepunkter var de dominerende sejre over Antonio Rodrigo Nogueira, et par submissions mod Mark Coleman, demonteringen af Mirko “Cro Cop” Filipovic og ødelæggelserne af Tim Sylvia og Andrei Arlovski.

Han havde altid en løsning, uanset hvem han mødte. Det var ikke fordi, at han var usårlig. Han blev rystet hårdt mod Kazuyuki Fujita, men bed tænderne sammen og vendte derefter hurtigt kampen på hovedet. Det vildeste comeback var imod Kevin Randleman, som slammede ham i jorden med et vanvittigt suplex, hovedet først. Alle ville være ude efter sådan en landing, hvis ikke værre, men Fedor virkede uberørt og tog med et snuptag en kimura.

Eventyret varede i 33 kampe, hvor han slog strikere stående, slog grapplere på jorden og overlevede alle farlige momenter, hvilket er umuligt på sværvægt. Så faldt tingene fra hinanden med tre nederlag i streg på stoppage mod Fabricio Werdum, Antonio Silva og Dan Henderson, hvilket viste, at russeren trods alt var menneskelig.

Fedor havde evner langt forud for sin tid. Hans præcise ground-and-pound mod Nogueira satte nye standarder for sporten. Hans pres mod Cro Cop viste, hvordan man kan lukke ned for en eksplosiv kicker ved aldrig at lade dem plante fødderne.

Russeren var næsten altid mindre end sine modstandere, han havde mave i modsætning til PRIDEs actionhelte, men selvom det ikke var til at se, så var han en fantastisk atlet med stor eksplosivitet, one-punch knockout power, blændende hand speed og en utrolig god balance. Nederlagene sent i karrieren viste, at det også havde stor betydning for hans succes, selvom det ikke altid kommer med.

Desværre stoppede Fedor med at bruge sin grappling senere i karrieren. Hans striking er også blevet gradvis værre fra et teknisk perspektiv. Nu om dage kæmper han primært som brawler. Han besidder stadig stor speed og power, så man kan se den gamle mester i glimt, men han har ikke længere kæben til højt niveau.

Han blev knockoutet på lidt over et minut, efter et double knockdown, mod den begrænsede Matt Mitrione, som dog er kendt som en power puncher, så dette var ingen skam. Hans nederlag på blot 35 sekunder i den første kamp mod Bader er mere bekymrende. Dette er efterhånden tre år siden, så en Fedor, der er blevet endnu ældre, burde umiddelbart være uden chancer, men både bookmakerne og jeg har svært ved at dømme ham fuldstændig ude.

Måske er der for meget håb eller nostalgi inde i billedet, men Bader kan være sårbar. Han har udviklet solide bokseevner, men virker ikke altid tilpas på fødderne. Han har heller ikke den stærkeste kæbe. Man bliver ikke rig på at spille med hjertet, men en Fedor-sejr i første runde til 8,50 hos Bet365 er fristende. Min frygt er, at Bader vil spille sikkert og bruge sin brydning, hvilket underdoggen sandsynligvis ikke har et svar over for. Det gør, at jeg ikke tør love det hurtige finish, som mange virker overbeviste om.

Johnny Eblen vs. Anatoly Tokov

Jeg har været imponeret over Eblen i flere år, men det overraskede mig alligevel, at han kunne slå en aldrende Gegard Mousasi uden nogen form for problemer. Amerikaneren havde ikke mødt den store modstand på vej til titelkampen, der lignede et stort step up, så det var svært at vurdere, hvor god han egentlig var, men han gjorde min tvivl til skamme.

Onde tunger vil fremhæve, at Mousasi aldrig har haft et stærkt takedown defense, men Eblen dominerede overalt. Han minder mig om en ung Dan Henderson. Han er ikke så spektakulær, men han er bundsolid på alle områder. Han er sandsynligvis divisionens bedste bryder, men han er samtidig effektiv stående med sin kraftfulde højrehånd og sine leg kicks. Det er ikke et tilfælde, at han er 12-0.

Min fornemmelse er, at han står over for karrierens største udfordring mod underdoggen Tokov, der formentlig bliver undervurderet. Russeren har en flot rekordliste på 31-2, men han har haft mange begrænsede modstandere, så hans sande niveau er stadig uvist.

Han har tabt til Magomed Magomedkerimov, der er blandt de allerbedste fightere hos PFL, og Ramazan Emeev, der har skuffet i UFC efter et par dominerende år som mester hos M-1, men han er 7-0 hos Bellator med sejre over bl.a. Alexander Shlemenko og Gerald Harris. Derudover har han slået en ung Albert Duraev, så han kan skam noget.

Jeg tror, at vi får en rimelig lige kamp, som formentlig udspiller sig både stående og på jorden. Det ville ikke være overraskende, hvis de går fuld tid. Eblens brydning kan gøre udslaget, men Tokov besidder stor styrke og power, så 3,10 hos Bwin virker højt.

Sabah Homasi vs. Brennan Ward

Hvis kæberne holder, så kan dette ende med at blive en contender til Fight Of The Year.

Homasi har forbedret sig på jorden, hvilket han viste i sin overraskende sejr mod Jaleel Willis, men fra naturens side er han stadig en rendyrket slugger. Hans krig med Paul Daley var blandt de bedste fra 2021.

Ward er en glimrende atlet og en rigtig vildmand, som aldrig er bange for at udveksle slag. Han har en sejr på knockout over danske Mikkel Parlo, hvilket gav ham en titelkamp mod føromtalte Shlemenko, men herefter har han leveret svingende præstationer. Det viste sig, at han kæmpede med stofmisbrug udenfor buret og ikke trænede rigtig seriøst.

Han endte med at være ude i over fire år, før han blev clean og fik sit comeback. Jeg er nødt til at se mere fra ham for at stole på ham. Homasi på knockout til 2,10 hos Mr. Green er solidt.

Neiman Gracie vs. Dante Schiro

Gracie har hårdt brug for en dominerende sejr, hvis han skal forblive relevant i weltervægtsdivisionen efter at have tabt til Jason Jackson, Logan Storley og Goiti Yamauchi.

Han får et step down, hvilket er på sin plads, så han har mulighed for at finde sit groove igen. Schiro viste sig at være en virkelig svær modstander for Storley forrige år, så han er bestemt ikke nogen walkover, men hans problemer kommer oftest på jorden.

Han blev submittet med et højest mærkværdigt lucanator choke i sin sidste kamp mod den relativt uprøvede Luca Poclit. Det tegner ikke godt, når han skal op mod et fænomen inden for jiu-jitsu.

Hvis Gracie får svært ved at tage sin modstander ned, så puller han nok guard. Han bør vinde kampen før tid. Nordicbet giver 1,95 på dette udfald, hvilket er godkendt.

Lorenz Larkin vs. Mukhamed Berkhamov 2

På sine bedste dage kan Larkin stoppe enhver. Hans sejre mod Santiago Ponzinibbio og Neal Magny var utrolige. Begge blev ødelagt. Derudover har Monsunen bl.a. slået Robbie Lawler, Jorge Masvidal og Andrey Koreshkov, hvilket taler for sig selv.

Han har dog en stil, som bygger meget på speed og eksplosivitet. Han er blevet 36 år, så det er tvivlsomt, hvor længe han kan blive ved. Han virkede ikke så skarp som normalt, da han sidste sommer mødte Berkhamov. Han havde det svært på afstand, før kampen blev afbrudt efter en albue i baghovedet på russeren og endte i en no contest.

Jeg er spændt på rematchen, men jeg har svært ved at vurdere, hvor god Berkhamov er. Han var weltervægtsmester hos Absolute Championship Berkut, der nu hedder Akhmat, men jeg lægger ikke nødvendigvis særlig meget i dette, da denne organisation primært er kendt for forbindelser til den tjetjenske diktator, Ramzan Kadyrov, frem for højt niveau.

Jeg synes, at 2,85 på Larkin hos Bwin og Nordicbet virker højt, men jeg ender nok bare med at læne mig tilbage og nyde kampen.

Darrion Caldwell vs. Nikita Mikhailov

Det er ikke så mange år siden, at Caldwell dominerede bantamvægtsdivisionen. Måden han stoppede den tidligere mester, Joe Warren, på jorden, var meget imponerende.

Han blev fanget i en guillotine mod udmærkede Joe Taimanglo, men rettede op på dette i rematchen, inden han tog bæltet fra den elegante og dengang forrygende Eduardo Dantas. Han viste udvikling ved at fange Leandro Higo i den samme guillotine, hvilket er en flot skalp, men så blev han igen offer for den mod den markant mindre Kyoji Horiguchi.

Han tabte også andet møde til ham, hvilket bestemt ikke er nogen skam, men det var som om, at et eller andet gik i stykker. Han begyndte at virke usikker. Udover en hurtig submission mod Adam Borics, der igen var utroligt imponerende, så har han været helt ved siden af sig selv. Han har tre nederlag i streg mod A.J. McKee en division oppe, Higo i rematchen og den meget undervurderede Enrique Barzola, som sled ham op.

Bookmakerne tror ikke længere på ham. Nu er han underdog mod en ret uprøvet Mikhailov, der også blev kørt træt mod Barzola i sin største kamp. Russeren er en solid fighter, men han har ikke vist noget, som berettiger til favoritværdigheden mod en modstander på så højt niveau. Hvis Caldwell var sig selv, så var dette aftenens spil, men det er der ingen tegn på.

Se også…

Undercardet indeholder flere udmærkede kampe, men jeg ser mest frem til Ali Isaev vs. Steve Mowry på sværvægt. Isaev har været ude, siden han blev PFL-mester i 2019, mens Mowry er interessant med sin kolossale størrelse og sit kreative submission game. Dette ligner et coin flip, der næppe går fuld tid.

2 Kommentarer

Skriv et svar

  1. Loke Barrett

    Det blev desværre endnu en jammerlig aften. Jeg havde virkelig ikke troet, at Schiro kunne overleve med Gracie på ryggen i tre runder. Fugitt var imponerende. Han tog et skinneben til kæben, hvilket er vildt, men derudover var han en helt anden fighter end i sin UFC-debut. Meget bedre.

  2. Loke Barrett

    Det skulle være muligt at se undercardet gratis på YouTube fra kl. 00.00 natten til søndag. Der er mange spændende matchups her. Kun tre kampe på main cardet.