Leanders Lup: Stort drama i 28. Superliga-runde
Der var kampafgørende hændelser i fire ud af fem afviklede kampe i 28. spillerunde. Benjamin Leander dissekerer det hele i Leanders Lup.
Foto: Ritzau/Alamy Live News
AGF – FC Nordsjælland (Jonas Hansen)
Det startede intenst i Århus, hvor Jonas Hansen lagde en frisk linje og ikke fløjtede for hvad som helst, men til gengæld måtte skride ind overfor et AGF-hold, som gang på gang blev fanget i ubalance og måtte bringe FCN’erne ned med ulovlige midler og fortjent gav gule kort til Madsen og Brandhof
For logikkens skyld havde det givet mening med en advarsel til FCNs Martin Frese for hans hensynsløse frispark i det 34. minut – især efter advarslerne til AGF tidligere i første halvleg. Det skabte en irriteret stemning hos hjemmeholdet, at linjen ikke blev fulgt, men det er ovre i afdelingen for mindre sager. Frese fik i øvrigt sin advarsel kort inde i 2. halvleg, som takket være FCNs 2-0 føring kølede noget mere ned end de første 45 minutter.
Lyngby – Randers (Michael Tykgaard)
Comeback til Michael Tykgaard i Superligaen 17 måneder efter han dømte OB – Brøndby i 16. spillerunde af 22/23-sæsonen. Den bundrutinerede politimand fra Holstebro leverede en fin comebackpræstation og viste fortjent Mikkel Kallesøe ud med anden advarsel. Kommenteringen på Discovery var optagede af, at første advarsel til Randers-backen eventuelt var i den tynde afdeling, men begge frispark er stort set synkrone med en uopmærksom Kallesøe, som får sparket en hurtig Jonathan Amon, som får presset sig ind foran kronjydernes nummer 7.
I en hektisk slutfase måtte Tykgaard af med dobbeltadvarsel til Carlgren og Chukwani for et sammenstød efter der var fløjtet, mens Oliver Olsen fik advarsel på efterkrav for at blind-side-tackle Andri Gudjohnsen. Til gengæld burde Lucas Lissens være advaret for et gedigent brydegreb på Lasso Coulibaly sekunderne efter.
Tykgaard afviste også korrekt et teatralsk fald af hjemmeholdets Tobias Storm i Randers-straffesparksfeltet, og alt i alt var det en overbevisende præstation af Tykgaard, der fik bevist, at han stadig er i gamet trods fremskreden alder og mangel på SL-kampform.
Hvidovre – Viborg (Mikkel Redder)
Lige så sikkert som amen i kirken, skabte Hvidovres sportschef Peter Lassen sig efter slutfløjt.
Lassen mente, at det var et kæmpestort rødt kort, da Viborg-keeper Nico Mantl for andet indbyrdes opgør i træk var på langfart ude foran egen boks. Mantl missede bolden og var i en farlig situation, da en jagtende Tobias Thomsen kom op på siden af ham.
Thomsen var i vælten i forrige uges lup, hvor jeg kritiserede ham kraftigt for Neymar-agtig opførsel i hjemmekampen mod Vejle, og også denne gang synes jeg, Hvidovre-frontløberen er alt for teatralsk i sin ageren. Mantl laver mere en stop-bevægelse end et egentligt udfald mod Thomsen, som med en smule akrobatik reelt kunne være løbet let udenom den østrigske keeper.
Mikkel Redder afviste frispark med det samme, og forseelsen havde heller ikke brug for VAR-vognens øjne mere end et par sekunder.
Ellers var det småt med drama for Redder, som ramte alle fire advarsler spot on i løbet af kampen.
Silkeborg – FC København (Jens Maae)
Talk of the town: Kamil Grabara mod Alexander Lind. Jeg har set situationen 20 gange, og jeg har ikke en vinkel eller en gengivelse, som gør mig sikker i min sag.
Fodboldloven ER en speget karl, som åbner for en masse skøn og fortolkninger.
I situationen kommer en lang bold i dybden, som jagtes af Alexander Lind og skærmes af Denis Vavro. FCK-keeper Kamil Grabara kommer ud glidende ud af sit mål og gør klar til at sikre sig bolden med hænderne, men Vavro beslutter sig for at trække ud i banen, og så har vi balladen.
Uundgåeligt sammenstød mellem Grabara og Lind, der ender med en skade til SIF-angriberen.
Vurdering 1: Straffespark til Lind. Grabara kommer glidende ud og har selv et ansvar for, hvor hans krop ender henne. Især med bolden ude af ligningen. Det er den sandsynlige misforståelse mellem Vavro og Grabara, som sørger for sammenstødet sker mellem de to.
Vurdering 2: Grabara og Lind jagter begge en løs bold. Det ender med, at en helt tredje spiller, Vavro, napper bolden, og de to spillere støder hændeligt sammen.
Selvom det er en slem helgardering, er jeg voldsomt splittet mellem de to scenarier. Med vandpistolen for panden ender jeg nok med et straffespark til Silkeborg udfra et “What Does Football Expect”, men jeg støtter Jens Maaes beslutning om ikke at dømme noget pga. hele usikkerheden i sekvensen.
Elias Achouri var heldig, at hans totalt oversatsede duel med Anders Klynge endte med kontakt ovenpå støvlen i stedet for over anklen. I så fald var det endt med direkte rødt kort til tuneseren.
Publikum råbte på straffe efter 20 minutter, da Alexander Lind gik i græsset i duel med Peter Ankersen, men Ankersen gik primært ned for at blokere en eventuel tværbold fra Lind, som selv søger kontakten med Ankersens udstrakte ben, som ikke laver en bevægelse mod Lind. Vi er tættere på film end straffespark, men Maaes beslutning om at dømme ingenting er helt fin. Linds manglende raseri over straffesparket er da også til at få øje på.
FC Midtjylland – Brøndby
Mere drama i Herning, hvor det primært var Brøndbys udligning til 2-2, som vakte opstand. Målet blev tjekket i gennem for offside, men efter et forholdsvis langt gennemsyn, endte det med, at Jakob Sundberg anerkendte målet. Efterfølgende var der ikke et omgående billedbevis fra VAR-vognen, som ellers plejer at være kotyme i TV-dækningen.
Det fik flere til tasterne på Twitter i forhold til at udtrykke tvivl om dommen
I et længere interview på Tipsbladet kan man læse Sundbergs forklaring omkring situationen, så jeg vil spare jer for en længere smøre og anbefale at tage hovedommerens ord for gode varer.
Oprindeligt troede jeg, VAR havde overset frispark på Henrik Dalsgaard i opspillet til Nicolai Vallus’ udlignende mål, men FCM-veteranen falder som en sæk kartofler efter en let berøring fra Yuito Suzuki, så her er det helt fint, at scoringen blev anerkendt.
Kevin Tshiembe var forholdsvis meget på glatis og noterede sig for fire frispark. Jeg havde ikke klaget, hvis han havde fået gult kort for gentagne forseelser, og frispark nummer to på Cho med både holdeforseelse og benspænd i et og samme kunne også godt isoleret ha’ kastet et kort af sig. Jeg støtter dog Sundbergs åbenlyse påtale, men savner derfor også advarsel til Tshiembe på frispark tre eller fire.
Gult kort til Nicolai Vallys gav også en del polemik på sociale medier. Hermed forsøgt forklaret: