Mike Larsen: Stor optakt til Metal Ligaen 2024/2025
En ny sæson i den bedste danske ishockeyrække står for døren, og vores ekspert, Mike Larsen, er klar med en stor optakt til Metal Ligaen 2024/2025.
Hvem vinder guldet? Mike Larsen afsiger sin dom over alle klubber i Metal Ligaen i denne artikel.
Metal Ligaen odds: Hvem vinder den bedste danske række?
Bemærk: Alle links er reklamelinks til den givne bookmaker.
Aalborg Pirates
Aalborg Pirates havde en turbulent sæson, hvor trænerfyring af Garth Murray, mens man lå nummer 1 i grundspillet, og ansættelsen af Jens Nielsen gjorde, at der kom lidt revner i det, ellers så sikre, piratskib. Man røg ud i semifinalen til Esbjerg Energy, men man endte med at sikre sig bronzemedaljer. Hvis man troede, at det var det hele, så skulle man tro om igen, for da sæsonen var slut, så kom der skeletter ud af skabet, og direktøren blev hjemsendt for at have fusket med regnskaberne, så det hele så mere rosenrødt ud, end det gjorde. Aalborg Pirates kom dog ovenpå igen, og har fået samlet et hold, hvor man dog har mistet en del profiler, og man har hentet nogle Aalborgdrenge hjem til Nordjylland igen.
Aalborg Pirates skal forsvare de danske farver i Continental Cuppen, hvor de har fået hjemmebane i den ene semifinalegruppen, der spilles midt november. Uden tvivl en turnering, som Aalborg vil forsøge at gå efter, men det er mesterskabet, der er det vigtigste i Aalborg.
Ligesom de seneste fem sæsoner er det danske George Sørensen, der skal være sidste skanse i målet. Han havde ikke sin bedste sæson sidste sæson, hvor han dog også flere gange var overladt til sig selv uden den store mulighed for at redde chancerne. Som back har man hentet 20-årige Marcus Bøhme Bjørn op fra divisionsholdet, hvor han havde en god sæson sidste sæson. Marcus er et produkt af Rødovres hockeyskole, så der er uden tvivl noget talent i ham.
Defensivt har man skiftet noget ud, hvor man har mistet bl.a. Anders Koch, der fik muligheden i Finland, og den havde han fortjent, for han var ved at være for god til den danske liga. Derudover er de udenlandske backs og blevet skiftet ud til den kommende sæson. For at få lidt stabilitet har man hentet Nicolai Weichel i Odense og et par Gotz-brødre, der skal spille sammen for første gang i deres karriere.
I offensiven er det kun Kirill Kabanov af de udenlandske spillere, der har forlænget kontrakten, og man har også mistet profiler som Thomas Spelling og Jeppe Jul Korsgaard. Det har været en mindre udrensning af spillere, og der er hentet flere gamle Aalborg-drenge hjem til Aalborg igen, hvor Sebastian Ehlers nok er det største navn. Troy Lajeunesse og Joonas Niemelä virker som et par solide målscorertyper, når de er spillet ind på holdet, og i det system, som Aalborg gerne vil spille.
Samlet set synes jeg, at holdet er svækket i forhold til sidste sæson. Man har mistet flere store profiler, og man har hentet ind på et lavere hylde end tidligere, men det er naturligvis også i forhold til den økonomiske situation, som man har stået i henover sommeren. I min umiddelbare vurdering, så bliver det en mellemsæson for Aalborg, hvor man kommer til at ligge i midterfeltet, hvor man sandsynligvis kommer til at kæmpe med Odense Bulldogs om top4 placeringen.
Bookmakerne har Aalborg som favoritter til guldet, hvilket jeg på ingen måde kan forstå. Det er et klassisk autogeneret odds ud fra de seneste sæsoner, og ikke noget med at kigge på holdet på nogen måde. Odds 3,75 er ikke i nærheden af værdi.
SønderjyskE
SønderjyskE endte som vindere af The Double efter en svingende sæsonstart, men hvor man sluttede helt fantastisk, da kalenderen skiftede fra 2023 til 2024. I løbet af efteråret havde man fyret Mario Simioni, der ikke passede ind i klubben mere, og man forfremmede Anders Førster til cheftræner. I den ene nytårskamp havde man tabt med 13-3 til lokalrivalerne fra Esbjerg Energy, og alt så sort ud for klubben. til Final4 slog man bl.a. Rungsted Seier Capital sikkert i finalen med hele 7-0, men man i slutspillet gjorde kort proces med dem med 4-0 i kampe. Herning Blue Fox blev besejret med 4-2 i kampe, og samme cifre blev Esbjerg Energy besejret med.
I målet har man sagt farvel til legenden, Patrick Galbraith, der også var kommet godt op i årene. Som erstatning har man beholdt Mattias Pettersson, der var kommet ind lige op til Final4 grundet diverse skader på målmandsposten, hvor han kom ind og var fantastisk. Han sikrede SønderjyskE The Double og blev belønnet med kontrakt for den kommende sæson og som backup har man unge Tobias Vilykke, der er en talentfuld målmand, men ikke klar til at få de store kampe endnu.
Der er skiftet lidt i defensiven hos SønderjyskE, men store dele af dem er det samme som sidste sæson. Daniel Galbraith (stoppet) og Matt Spencer er væk i forhold til sidste sæson, og man har hentet canadiske Jacob Panetta i Nordamerika og man har hentet en ung dansk Oliver Nielsen hjem til Vojens efter et par sæsoner i det svenske. Bredden på defensiven ser stadig stærk ud, men man skal naturligvis ikke rammes af mange skader, så vil man blive svækket.
På den offensive side har man været i gang med at skifte lidt udenlandske spillere ud. Man havde seks spillere inde i løbet af sidste sæson, og det er kun Gabriel Desjardins og William Pelletier, der har fået ny kontrakt. Derudover har man hentet lidt svenskere ind på den side, hvor man har hentet Joseph Jonsson i Herlev samt Alexander Wiklund i HockeyAllsvenskan, og det ser ud til, at de unge spillere vil få mere ansvar i starten af sæsonen, og så vurderer man, om der skal forstærkninger ind. Dog har man allerede en stærk offensiv bredde, hvor man vil have flere spillere og kæder, der kan afgøre kampe.
Samlet set, så er SønderjyskE meget på niveau med sidste sæson, hvor det endte med The Double. Om det er nok i denne sæson vil sæsonen vise, men oddset på, at de gentager mesterskabet er for mig lidt til den lave side, og med blik på, at et par hold har forstærket sig rigtig godt op til sæsonen, så vil det blive de små marginaler, der afgør det.
Herning Blue Fox
Herning havde hentet på papiret et stærkt hold til sidste sæson, men igen skuffede man på isen i den hjemlige liga. Det blev til en flot 2. plads i Continental Cup, hvor man ikke kunne gøre noget ved kasakhstanske, Nomad Astana, der tog sejren i gruppespillet. Stadigvæk en flot præstation, da man pludselig stod med unge Valdemar Andersen, lillebror til Frederik Andersen, på mål. I Metal Ligaen kom med til semifinalen, hvor man måtte give fortabt mod de kommende danske mestre, SønderjyskE, inden at man spillede på papiret to ligegyldige kampe om bronzemedaljerne mod Aalborg. Både Herning og Aalborg tænker kun på guld, så for dem var det ligegyldige kampe.
For Herning er det et næsten nyt målmandsteam, der skal spilles sammen denne sæson. Væk er Mac Carruth, Valdemar Andersen og Thomas Lillie, men 4. valget, lettiske Janis Fecers er blevet i klubben, og som 1. målmand har man hentet Mathias Seldrup hjem fra Esbjerg Energy. I starten af sæsonen har man også den svenske ungdomslandsholdsmålmand, Teodor Munther på lån fra Djurgården, da Seldrup har været skadet i starten. Det giver måske lidt panderynker i starten af sæsonen, men man vil heller ikke forcerer Seldrup ind i kamp.
Man har skiftet lidt ud på et par af de udenlandske backs, hvor svenskerne Alexis Binner og Pontus Englund, hvor sidstnævnte ikke nåede mange kampe for Blue Fox er væk sammen med finske Santeri Suistio, og der er blevet hentet værdige erstatinger ind for dem. Emil Kristensen vender hjem til dansk ishockey efter 11 sæsoner rundt om i Europa, så kommer han hjem med målet om et dansk mesterskab. Svenske Jacob Nordqvist slutter sig også til klubben efter flere sæsoner i det nordamerikanske. En solid defensiv foran Seldrup, der giver ham de bedste arbejdsbetingelser.
Herning har samlet en på papiret vandvittig offensiv, hvor man har 15 spillere på kontrakt, så man er godt dækket ind, hvis der skulle opstå nogle skader. Men er det for mange stjerner, og ikke så mange, der arbejder for holdet, vil tiden vise. Offensivt vil Herning sandsynligvis være et hold, der kommer til at score en del mål i løbet af sæsonen. Når en spiller, som Morten Poulsen, der har spillet utallige turneringer for Danmark og er med i truppen til OL-kvalifikationen, ser ud til at noget nede i kæderne, så vidner det om en stærk offensiv. Normalt kan man nemt udpege de unge spillere, og placere dem i de sidste kæder, men det er et problem her. Unge Hjalte Thomsen er kommet hjem på lån fra Malmø, og det er i håb om fast spilletid, så ham skal regne med, at han får noget spilletid.
Samlet set, så står Herning rigtigt stærkt til den kommende sæson. Det virker til at de har smidt lidt ekstra i puljen for at vinde de danske mesterskab for første gang siden 2012, og det er lang tid for en traditionsklub som Herning Blue Fox. Spørgsmålet er dog, om der er for mange chefer på holdet, der vil gøre det selv, eller om de kan fungere som et hold, der kæmper for hinanden. Det bliver det spændende punkt for Herning.
Odds 4,00 ved Nordicbet kunne sagtens tage et lille udstik, da jeg har Herning som favoritter med bl.a. Esbjerg lige efter dem. Men om Seldrup kan spille en lige så god sæson i Herning, som han gjorde i Esbjerg kan blive afgørende for spillet, og om defensiven også hjælper til foran ham.
Esbjerg Energy
Esbjerg gik næsten hele vejen sidste sæson, hvor man blev nedlagt i finalen af SønderjyskE. Det lignede ellers, at man så skulle spille Continental Cup, da SønderjyskE også havde vundet pokalen, men den plads blev pludseligt givet til Aalborg som grundspilsvindere i stedet.
Esbjerg overraskede nok en del eksperter i løbet af sæsonen, da man havde dem til at gå næsten hele vejen. Truppen virkede smal, men de unge spillere har taget et stort skridt frem i deres udvikling, og man var tæt på at gå hele vejen. Det blev til sølvmedaljer efter et langt slutspil, hvor man gik i 7 kampe i kvartfinalen mod Odense og i semifinalen mod Aalborg, hvor man begge gange sejrede i kamp 7 på udebane. Af de 14 kampe gik 5 af dem i overtid, hvor man samlet spillede omkring 80 minutter ekstra. Så det var et mørt Esbjerg, der mødte SønderjyskE i finalen, hvor man tabte efter 6 kampe – hvoraf 2 af dem også gik i overtid.
Målmandsduoen er skiftet helt ud til denne sæson, hvor Mathias Seldrup er taget hjem til Herning Blue Fox, hvor han oprindelig kom fra, mens Christian Elmose ikke har fundet en ny klub endnu. Ind har man hentet den hjemvendte søn, Nicolaj Henriksen, der har spillet i SønderjyskE de seneste fem sæsoner samt canadiske Jacob Smith, der kommer til Esbjerg efter nogle flotte sæsoner i den stærke ICEHL liga, hvor han også har været omkring det italienske landshold, da han også har et italiensk pas.
Defensiven ser næsten ud til at være den samme som sidste sæson. Eneste større ændring er, at Arturs Salija ikke er i Esbjerg mere, men han havde ikke den samme store sæson, som han havde haft i Odense Bulldogs sæsonen forinden. Som erstatning har Oliver Gatz Nielsen genoptaget karrieren efter, at han stoppede halvvejs sidste sæson efter at være faldet i unåde under Mario Simioni i SønderjyskE, inden at han blev fyret.
Sidste år havde man en del spillere igennem på de offensive pladser, da man havde en del skader henover sæsonen, men nogle af de udenlandske spillere bl.a. Csanád Erdély, Brandon Magee og Josh Winquist er væk i forhold til sidste sæson. Som erstatninger har man hentet Lucas Andersen, Niklas Andersen og Nick Master til klubben. Derudover har man også skrevet med Aleksi Halme, der egentligt var på kontrakt sidste sæson, men blev skadet forholdsvis tidligt for resten af sæsonen.
Samlet set ser Esbjerg rigtig stærke ud, og de har holdt på store dele af det hold, der næsten sikrede dem mesterskabet sidste sæson. Det giver en del relationer, og de ved, hvordan de reagerer alt efter, hvilken situation, som de er i løbet af sæsonen.
Odds 5,50 ved Nordicbet er bestemt et spil værd for mig, for jeg synes, at Esbjerg har et spændende hold i år, hvor de ser stærke ud på alle positioner, og hvor de har mistet nogle profiler har de hentet lige så stærke spillere ind igen.
Rungsted Seier Capital
Rungsted havde en sæson meget lig den sæson, som Herlev Eagles havde. Man var for langt fra top4 og 9. pladsen blev aldrig rigtig en mulighed for Rungsted. I løbet af sæsonen måtte man også skifte træner, og det fungerede ikke optimalt. I kvartfinalen kom man op mod SønderjyskE, og mange eksperter havde det som en serie, der kunne gå langt, men fire kampe, så var Rungsted Seier Capital gik på sommerferie. I sommerferiepausen valgte direktør, Thomas Friberg, og sportschef, Morten Hagen, at fratræde deres stillinger, så der skulle også findes en ny sportslig ledelse udover, inden at man måske kunne finde nye spillere.
I de seneste par sæsoner har det været Oskar Östlund, der har været målmanden i Rungsted, og det er han også i den kommende sæson. Jeg synes ikke, at han er en fantastisk målmand, for han giver mange returpucke foran mål, hvor defensiven skal være klar til at rydde op foran ham. Som reservemålmand er David Grubak vendt hjem til Rungsted efter en enkelt sæson i Rødovre – en sæson, hvor han fandt ud af, at han havde en god plads i Rungsted, hvor han fik mere tillid.
Det er blevet til nogle udskiftninger i defensiven, hvor det kun er Simon Fredriksson, der er tilbage af de udenlandske backs. Der er canadiske Andrew Peski og svenske Jesper Frisell, der er kommet ind, mens Jacob Gammelgaard og Morten Jensen er gengangere fra de seneste sæsoner. Samlet ser man svækket ud, og det virker til, at man har været i gang med at hente spillere fra en lavere hylde end normalt, men det kan meget vel være grundet, at man var uden direktør og sportschef i en del af sommeren, hvor kontrakterne normalt bliver skrevet under.
Offensivt har man mistet en del kræfter, hvor Lucas Andersen og Matthias Asperup er de vigtigste danske spillere, der er væk, mens man også har skiftet en del ud på de udenlandske pladser. Af fem udenlandske spillere er der kun to tilbage, og man har hentet lidt rundt omkring. Bl.a. Ludvig Elvenes i Herlev, mens svenske Theo Keilin og canadiske Marc-Olivier Roy skal være garanter for mål og point.
Et kig ned over offensiven, så ser man svækket ud, for man ser ikke ud til at have fundet nogle erstatninger for de to danske spillere, der er forsvundet. Valdemar Hull, der er kommet til fra schweizisk ungdomshockey ser spændende ud, men han skal først lige vænne sig til at spille seniorhockey.
Samlet set, synes jeg, at Rungsted ser noget svækket ud, og jeg tror ikke, at de kommer højere end 6.-7. pladsen i kamp med Frederikshavn White Hawks. Spillere som Gustav Green og førnævnte Valdemar Hull skal tage skridt frem i deres udvikling, så kan man ende over Frederikshavn, men jeg har svært ved at se dem komme længere op i stillingen denne sæson. Det ligner endnu en mellemsæson for Rungsted, der var fast inventar i toppen for nogle år siden.
Odds 18,00 for nordsjællandsk guldhjelme har jeg svært ved at se noget værdi, som holdet ser ud i øjeblikket, men der kan naturligvis ske ændringer og komme spillere ind på holdet.
Odense Bulldogs
Grundspillet så godt ud for Odense, hvor man fik hentet Esbjerg på 4. pladsen i sidste spillerunde, og dermed havde man fået hjemmebanefordelen i en evt. 7 kamp, hvis man kom så langt i serien. Efter 4 kampe var stillingen 2-2 i kampe, og da Odense tog en klar sejr i kamp 5, så lignede det afgørelsen i serien. Men Esbjerg kom tilbage og tog et par sikre sejre, og dermed røg ud i 7. kamp og tidlig sommerferie. En mindre skuffelse for Odense, der havde håbet, at den gode slutning i grundspillet kunne have bragt dem videre.
Fredrik Bergvik kom ind midtvejs i sæsonen, da Mitch Gillam blev skadet, og blev hurtig populær i Odense, og beholdt pladsen, da Mitch kom tilbage efter skade. Han gjorde det rigtig godt, og endte med at blive forlænget til den kommende sæson. Som reserve har man igen Frederik Søgaard, der kom til klubben forud for 2022/23 sæsonen har været en trofast gatekeeper for Odense i de sæsoner, hvor han har været der.
Der er sket en stor udskiftning i defensiven, hvor det kun er Mikkel Hansen, Martin Larsen og unge Oliver Villadsen tilbage fra sidste sæson. Et par nordamerikanske backs er hentet ind, mens Daniel Baastrup er kommet til fra Frederikshavn White Hawks. Derudover er Jeppe Mogensen kommet hjem efter fem år i Universitetsligaen i Nordamerika. På papiret en spændende defensiv, hvis man kan få det til at fungere, men der er flere spillere, der skal spilles sammen, inden at man kan se resultatet af det.
Offensiven er meget dansk efter, at man har hentet Jeppe Jul Korsgaard og Magnus Boesen i Aalborg, og man har holdt fast i næsten hele den danske stamme, hvor det kun er Sebastian Ehlers og Rasmus Simonsen, der er smuttet af danskerstammen. Det er også lykkedes for Odense at holde fast i Joakim Thelin, der var den helt store målscorer for Odense sidste sæson med 27 mål scoret, hvilket nok til en delt 2. plads efter Hernings Mathias From. Odense har en god bredde de offensive pladser, hvor også Blake Bennett ligner en målfarlig herre efter en stærk sæson i ECHL, hvor han havde et målsnit på lige under 0,5 mål pr. kamp.
Samlet set ligner Odense meget det samme som sidste sæson, og kan man ramme en sæson uden de store skader, så kan Odense komme ind i top4, og den plads tænker jeg, at de kommer til at kæmpe med Aalborg Pirates om. Det bliver de små marginaler, der afgør det. Nogle spillere, der tager større skridt frem end andre, og har man ramt udlændingene, så bliver afgørende. Det samme bliver de kampe mellem holdene i det tætte midterfelt, hvis man ender lige pointmæssigt.
Odds 15,00 er måske lidt værdi i teorien, men jeg har svært ved at se dem slå f.eks. Herning eller Esbjerg over 7 kampe i f.eks. en finaleserie.
Frederikshavn White Hawks
En anderledes sæson i det nordjyske, hvor der ikke var meget, der hang sammen på isen. Det endte med en noget skuffende 9. plads i grundspillet, hvor man kæmpede med Rødovre indtil sidste kamp, hvor man spillede på udebane mod netop Rødovre. Frederikshavn skulle vinde kampen i ordinær tid, da Rødovre var bedst indbyrdes, men Frederikshavn tabte kampen og måtte tidligt på sommerferie. Det passede ikke i klubben, der har gjort meget op til den nye sæson, hvor spillerbudgettet er blevet hævet, og man har hentet nogle stærke spillere til klubben.
Man havde ikke samme bredde, som de andre hold i bundstriden, og så fik man heller ikke den ønskede effekt ud af flere af de profiler, som man havde på holdet.
I målet går man igen med en velkendt duo bestående af den snart halvdanske, Tadeas Galansky, og Kevin Frydkjær. Galansky tager sin 10. sæson i Danmark, hvor det er den sjette sæson i Frederikshavn, mens det er Frydkjærs 5. sæson som den primære reservemålmand i Frederikshavn. Dog har han fået flere og flere kampe start uanset, hvordan det ellers er gået holdet, og han ligner en kommende startende målmand i Frederikshavn, som de stille og roligt bygger ham op.
Defensiven var en akilleshæl for Frederikshavn sidste sæson, hvor man var det hold, der lukkede næstflest ind i løbet af sæsonen. Over 4 mål i snit lukkede man ind i løbet af sæsonen, og så bliver det svært at vinde hockeykampe. Man har skilt sig af med de tre svenske backs, som man havde sidste sæson, mens man har hentet spillere, der kender den danske liga. Jaeden Martin i Rødovre og Santeri Suistio i Herning, men har tidligere spillet i Frederikshavn og en spændende spiller i Jared Freadrich, der kommer til fra fransk ishockey efter en ungdomskarriere i WHL og Universitetshockey i Canada.
Offensivt har man brugt penge til den kommende sæson. Man var også det hold, der havde scoret 3.færrest mål med 128 mål i 48 kampe, så der har været brug for det. Svenskerne er sendt videre, da de ikke helt fungerede ind i det spil, som man ønskede at spille i Frederikshavn. Todd Winder var også kommet til klubben forud for sæsonen, og han havde haft en god sæson, hvilket gjorde, at man ønskede at forlænge med ham. Thomas Spelling er hentet i Aalborg, og Jesper Thörnberg i Herning og en gennem rutineret leder i Frederic Andersson i svensk ishockey, hvilket vidner om, at man har haft gang i checkhæftet i Frederikshavn. Danskere som Christopher Frederiksen og Mikkel Bertelsen skal lige op i gear, som de tidligere har været.
Samlet set, så virker Frederikshavn umiddelbart til at være bedre end sidste sæson. De spillere, der er kommet til klubben har tidligere vist sig frem i ligaen, så man kender hinanden, og det gør det nemmere. Bredden både defensivt og offensivt kunne være bedre, men Frederikshavn har stadig plads til to udenlandske spillere, hvis man vil toppe op til de ni på udenlandsk pas.
Odds 41,00 på Frederikshavn som dansk mester frister ikke på nogen måde. Jeg ser dem ikke komme i langt, og i en evt. serie mod de tre hold, som jeg har i toppen, så slår de dem ikke over 7 kampe.
Herlev Eagles
Efter den flotte bronzemedalje sæsonen forinden, så var det nemmest hverdag for Herlev igen sidste sæson. Man kæmpede lidt i bunden af tabellen, men kom sikkert med i slutspillet, hvor man ikke kunne stille det store op mod Herning Blue Fox i kvartfinalen, hvor man røg ud med 4-0 i kampe.
Flere af de danske profiler efter den flotte sæson med bronzemedaljerne var smuttet til primært andre danske klubber, og man ikke erstattet dem med nye profiler, der kunne gå ind og tage over. Grundspillet gik som det plejede for Herlev. Man var 18 point fra en top4 placering men også 22 point fra ikke at komme med i slutspillet, så grundspillet havde hurtigt ikke den store betydning.
I målet skulle Erik Hanses tage over for Horak, og det var en umulig opgave, og til denne sæson har man igen hentet en ny svensker ind i målet, Emil Zetterquist, der tidligere har spillet universitetshockey i Nordamerika, og havde sidste sæson en god sæson i Mora IK i HockeyAllsvenskan. Som backup er det igen, Jonathan Christensen, hvor Emil Zetterquist må forvente at få størstedelen af spilletiden i denne sæson.
Et par udskiftninger i defensiven, hvor Philip Alftberg og Hakon Nilsen er videre, og man har hentet Tim Daly i Rungsted, der kender ligaen rigtig godt mens unge Marius Kring Andersen må forvente at få en del mere spilletid i den kommende sæson. Defensiven ser tyndere ud end sidste sæson, og det kan hurtigt blive deres akilleshæl, at man får lukket for mange mål ind, og man ikke kan besvare dem offensivt.
Rigtig stor udskiftning i offensiven, hvor man har mistet de fleste svenske profiler, som man har haft flere sæsoner. Joseph Jonsson er smuttet til SønderjyskE, mens Alexander Lindqvist har stoppet karrieren. Ludvig Elvenes kom ind og brændte ligaen af, og det gav en kontrakt med Rungsted Seier Capital. For at erstatte dem har man hentet Matthias Asperup hjem fra Rungsted og et par spændende spillere i Maxime Trépanier og Isac Skedung er kommet ind, men bredden på holdet er svækket noget i forhold til sidste sæson. Der fyldes nok op med nogle unge spillere fra divisionsholdet.
Samlet set, så ser Herlev noget svækket ud i forhold til sidste sæson, og det kunne sagtens ligne en plads udenfor slutspillet, hvis der ikke bliver forstærket noget i defensiven, men også i offensiven. Offensiven trænger til noget bredde, for der er nogle stærke spillere, men de bliver hurtigt kørt trætte, hvis man ikke har en 4. kæde, som man kan smide ind til at aflaste de stærke kæder. For mig som holdene er lige nu, så er Rødovre en spids bedre, så det bliver i 9. plads til Herlev Eagles.
Rødovre Mighty Bulls
Sidste sæson var mere end godkendt for Rødovre Mighty Bulls. Der var økonomiske problemer i starten af sæsonen, hvor man måtte sende et par af sine bedre udlændinge ud til hhv. Frederikshavn og Esbjerg, men de er begge vendt tilbage til Rødovre til denne sæson. Man kom med i slutspillet på yderste mandag i sidste spillerunde, da man sejrede på hjemmebane over Frederikshavn White Hawks i kampen om sidste plads.
I selve slutspillet var man dog mere eller mindre chanceløse, selvom man gav det chancen. Rødovre vandt overraskende første kamp i Aalborg, men siden da blev det til 4 nederlag, og det exit, som man havde regnet med.
I målet havde Rødovre Mighty Bulls, William Rørth, og han spillede en god sæson og et godt slutspil, selvom det blev en hurtig exit. Den gode sæson blev belønnet med en VM-udtagelse, hvor han dog ikke fik noget spilletid i turneringen. Som backup har man denne sæson hentet Albert Adamsen hjem fra Aalborg Pirates, og han kommer nok til at få nogle kampe, men Rørth er det klare førstevalg.
Defensiven ser ganske solid ud med Sebastian Bergholt, Jacob Böll og Malte Setkov som bærende danske kræfter, hvor sidstnævnte er kommet tilbage til barndomsklubben. Mats Hånsson er kommet tilbage til Rødovre efter hans udlejning til Frederikshavn sidste sæson, så defensiven ser på papiret bedre ud end sidste sæson, og det kommer til at være en god hjælp for William Rørth i målet.
Offensiven hos Rødovre Mighty Bulls er næsten den samme som sidste sæson, hvor man dog har mistet Marcus Almqvist, der er taget til Herning Blue Fox og Mikkel Binou Jensen, der er taget til Ungarn. Brandon McGee er dog kommet tilbage efter, at han startede sæsonen i Rødovre, men måtte lånes ud til Esbjerg grundet de økonomiske problemer, der var i starten af sæsonen. Det er godt for Rødovre, at de har kunnet holde sammen på offensiven, hvor man har flere gode profiler til at kunne lukke kampene ned.
Sami Moilanen og Frank Gymer er tilbage, og de bliver en vigtig del af dette Rødovrehold i den kommende sæson.
Rødovre ser meget spændende ud, hvor man har mistet en lille smule i defensiven, men har hentet Malte Setkov hjem til barndomsklubben, og offensiven ligner meget sig selv. Bredden gør dog, at man kommer til at kæmpe i bunden, men det bliver en kamp mod Herlev Eagles, og jeg tror, at Rødovre kommer til at få pladsen i slutspillet igen i den kommende sæson. Derfra kan det blive en svær omgang.
Odds-forslag: Herning eller Esbjerg vinder Metal Ligaen
Efter denne grundige gennemgang af alle holdene til den kommende sæson, så synes jeg, at der er et par hold, der stikker lidt ud i forhold til odds på et mesterskab. Sæsonen er naturligvis lang, og der kan komme dårlige perioder, og man har måske ramt ved siden af med de udenlandske spillere, der hentes ind til klubben.
Jeg synes dog, at Herning og Esbjerg virker til at have mere komplette trupper fra sæsonstart, hvilket naturligvis er en klar fordel for dem. Herning ligger i odds 4,00, mens Esbjerg ligger i odds 5,50 ved Nordicbet, og det kan man kombinere til odds 2,32 ved Nordicbet ved at sætte 57,89 af indsatsen på Herning til odds 4,00 og resten på Esbjerg til odds 5,50 ved Nordicbet.
*Reklamelink
2,32
Herning eller Esbjerg vinder Metal Ligaen
|
Gå til Nordicbet * |
Metal Ligaen i TV
Ønsker man at se Metal Ligaen, så er det bedste naturligvis at tage i hallen for at få den fulde oplevelse. Sidder man derhjemme, så skal man have et abonnement på Metal Ligaens egen streaming tjeneste på metalligaen.tv. Der kan man enten få abonnement på måneds- eller årsbasis.
Ligatabel
Kampe
- 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil Ansvarligt | Selvudelukkelse via rofus.dk|
Metal Ligaen starter tirsdag d. 3. september 2024 med kampen mellem SønderjyskE og Herning Blue Fox
Hvor mange spillerunder er der i grundspillet?
Man spiller hjemme og ude mod alle hold tre gange, så i alt 6 gange mod hvert hold. Det giver 48 kampe i grundspillet
Hvordan afvikles overtid?
I overtiden spiller man 3vs3 indtil det første scorede mål eller i maks. fem minutter, hvorefter at man går til straffeslag.