Mike Larsen: Optakt og tips til Metal Ligaen 2025/2026
En ny sæson står for døren i de danske ishockeyhaller, og vores ekspert, Mike Larsen, gennemgår alle hold i den bedste danske række, og så giver han sit bud på, hvem der løber med guldet.
Læs den store optakt til Metal Ligaen 2025/2026 her.

Tirsdag 9. september starter Metal Ligaen op igen. Foto: Vit Simanek/CTK Photo/Alamy Live News
Metal Ligaen odds: Hvem vinder den bedste danske række?
Herning Blue Fox
På papiret havde Herning Blue Fox et hold sidste sæson, der burde have gået hele vejen og taget guldet hjem til Herning for første gang siden 2011/12 sæsonen, men man måtte se sig besejret af Odense Bulldogs i finaleserien med 4-1 i kampe. Det var Hernings anden finalenederlag på 3 sæsoner, hvor man i 2022/23 sæsonen måtte se sig besejret af Aalborg Pirates.
Herning endte på en rimelig sikker 1. plads i grundspillet, og havde ikke de store problemer med Herlev i kvartfinalen, selvom der var nogle kontroverser i den ene kamp i Herlev omkring et mål i overtiden, der blev annulleret, som ikke skulle have været det. Men Herning havde uden tvivl vundet serien alligevel. I semifinalen blev det 4-2 over Aalborg Pirates, mens man havde problemer med Odense Bulldogs i finaleserien, der blev tabt med 4-1 i kampe.
Udover DM-sølv, så endte man også med at vinde Final4, men det var heller ikke udramatisk, for i overtiden af semifinalen mod SønderjyskE, troede man, at man havde tabt, men efter et længere gennemgang af scoringen, så viste det sig, at den skulle annulleres. I stedet vandt Herning i straffeslag og i finalen mod Herlev Eagles skulle man ud i overtid for at besejre dem. Det betyder, at Herning skal ud at spille europæisk ishockey i Continental Cup, hvor man er kommet direkte i finalerunden i midten af januar måned.
Et kig på holdet i år, så ser man ufattelig stærke ud på papiret, og man har bibeholdt store dele af truppen fra sidste sæson, og så bygget videre på det. I målet har man beholdt den stærke duo, Mathias Seldrup og Janis Fecers, der supplerede hinanden rigtig godt i de forgangne sæson.
Defensivt har man mistet tre gode spillere, men man har hentet mindst lige så gode spillere ind på holdet til den kommende sæson. Mads Larsen er vendt hjem til Danmark, mens Kasper Larsen er skiftet fra Herlev, som han kom til i løbet af sidste sæson, da han ikke fik den store spilletid ved svenske Brynäs. Det viste sig, at Emil Kristensen ville være ude til omkring nytåret, så Herning gik på markedet og fandt Terrance Amorosa, så Herning kunne stille stærkt op defensivt igen.
I finaleserien mod Odense mistede man Derian Plouffe, hvilket var med til at koste guldet for Herning i min optik. Han har valgt at indstille karrieren grundet den skade, som han pådrog sig i finalen. Derudover har Herning mistet alle de udenlandske spillere, heriblandt Brett Thompson. Dog har man været ude og hentet kvalificerede erstatninger fra noget, der ligner en hylde lidt højere oppe. Det er især sportschef, Peter Regin, og hans netværk fra hans tid i NHL, der har båret frugt her. En spiller, som Kyle Maksimovich, som Peter Regin har fået anbefalet gennem netværk i AHL-klubben, Rockford IceHogs, bliver spændende at følge, men også Nick Pastujov og Josh Prokop, for det ligner en eksplosiv offensiv, hvor danske profiler som Mathias Bau Hansen og Morten Poulsen ikke er blevet nævnt.
Når man henter spillere ind, der ikke har spillet i ligaen eller Europa før, så er det lottokuponer, der kommer ind, men præsterer de, så ser Herning meget stærke ud i denne sæson. I øjeblikket er Bet365 bedst med odds 3,50 på et midtjysk guld for første gang siden 2011/12 sæsonen, hvilket var tilbagevendte Patrick Bjorkstrand seneste sæson i det midtjyske
- 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil Ansvarligt | Selvudelukkelse via rofus.dk|
Aalborg Pirates
Forrige sæson endte med en del rod i økonomien, og det var spændende at se, hvilket hold, som Aalborg kunne stille med til sæsonstart. Jeg skrev i min optakt sidste sæson, at jeg havde dem omkring en 4. eller 5. plads i grundspillet, da jeg er ikke var helt sikker på de udenlandske spillere, der var hentet ind til sæsonen. Det blev til en 4. plads, hvor man så skulle spille mod Esbjerg i kvartfinalen. En serie, der blev vurderet meget lige af eksperterne, hvor det sandsynligvis ville blive hjemmebanen, der ville afgøre det. Aalborg kørte dog Esbjerg over i fire kampe, og kom sikkert videre til semifinalen, hvor Herning ventede. En serie, der endte med 4-2 til Herning, men hvor et par defensive skader ødelagde en del for Aalborg. Tre af de sidste fire kampe endte med en afgørelse på bare et mål.
Dermed skulle Aalborg igen spille om bronzemedaljer mod Rungsted Seier Capital, der var endt på 3. pladsen i grundspillet. Kampen i Aalborg endte helt lige, mens der ikke var den store tvivl i Rungsted, hvor Aalborg var det bedre hold, og tog bronzemedaljer. Dermed har Aalborg fået medaljer de seneste fem sæsoner i Metal Ligaen.
Til denne sæson får man nye ejere ind, og de har været alt papirarbejdet igennem, og når det bliver godkendt på en generalforsamling, hvilket dog virker til at være en formalitet. NHL-spiller, Nikolaj Ehlers, er sammen med nordjyske investorer de nye ejere i klubben,
Op til slutspillet sidste sæson hentede man William Rørth i Rødovre Mighty Bulls, så man var bedre garderet på positionen, hvor George Sørensen var førstevalget. Til denne sæson har man fået forlænget kontrakten med William Rørth, så man står med en solid duo til at kæmpe om spilletiden. Det er med til at give mere konkurrence på pladsen med Rørth som backup. Dog tror jeg, at han ikke kommer til at spille så meget i løbet af sæsonen, da Sørensen kommer til at få de fleste kampe.
Defensivt har man mistet Eric Gotz, der endte som nummer 5 på pointlisten for ligaen til trods for, at han var back. Derudover har man mistet brormand, Derian Gotz, der var mere defensiv end brormand. Danske Nicolai Weichel har indstillet karrieren efter sæsonen, og Aalborg har været omkring Nordamerika for at hente erstatninger. Det blev til tre styks, hvor især Brycen Martin bliver en spændende spiller at følge i den kommende sæson. Han bliver sandsynligvis ham, der skal styre powerplay på blueline, hvor Eric Gotz var placeret sidste sæson.
Offensivt mister man Darien Craighead og Troy Lajeunesse, der var i toppen af pointlisten i sidste sæson, og det er mange point, som man ska forsøge at erstatte med andre spillere. Der er kommet to udenlandske spillere ind offensivt, hvor svenske Eric Engstrand kommer med noget fysik, mens Kobe Walker kommer ind med fart og sandsynligvis en del mål. Man har også mistet Patrick Bjorkstrand, der er taget hjem til Herning efter at have været ude siden sidste gang, at Herning vandt guld. Man har hentet Andreas Grundtvig i Esbjerg, mens det ellers er blevet til en del forlængelser med danske spillere fra sidste sæson. Der er lagt i ovnen til, at de unge spillere får en del mere ansvar i den kommende sæson.
Samlet set er man nok en smule svækket i offensivt, men når alt arbejdet ed de nye ejere er på plads, så kan det være, at Aalborg skal ud for at forstærke offensiven, hvilket kan være med til at rykke lidt. I øjeblikket er Aalborg næststørste favorit til guldet til odds 4,50 ved Betit. Det ser jeg dog ikke nogen værdi i.
Odense Bulldogs
Den grimme ælling blev til en smuk svane i 2024/2025 udgaven af Metal Ligaen. Bulldogs har gennem de seneste sæsoner bygget stille og roligt på, og det kulminerede med en guldmedalje – klubbens første. Odense endte på 2. pladsen i grundspillet, hvor man var lidt efter Herning, men trak godt fra Rungsted på 3. pladsen. Nu stod Odense pludseligt i den situation, at man ville være favoritter i en kvartfinale og semifinale. Mod SønderjyskE i kvartfinalen viste man god moral, da man kom ned med 1-2 i kampe og skulle til Vojens i kamp 4. Kvartfinalen blev vundet med 4-3 i kampe, og i semifinalen kom man trætte ind og fik ørene i maskinen i første kamp mod Rungsted. Dog var det en enlig svale, og Odense tog fire kampe i træk og endte i finalen mod Henring. En finale, der blev vundet med 4-1 i kampe, og den afgørende scoring kom i overtid af den tidligere Herning-spiller, Markus Jensen.
Odense startede sæsonen med Fredrik Bergvik i målet, men da han fik løst kontrakten af personlige årsager, så var man hurtigt ude og hentede Nicklas Lundström ind på holdet, og han virkede til at være den helt rigtige målmand for Odense. Odense gik hele vejen, og Lundström har forlænget kontrakten for den kommende sæson, hvor unge Frederik Søgaard igen er reservemålmand. Der skal nok blive kampe til ham i løbet af sæsonen.
Odense Bulldogs havde en stærk defensiv sidste sæson, hvor man op mod deadline hentede Malte Setkov i Rødovre, og han blev en vigtig brik i det fynske mesterskab. Brandon Estes kom til Odense efter at have spillet lidt kampe i AHL i Nordamerika, men han brændte den danske liga helt af. Han var en af ligaens bedste backs, og han er taget videre. Derfor har Odense været ude at kigge efter erstatningen for ham, og Mason Klee har derfor nogle store sko at udfylde. Der er ligeledes kommet et par svenske backs ind, der skal udgøre den offensive del af defensiven, mens danskerne, Daniel Baastrup, Martin Larsen og Mikkel Hansen skal være den defensive del. Som Odenses defensiv var sidste sæson, så vil jeg sige, at man er en smule svækket i forhold til sidste sæson.
På de offensive pladser ligner Odense meget sig selv fra sidste sæson. Et par udenlandske spillere, Luka Burzan og Kim Nieminen, der ikke helt præsterede er væk i Odense, mens man har hentet en gammel kending af Odense i Georgs Golovkovs ind på holdet, men ellers ligner offensiven sig selv fra sidste sæson. Odense var det hold, der scorede næstflest mål i grundspillet, og man scorede også en del mål i slutspilet.. Det er også lykkedes at holde på Joakim Thelin, der var den store gave for Odense i slutspillet, hvor han nettede 10 gange i 17 kampe, og har scoret 50 mål i grundspillet over de to sæsoner, at han har været i klubben.
Samlet set er man næsten på samme niveau som sidste sæson, hvor kun defensiven ser en smule svækket ud. Men nu er man holdet, som alle vil slå, og hvordan kommer Odense til at klage sig med danske mestre på sig. De har også været ude at forsvare de danske farver i Champions Hockey League, hvor man har spillet de første kampe allerede og har et par stykker i Oktober igen.
Bookmakerne har rykket Odense op som delt næststørste favorit til guldet sammen med Aalborg, men til odds 4,50 i øjeblikket, så ser jeg ikke nogen værdi i det. Odense kommer til at få en svær sæson, hvor de skal ud og bevise, at det ikke var held, at de tog guldet sidste sæson.
Esbjerg Energy
Esbjerg havde et skuffende grundspil ud fra, hvad jeg havde vurderet dem til sidste sæson. Det blev til en 5. plads i grundspillet, hvor jeg havde regner med dem i top3. Sådan skulle det ikke gå, og i kvartfinalen, der var vurderet til at blive den tætteste af alle serierne mod Aalborg endte man med at ryge ud efter fire kampe. En generelt skuffende sæson for vestjyderne, der bestemt havde håbet på mere end det. Det endte også med at koste cheftræner, Dan Jensen, jobbet efter bare én sæson.
Esbjerg havde Jacob Smith som startende målmand, men han havde et meget svingende niveau, og som ventet, så fik han ikke forlænget kontrakten med vestjyderne. Som erstatning har man kigget mod nord, hvor man har hentet tjekkiske Tadeas Galansky ind til at udgøre målmandsteamet med Nicolaj Henriksen. Galansky har prøvet en del i Danmark, hvor Esbjerg vil være hans fjerde klub efter spilletid hos Odense Bulldogs, Aalborg Pirates samt Frederikshavn White Hawks over de seneste 10 sæsoner. Det bliver en af de bedste duoer i ligaen, hvor de kommer til at dele en stor del af spilletiden mellem hinanden.
Defensiven mangler Juuso Walli, Simon Grønvaldt og Jeff King i forhold til sidste sæson. Der er kommet en spændende finsk back, Valtteri Jeskanen, ind på holdet. Han kommer med erfaring fra den bedste finske række, mens man også har hentet Anders Krogsgaard hjem til Esbjerg, mens erfarne Philip Larsen, tager endnu en sæson i jagten på et mesterskab. Fra sæsonstart ligner det en del spilletid til unge Mikkel Rask Nielsen, der er klar til at tage det næste skridt i udviklingen til en solid dansk back.
Offensiven ser spændende ud til denne sæson, hvor man godt nok har mistet Andreas Grundtvig, der er taget til Aalborg, men man har holdt på en del af stammen fra sidste sæson og så har man tilføjet lidt finsk klasse i form af Miku Ronkainen og Jaakko Heikkinen, der kommer med masser af erfaring fra Mestis, der er den næstbedste række i Finland. Derover har man hentet Todd Winder i Frederikshavn, der viste en del af hans kasse de sidste to sæsoner. Hvis Esbjerg kan få gang i ham på samme måde, så bliver han uden tvivl en god gevinst for Esbjerg i den kommende sæson.
Samlet set, så synes jeg, at Esbjerg ser mere spændende ud end i de seneste sæsoner, hvor jeg ellers også har haft et godt øje til dem. Der er kommet god bredde på holdet, og man står rigtig stærkt i alle kæder. Man har beholdt flere af de stærke kort fra tidligere, og man har hentet nogle spillere ind, der tidligere har præsteret i Metal Ligaen som Anders Krogsgaard og Todd Winder, så står Esbjerg bedre end tidligere. De to finske forwards, der er kommet til, bliver et par spændende spillere at følge.
Esbjerg står til odds 9,00 ved en del bookmakere, og jeg synes faktisk, at der er noget værdi i det odds. Det er naturligvis en outsider til mesterskabet, men det virker til, at man har fået adresseret mange af de ting, der ikke fungerede sidste sæson. Man kan måske bruge en rutineret spiller mere i defensiven, men det kan stadig nå at komme.
Rungsted Seier Capital
Jeg vil sige, at Rungsted Seier Capital var den store overraskelse sidste sæson, hvor de endte helt oppe på 3. pladsen. Der var en del tumult på ledelsesgangen op til sæsonen, hvor Rungsted var uden sportschef og direktør, så der kom ikke meget ud af klubben omkring nye spillere. Man fik dog hentet et slagkraftigt hold ind, og efter en svingende start, så kom Rungsted godt tilbage, og endte på 3. pladsen i grundspillet. I slutspillet tog man først mod Frederikshavn, der blev sendt ud med 4-1 i kampe. I semifinalen tog man mod Odense Bulldogs, der havde været ude i 7 kampe mod SønderjyskE. Her måtte man dog give fortabt med 4-1 i kampe efter, at man havde vundet den første kamp. I kampene om bronze mod Aalborg fik man uafgjort i Aalborg, men man tabte med 0-3 på hjemmebane.
I målet endte det med at danske David Grubak overtog målmandsposten og helt med rette. Han spillede en god sæson, og kunne godt være blevet kåret som årets målmand i ligaen. Rungsted belønnede ham med en ny kontrakt, og i den kommende sæson skal han være førstemålmand, med Tobias Vilykke fra SønderjyskE som backup. Det bliver spændende at se, hvordan ham reagerer på, at alt ansvaret hviler på ham, da man sidste sæson ville sige, at han bare var backup.
I defensiven har man mistet de to svenske backs, Simon Fredriksson og Jesper Solomon Frisell, hvor de er blevet erstattet af Tim Welin, der er kommet til fra Karlskrona i de tredje bedste række i Sverige samt Jeppe Mogensen, der er kommet til fra de danske mestre, Odense Bulldogs. I forhold til sidste sæson har man mistet en smule på bredden, hvilket sammenholdt med Grubak som første målmand, så vil jeg mene, at der sandsynligvis skal lidt forstærkning ind, hvis man skal stå lige så stærkt som sidste sæson.
Offensiven ser spændende ud for Rungsted i den kommende sæson. Man har holdt fast i flere udenlandske spillere, som Ludvig Elvenes og Theo Kellin, der var toneangivende for Rungsted. Derudover har man beholdt Steve Whitney, der altid ydede en god indsats på isen. Dertil har man hentet Nicklas Heinerö i Herlev samt canadiske Jared Dmytriw, der kommer med erfaring fra fransk og svensk ishockey, så det er ikke hans første sæson i Europa. På papiret en solid offensiv, hvor der kan komme mål fra flere forskellige kæder.
Samlet set omkring Rungsted, så er det måske omkring status quo. Defensiven en smule svækket, mens offensivt kører man på med alle kæder. Et hold, der sandsynligvis kommer til at spille en del målrige kampe i løbet af sæsonen. Det er næsten mere sandsynligt med 6-6 end 2-2, som Rungsted ser ud.
Oddset på mesterskab til Rungsted Seier Capital ligger på odds 9,00, hvilket jeg ikke synes, at der er værdi i. Hvis man offensivt har en offday, så kan det nemt give nederlag, for man kan nemt komme til at lukke 2-3 mål ind pr. kamp. I modsætning til andre hold til samme odds, så ser jeg dem til at være bedre bud til et mesterskab.
SønderjyskE
Sidste sæson var en sæson, som SønderjyskE bare skal glemme hurtigst muligt. En sæson, hvor man endte helt nede som nummer 7 i grundspillet, og man skulle op mod Odense Bulldogs i kvartfinalen. En sæson, hvor jeg vil sige, at man var dumpet, hvis man skulle give dem karakterer. De kom ind som forsvarende mestre, og fik en okay start på sæsonen, hvor man var presset af Champions Hockey League, hvor man ikke fik et ben til jorden i de kampe. Det var dog heller ikke forventet, men det virkede til, at det satte sig i hovedet på spillerne. Man var tæt på at overraske – ud fra stillingen – i kvartfinalen, men Odense Bulldogs tog sejren i kvartfinalen, mens SønderjyskE måtte på – for dem – noget tidlig sommerferie.
Mattias Petterson var kommet til mod Final4 året forinden, hvor han havde været en vital brik for SønderjyskE i deres mesterskabssæson. Det gav en forlængelse til svenskeren, og han er tilbage i den kommende sæson. Som backup får han dog en noget erfaren makker i Thomas Lillie. Han var egentligt stoppet, men kom tilbage en enkelt kamp sidste sæson, og han savnede det hele, og nu er han tilbage – sandsynligvis – som backup for Petterson.
Defensiven er blevet ændret en smule for SønderjyskE, da Daniel König Hansen har valgt at stoppe karrieren, mens Jacob Panetta ikke fik forlænget kontrakten. Det har givet en enkelt ny spiller, da Julius Marva er kommet ind på holdet i stedet. Det ligner en svækkelse af defensiven, men man har stadig de svenske profiler, Oscar Drugge og Gustav Nielsen, på holdkortet, og de skal nok komme til at trække deres del af læsset i løbet af sæsonen.
Offensivt har man sendt de nordamerikanske profiler, Cam Brown og William Pelletier, videre, mens man har hentet en nye stærk nordamerikaner, Matt Kopperud, der ligner en god forstærkning for SønderjyskE. Nicolas Werbik og Angelo Miceli udgør sammen med svenske Joseph Jonsson den udenlandske stammer i offensiven for SønderjyskE. Der er hentet en del unge spillere ind og op på førsteholdet til den kommende sæson, og det bliver afgørende for SønderjyskE, at de kommer til at slå til. Albert Schioldan ligner et meget spændende kort, der skal spille sin første seniorsæson – bortset fra 6 kampe i SHL sidste sæson.
Alt andet end en bedre placering i grundspillet vil være en stor skuffelse for SønderjyskE. Jeg har dem til at kæmpe med omkring 4. pladsen, hvor jeg ser flere mulige kandidater, hvilket gør, at det kommer til at afgøre, hvordan man har ramt de udenlandske spillere og hvor mange skader, at man bliver ramt af.
Odds 12,00 på SønderjyskE som mestre ser godt ud, og jeg synes, at det er på grænsen til værdi. Det virker til, at SønderjyskE har samlet et godt hold. Spørgsmålet er, hvor meget at sidste sæson sidder i hovederne på spillerne, for der er rimelig mange fra sidste sæson, og de vil naturligvis gerne vise, at det var en fejl.
Frederikshavn White Hawks
Op til sidste sæson havde jeg Frederikshavn i den nederste halvdel, og det var også der, at de endte. De satte en god slutspurt ind, der gjorde, at de endte på 6. pladsen i grundspillet, og overhalede SønderjyskE. et betød, at Frederikshavn skulle op mod Rungsted Seier Capital i kvartfinalen. En serie, der endte med 4-1 i kampe til Rungsted, hvilket også var det resultat, som jeg havde forventet. En sæson, som man bare skal have en glemmebogen, for man havde den bedste mulighed for en plads i semifinalen med Rungsted som modstander.
I målet har man sendt den mangeårige 1. målmand, Tadeas Galansky, videre til Esbjerg Energy, hvor han skal danne duo med Henriksen. I Frederikshavn har man hentet svenske August Hedlund, der kommer til Frederikshavn fra den 3. bedste række i Sverige. Jeg har set en enkelt kamp med ham, og der virkede han til tider en del usikker, og man må forvente, at reserven, Kevin Frydkjær, kommer til at få en del kampe i denne sæson, da han stille og roligt har fået flere og flere kampe.
Defensiven hos det nordligste hold i Metal Ligaen ser meget smal ud, og man skal ikke ramme ind i de store skader, så vil man blive udfordret en del på bredden. Der er fire backs med god erfaring samt et par backs med et par sæsoners erfaring samt en rimelig ung back. Jeg vil mene, at der skal forstærkes med en god back, for man kan forvente en god sæson defensivt fra Frederikshavn.
Offensiven ser en smule svag ud. Det kommer til at afhænge en del af få spillere, hvor de fire udenlandske spillere sammen med Mikkel Bertelsen og en aldrende Thomas Spelling kommer til at trække en del af læsset offensivt, og f.eks. Spelling har ikke helt levet op til den hype, der var, da han kom til Frederikshavn. Ainali er kommet til fra Herning, mens Frattaroli og Freeman skal have deres første sæsoner udenfor Nordamerika, og det vil næsten altid være lottokuponer i forhold til, hvordan de falder til i Europa. Udfra deres papirer, så ligner det et par spillere, der kan blive store profiler i Metal Ligaen. Men man er også nød til at have en regelmæssig produktion fra spillere som Mikkel Skov og Gorm Topholt, hvis man skal have en god sæson.
Samlet set, så tror jeg, at det bliver en svær sæson for Frederikshavn, men rammer de dagen, så kan de sagtens drille alle hold i Metal Ligaen, men kommer der ikke flere spillere ind på holdet, så kan det blive en kamp om at komme med i slutspillet, da f.eks. Rødovre ser ud til at have forstærket sig meget til den kommende sæson.
Odds 21,00 på et mesterskab til Frederikshavn? Højt odds, men jeg synes ikke, at der er noget værdi i det. Jeg kan ikke komme i nærheden af de 5 procent, der skal til for at finde værdi. Selvfølgelig er der sket større mirakler i ishockey, men virker stadig en smule urealistisk, at Frederikshavn har en chance over 7 kampe mod f.eks. Herning eller Esbjerg.
Herlev Eagles
Det var en meget blandet sæson for Herlev, der startede supergodt med masser af sejre og point, og man kom med i Final4, hvor man først sendte Odense Bulldogs ud for så at tage i finalen til Herning Blue Fox efter overtid. En bet for Herlev, der efter finalen ramte ind i 10 nederlag i træk samt 14 nederlag i 17 kampe. Deres plads i slutspillet var dog aldrig i fare, hvor de mødte Herning Blue Fox. Det blev til fire kamp og ud af slutspillet, hvor der dog var noget kontroverser omkring den ene kamp i Herlev, hvor de fik underkendt et mål i overtiden, der ikke skulle have været underkendt.
Herlev Eagles har altid været gode til at finde gode målmænd, og det er også lykkedes med Emil Zetterquist, der kom til Herlev før sidste sæson. Han tog Danmark med storm og har fået forlænget kontrakten, så den også er gældende for den kommende sæson. Som backup har Herlev igen Christian Elmose, der kom til Herlev i løbet af sidste sæson, da Zetterquist var skadet lige efter Final4.
Defensiven hos Herlev ligner meget sig selv fra sidste sæson, hvor man har fået beholdt Anton Johansson og Tim Daly i klubben. Eneste større ændring, der har været i truppen er, at Kasper Larsen er taget til Herning, mens Magnus Povlsen har stoppet karrieren, og man har hentet Isak Ask ind på holdet. Samlet set en mindre svækkelse, men der er talentfulde unge backs, der er klar til at tage det næste skridt ind på holdet.
Offensiven har fået en større makeover, hvor det kun er Axel Lindström af de udenlandske spillere, der er tilbage i Herlev. Specielt Maxime Trépanier og hans 50 point bliver svær at erstatte i den kommende sæson, men man har hentet tre svenske forwards ind på holdet samt amerikanske Brock Bremer, der dog ikke ser ud til at have haft den store pointhøst i NCAA de seneste fire sæsoner. Der er ikke mange gengangere i Herlevs offensiv i den kommende sæson, så det kan tage lidt tid at få det hele spillet sammen.
Samlet set ser Herlev Eagles spændende ud til den kommende sæson, hvor de skal tage flest point på hjemmebane, hvor fansene er gode til at ligge pres på modstanderen og dommerne. Jeg ser Herlev som en sikker deltager i slutspillet til foråret, da man har et godt sammenspillet hold defensivt, og bliver spændende at se deres offensiv.
Odds 25 på, at Herlev vinder mesterskabet. Hvis Herlev kommer med i slutspillet, så skal de være glade for, at de måske kan komme i fem eller seks kampe, og dermed få ekstra slutspilskampe på hjemmebane og dermed flere penge i kassen. Men hele vejen til mesterskabet har jeg meget store tvivl om.
Rødovre Mighty Bulls
Forrige sæson overraskede Rødovre Mighty Bulls ved at komme i kvartfinalen, men så skulle man bygge videre på det sidste sæson, men det blev en rædselssæson for Rødovre. Rødovre endte på bare 20 point for 48 kampe, og man tabte hele 38 kampe i ordinær tid. Man scorede kun 93 mål i hele sæsonen, og man lukkede hele 251 mål, så der var ikke styr på så meget på isen i løbet af sæsonen.
Der er kommet ny træner, Ville Hämäläinen, der i en alder på bare 44 år, kommer med trænererfaring fra Liiga, der er den bedste finske række. Det kunne ligne, at Rødovre har lavet et scoop på trænerbænken. Oluf Eller er rykket ind som sportschef til denne sæson. Der er meget, der skal arbejdes med i Rødovre til den kommende sæson, og det ser ud til, at man har fået det rette makkerpar på de poster nu.
I målet er Rørth-æraen slut for nu efter flere sæsoner, da han er skiftet til Aalborg Pirates. Ind har man hentet en rutineret målmand i Tomas Rydén, der kommer til Rødovre fra tjekkiske liga, men har ellers spillet hele karrieren i Sverige, hvor HockeyAllsvenskan er det højeste niveau, som han har spillet. Som backup har man hentet Marcus Bjørn hjem fra Aalborg, hvor han spillede sidste sæson. Bjørn har været lidt rundt i ungdomsårene, men er en talentfuld målmand, der burde få nogle kampe i løbet af sæsonen for Rødovre.
Sidste sæson var Rødovre det hold, der havde lukket flest mål ind med 251 mål indkasseret – det var næsten 100 mål flere end det hold, der havde lukket næstflest ind, SønderjyskE. Så defensiven kan kun blive bedre for Rødovre. Man har hentet nogle spændende svenskere ind på holdet sammen med en canadisk back, der tidligere har været omkring deres divisionshold. Derudover er de danske backs, Lasse Carlsen og Malte Setkov, stadig i truppen, så det ligner bestemt en bedre defensiv end sidste sæson på papiret.
Offensiven var den mindst scorende sidste sæson, hvor de endte på bare 93 mål over 48 kampe, så de scorede under 2 mål pr. kamp. Man var dog også ramt en del af skader hele tiden til flere profiler, og man kunne næsten ikke stille med alle imports offensivt på et tidspunkt i sæsonen. Man har fået signet stort set alle de danske spillere til endnu en sæson, og så har man krydret med et par svenske forwards samt en canadisk, Ryan Hughes, der kommer fra en succesfuld sæson i England, og han tegner til at blive Rødovres helt store offensive profil sammen med danske Marcus Almquist.
Et kig ned over holdet, så ligner det et forstærket hold i forhold til sidste sæson, men man skal også have nogle af de unge danske spillere til at tage næste skridt op, så Rødovre kan være med i kampen om slutspillet. Dog tror jeg ikke, at de kommer med, men de bør uden tvivl få mere end 20 point i sæsonen samt være under 42 point fra slutspillet.
Rødovre Mighty Bulls til odds 41 for et dansk mesterskab? Det vil sige, at de giver Rødovre omkring 2,5 procent chance for mesterskab. Så højt vil jeg ikke sætte den, og jeg ligger måske omkring 1 procent for, at det sker. Jeg ser ikke Rødovre Mighty Bulls til at have den store mulighed for at komme videre fra en evt. kvartfinale over syv kampe.
Odds-forslag: Esbjerg Energy vinder Metal Ligaen 25/26
Herning er naturligvis favorit til guldet med det hold, som man har fået samlet i det midtjyske, og man har ikke vundet mesterskabet siden 2011/12 sæsonen. Dog synes jeg ikke, at odds 3,50 er det værd over en hel sæson, hvor der vil komme skader og formdyk kan ændre en sæson, og selvom man har samlet et stærkt hold på papiret, så er det ikke altid det, der er afgørende.
Esbjerg Energy derimod kommer med en solid trup, hvor man har et stærkt makkerpar i målet, en god defensiv, der også kan arbejde offensivt. Offensiven ser ud til at være forstærket i forhold til sidste sæson, hvor man har fået mere bredde ind, og spillere, der har præsteret godt i ligaer, der mindst er på niveau med den danske Metal Ligaen. Derudover har man hentet spillere, der har spillet i Metal Ligaen før og præsteret på højeste niveau.
Odds 9,00 ved Bet365 er rimelig god værdi, synes jeg. Det er dog for en lille indsats, da der kan ske meget i løbet af sæsonen, og de forskellige udenlandske spillere kan enten være succes eller floppe.
Metal Ligaen i TV
Ønsker man at se Metal Ligaen, så er det bedste naturligvis at tage i hallen for at få den fulde oplevelse. Sidder man derhjemme, så skal man have et abonnement på JFM Play, der er kommet til op til den kommende sæson. Det ligner en mindre opgradering i forhold til sidste sæson, da der er lovet flere vinkler til kampene, og man bliver eksponeret til flere kunder i den nye aftale..
Bookmakere med odds på Metal Ligaen
De fleste bookmakere har odds på Metal Ligaen i Danmark.
Sidst opdateret:
Metal Ligaen starter tirsdag d. 9. september 2025.













