Transferjournalist om McTominay transferkrig: Newcastle er åbenlyst mere interessant end Everton
Den skotske midtbaneslider, Scott McTominay, er en eftertragtet herre. Både Everton og Newcastle er efter sigende ude efter Manchester United-spilleren. Det fortæller den italienske transferguru, Gianluca Di Marzio, til SpilXperten.
26-årige Scott McTominay har været en del af Manchester Uniteds førstehold siden 2017, og har i den tid spillet 144 kampe for De Røde Djævle. Nu tyder alt på, at midtbanespilleren snart kan være fortid i Manchester.
Den velansete transferjournalist, Gianluca Di Marzio, fortæller i et ekslusivt interview med SpilXperten, at McTominay er på blokken i både Newcastle og Everton, og ifølge Di Marzio er den ene klub klart mere interessant end den anden.
“Hvis Scott McTominay forlader Manchester United, kunne Newcastle være destinationen for ham, for han vil gerne spille i Champions League.”
Og med kommende deltagelse i næste sæsons udgave af Champions League, ville en spiller med McTominays erfaring være et fremragende køb for The Toons.
“Newcastle er på udkig efter spillere med erfaring, og McTominay har den erfaring de er ude efter.”
Det nævnes også, at Everton, som overlevede nedrykningsræset med nød og næppe, er interesserede i den store skotte, men ifølge Di Marzio er det slet ikke ligeså interessant eller aktuelt for McTominay.
“Newcastle er åbenlyst mere interessant end Everton, og det må tilhængerne forstå. De spiller Champions League, hvorfor McTominay kunne ende der, skulle han forlade Manchester United.”