Per Pedersen: Sådan ender Superligaen 2024-2025
Der er mindre end en uge, til Superligaen begynder igen. Allerede fredag går det løs. Vores ekspert, Per Pedersen, vurderer alle 12 hold ud fra deres nuværende status, og der er godt nyt til Herning, Aalborg og Vejle.



FCM løb med guldet i 2024. Per Pedersen tror, de snupper en double og vinder guld igen i år. (Foto: Ritzau / Alamy Live News)
Så starter Superligaen igen!
Min personlige favoritliga, Superligaen, er heldigvis tilbage efter en alt for lang sommerpause.
Efter den mest spændende sæson ever starter vi igen, og der er masser af spænding og tætte kampe at se frem til.
Det er superfedt, at traditionsklubben AaB er tilbage, og Sønderjyske har også nogle muskler at spille med. Så en ”givet nedrykker”, som Hvidovre nærmest var sidste sæson, ser jeg ikke.
I toppen kan vi forvente hård kamp mellem FCM, Brøndby og FCK, der sandsynligvis fordeler medaljerne mellem sig, og så bliver det spændende at se, hvem der overrasker i den ene eller den anden retning.
Jeg er blevet bedt om at lave en optakt, og det gør jeg hermed.
Det er lidt utaknemmeligt, for transfervinduet løber jo helt frem til september, og den helt store aktivitet har vi ikke set endnu.
Men bedømt ud fra det, der trods alt er sket, får I nedenfor mine vurderinger af de 12 hold. Og et gæt på deres slutplacering.
AGF
AGFs første og største fokus er klart en placering i top 6 igen, og mon ikke det lykkes? Det tror jeg.
AGF har hentet Dalsgaard i FC Midtjylland, og selvom han er 34, virker han i fin fysisk forfatning, og jeg tror, han er et rigtig godt køb.
På afgangssiden er Peacock-Farrell, men selvom han er en ok keeper, overbeviste han aldrig om, at han er bedre end Jesper Hansen.
Leopold Wahlstedt er hentet i Blackburn, og står han så godt, som rygterne påstår, er AGF styrket på den position.
Ellers er der kun tale om noget leje retur, og eksempelvis en spiller som Sigurd Haugen, som AGF ikke kunne bruge sidste sæson, ser jeg ikke have en fremtid i den jyske hovedstad.
AGF mangler et alternativ til Patrick Mortensen, så jeg regner med, de henter en god angriber.
Seneste rygte fra det aarhusianske går på, at de vil hente offensivspilleren Al Hajj i OB. På hans bedste dage vil det klæde deres offensiv, men spørgsmålet er, om Rösler kan leve med de udfald, man også får fra den unge humørspiller.
Godt hold, god organisation – og lidt kedelig spillestil.
Per Pedersen tror på: AGF bliver nummer 4
AaB
AaB er tilbage i Superligaen, og det er de med en helt uprøvet cheftræner, der kommer fra Brøndbys U19. Frækt sats. Det bliver spændende at se.
AaB har hentet nogle ret ukendte spillere i udlandet, og det er jo, som det er, når man er oprykker, for så bliver det nogle lottokuponer, der ofte bliver hentet.
Marc Nielsen fra Hvidovre kan blive rigtig fint på venstre back, og han har vist, at han kan være med på Superliganiveau.
Bakiz og Poulsen er sendt til Silkeborg, Posavec fik ophævet kontrakten, og så er Ahlmann stoppet. Det er jo alligevel nogle superligakampe, der kommer til at mangle, så AaB er jeg spændt på. De har i hvert fald rystet posen.
Og under alle omstændigheder er det skønt, at de er tilbage i Superligaen. for det er en fed klub, og Aalborg var et af de steder, jeg altid glædede mig til at spille.
AaB er oprykker, og fokus bliver overlevelse. Jeg tror, de har lært af den dårlige sæson 22/23. De klarer den.
Per Pedersen tror på: AaB bliver nummer 10.
Brøndby IF
Brøndby var tæt på at vinde i sidste sæson, men egentlig er det jo først i denne, de for alvor havde planer om at spille med om guldet.
Deres motivation er uden tvivl helt i top efter at have smidt guldet på sidste spilledag for bare et par måneder siden.
Pentz er sikret på en permanent kontrakt, og den østrigske landsholdskeeper er vigtig i Brøndbys jagt på guldet.
Ellers har der været ret stille på Vestegnen – som sædvanlig, fristes man til at sige.
CV plejer først at handle i slutningen af vinduet. Men det kan også vise sig som en styrke, hvis man formår at holde sammen på den nuværende trup?
Det er svært at spå om BIF, men umiddelbart er deres trup ikke så stærk som det, de kan præstere i Herning og i København.
På baggrund af aktiviteten hidtil, kan det konkluderes, at Brøndby hverken er dårligere eller bedre, end da sidste sæson sluttede.
Per Pedersen tror på: Brøndby bliver nummer 3
FC København
FC København SKAL genvinde mesterskabet. En skuffende sæson 23/24 skal revancheres, og hvordan står københavnerne så rustet til det?
So far er Grabara væk. En målmand, der har været klasse over årene for FCK, men ikke i sidste sæson.. Trott er hentet, og det, han viste i Vejle i sidste sæson, lover godt.
Khocholava indstiller karrieren. En super dygtig og sympatisk fyr, og det er synd for ham og for FCK.
Men indkøbet af hans afløser, Garananga, ser spændende ud. En Zanka-type, siges det, hvor det på gode dage er topklasse, mens det andre dage kan se sjusket og ukoncentreret ud.
Og Huescas kan vi også godt tillade os at have forventninger til. Jeg tror på meget mere aktivitet i FCK.
2-3 spillere direkte til startopstillingen, tænker jeg, men der er jo halvanden måned endnu til at få lukket de handler.
Per Pedersen tror på: FC København bliver bedre i denne sæson, men de bliver “kun” nummer 2.
FC Midtjylland
FC Midtjylland har hentet 5 spillere so far. Igen nogle spillere fra et kontinent langt væk, men til de beløb, FCM handler for, kan man godt tillade sig at have store forventninger til dem.
Dertil en polsk angriber, der scorede under EM. Han må kunne noget! Og en nordmand i Sampdoria, der skal genstartes efter en svær periode i Serie A.
I transfervinduerne er der altid stor gang i svingdørene på MCH, og denne sæson er ingen undtagelse.
Jeg forventer, at FCM henter 2-3 spillere mere, men allerede nu er der flere af de nye, der presser sig på til de stærkeste 11.
FCM vil spille med om mesterskabet hvert år. Det kommer de også til i denne sæson.
Per Pedersen tror på: FCM genvinder titlen.
FC Nordsjælland
FCN har mistet fart og finesse i offensiven her i sommer. I know, de graver altid nye og dygtige spillere frem, men der skal altså noget til at erstatte spillere som Osman og Schjelderup. Og Frese.
Dertil kommer, at det er en ny træner, og en ny sportschef, der skal sætte retningen. Jeg er ikke optimistisk på FCNs vegne.
De kommer givet til at bruge en del penge på indkøb, men det skal snart ske. Med så store ændringer i og omkring truppen tager det tid at få tingene til at virke.
Status lige nu er, at FC Nordsjælland er kraftigt svækkede. Men de skal nok komme efter det og få hentet det nødvendige.
Per Pedersen tror på: FCN bliver nummer 5.
Lyngby Boldklub
Lyngbys nye cheftræner, Morten Karlsen, er en spændende stigning. At tabe 0-4 til Hvidovre i en træningskamp havde han helt sikkert gerne været foruden, for selvom det var en træningskamp, var det ikke godt for selvforståelsen.
Der er heller ikke i Lyngby sket alverden på transferfronten endnu, men jeg forventer, at de snart rører på sig.
Nogle af deres bærende spillere er kraftigt oppe i årene, og deres stærke midtbanespiller, Chukwuani, er væk.
Sidste sæson var ret bøvlet i Lyngby, og efter min mening blev de reddet af, at specielt 2 klubber var decideret elendige.
Jeg tror, Lyngby går en svær sæson i møde, og i år tror jeg ikke, de klarer den.
Per Pedersen tror på: Lyngby bliver nummer 11 og rykker derfor ned.
Randers FC
Dyhr hentet i USA ligner en fin signing. Med hans FCM-makker, Oliver Olsen, på den anden kant, ser Randers godt besat ud på de to backs.
Men væk er Carlgren, Fuseini, Coulibaly og Egho, så lige nu er kvalitetsbarometeret i Kronjylland i minus..
Også selvom der er hentet en keeper-erstatning, australske Izzo, og en jamaicansk raket til kanten.
Søren P får travle halvanden måned, hvis han skal sætte et hold sammen, der skal spille med om top 6. Det tror jeg simpelthen ikke på kan ske.
Per Pedersen tror på: Randers går en svær sæson i møde, og de bliver kun nummer 7.
Silkeborg IF
Thordarson solgt er en kæmpe svækkelse for SIF.. Han var en af forårets bedste, og at få ham erstattet bliver ikke let.
Bakiz og Poulsen hentet i AaB ser spændende ud. De har begge et potentiale, som jeg forestiller mig, Kent Nielsen kan forløse til mindst et godt Superliga-niveau.
Ganchas og Orazov kender jeg ikke, men scoutingen i Silkeborg plejer at være i orden, så mon ikke de er kapable Superliga-spillere? Det tænker jeg.
Det ser lige nu fint ud i Silkeborg, men ryger Lind, Mattson eller Busch (eller flere af dem), så er de pludselig meget sårbare.
Sidste sæson startede SIF med 100 km/t, hvorefter det gik noget ned af bakke. I år forventer jeg en mere jævn sæson og en placering midt i rækken.
Per Pedersen tror på: SIF bliver nummer 6.
SønderjyskE
SønderjyskE bragede ind i Superligaen, men jeg spår, det bliver en kort omgang.
Spillerne går til stålet, og klubben har hentet et hav af spillere, som nok skal drille de andre hold på dagen, men i en tæt række tror jeg ikke, de er gode nok.
Vi kan forvente mere aktivitet fra jyderne frem mod sæsonstarten, men skal de overleve, skal der hentes flere spillere med større erfaring og kvalitet.
SønderjyskE er ikke Hvidovre, og de skal nok få en del point, men som det ser ud lige nu, er de ligaens svageste hold.
Per Pedersen tror på: SønderjyskE bliver nummer 12.
Vejle Boldklub
Vejle og Albentosa kunne ikke blive enige om at fortsætte samarbejdet, og derfor er spanieren fortid i Nørreskoven.
Han var ikke deres bedste spiller, men han var karismatisk og en leder, og det bliver spændende at se, om de kan holde fast i den stærke organisation, der var kendetegnet med Albentosa på holdet.
Hujber, en kroatisk højre-forsvarer, er hentet ind, og det samme er en hollandsk stopper og en japansk midtbanespiller. Multikulti, men det er de vant til i VB, og det kan de få til at virke.
Vi må formode og kan tillade os at forvente, at Vejle vil prøve at udvikle det fremadrettede spil fremfor stort set kun at fokusere på stærk defensiv organisation tilsat sporadiske offensive “stik” samt håbet om Onugha-genialiteter.
Jeg tror på vejlenserne. Det bliver ingen nem sæson, men Prelec virker til at have styr på sine ideer og går ikke i panik i en modgangsperiode.
Per Pedersen tror på: Vejle bliver en fin nummer 9.
Viborg FF
Oscar Hedvall er hentet til, men ellers er der ikke meget at skrive om fra Domkirkebyen.
I den seneste sæson så man ikke Viborg på så godt et niveau, som tilfældet har været de senere år.
Jeg synes, de igen er på vej til at blive nogle “grå mus”, der er kedelige og uinspirerende efter en række år, hvor de ellers har gjort det super stærkt.
Vi kan forvente, at der bliver købt mere ind, og jeg ser ikke Viborg som en potentiel nedrykker, hvis de holder fast i deres nøglespillere.
Per Pedersen tror på: Viborg bliver nummer 8.
SpilXpertens dækning af Superligaen sponsoreres af Expekt.