Stort skifte nærmer sig for dansker
To af de varmeste danskere på transfermarkedet er Kasper Høgh og Victor Froholdt, og SpilXperten har talt med den italienske transferjournalist Gianluca di Marzio, som giver en frisk opdatering på de to danske stjerner.
Kasper Høgh har gang i fænomenal sæson både i Norge og i Champions League, hvor danskeren i liga sammenhæng har lynet otte gange og lavet syv assister, menss det blev til mål mod både Inter Milan, Manchester City og Atletico Madrid i Champions League, hvorfor danskerens navn naturligt tiltrækker sig opmærksomhed fra større klubber.
Særligt Celtic har været meldt brandvarme på danskeren, og nu kan et skifte muligvis rykke tættere på ifølge Di Marzio.
Også Victor Froholdt har været meldt på vej væk fra Porto i et stort skifte efter blot en enkelt sæson i det portugisiske, men den danske har brændt banen af siden sin ankomst, hvorfor de store klubber allerede nu lurer på midtbanespilleren.
Di Marzio fortæller dog, at der skal et meget stort bud til, før Porto vil acceptere at lade den danske landsholdsprofil gå.
Jeg tror, at Kasper Høgh skifter til Celtic
Den danske angriber fik sin landsholdsdebut i foråret, hvor det endda også blev til et enkelt mål i angriberens blot anden landskamp mod Tjekkiet. Nu kan en stor sæson krydres med et stort skifte, og Di Marzio fortæller, at der kommer en afklaring inden længe.
“Ja, jeg tror, at Kasper Høgh skifter til Celtic. Det er ikke, fordi de nødvendigvis har en aftale klar allerede, men det ser absolut ud til, at der er en rigtig stor mulighed for, at han skifter til Celtic”, siger den italienske transferjournalist til SpilXperten og fortsætter:
“Det er helt korrekt, at Celtic og Bodø/Glimt er i kontakt med hinanden, og i løbet af de næste par dage finder vi ud af, om de kan lande en aftale.”

Alamy – Gianluca Di Marzio.
Kun et kæmpe bud kan friste Porto
Alverdens klubber har været meldt interesseret i den danske midtbanemotor, men ifølge Di Marzio ser et skifte svært ud, medmindre Arsenal eller Manchester United punger stort ud.
“Victor Froholdt er en virkelig dygtig spiller, og AC Milan var faktisk interesseret i ham tidligere. Jeg ved, at Porto virkelig gerne vil beholde ham, så der skal komme et kæmpe tilbud fra Arsenal eller Manchester United, hvis situationen skal ændre sig.”
“Deres træner er virkelig glad for at have ham i truppen og ønsker at beholde ham minimum én sæson mere”, afslutter Di Marzio til SpilXperten.
Der er stadig over en måned tilbage af transfervinduet, så meget kan ske endnu, men det virker til, at der skal holdes lidt ekstra øje med Kasper Høghs situation de kommende dage.









