Lovpriser dansk teenager: Man Uniteds bedste angriber
Danske Chido Obi Martin har pludselig fået chancen for Manchester United som indhopper, men klub-ikonet Paul Parker mener, at det er tid til at starte danskeren, da han er klubbens bedste angriber.
Der er måske mange, der ikke kendte alverden til Chido Obi Martin, før han fik sin debut for Manchester United mod Tottenham, men den blot 17-årige danske angriber bankede mål ind på stribe for Arsenals U18 hold, inden han i sommer valgte at skifte til Manchester United.
Siden da er det gået stærkt for Obi Martin, der mod Fulham fik knap en times spilletid, og mange fans ønsker nu, at den unge angriber bør starte for Manchester United.
Angriberen er dog ikke registreret til Europa League, så en eventuel startplads må vente, til Manchester United møder danskerens tidligere klub – Arsenal – i weekenden, og Parker opfordrer Amorim til at starte Obi Martin.

Ingen vej udenom for Amorim
Klubbens anden danske angriber Rasmus Højlund har kæmpet med at finde målformen i indeværende sæson, og derfor er der nu ingen vej udenom. Obi Martin skal starte, siger Parker til SpilXperten.
“Højlund er i gang med at blive ødelagt, og det påvirker også hans holdkammerater. De kan jo se, at han ikke nyder at være på banen. Han kæmper virkelig med det, og det er tydeligt, at når han træder ind på banen, så glæder han sig til, når kampen endelig er færdig.”
“Chido Obi Martin vil helt klart blive savnet mod Real Sociedad, fordi han er klubbens bedste angriber. Det er også derfor, jeg synes, at han skal starte mod Arsenal. Det er han nødt til, der er ingen vej udenom for Amorim.”
“Derfor er det nødvendigt at spille med Obi Martin nu. Amorim kan ikke bruge hans alder til at forsvare ikke at spille med ham, for de største talenter bryder igennem i den alder, og Obi Martin er et af verdens største talenter lige nu. De er nødt til at give ham en masse kampe, så han kan få noget erfaring.”

Arsenal begik en fejl ved at lade ham gå
Rygterne i engelske medier går på, at Manchester United tilbød Obi Martin en markant højere løn end, hvad Arsenal både kunne og ville betale for en 17-årig akademispiller, men Parker mener, at Arsenal har begået en fejl ved at lade ham gå.
“Først og fremmest vil jeg sige, at man ikke kan bebrejde Obi Martin, at han valgte at tage til Manchester United. For mig at se var det et ambitiøst skifte, og jeg tror ikke på, at det har noget med penge at gøre. Han er ambitiøs, og derfor valgte han Manchester United.”
“Hvis det var penge, der var problemet, så må Arsenal virkelig fortryde, at de ikke bare gav ham, hvad han ville have, for udefra set virker det da som en kæmpe fejl at lade ham gå. Hvis Arsenal har haft et valg, så har de i hvert fald truffet den forkerte.”
“Arsenal har brug for en angriber lige nu, og jeg er helt sikker på, at han ville starte inde for dem, men de kunne selvfølgelig ikke forudse, at de ville få så mange skader. Uanset hvad forstår jeg dem dog ikke, fordi han er så stort et talent.”
Som nævnt, får Obi Martin muligheden for sin første startplads, når Manchester United møder Arsenal på Old Trafford. Det gør de på søndag, hvor der er kampstart 17:30.
