Jens Bøye: Sæsonoptakt til Ligue 1 2024-2025
De Olympiske Lege i Paris lakker mod enden, men der er god grund til at fastholde fokus på Frankrig hvor den nye fodboldsæson fløjtes i gang fredag den 16. august.
Kylian Mbappé har sagt farvel og tak, men Ligue 1 er stadig interessant – og nu med FIRE danskerklubber! Foto: Independent Photo Agency / Alamy Stock Photo
Superstjernen Mbappé er rejst til Madrid, men PSG er stadig klar titelfavorit trods oprustning i Lyon og Marseille. Sidstnævnte er danskerklub nu (Pierre-Emile Højbjerg er holdkammerat med kontroversielle Mason Greenwood), og Rennes har også hentet en dansk midtbanemand: Albert Grønbæk. Rennes desuden i færd med at hente DK-angrebstalent Meister. Hvormed Ligue 1 har fire danskerklubber inkl Reims (Daramy) og Toulouse (Nicolaisen).
Alle fire danskerklubber holder sig forhåbentligt i det gode selskab, men de tre oprykkerklubber, Auxerre, Angers og Saint-Étienne kan få det svært. Nedenstående optakt gennemgår alle ligaens 18 klubber med sommertransfers, styrkestatus og idealopstilling.
Bemærk: Transfervinduet lukker først midnat mellem d. 30. og 31., så meget kan stadig nå at ske (også efter nævnte dato), men jeg opdaterer løbende via kommentarsporet forneden.
ANGERS
- Placeringsbud 24/25: Nr. 18
- Placering 23/24: Nr. 2 i L2
- Trupstatus: Styrket
Oprykker har ligaens billigste trup og en dårlig træningssommer
Efter nedrykning i 2023 tog det kun Angers en enkelt sæson at vende tilbage til Ligue 1. Angevinerne havde kun den fjerdebedste offensiv og den femtebedste defensiv i L2, men tog alligevel andenpladsen og en direkte billet til topligaen.
Den 48-årige træner Dujeux – hvis kone døde i december sidste år, seks måneder efter hans chef-tiltræden i Angers (efter to år som assistent) – har aldrig trænet en L1-klub før. Faktisk indeholder hans CV kun i alt små to år som cheftræner, inkl et halvt år som interim-manager i L2-klubben Troyes i 2024/15.
Indtil videre har Angers kun solgt een stamspiller, højreback Valery, og han erstattes af Arcus der er vendt tilbage til den vestfranske klub efter to gode sæsoner i nederlandske Vitesse. Angers har også hentet to erfarne L1-folk i fløjspiller Allevinah og defmidtbanemand Aholou (der dog mest så til fra sidelinjen i Strasbourg i 23/24), samt et par defensivtalenter i L2-klubben Bordeaux.
Truppen er dog stadig ligaens dårligste (hvis man ser på anslået trupværdi), og Angers har tabt tre træningskampe i træk i juli og start-august. Sidste træningskamp spilles denne lørdag.
OPDATERING: Den erfarne defmidtbanemand Belkebla hentes på Brests reservebænk. 31. august: den hurtige angriber Dieng hentes hos nedrykker Lorient.
Vigtigste transfers:
Ind: Ekomié (VB, 20, Bordeaux), Biumla (DM, 19, Bordeaux), Allevinah (HF, 29, Clermont), Aholou (DM, 30, Strasbourg), Arcus (HB, 28, Vitesse Arnheim), Belkebla (DM, 30, Brest), Dieng (A, 24, Lorient)
Ud: Valery (HB)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1: Fofana – Arcus, Hountondji, Lefort, Hanin – Aholou, Belkebla – Allevinah, Abdelli, El Melali – Dieng
AUXERRE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 17
- Placering 23/24: Nr. 1 i L2
- Trupstatus: Styrket
Oprykker har oprustet, men trup stadig ret tynd
Auxerre rykkede ned i 2023, men er nu tilbage i det gode selskab efter en stærk indsats i Ligue 2 hvor Eric Cantonas (og Thomas Kahlenbergs) gamle Bourgogne-klub, der siden 20216 ejes af en kinesisk milliardær, scorede 72 mål i 38 kampe og tog førstepladsen med seks point ned til nr 2.
Det selv om træner Péllissier mest er kendt for at være defensivt orienteret. Mon ikke han, nu hvor Auxerre igen skal op mod de store drenge, vender tilbage til sit forsigtige og organisationsfikserede jeg…
Topscorer Onaiwu (15 mål, 1 på straffe) er dog stadig i Auxerre, sammen med holdets næsttopscorere Hein og Aye. Bourgogne-klubben har desuden styrket offensiven med Motherwell-topscorer Bair og Randers-kanttalent Coulibaly, og defensiven med fleksible Osho der kan gøre sig i midterforsvaret, på den defensive midtbane og på højre back. I 23/24 var han fast starter i Premier League for Luton, primært som midterforsvarer.
Ikke dårligt. Auxerre har dog stadig en trup der ser temmelig tynd ud i forhold til de fleste andre L1-klubber.
OPDATERING: 15. august: Offensivmand Hein skifter til L2-klubben Metz. 20. august: Højreback Hoever på vej fra Wolves (senest udlejet til Stoke). 29. august: Offensiv-indskifter Ousmane Camara lejes ud. Ny lejesvend: offensiv-midtbanemand Hamed Traoré der har flere end 100 Serie A-kampe på sit CV (senest lejemål i Napoli hvor han dog mest var indskifter). 29- august. Midterforsvarer Diomandé hentes i Lyon.
Vigtigste transfers:
Ind: Bair (A, 24, Motherwell), Coulibaly (HF, 21, FCN/Randers), Osho (MF, 25, Luton), Hoever (HB, 22, Wolves/Stoke), H. Traoré (OM, 24, Bournemouth/Napoli), Diomandé (MF, 23, Lyon)
Ud: Laiton (MÅL, reserve), Dagba (HB, afløser), Soumaré (VF, afløser), Kiala (M, afløser), O. Camara (A, afløser), Owuso (MF; reserve)
Bud på idealopstilling: 4-4-1-1: Leon – Joly, Osho, Pellenard, Mensah – Coulibaly, Raveloson, Owuso, Perrin – Onaiwu/Camara – Bair
BREST
- Placeringsbud 24/25: Nr. 9
- Placering 23/24: Nr. 3
- Trupstatus: Svækket/styrket
Lille bretonerklub vandt bronze og har styrket trupbredden, men forsvar ser svækket ud
Brest gik ind til 23/24-sæsonen med ligaens 14.-dyreste trup (og en tabelplacering som nr 14 i 22/23), men overraskede alt og alle; lå længe til sølv og formåede at gafle tredjepladsens CL-billet (gruppespil i efteråret). Huleme flot af den lille bretonerklub, men var det en overpræstation?
Det var det nok, i eet eller andet omfang, men i træner Eric Roy har Brest en kapacitet der åbenbart formår at få det bedste ud af en trup der, bevares, har talent, men bestemt ikke er ligaens tredjebedste hvis man ser på individerne. Som hold, derimod, dér har Brest noget. Stærk organisation og gejst – men der er også speed og offensiv opfindsomhed.
Nu er der sagt farvel til den erfarne angriber Mounié (og afløser Satriano), men i Ajorque er der hentet en glimrende erstatning der ligeledes er knaldgod på låget. Værre er tabet af den bomstærke midterforsvarer Brassier (om end talentfulde Ndiaye er hentet i L2) og den målfarlige offensiv-midtbanemand Doumbia. Truppen er dog pænt bred i offensiven hvor fx hurtige og driblestærke Pereira Lage – mest fløj eller offensiv midtbane – er så fleksibel at han endda kan vikariere på venstre back.
Den erfarne midtbanemand Lees-Melou – nok holdets vigtigste i 23/24 – blev skadet i startmaj og misser nok også sæsonstarten.
OPDATERING: 15. august: Offensivmand Faivre (også i Brest i 2020-22) lejes i Bournemouth hvor han ikke kunne bryde igennem i 23/24 (fem indskiftninger i foråret). 21. august: Højrefløj Sima (ex-Angers) hentes i Brighton (senest udlejet til Rangers). 30. august: Brest lejer den venstrebenede midterforsvarer Soumaila Coulibaly i Dortmund (senest udlejet til Antwerp). 31. august: Brest køber off-midtbanemand Doumbia i Reims. Han var i sidste sæson udlejet til Brest og kvitterede med en del mål. Brest køber også Lyon-reserveangriber Baldé (12 mål for Troyes i L1 i 22/23) samt lejer den erfarne midtbanemand Fernandes i Mainz og fløjspiller Salah i Rennes.
Vigtigste transfers:
Ind: Ndiaye (MF, 22, Troyes/L2; lejeslut), Faivre (HF/OM, 26, Bournemouth), Sima (F, 23, Brighton/Rangers), Haidara (VB/MF, 31, Lens), Coulibaly (MF, 20, Dortmund/Antwerp), Baldé (A, Lyon), Fernandes (M, 28, Mainz), Salah (F, 23, Rennes)
Ud: Brassier (MF), Mounié (A), Satriano (A, afløser), Dari /MF, afløser), Le Douaron (A)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1: Bizot – Lala, Chardonnet, Coulibaly, Haidara – Camara, Lees-Melou – Fernandes/Del Castillo, Faivre, Del Castillo/Sima – Baldé/Ajorque
LE HAVRE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 15
- Placering 23/24: Nr. 15
- Trupstatus: Svækket
Talentfabrik med stille transfersommer, men ny træner
Le Havre, der som oprykker tog en 15.-plads i 23/24, er blandt Frankrigs bedste talentfabrikker – med folk som Pogba, Mandanda og Payet på det imponerende CV – men denne sommer har den normanniske klub været temmelig stille på salgsfronten.
To angribere har dog forladt Le Havre; lejesvend Bayo og erfarne Ayew (eetårs-kontrakt udløbet). Indtil videre uden at blive erstattet, bortset fra at Kitala og Soumaré er tilbage efter lejeophold. Pladskonkurrent Sabbi er der stadig.
Derudover er Zouaoui hentet i L2 for at give konkurrence på venstre back. Med andre ord: Ikke det store at melde fra transferfronten. Men på trænerposten er der i høj grad noget at melde. Væk er nemlig Luca Elsner, og ny chef er 38-årige Didier Digard der i sidste sæson var ungdomstræner i Nice. Han havde desuden en halvårs-tjans som interim-cheftræner i Nice i 2023 hvor han gjorde det glimrende, så det er et lovende trænertalent Le Havre har fået i folden. Digard er i øvrigt nok mere offensivt modig end Elsner der var meget bange for at løbe ind i kontraangreb.
OPDATERING: 27. august: Le Havre lejer PSG-angrebstalent Housni (senest udlejet til Al Sadd). 30. august: Højreback-talent Pembélé (ex-PSG) kommer til fra Sunderlands reservebænk.
Vigtigste transfers:
Ind: Zouaoui (VB, 26, Martigues/L2), Londja (HF, 18, Lausanne), Soumaré (VF/A, 23, Auxerre/lejeslut), Kitala (A, 26, Almere/lejeslut), Housni (A, 19, PSG/Al Sadd), Pembelé (HB, 21, Sunderland)
Ud: Ayew (A), Bayo (A)
Bud på idealopstilling: 3-4-2-1: Delmas – Sangante, Salmier, Lloris – Nego, Targhalline, Touré, Operi – Kechta, Casimir –
LENS
- Placeringsbud 24/25: Nr. 7
- Placering 23/24: Nr. 7
- Trupstatus: Cirka status quo
Ny træner ligner godt match til dynamisk trup
Efter den flotte sølv-placering i 2022/23 leverede Lens (efter 2023-sommersalg af midtbaneprofil Fofana og topscorer Openda) i seneste sæson en indsats der i højere grad passede til klubbens relativt beskedne budget. Lens er fanmæssigt på højde med PSG og Marseille, men økonomisk halter den nordfranske klub efter.
Nu er den dygtige træner Haise draget til Nice, og Lens har i stedet hyret 33-årige Will Still der fik en del ud af ret lidt i Reims (om end han gik død i foråret). Lens er ingen storklub, men nu får det belgisk-engelske træner-stortalent trods alt mere at gøre med end han havde i Reims. Og han står, som Haise, for positiv, fremadrettet fodbold med masser af pres og dynamik. Det ligner et godt match, og det er værd at bemærke at Lens i en træningskamp 3. august spillede lige op med de tyske mestre fra Leverkusen. Lovende for klubben der skal spille playoff-runde i Conference League 22. og 29. august.
Truppen ligner sig selv fra 23/24. Et par nye målmandsreserver er kommet til, og så har Lens hentet den kvikfodede midterforsvarer Sarr i Chelsea (senest udlejet til Monaco). Spørgsmålet er om Sarr kan genoplive sin karriere, for han har ikke været fast starter siden 2020 hvor han var i Nice. Senest er angriber Nzola lejet i Fiorentina (hvor han mest var indskifter).
Det var meningen at midtbanemand El Aynaoui skulle skifte til Monaco, men han viste sig at have et knæproblem. Handlen blev droppet, og han er ukampdygtig til foråret 2025. Trist for den 23-årige. Kollega Spierings er tilbage efter lejeophold i Lens, og unge Ojediran er hentet i Ungarn, men startpladsen går nok snarere til teknisk stærke Thomasson eller talentfulde Diouf.
Angriber Wahi (23/24-holdtopscorer med ni mål) kan være på vej væk (OPDATERING: skifte til Marseille), men pladskonkurrent Said – ligeledes hurtig og teknisk stærk – har vist god form i sommerens træningskampe.
OPDATERING: 12. august: Wahi solgt til Marseille. 13. august: Midterforsvarstalent Bane købt i BATE Borisov. 21. august: Venstrefløj Zaroury hentet i Burnley (senest udlejet til Hull), angriber Satriano i Inter (senest udlejet til Brest). 28. august: Midterforsvarer Danso skifter til Roma (OPDATERING: Nej: Han dumpede lægetesten og bliver i Lens). 28. august: Lens afhænder defmidtbane-reserve Spierings til Brøndby. Stærk 22/23-sæson i Toulouse, elendig 23/24 i Lens/ Toulouse.
Vigtigste transfers:
Ind: Sarr (MF, 25, Chelsea/Monaco), Petric (MÅL, 36, Nantes), Koffi (MÅL, 27, Charleroi), Ojediran (DM, 20, Debrecen), Nzola (A, 27, Fiorentina), Bane (MF, 20, BATE), Diallo (OM, 18, Bordeaux U19), Zaroury (VF, 23, Burnley/Hull), Satriano (A, 23, Inter/Brest)
Ud: Wahi (A), Spierings (DM, reserve), Samed (DM, reserve)
Bud på idealopstilling: 3-4-2-1: Samba – Gradit, Danso, Medina – Aguilar, Thomasson, Diouf, Frankowski – Sotoca, Fulgini/Zaroury – Said
LILLE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 5
- Placering 23/24: Nr. 4
- Trupstatus: Styrket
Ny træner og styrket trup
Efter to subtop-placeringer i træk har træner Fonseca forladt Lille og er draget til AC Milan. Erstatningen som cheftræner i den nordfranske klub er erfarne Genesio; ex-Lyon og -Rennes. Begge steder viste han stærke takter, men gik så død; udmattet mentalt pga presset fra krævende fans.
Genesio står typisk for pasningspræget fodbold, men ved omstillinger (højpres og genpres bruges ofte) må det gerne foregå hurtigt og direkte. Det giver forhåbentligt succes i efterårets EL-gruppespil.
Lille har solgt midterforsvarsstortalent Yoro, men har hentet en stærk erstatning i erfarne Mandi (fra spanske Villarreal, men den algeriske landsholdsspiller kender Ligue 1 fra syv år i Reims). Til er også kommet en anden veteran i højreback Thomas Meunier (ex-PSG og – Dortmund; senest Trabzonspor) der ikke er hvad han har været (engang een af verdens bedste angrebsbacks), men nok stadig kan levere på pænt højt plan hvis han finder sig til rette. Dertil kommer en række lovende folk i fløjspiller Sahraoui og de purunge midtbanetalenter Mukau og Mbappé (Ethan; lillebror til Kylian). Den store angriber Bayo er desuden vendt tilbage fra lejeophold, men førsteangriber er nok stadig dygtige David – medmindre canadieren sælges.
Ud over Yoro har Lille kun sagt farvel til offensiv-afløserne Yazici og Ounas. Men det skal med at den stærke dybtliggende spilfordeler Bentaleb misser sæsonstarten pga hjerteproblemer. Defmidtbanemakker André og højrefløjsdribler Zhegrova går desuden glip af første L1-runde pga karantæne; Zhegrova også i skammekrogen i anden runde.
Lille åbnede sin sæson med CL-kvalifikations-hjemmekamp mod Fenerbahce den 6. august: 2-1-sejr via overtidsmål af Zhegrova. Returkamp 13. august, dvs fire dage før sæsonpremieren hos Reims.
OPDATERING: 31. august: Lille henter den hurtige venstreback Bakker på lejemål. Bakker er ex-FCK og -Leverkusen, men det kneb med at få spilletid i Atalanta i 23/24. 6. september: Den erfarne defmidtbanemand André Gomes skriver under med Lille (hvor han også var i 22/23) efter en marginalsæson i Everton.
Vigtigste transfers:
Ind: Meunier (32, Trabzinspor), Ethan Mbappé (M, 17, PSG U19), Mukau (DM, 19, Mechelen), Bakker (VB, 24, Atalanta), Gomes (DM, 31, Everton)
Ud: Yoro (MF), Yazici (OM, afløser), Ounas (HF, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1 (3-4-3 også en mulighed): Chevalier – Meunier, Mandi, Alexsandro, Bakker – André, Bentaleb – Zhegrova, Haraldsson/Cabella, Sahraoui – David
LYON
- Placeringsbud 24/25: Nr. 3
- Placering 23/24: Nr. 6
- Trupstatus: Styrket
Offensive Lyon drømmer om fortidens pragt, men er presset økonomisk
Klubben fra Frankrigs gastronomiske hovedstad har ikke vundet mesterskabet siden 2008 (hvor titlen blev taget for syvende sæson i streg), men Lyon har dog været i top8 lige siden og taget otte medaljer. De seneste sæsoner er det dog kun blevet til subtop-placeringer (plus pokalsølv i 23/24), og det er ikke godt nok for en storklub der siden 2022 ejes af den amerikanske rigmand John Textor. Lyon vil tilbage til toppen.
Les Gones, der i efteråret skal spille EL-gruppespil, holder indtil videre fast i Pierre Sage, udviklingstræneren der i november sidste år overtog cheftrænertjansen. Efter et skidt efterår gjorde holdet det nemlig virkelig flot i foråret med offensivt spil og mange mål. Og, vigtigst, mange sejre.
Lyon er desværre presset økonomisk. I skrivende stund har klubben ligaens tredjedyreste trup, men der skal sælges ud for at overholde de finansielle regler. Det kan dog være det kan ske uden at svække idealopstillingen synderligt.
Besparelsen skal ske ud over sommerens salg af midterforsvarer O’Brien (19,5 mio) og midtbane-afløser Alvero (4,75 mio). Der er nemlig brugt mange penge på at købe 23/24-lejesvendene: fløjene Benrahma og Nuamah, midtbanemand Mangala, angriber Baldé og midterforsvarer Car. Derudover er der nytilgangene: den lynhurtige angriber Mikautadze (godt EM for Georgien; 18,5 mio) og den store, venstrebenede midterforsvarer Niakhaté (32 mio, hentet i Nottingham, men fransk fortid i Valenciennes).
Meget tyder på et salg af offensiv-afløser Cherki, ustabil driblekonge, for cirka 25 mio, og af midtbane-duracellkanin Caqueret. Måske også af venstreback Tagliafico (2022-verdensmester med Argentina). Derudover er den mangeårige førstekeeper Lopes nok på vej væk (på fri transfer, men 33-årige Lopes er løntung, så der spares alligevel penge). Dvs sandsynligt førstemålmands-skifte til 26-årige Perri der kom til i januar og fik forårets pokalkampe.
Lyon åbner L1-sæsonen med angrebstalisman Lacazette i karantæne. Det bliver interessant at se om træner Sage, når Lacazette (der i øvrigt har tilbragt sommeren på at spille OL med Frankrigs U23-hold, som een af tre overage-spillere) er klar fra anden runde, vælger en formation der rummer både den rutinerede franskmand og Mikautadze. Begge små og kvikfodede. En 4-4-2 med de to i front samt Nuamah og Benrahma på fløjene? Dertil evt fremdrivende og målfarlige Tolisso på midtbanen? Oomph. Masser af fart, dynamik og målsøgen.
Hvis Sage finder balancen – og undgår salg af nøglespillere – så ligner det en stærk sæson af Lyon. Titelbejler? Næppe, men medalje kan det godt blive til.
OPDATERING: Lyon har købt Betis-venstreback Abner for 8 mio euro. 23. august: Den målfarlige defensiv-midtbanemand Tessmann hentes i Venezia; USA-landsholdsspiller. Desuden hyres Nantes-reservekeeper Descamps. 30. august: Zaha (ex-Crystal Palace, senest Galatasaray) hentes som erstatning for skadede Nuamah (opdatering: Nuamah på vej til Fulham). Midtbanemand Mangala til Everton. Rennes-midterforsvarer Omari (reserve) til Lyon. 31. august: Nuamah alligevel ikke til Fulham; nægtede at forlade Lyon, men det bliver næppe nemt at konkurrere med Zaha om en startplads på højrekanten, eller med Maitland-Niles hvis der spilles med wingbacks. 3. september: den erfarne midtbanemand Veretout på vej fra Marseille? Bemærk: Målmand Lopes forlod alligevel ikke Lyon; er der stadig, men er degraderet; smidt ud af førsteholdstruppen.
Vigtigste transfers:
Ind: Mikautadze (A, 23, Ajax/Metz), Niakhate (MF; 28. Nottingham Forest), Abner (VB, 24, Betis), Tessmann (DM, 22, Venezia), Zaha (F, 31, Galatasaray), Omari (MF, 24, Rennes), Veretout
Ud: O’Brien (MF), Alvero (M, afløser), Lepenant (DM, afløser), Diomandé (MF, reserve), Mangala (DM, starter/afløser), Adryelson (MF, reserve), Baldé (A, reserve)
Bud på idealopstilling: 4-4-1-1 (alternativt 4-3-3): Perri – Maitland-Niles, Car, Niakhaté, Tagliafico – Zaha, Tessmann, Matic/Veretout, Benrahma – Mikautadze/Cherki – Lacazette
3-5-2: Perri – Mata/Omari, Car/Omari, Niakhaté – Maitland/Zaha, Tessmann, Matic/Veretout, Tolisso, Tagliafico/Abner/Benrahma – Mikautadze, Lacazette
MARSEILLE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 2
- Placering 23/24: Nr. 8
- Trupstatus: Styrket
Kontroverser og underholdning i Det Sydfranske Galehus
Middelhavsklubben Marseille brændte igennem fire cheftrænere (inkl en interim) i seneste sæson, herunder Gattuso og Gasset, og nu har Det Sydfranske Galehus hyret en ny: Roberto de Zerbi. Han kommer fra et to-årigt og særdeles vellykket ophold i Brighton i Premier League hvor han gjorde sig bemærket med en offensiv og boldbesiddende spillestil med masser af højpres og fremstormende backs.
Italieneren skal nu sørge for at Marseille både spiller seværdig fodbold OG gør det resultatmæssigt bedre end den ekstremt skuffende ottendeplads i 23/24 – den dårligste placering siden amerikanske Frank McCourt købte klubben for snart otte år siden, og markant ringere end sølvpladsen i 2022 og bronzen i 2023.
Der er – naturligvis – kaos i Galehuset. Lige nu er det midterforsvarer Mbemba der er ude i kulden efter at have fornærmet en leder. Men:
Truppen er blevet forstærket i midterforsvaret, hvor bomstærke Brassier (åbner den nye sæson med en karantænedag) og den canadiske landsholdsmand Cornelius er kommet til, og på midtbanen hvor Kondogbia og Veretout (samt Rongier, på vej tilbage efter lang skadespause) har fået danske Pierre-Emile Højbjerg og canadiske Koné som stærke konkurrenter. Højbjerg passede ikke helt ind i Postecoglus tekniske, hurtige og fremdrivende stil i Tottenham, men de Zerbi må mene at kunne gøre brug af danskerens dynamik og gejst. Til den offensive midtbane har Marseille desuden snuppet det 19-årige, argentinske Inter-talent Carboni (senest udlejet til Monza).
På højre back er landsholdsspiller Clauss smuttet til lokalkonkurrenten Nice, men pladskonkurrent Murillo er også hurtig og offensivt dygtig.
Man må formode at klubdirektør Longoria har lovet de Zerbi at de solgte angribere Aubameyang (topscorer) og Ndiaye erstattes inden sæsonstart. Arsenal-indskifter Nketiah jagtes til centreforward-pladsen, med Dortmund-talent Moukoko eller Lens-angriber Wahi som alternativer, men i mellemtiden er eet markant, om end kontroversielt, skridt taget: højreflanke-angriber Greenwood er købt i Manchester United (efter godt spil under lejeophold i spanske Getafe). Hvormed Marseille gentager finten fra 2012, hvor klubben lejede Joey Barton, med at hyre dybt usympatiske englændere. Denne gang dog med mere talent.
Greenwood blev smidt ud af Manchester efter at have mishandlet sin kæreste. Politisigtelsen blev ophævet fordi kæresten, nu konen, trak sine anklager tilbage, men lydoptagelser efterlod liden tvivl: Greenwood opførte sig som en psykopat. Men spillemæssigt er den 22-årige et stort talent. Hurtig, driblestærk, knaldgodt spark. En del Marseille-fans er meget lidt begejstrede for købet, men de Zerbi må have sanktioneret det. Og spillertruppen? Højbjerg fx er næppe fan af Greenwoods handlinger, men mener åbenbart at kunne spille med ham. Og før jeg selv bliver for hellig: Jeg agter at se Marseilles kampe og analysere Greenwoods sportslige præstationer selv om jeg foragter hans private ageren – lige som jeg i sin tid holdt mig for næsen og analyserede voldsmanden Barton.
OPDATERING: 11. august: Marseille henter den erfarne argentinske målmand Rulli der senest var bænkevarmer i Ajax. 13. august: Medmindre lægetjekket går galt, køber Marseille angriber Wahi i Lens. 15. august: Målmand Lopes udlejes. Nok på vej væk: midtbanefolk Veretout og Ounahi, samt midterforsvarere Gigot og Mbemba. 23. august: Venstrefløj-talent Rowe lejes i Norwich. 29. august: Marseille henter angriber (og legendarisk shittalker) Maupay i Everton (senest udlejet til Brentford). 31. august: Midtbane-afløser Ouanhi lejes ud. 17. september: Den franske landsholds-midtbanemand Rabiot (hans kontrakt med Juventus udløb i sommer) består lægetjekket og skriver under med Marseille.
Vigtigste transfers:
Ind: Højbjerg (DM, 28, Tottenham), Greenwood (HF, 22, Getafe), Koné (M, 22, Watford), Brassier (MF, 24, Brest), Cornelius (MF, 26, Malmö), Carboni (OM, 19, Inter/Monza), de Lange (MÅL, 26, Go Ahead Eagles), Rulli (MÅL, 32, Ajax), Wahi (A, 21, Lens), Rowe (VF, 21, Norwich), Maupay (A, 28, Everton/Brentford), Rabiot (M, Juventus)
Ud: Clauss (HB), Aubameyang (A), Ndiaye (A), Sarr (F – afløser), Gueye (DM – afløser), Onana (DM – afløser), Gigot (DM, afløser), Ounahi (M, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1: Rulli – Murillo, Balerdi, Brassier, Merlin – Højbjerg, Kondogbia – Greenwood, Harit, Henrique – Maupay
MONACO
- Placeringsbud 24/25: Nr. 4
- Placering 23/24: Nr. 2
- Trupstatus: Svækket
Generationsskifte i fyrstedømmet
Monaco overhalede sæsonsensation Brest og nappede andenpladsen i 23/24. Skal spille CL-gruppespil i efteråret. Nydeligt præsteret af træner Hütter, og østrigeren med den tyske Bundesliga-fortid sidder fortsat i det monegaskiske trænersæde. Men sportsdirektør Scuro får travlt med at optimere truppen før transfervinduet smækker i, for lige nu er der altså et par huller.
Fyrstedømmets klub har sagt farvel til målmaskine Ben Yedder, den 33-årige der har nettet 98 L1-mål for monegaskerklubben over de seneste fem sæsoner (16 styk, dvs holdtopscorer, i 23/24). Fordi han er over-the-hill? Nej, nok snarere fordi Ben Yedder er involveret i en række voldtægtssager der tog en del fokus i seneste sæson.
Hentet er det 17-årige (bliver 18 den 16. august) nigerianske stortalent Ilenikhena der scorede otte ligamål og 1 CL-mål for belgiske Antwerp i 23/24, primært som indskifter. Det lynhurtige og fysisk stærke talent taler nok fransk fra et 22/23-ophold i Amiens, men det forventes næppe at han fra dag 1 er i stand til at udfylde Ben Yedders støvler. Det er nok snarere Embolo der, efter en skadespræget 23/24-sæson, men gode takter ved EM for Schweiz, er Monacos førsteangriber nu, med Balogun som primær sufflør eller mulig angrebsmakker.
Også sandsynligt farvel til midtbane-styrmand Fofana (og til def-midtbaneafløser M. Camara). Et måske endnu mere markant tab end Ben Yedder. Monaco har købt lovende L. Camara i Metz, men fyldestgørende Fofana-erstatning er han næppe.
Bemærk: Førstekeeper Majecki blev skadet i startaugust og er ude de næste par måneder. Dvs nok startplads til Köhn der faktisk var starter i 23/24 indtil Majecki slog ham af i februar.
OPDATERING: Angrebstalent Brunner hentet på Dortmunds U19-hold (som han scorede 21 mål for i 23/24, i 25 kampe). 17. august: Og Brunner sendes afsted til Cercle Brügge på lejeophold… 17. august: Fofana til Milan. 19. august: Monaco køber PSV-højreback Teze. 30. august: venstreback Jacobs udlejes til Galatasaray,
Vigtigste transfers:
Ind: Ilenikhena (A, 17, Antwerp), Camara (M, 20, Metz), Mawissa (MF, 18, Toulouse), Teze (HB/MF, 24, PSV)
Ud: Ben Yedder (A), Fofana (M), Camara (M, afløser), Boadu (A, afløser), Jakobs (VB, starter/afløser), Maripan (MF, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1 (4-4-2 også en mulighed): Majecki – Vanderson, Kehrer, Salisu, Caio/Ouattara – Zakaria, Camara – Minamino, Golovin, Ben Seghir – Embolo
Montpellier
- Placeringsbud 24/25: Nr. 11
- Placering 23/24: Nr. 12
- Trupstatus: Svækket
Vildmands-geniet Savanier holder Montpellier kørende
Chok-mesterholdet fra 2012 tog en midterplacering for tredje sæson i træk i 23/24 hvor det trods pæn chanceproduktion kneb med at score mål. Angriber Adams åbnede sæsonen i stærkt tempo med syv mål i de første tre måneder, men gik så sukkerkold hvorefter det især var op til den temperamentsfulde kreatør og sparketekniker Savanier samt de hurtige fløje Tamari og Nordin at holde gang i ilden.
Nu har Montpellier sagt farvel til den stærke højre wingback Hefti (lejeophold slut), men ellers er truppen cirka den samme. Men mon ikke de 12 mio euro som salget af midterforsvarer Esteve til Burnley (der lejede ham i 23/24) skal bruges til at hente en ny spiller eller to.
Den erfarne træner Der Zakarian leverer nok en ny midterplads.
OPDATERING: 27. august: Det 18-årige defensivmidtbane-talent Nzingoula hentes fra Strasbourgs andethold. 11. september: Den 32-årige defensivmidtbanemand Touré (ex-Auxerre og cirka 85 L1-kampe under bæltet) snuppes hos Al Riyad.
Vigtigste transfers:
Ind: Nzingoula (DM, 18, Strasbourg II), Touré (DM, 32, Al Riyad)
Ud: Hefti (HWB)
Bud på idealopstilling: 3-4-1-2: Lecomte – Omeragic, Kouyaté, Sagnan – Tchato, Ferri, Chotard, Sylla – Savanier – Tamari, Nordin
Evt 4-2-3-1 med Adams i front
NANTES
- Placeringsbud 24/25: Nr. 14
- Placering 23/24: Nr. 14
- Trupstatus: Svækket
Kaos i Bretagne
Nantes har været tæt på nedrykning de seneste to sæsoner. Ejer er stadig skøre Kita (trods skatteproblemer og salgstanker), og det betyder nok fortsat garanti for kaos i den bretonske klub.
23/24-sæsonen så tre forskellige trænere i det evigt varme Nantes-sæde. Aristuoy blev fyret i november, Gourvennec i marts, og så blev ansvaret givet til erfarne Kombouaré der var 2-2-6 i sæsonens sidste seks kampe. Ikke fantastisk, men nok til redning. Kombouaré der i øvrigt også var træner i Nantes i 2021-23. Hvor han naturligvis blev fyret. Lad os se hvor længe han holder denne gang.
I sommerpausen har Nantes sagt farvel tre faste forårs-startere i midtbaneveteran Sissoko, venstre wingback Cozza og midterforsvarer/defmidtbanemand Cömert. Til er indtil videre kun kommet Huddersfields-højrefløj Thomas.
Nantes åbner sæsonen med venstrefløjs-hurtigløber Simon (og angrebsafløser Ganago) på skadeslisten.
OPDATERING: 11. august: Lyon-midtbaneafløser Lepenant hentes. 21. august: Nantes sælger midterforsvarstalent Meupiyou til Wolves. 22. august: Wolfsburg-venstreback Cozza tager endnu et lejeophold i Nantes. 27. august: Nantes henter defensivmidtbanemand Gbamin. Interessant transfer. Gbamin gjorde det i sin tid godt i Lens og så tyske Mainz, men kunne så ikke slå igennem i Everton og havde så nogle udlejninger til CSKA og Trabzonspor før han i sidste sæson på bizar vis dukkede op i L2-klubben Dunkerque. Her spillede han fast, og nu er han så tilbage i det gode selskab. 31. august: Nantes henter den svenske Randers-keeper Carlgren.
Vigtigste transfers:
Ind: Thomas (HF, 25, Huddersfield), Gbamin (DM, 28, Dunkerque), Carlgren (MÅL, 32, Randers)
Ud: Sissoko (M), Cömert (MF), Moutoussamy (M, indskifter), Traoré (A, indskifter), Bamba (F, indskifter), Descamps (MÅL, reserve), Petric (MÅL, reserve), Meupiyou (MF, 18, reserve)
Bud på idealopstilling: 3-4-3: Lafont – Castelletto, Zeze, Pallois – Coco/Gbamin, Augusto/Gbamin, Chirivella, Duverne/Cozza – Thomas, Abline, Simon
Evt 4-2-3-1 med Kadewere som hængende angriber.
NICE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 6
- Placering 23/24: Nr. 5
- Trupstatus: Svækket (OPDATERING: styrket)
Ny træner og fransk comeback til Ndombele
Nice tog en glimrende femteplads i seneste sæson og skal spille EL-gruppespil i efteråret, men den engelske ejer INEOS, der kom til i 2019, har ambitioner om mere. Så Riviera-klubben har igen-igen været på rov i nordfranske Lens der de seneste sæsoner generelt har gjort det bedre end Nice trods et mindre budget.
I 2022 snuppede Nice sportsdirektør Ghisolfi i Lens, og nu er turen kommet til cheftræner Franck Haise der har byttet et job i Lens ud med en tjans i Nice. Der dermed siger farvel til italienske Farioli (nu Ajax) der ganske vist leverede en femteplads, men som ofte var i kontroverser med spillertruppen, og hvis spillestil var temmelig kedelig/defensiv. I øvrigt har Nice også ansat en ny sportsdirektør (Ghisolfi er draget til Roma): dygtige Florian Maurice fra Rennes.
Maurice og Haise er særdeles kompetente, og deres første Nice-aktioner ser interessante ud. Klubben har solgt midtbaneprofil Thuram for 20 mio euro, men har hentet Ndombele gratis. Spændende sats, for Ndombele er lige så udisciplineret som han er talentfuld. Fremragende midtbanefremdriver når han gider og er i form. Lad os se om Haise kan håndtere den tidligere Lyon- og Tottenham-spiller.
Til er også kommet den storartede højreback/-wingback Clauss: Erfaren, lynhurtig og offensiv. Fem mio euro ligner et scoop selv om han har rundet de 31.
Men Nice sælger nok midterforsvarer Todibo, og da makker Dante snart fylder 41, er midterforsvaret et område Haise og Maurice er nødt til at fokusere på. Også fordi Haise helst spiller med tre midterforsvarere. Hold øje med kommende transfers.
Endelig skal det bemærkes at seneste sæsons Nice-topscorer Moffi går glip af efteråret pga en korsbåndsskade. Åbner for en fast startplads til talentfulde Guessand – medmindre Haise & Maurice pønser på et angriberkøb.
OPDATERING: 11. august: Venstrefløj Boga skadet; tvivlsom til sæsonstart. Midterforsvarer Todibo solgt. 19. august: Den canadiske landsholdsmidterforsvarer Bombito købt i Colorado. 26. august: Nice lejer Dortmund-angriber Moukoko. 30. august: Midterforsvarer Abdelmonem, egyptisk landsholdsmand, hentes i Al Ahly. 31. august: venstreback Abdi hentes i Ligue 2; højreback-afløser Lotomba rejser.
Vigtigste transfers:
Ind: Clauss (HB, 31, Marseille), Ndombélé (M, 27, Tottenham/Galatarasay), Bombito (MF, 24, Colorado), Moukoko (A, 19, Dortmund), Abdelmonem (MF, 24, Al Ahly), Abdi (VB, 30, Caen)
Ud: Todibo (MF), Thuram (M), Bambu (MF, afløser), Claude-Maurice (M, afløser), Perraud (VB, afløser), Rosier (HB, afløser), Lotomba (HB, afløser)
Bud på idealopstilling: 3-4-3: Bulka – Abdelmonem, Bombito/Ndayishimiye, Dante – Clauss, Ndombele, Sanson/Boudaoui, Bard – Cho, Moukoko, Boga
- 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil Ansvarligt | Selvudelukkelse via rofus.dk|
PARIS SG
- Placeringsbud 24/25: Nr. 1
- Placering 23/24: Nr. 1
- Trupstatus: Svækket
Paris uden Mbappé – hvordan skal det gå?
Siden olierige og menneskerettighedsfattige Qatar (via statsejede QSI) købte PSG i 2011, har den parisisiske storklub vundet 10 mesterskaber ud af 13. Kiksere, dvs sølv: 2012 (Montpellier), 2017 (Monaco) og 2021 (Lille). Ni point ned til nr 2 i seneste sæson (dvs udsigt til CL-gruppespil i efteråret) – men samtidig kiksede Luis Enriques parisere Champions League-kampagnen med to semifinaletab mod Dortmund.
Nu har PSG mistet – endda uden at få penge for ham – angrebsfænomen Mbappé, ligatopscorer i de seneste seks sæsoner (om end delt i 2020). Så hvad nu? Kan truppens andre angribere – Ramos og Muani – overtage målscorer-ansvaret, eller er der en stor indkommende transfer på vej? Osimhen, fx? Endnu uvist. En ny ligatitel ser stadig sandsynlig ud, men uden Mbappé virker PSG mindre uopnåelig for konkurrenterne.
Andetsteds på banen har PSG gaflet Benficas defensivmidtbane-stortalent Joao Neves, og truppen er mildt sagt velassorteret. Inkl det russiske målmandstalent Safonov, hentet som sufflør for Donnarumma, og midterforsvarer Pacho, købt af Eintracht. Men: Åbner sæsonen på skadesbænken: midterforsvarerne Hernandez og Kimpembé, samt nok også kollega Beraldo. Desuden har venstreback Mendes karantæne i første runde.
OPDATERING: 14. august: Venstrefløjtalent D. Doué købt i Rennes. Hvormed PSG har tre stortalenter på venstrefløjen, inkl 21-årige Barcola og 16-årige Mbaye. Dertil kommer erfarne Asensio. 19. august: Midtbanefolk Ugarte og Ruiz kan være på vej væk.
Vigtigste transfers:
Ind: Safonov (MÅL, 25, Krasnodar), Neves (DM, 19, Benfica), Pacho (MF, 22, Eintracht), D: Doué (VF, 19, Rennes)
Ud: Mbappé (A), Navas (MÅL, reserve), Mukiele (HB/MF, afløser), Soler (M, afløser), Danilo (M, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-3-3 (evt 4-2-3-1): Donnarumma – Hakimi, Marquinhos, Pacho, Mendes – Emery, Vitinha, Neves – Dembélé, Muani/Asensio, Barcola
REIMS
- Placeringsbud 24/25: Nr. 10
- Placering 23/24: Nr. 9
- Trupstatus: Svækket (OPDATERING: Styrket?)
Lovende træner tager over fra trænertalent i Champagne-land
Træner-stortalent Will Still har forladt Reims efter to sæsoner ved chefroret. Dvs, han forlod faktisk Champagnedistrikts-klubben i begyndelsen af maj, tre runder før 23/24 sluttede, og assistent Diawara lukkede så ned med syv point i tre kampe.
Den glimrende afslutning til trods er Diawara nu tilbage i rollen som assistent, og ny chef er Luka Elsner, hentet i Le Havre. Ikke helt så ung som 31-årige Still, men med 41 år er Elsner også at regne som en relativt ung træner. Der ikke desto mindre har 11 år på bagen som chef i (gradvist større) klubber i Slovenien, Cypern, Belgien og Frankrig. God organisator og taktiker der fik meget ud af lidt i Le Havre. Mens Still havde flotte perioder i Reims, men tabte pusten i foråret.
Lige som Still højpresser Elsner gerne, men sloveneren er mere forsigtig når bolden erobres: modkontraer skal undgås. Reims kommer nok til at spille mindre flamboyant end under Still, men til gengæld måske mere effektivt. Eet af mange spørgsmål er om der er en startplads til danske Daramy der i 23/24, når han ikke var skadet, vekslede mellem venstrefløjen og centreforward-posten.
Reims har sagt farvel til den aldrende forsvarsstyrmand Abdelhamid og to andre erfarne stamfolk, højreback Foket og defmidtbanemand Stambouli. Til er hentet WBA-midterforsvarer Kipré og det målfarlige midtbanetalent Doumbia (sidstnævnte tilbage fra lejeophold i Brest).
OPDATERING: Reims lejer det brasilianske midtbanetalent Moscardo som PSG netop har købt i Corinthians. 29. august: højreback Buta hentes i Eintracht. 31. august: Off-midtbanemand Doumbia, der i sidste sæson var udlejet til Brest, sælges til den bretonske klub.
Vigtigste transfers:
Ind: Kipré (MF, 27, WBA), Doumbia (OM, 21, Brest/lejeslut), Moscardo (M, 18, PSG/Corinthians), Buta (HB, 27, Eintracht)
Ud: Abdelhamid (MF), Stambouli (DM), Foket (HB), Diakité (HB/HWB, afløser), Keita (MF, afløser), Richardson (M, afløser), Doumbia (OM, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1: Diouf – Buta, Agbadou, Kipré, Akieme – Munetsi, Fofana – Ito, Teuma, Nakamura/Daramy – Daramy/Diakité
RENNES
- Placeringsbud 24/25: Nr. 8
- Placering 23/24: Nr. 10
- Trupstatus: Styrket
Den bretonske storklub Rennes skuffede fælt i seneste sæson. Efter et skidt efterår blev den erfarne træner Genesio i november udskiftet med Julien Stéphan – der også var Rennes-træner i 2018-2021 – og det 43-årige trænertalent leverede et par måneder med flotte resultater. Men fra marts gik det nedad igen: seks nederlag i de sidste 11 runder. Stéphan er der stadig, men snoren er næppe lang. Hvis han ikke leverer i efteråret, er det nok farvel.
Rennes har i øvrigt mistet den dygtige sportsdirektør Maurice (til Nice), og den nye mand på posten Massara (ex-Roma og -Milan) har travlt med at finde erstatninger for solgte profiler. Bort er draget klubbens bedste angriber, Terrier, midtbanetekniker Le Fée, forsvarstalent Belocian samt højreback G. Doué. Samlet indtægt: 64 mio euro. Hertil kommer ti mio for salget af angriber Abline der i 23/24 var udlejet til Nantes. Og i omegnen af 30 mio for det sandsynlige salg af G. Doués brormand, venstrefløj Désiré Doué.
Det er en del huller der skal udfyldes. Men det er Rennes sandelig også i færd med. Har hentet den danske midtbanemand Albert Grønbæk (ex-AGF) i norske Bodø for 15 mio samt kollegaerne Kamara i Leeds for 10 mio og unge James (målfarlig) i Birmingham for 5 mio. Derudover den norske Napoli-midterforsvarer Østigård for syv mio og kollega Jaouab (Amiens) for 1 mio. Desuden den erfarne højre wingback Hateboer for tre mio. Den danske angriber Henrik Meister (20 år og topscorer i norske Sarpsborg) er også på vej, for mindst 7 mio euro, og fløjspiller Gomez (colombiansk landsholdsmand) for 11 mio.
Noget andet er om Rennes fortsat vil bruge 39-årige Mandanda som førstekeeper. Meget muligt, for den talentfulde afløser Alemdar går glip af efteråret pga en knæskade.
OPDATERING: 14. august: D. Doué solgt til PSG. 15. august: Henrik Meister købt af Sarpsborg. 17. august: Rennes sælger midterforsvarer Theate til Eintracht og køber i stedet den brasilianske landsholdsspiller Bruno af Flamengo. 22. august: Midterforsvarstalent Faye hentes fra Barcelonas andethold. 24. august: Højrekantsmand/midtbanemand Bourigeaud sælges til en Qatar-klub. 29. august: Rennes i færd med at foretage et transfer-scoop for cirka 10 mio euro: den 25-årige venstrefløj Jota der i 2021-23 var en profil i Celtic og i 23/24 spillede i saudiske Al Ittihad. 30. august: Crystal Palace-midtbaneindskifter Ahamada skifter til Rennes. Midterforsvarer Omari skifter til Lyon.
Vigtigste transfers:
Ind: Østigård (MF, 24, Napoli), Grønbæk (M, 23, Bodø), Kamara (M, 28, Leeds), Jaouab (MF, 22, Amiens), Hateboer (HWB, 30, Atalanta), James (M, 20, Birmingham), Meister (A, 20, Sarpsborg), Gomez (F, 21, Salt Lake), Bruno (MF, 28, Flamengo), Gomez (HF, 21, Salt Lake), Faye (MF, 20, Barca B), Ahamda (M, 21, Crystal Palace), Jota (VF, 25, Al Ittihad)
Ud: Terrier (A), Le Fée (M), G. Doué (højreback), Belocian (MF/VB, afløser), D. Doué (VF), Theate (MF), Bourigeaud (M), Omari (MF, reserve)
Bud på idealopstilling: 4-3-3: Mandanda – Hateboer, Østigård, Bruno, Truffert – Matusiwa – Kamara, Grønbæk – Blas, Gouiri, Jota
SAINT-ÉTIENNE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 16
- Placering 23/24: Nr. 3 i L2
- Trupstatus: Styrket
Hæderkronet oprykkerklub med ny ejer
Den hæderkronede helgenklub (10 franske mesterskaber, senest i 1981) rykkede ned fra Ligue 1 i 2022, men er nu tilbage i den bedste række. Det holdt hårdt, men rutinerede Dall’Oglio, der overtog tøjlerne i november sidste år, førte Saint-Étienne til en tredjeplads i L2, fulgt af playoff-gevinst mod L1-klubben Metz.
Dall’Oglios SE-hold havde i seneste sæson en boldfast & arbejdssom tremands-midtbane, en fiffig offensivkæde og et assymetrisk forsvar (midterforsvarer på venstreback; højre back hurtig og offensiv).
Nu har Kilmer Sports (ejet af canadiske Larry Tannenbaum) købt helgenklubben, og fans er spændte på hvad det fører til. De håber bl.a. at kunne drille lokalrival Lyon.
Indtil videre har SE kun solgt een stamspiller, midtbanemand Chambost, men der er også sagt farvel til den erfarne angriber/kantspiller Cardona (lejesvend). Til er kommet nogle målfarlige offensivfolk i midtbanemand Boakye samt fløjene Old og Davitashvili. Især sidstnævnte (bobler på det georgiske landshold) ser spændende ud. Midterforsvaret har desuden fået ekstra bredde i supererfarne Abdelhamid. Fornuftig tilgang for en oprykker, men det er bestemt ikke sikkert den gamle marokkaner bare lige får en startplads.
Risiko for at midtbanemand Mouffiek misser sæsonpremieren pga en skade.
OPDATERING: 10. august: Midtbanetalent Miladinovic hentes i Serbien. 22. august: Venstreback Cornud hentes i Maccabi Haifa. 31. august: Angrebstalent Stassin købes i belgiske Westerlo hvor han scorede 9 mål i 26 ligakampe (14 fra start) i 23/24.
Vigtigste transfers:
Ind: Davitashvili (HF, 23, Bordeaux), Boakye (OM, 23, Wolsberger), Abdelhamid (MF, 36, Reims), Old (VF, 21, Wellington), Miladinovic (OM, 21, Cukaricki), Cornud (VB, 27, Maccabi), Stessin (A, 19, Westerlo)
Ud: Cardona (A), Diarra (RF), Chambost (M), Mbuku (VF, afløser), Green (MÅL, afløser)
Bud på idealopstilling: 4-3-3 Larsonneur – Macon, Abdelhamid, Nadé, Cornud – Mouffek, Tardieu, Old – Davitashvili, Sissoko, Cafaro
STRASBOURG
- Placeringsbud 24/25: Nr. 13
- Placering 23/24: Nr. 13
- Trupstatus: Svækket (OPDATERET: Styrket)
Chelseas svækkede udpost i Alsace
Strasbourg blev i sommeren 2023 købt af BlueCo, den amerikanske ejer af bl.a Chelsea, og det medførte – ud over en række lejesvende – at den gamle landsholdsstjerne Patrick Vieira blev hyret som prominent ansigt på et nyt, ambitiøst projekt i Alsace.
Mange fans udtrykte dog frygt for at Strasbourg reelt ikke er et ambitiøst projekt for BlueCo, men snarere et sted hvor Chelsea-håbefulde lejesvende kan få spilletid på pænt højt plan. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.
Vieira havde en klar spilidentitet – bolddominans og metodisk opspil – men formåede kun i perioder at få sit unge hold til at følge dessinerne. En lav midterplacering var resultatet, og nu er Vieira fortid i Alsace. I stedet har Strasbourg hyret engelske Liam Rosenior der i maj blev fyret af Hull pga manglende evne/vilje til at levere den offensive spillestil som klubledelsen ønskede. Tjah.
Strasbourg har sagt farvel til lejesvendene Santos og Angelo. Førstnævnte er et tab, for han gjorde det flot på den defensive midtbane hvor alsacianerne også har mistet store Sissoko. Endelig er veteranangriber Gameiro draget videre. Offensiv-talent Diarra kan også være på vej væk; i søgelyset hos diverse klubber. Noget tyder på at Strasbourg også gerne vil af med midterforsvarer Perrin, højreback Guilbert og den 21-årige midterforsvarer/defmidtbanemand Doucouré; de tre er ikke med i klubbens træningslejr op til sæsonstart.
Til er indtil videre kun kommet een spiller der ser ud som om han kan gå direkte ind i startopstillingen, Rennes-højreback Doué (om end der er konkurrence med ligeledes talentfulde Senaya). Den 18-årige venstrefløj Perea, hentet i Colombia, virker også interessant, men er næppe moden til en startplads endnu. Samme med den 18-årige angriber Lukovic – der i øvrigt er skadestvivlsom før sæsonstarten.
OPDATERING: 11. august: Strasbourg køber Monacos midtbanetalent Lemarechal, senest udlejet til Cercle Brügge, samt lejer Chelsea-venstrebacktalent Wiley (senest udlejet til Atlanta i MLS). 15. august: Strasbourg køber venstrefløj-talent Moreira i Chelsea. 16. august: Den erfarne svenske målmand Johnsson (ex-FCK) hentes i L2-klubben Bordeaux. 18. august: defmidtbanemand Santos, ejet af Chelsea og lejet af Strasbourg i foråret, fortsætter sit lejemål i Alsace i denne sæson. 20. august: Angrebstalent Mara købes i Southampton (indskifter). Mara er fransk og ex-Bordeaux. 21. august: Midterforsvarer Sarr købes i Lyon (senest udlejet til belgisk klub). 22. august: Midtbanemand Nanasi hentes i Malmö. 30. august: Strasbourg lejer målmand Petrovic og angrebstalent Deivid Washington i Chelsea.
Vigtigste transfers:
Ind: G. Doué (HB, 21, Rennes), Perea (VF, 18, Nacional), Diong (DM, 18, Darou Salam), Lukovic (A, 18, Novi Beograd), Lemarcehal (M, 21, Monaco/Cercle), Wiley (VB, 19, Chelsea/Atlanta), Moreira (VF, 20, Chelsea U21), Johnsson (MÅL, 34, Borddeaux), Mara (A, 22, Southampton), Sarr (MF, 19, Lyon/Molenbeek), Nanasi (M, 22, Malmö), Washington (A, 19, Chelsea U21)
Ud: Gameiro (A), Sissoko (DM), Ahoulou (DM, afløser), Deminguet (M, afløser), Angelo (HF, indskifter), Guilbert (HB, afløser), Perrin (MF, afløser)
Bud på idealopstilling: 3-2-4-1: Petrovic – Douë, Sow, Sylla – Santos, Doukouré – Bakwa, Diarra, Wiley, Nanasi – Emegha
TOULOUSE
- Placeringsbud 24/25: Nr. 12
- Placering 23/24: Nr. 11
- Trupstatus: Svækket
Danskerklub med svækket trup
Efter pokaltriumfen i 2023 havde Toulouse, der rykkede op i 2022, en pokalløs sæson i 2023/24, men det blev til en nydelig midterplacering, og i Europa League-gruppespillet lykkedes det såmænd at slå selveste Liverpool (3-2 hjemme efter 5-1-nederlag på Anfield). Pudsigt nok en klub der også har den amerikanske investeringsfond RedBird i ejerflokken; forskellen er at RedBird (der også ejer AC Milan) er mindretalsejer i Beatles-byen og (siden 2020) ejer 85% af sydfranske Toulouse.
Dygtige Martinez (fortid i Barcelona) er stadig træner i Toulouse, og danske Nicolaisen gør sig stadig som venstre-midterforsvarer. Men landsmand Desler, den arbejdssomme højreback der i foråret tabte sin startplads til hurtige Kamanza, er draget til MLS. Værre for Toulouse end Desler-tabet er at topscorer Dallinga nu også er fortid i klubben. Lad os se om de 15 mio euro den hollandske angriber indbragte, bruges på en ny angriber.
Indtil videre har klubben kun foretaget to indkøb; den unge Leeds-midterforsvarsreserve Cresswell samt 2018-verdensmester Sidibé (dvs ny konkurrent til Kamanzi på højre back). Væk er i øvrigt også defensivmidtbanemand Spierings, men efter en flot 22/23-sæson og efterfølgende salg til Lens hvor han floppede så fælt at han lynhurtigt blev lejet tilbage til Toulouse, havde hollænderen en tung sæson i 23/24, så tabet er begrænset.
OPDATERING: 16. august: midterforsvarer McKenzie hentes i Genk. Højrebenet, så næppe umiddelbart en direkte konkurrent til Nicolaisen. 23. august. Til gengæld er McKenzie en oplagt afløser for Costa der nu er solgt til Villarreal for 18 mio euro. 24. august: Midterforsvarer Akdag lejes i Tyrkiet. 29. august: Den rutinerede norske fløjspiller Joshua King, ex-Watford, hentes i Fenerbahce (hvor han var indskifter i 23/24). 31. august: Den erfarne slovenske midtbane-landsholdssspiller Zajc hentes i Fenerbahce (indskifter i 23/24).
Vigtigste transfers:
Ind: Cresswell (MF, 21, Leeds), Sidibé (HB, 32, AEK), McKenzie (MF, 25, Genk), Akdag (MF, 20, Alanyaspor), King (VF, 32, Fenerbahce), Zajc (M, 30, Fenerbahce)
Ud: Dallinga (A), Desler (HB), Spierings (DM), Diarra (MF, afløser), Mawissa (MF, 18, afløser), Gelabert (M, afløser), Costa (MF), Keben (F, afløser)
Bud på idealopstilling: 3-4-2-1 Restes – Cresswell, McKenzie, Nicolaisen – Sidibé, Sierro, Casseres, Suazo – Aboukhlal, Gboho – Magri
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
Tips fra Ligue 1
Odds på Ligue 1 kampe i 1. runde
Bemærk: Alle links er reklamelinks til den givne bookmaker.