Jens Bøye: Tips til 21. runde i Ligue 1 d. 9. –11. februar 2024
Klemt inde mellem denne midtuges pokalrunde og næste uges Europa-kampe er der en interessant runde i den bedste franske række. Åbner fredag med trængte Marseille mod bundholdet Metz og lukker søndag aften med Riviera-derbyet Nice-Monaco. Se alle ni kampanalyser med spilforslag i denne optakt.
(Foto: IMAGO / MAXPPP)
Disclaimer: Optaktens spilforslag, ”Bøyes bud”, er skud fra hoften. Hvis overbevist om værdien, smider jeg også bettet som eksperttip. Men statistik fører vi skam over Bøyes bud: 23/24: Seneste optakt gav et lille overskud på 0,14 units. Samlet for 20 optakter: 180 tip, balance +6,31, tilbagebetaling 103,5% (flatbetting). Bemærk: I denne sæson hentes alle optaktsodds fra sponsoren Expekt. Deciderede eksperttip (unitbetting) i 23/24: Senest var der 3 med overskud på 5,81 units. I alt: 20 franske tip, indsats 93 units, balance +23,09, tilbagebetaling 127,6%. Hold også øje med Dagens Spil (flatbetting) som jeg typisk leverer fre-man; ofte med franske kampe. L1 i DS i 23/24: 25 franske tip. Balance -6,87.
Marseille – Metz 1 (2-1)
Fredag d. 9. februar. Kl. 21:00
Metz med styrket offensiv efter tilgang af Lamke Ze og Mikautadze i formfremgang. Marseille-offensiv skidt i seneste kampe, men diverse vigtige offensivfolk tilbage fra CAN i seneste runde, og nu bør de være mindre trætte, mere veloplagte. Det lugter af mål i Velodromen.
Marseille (8) tabte 1-0 i Lyon i seneste rundes Derby Olympique. Fjerde runde i streg (tre uafgjorte, inkl 2-2 mod først 10 og siden 9 monegaskere i seneste hjemmekamp) uden en sejr og endnu en skuffende indsats af Det Sydfranske Galehus. Lyon var klart bedst, og Marseille kom frem til meget lidt.
Det selv om kreatørerne Harit og Ounahi samt offensivfolk Sarr og Ndiaye alle var tilbage efter CAN-deltagelse; de tre første startede inde mod Lyon. Kan dog ikke afvises at de var trætte og demotiverede efter strabadserne og skuffelserne i Elfenbenskysten hvor både Marokko og Senegal snublede. Det bør være bedre nu.
Den nytilkomne venstreback Merlin – lovende spiller hentet i Nantes – fik en skidt debut mod Lyon, men kan gøre det bedre. Til gengæld pæn indsats af venstrefløj Henrique i dennes anden match efter han vendte tilbage fra lejeophold i Brasilien.
Midterforsvarer Mbemba er stadig til CAN. Elimineres evt med DR Congo denne onsdag, men når næppe tilbage til Marseille i kampklar stand før fredag. Fortsat ukampdygtige er nok defmidtbane-afløser Rongier og back-afløser Murillo. Den angrebsstærke højreback Clauss var efter skadestvivl kun indskifter mod Lyon (hvor reserven Meité var elendig på pladsen, både defensivt og offensivt), men bør være startkandidat nu. Han og klubben er dog ikke de bedste venner pt. Fortsat skadestvivl om defmidtbanemand Kondogbia der missede Lyon – hvor afløser Onana (januartilkommer) var banens dårligste.
Bemærk at Marseille skal spille EL-sekstendedelsfinale mod ukrainske Shakhtar (i Tyskland) i næste uge, men først torsdag, dvs seks dage efter Metz-kampen.
Metz (16) tabte 1-2 til Lorient i seneste rundes hjemmekamp. Messinernes SYVENDE L1-nederlag i træk.
Fortjent tab, for Lorient havde bolden mest og producerede flest chancer. Men der var faktisk opmuntrende tendenser for Metz. Den nytilkomne angriber Lamke Ze – tilbage i Lorraine hvor han havde et halvt år som pænt succesfuld lejesvend i 2022 – viste sig straks som en gevinst med sin fysik, fighterevner og giftighed. Det var ham der stod for messinernes mål med en kølig afslutning. Angrebskollega Mikautadze – lille, kvik og driblestærk (også han tilbage i Metz efter ophold andetsteds) – viste desuden at hans form er opadgående efter efterårets reservetilværelse i Ajax.
Metz-offensiven (længe impotent) er altså på vej opad. Men holdet har som sådan stadig store problemer, på midtbanen og i forsvaret. Og klubbens fan er rasende.
Nu er den erfarne midterforsvarer Hérelle klar efter to kampdages karantæne. Men den kreative offensivmand Jallow – kunne være god at have som kuglestøber til Lamke Ze og Mikautadze – er fortsat skadet.
Bøyes bud: Over 2,5 mål til odds 1,80 – SPIL HER >>*
Lens – Strasbourg 1 (2-1)
Lørdag d. 10. februar. Kl. 17:00
Lens har snuppet to udesejre i træk og er nu hjemme på den stærke hjemmebane. Det bør give sejr mod Strasbourg der spillede godt (hjemme) mod PSG, men alligevel tabte og stadig er fraværsramt, muligvis endnu mere end mod pariserne.
Lens (6) vandt 0-1 i Nantes i seneste runde. Havde nok været bagud ved pausen hvis det ikke var for keeper Samba, men var overordnet bedst. Fortjent gevinst og anden L1-sejr i træk inkl 0-2 i Toulouse.
Ikke dårligt at Lens – der notorisk er en del stærkere hjemme end ude – har snuppet to udesejre i træk. Hjemme blev det senest 0-2 mod PSG, men det nederlag var uheldigt; Lens spillede klart bedre end ligaetteren og burde have vundet (brændte bl.a. straffe). Trods rødt kort i 45.
Midterforsvarer Gradit er klar efter to kampdages karantæne, og afløser Khusanov skulle være tilbage fra De Asiatiske Mesterskaber. I seneste to runder har wingback Aguilar på glimrende vis udfyldt en midterforsvarsrolle mod Toulouse, men nu kan han så rykkes ud på højrekanten igen. Og den fleksible højre wingback-kollega Frankowski kan så rykkes over til venstre hvor han er mere målfarlig end til højre. Til venstre er der dog også Machado der efter skadespause var tilbage mod Nantes (uden at spille). Og der er januartilkommer Chavez der imponerede med sin speed mod Nantes, men til gengæld leverede upræcise afleveringer.
Bemærk at Lens skal spille EL-sekstendedelsfinale mod Freiburg torsdag i næste uge.
Strasbourg (10) tabte 1-2 til PSG i seneste rundes hjemmekamp. Hæderligt nederlag mod ligaens suveræne førerhold? Nej. Hamrende uheldigt nederlag – selv om PSG brændte straffe. Pariserne havde nogle flotte enkeltmands-aktioner, men alsacianerne var klart det bedste hold og burde faktisk have vundet; havde chancerne til det.
Dermed bekræftede Strasbourg den fine form fra de seneste måneder. Tabet mod PSG var alsacianernes første siden 1. december. Det kneb dog lidt i seneste udekamp hvor de i anden halvleg var på hælene mod svage Clermont og var småheldige med at få 1-1, men det skyldtes nok træthed og truptyndhed.
Der var også fravær mod PSG, men her var der åbenbart gejst nok til at sikre en god indsats hele kampen igennem. Inkl fra den unge og uerfarne målmand Bellaarouch der har overtaget tjansen som førstekeeper fra rutinerede Sels der er draget til England. Bellaarouch gjorde det forbavsende godt mod PSG i det der såmænd var hans Ligue 1-debut. Snuppede bl.a. et Mbappé-straffe. Kort efter forærede han et mål til selvsamme Mbappé, men han rejste sig, viste moralsk styrke og havde diverse gode aktioner. God til at agere ekstra sweeper; vigtigt mod de hurtige parisere og mod de ditto Lens-offensivfolk.
Der er stadig fravær, så spørgsmålet er hvordan det går i denne runde – for Strasbourg skal spille pokal hjemme mod Le Havre denne onsdag, dvs blot tre dage inden opgøret hos hjemmestærke Lens.
I pokalen må Strasbourg undvære angriber Sahi – holdets bedste frontløber i 2024 – og han er tvivlsom mod Lens. Kan betyde start i begge kampe til afløser Emegha selv om hans form er tung. Ude er fortsat angrebskollegaerne Gameiro, Mothiba og Sebas (de to sidstnævnte afløsere). Sidstnævnte er ude indtil sommer, mens erfarne Gameiro er tvivlsom mod Lens. Det samme med defensivmand Doukouré. Venstreback-afløser Fila er også fortsat skadet og misser begge kampe. Men forsvarsafløser Sow er tilbage fra CAN.
Defmidtbane-stortalent Santos, som Strasbourg har lejet i Chelsea (han var senest lejesvend i Nottingham Forest; bænkevarmer) ankommer først til Alsace 11. februar.
Bøyes bud: Lens -1 asian handicap til odds 2,04 – SPIL HER >>*
PSG – Lille X (1-1)
Lørdag d. 10. februar. Kl. 21:00
Lille spiller glimrende i modsætning til PSG der lever på individuelle præstationer. Pariserne er uden nederlag siden november (CL; siden september i Ligue 1), men de seneste indsatser har været ringe, og Lille kan meget vel agere drillepind her.
PSG (1) vandt 1-2 i Strasbourg i seneste runde og er nu ubesejret i seneste 15 runder, heraf 12 sejre. Fører ligaen med otte point ned til nr 2.
Men de flotte tal lyver, for pariserspillet er pt elendigt. I seneste hjemmekamp blev de efter 2-0-føring simpelthen presset tilbage og måtte nøjes med 2-2 mod Brest. Det tøvende spil fortsatte i Alsace hvor pariserne var decideret heldige med at sejre. Burde faktisk have tabt – selv om Mbappé brændte straffe (lidt senere fik han et mål foræret af en målmandsfejl). Strasbourg havde mange chancer mod et usikkert PSG-forsvar (der dog havde en glimrende Donnarumma bag sig).
Træner Enrique har problemer. Han råder over fremragende individualister – fx formstærke Asensio, ligatopscorer Mbappé og offensivkollega Barcola – men et virkelig stærkt hold er der ikke tale om. Forsvar og midtbane (trods Ugartes habile fight som bindeled) hænger ikke sammen, forsvarsstyrmand Marquinhos virker over-the-hill, og der er for mange middelmådige folk som Ruiz og Soler.
PSG skal spille pokal denne onsdag, mod Brest. Og i næste midtuge venter indledende ottendedelsfinale-kamp i CL mod Real Sociedad.
Fortsat ukampdygtige: midterforsvarerne Skriniar og Kimpembé, venstreback Mendes. Venstreback-kollega Hernandez misser pokalkampen pga karantæne (dvs nok start til januar-tilkommer Beraldi selv om han har set skidt ud i sine første indsatser), men kan så spille mod Lille. Angriber/højrefløj Muani (mest indskifter) misser pokalkampen pga sygdom; dog nok med pæn chance for at blive klar til Lille-opgøret.
Der er dog også gode nyheder i Paris (ud over de nydelige resultater): Højrefløj Dembélé missede Strasbourg, men var tilbage i træning mandag og er med i pokaltruppen. Den formstærke venstrefløj Barcola (fremragende slutjanuar) er klar efter karantæne mod Strasbourg. Højre-wingback Hakimi blev sparet mod Strasbourg efter en måneds CAN-deltagelse. Han vendte tilbage til parisertræningen denne tirsdag. Er med i pokaltruppen. Der er også afløser Mukiele der egentligt var meldt på vej væk i januar, men han blev altså i Paris, og det bør alt i alt betyde at Enrique ikke igen – som mod Strasbourg – stiller med midtbanereserve Soler som elendig højreback…
Fløj-afløser Kang røg ud af De Asiatiske Mesterskaber (i Qatar) tirsdag og når måske tilbage mod Lille.
Lille (4) vandt 4-0 over Clermont i seneste rundes hjemmekamp. Kunne såmænd have vundet endnu større, men holdt reelt op med at spille målrettet efter en fremragende første halvleg.
Inkl 0-0 hos Montpellier i seneste udekamp (hvor Lille var 10 mod 11 i 45 min) har Les Dogues kun tabt een ud af seneste 14 runder (uheldigt 2-1-nederlag i Strasbourg).
Lille skal spille pokalkamp hos Lyon denne onsdag. Les Dogues må fortsat undvære den målfarlige højreback Diakité (nok ude til slut-februar). Stadig tvivl om midterforsvars-afløser Umtiti og fløjafløser Cavaleiro. Midtbane-afløser Bouaddi er klar efter karantæne.
Bøyes bud: Lille +1 asian handicap til odds 2,00 – SPIL HER >>*
Le Havre – Rennes 2 (1-2)
Søndag d. 11. februar. Kl. 13:00
Rennes imponerer med godt spil og fire ligasejre i træk, plus en storsejr i pokalen denne tirsdag. Le Havre skal spille pokal i dag, onsdag (svær udekamp), og har dermed mindre restitutionstid. Normannerne har taget point i to L1-runder i træk (dog på heldig vis), begge på udebane, og er stærke på eget græs, men de døjer med skader der kan svække på markant.
Le Havre (11) spillede 1-1 i Monaco i seneste runde. Anden uafgjorte i træk inkl 3-3 i Lorient. Opgøret i Monaco var ikke nær så chancerig som målbraget i Lorient, for Le Havre fokuserede på at lukke af for farlige Ben Yedder & Co. Det gjorde normannerne egentligt så nogenlunde – kunne ikke holde Monaco helt fra fadet, men begrænsede de store chancer til ret få, og dem tog målmand Desmas sig af. Bortset fra en enkelt Ben Yedder-scoring – efter en opspilsfejl af midtbanetekniker Kechta.
Problemet med det defensive fokus var at Le Havre stort set intet havde at byde på fremad. Skuffende for et ellers ganske målskabende hold. Det gik så alligevel, men det var fordi Monaco dummede sig og begik et absurd selvmål.
Nå, men nu er Le Havre så tilbage på eget græs hvor normannerne har vundet de seneste to hjemmekampe (senest særdeles fortjent 3-1 over Lyon) og er kun har tabt (uheldigt) til ligaetter PSG i seneste fem. Ud over ligaetteren og Lyon tæller modstanderne Lens, Monaco og Nice.
Offensivveteran Ayew, der scorede to mål som sen indskifter mod Lorient, var også indskifter mod Monaco. Nettede ikke denne gang, men var med sin teknik og rutine med til at gøre det svært mod monegaskerne i slutfasen. Hvis han har kondition til 90 minutter, bør han nok snart starte inde. En kapacitet. Men en aldrende kapacitet.
Men lad os først se hvordan Le Havre stiller op i denne onsdags pokalkamp i Strasbourg. Her har venstreback Operi karantæne, mens midterforsvarerne Sangante og Lloris er skadede efter skrub mod Monaco og nok må stå over. De to sidstnævnte, især Sangante, er også tvivlsomme mod Rennes. I givet fald en markant svækkelse af forsvaret.
Angriber Bayo er nok tilbage – om ikke i pokalkampen, så i truppen mod Rennes. Han og defmidtbanemand Touré blev CAN-elimineret sidste fredag. Touré døjer dog med en mindre skade og springer nok over pokalkampen og er også tvivlsom mod Rennes.
Fortsat skadede: angrebsafløser Logbo og midtbane-afløser Targhelline.
Rennes (9) vandt 2-1 over Montpellier i seneste rundes hjemmekamp. Særdeles fortjent sejr der burde have været større – selv om Montpellier efter at være blevet udspillet blussede op i de sidste tyve minutter, fik reduceret og pressede på for en udligning (uden at have store chancer).
Det var de velkombinerende bretoneres fjerde ligasejr i streg, inkl ligeledes fortjente 2-3 i Lyon i seneste udekamp. Men træner Stéphan har nok alligevel tænkt en del over hvad der gik ”galt” i slutningen af kampen mod Montpellier i en affære som Rennes ellers sad tungt på.
Denne tirsdag var der ikke så meget at rafle om. Rennes spillede pokalkamp hos Sochaux og tævede tredjedivisionsklubben med 1-6. To mål hver af angribere Kalimuendo og Gouiri. Kollegaer Terrier og Doué blev startsparet. Den nytilkomne defmidtbanemand Matusiwa (hentet i Reims) lov til at starte for første gang, og den ditto forsvarer Seidu (Clermont) blev skiftet ind.
Kun to mand manglede i truppen, og det gør de nok også mod Le Havre: forsvarsreserve Belocian og midtbane-ditto Rieder. Nyt fravær: den teknisk dygtige midtbanemand Le Fée der udgik tidligt mod Sochaux. Det betyder nok at Stéphan stiller med en fysisk stærk midtbaneduo i Santamaria og Matusiwa. Den fleksible kantspiller Bourigeaud er dog en mulighed som Le Fée-erstatning på midtbanen.
Sportsdirektør Maurice har været meldt på vej til Roma, men det ser ikke ud til at ske alligevel.
Bemærk at Rennes skal spille EL-sekstendedelsfinale hos Milan på torsdag i næste uge.
Bøyes bud: Rennes -0,25 asian handicap til odds 1,85 – SPIL HER >>*
Clermont – Brest 2 (0-1)
Søndag d. 11. februar. Kl. 15:00
Stærke Brest er uden sejr i seneste to runder, men uafgjort mod førerholdene PSG og Nice er til at leve med, og bretonerne bør (trods onsdagskamp i benene) vinde hos begrænsede Clermont der senest fik ørerne i maskinen hos Lille.
Clermont (nr 18) tabte 4-0 hos Lille i seneste runde. Et nederlag der kunne have været endnu større, men Lille holdt nådigt op med at spille målrettet efter første halvleg.
Dermed kom Clermont (nu sidst i ligaen) ned på jorden igen efter fire point i forrige to runder (efter 0-2-4 i siden slutnovember): en heldig 1-2-sejr i Nantes og en fortjent 1-1 hjemme mod Strasbourg.
Midterforsvarer Matsima, hentet på Monacos reservebænk for at erstatte dygtige Seidu (solgt til Rennes), fik en skidt debut mod Lille, men var langt fra den eneste Clermont-mand med svag indsats. Gælder også målmand Diaw, tilbage fra CAN.
Skadestvivl om midterforsvarer Caufriez der udgik halvvejs mod Lille. Sandsynligvis stadig ukampdygtige: højreback Konaté og den nytilkomne fløj-lejesvend Virginius. Sidstnævnte måtte ikke spille mod Lille (der ejer ham), men har også knæproblemer.
Brest (3) spillede 0-0 mod Nice i seneste rundes hjemmekamp. Chancefattig affære præget af gensidig respekt og anden uafgjorte i træk inkl 2-2 i Paris hos ligaetter PSG. Dette efter fire sejre i træk, og Brest er nu oppe på ni runder i streg uden nederlag; heraf seks sejre.
Uafgjort mod rækkens nr 1 og 2 er slet ikke dårligt – især fordi Brest faktisk var bedste hold på banen i begge kampe, mod både PSG og Nice. Bretonerne haft spillet en flot sæson, og de seneste resultater viser at klubben – trods status som relativt lille – bestemt ikke er en døgnflue i toppen af ligaen. Træner Roy har banket et solidt og slagkraftigt hold sammen (med forbavsende bred trup). Trods savnet af en målæder i front. Holdtopscorere er offensivfolk Del Castillo og Doumbia med hver fem mål.
Denne onsdag gælder det en ny kamp i Paris mod PSG, nu i pokalturneringen.
Den erfarne midtbanemand Lees-Melou har karantæne i pokalen, men kan være med i weekenden. FIREMÅLSSKYTTEN fra Lorient-sejren 20. december, offensivmand Doumbia, blev CAN-elimineret sammen med Mali i lørdags og er med i truppen mod PSG. Starter næppe inde efter de afrikanske strabadser, men kan være startkandidat mod Clermont.
Ude pga skader er nok fortsat venstreback-afløser Amavi og midtbaneafløser Lebeau.
Bøyes bud: Brest vinder til odds 2,02 – SPIL HER >>*
Lorient – Reims X (1-1)
Søndag d. 11. februar. Kl. 15:00
Lorient gør fremskridt og kan meget vel drille Reims der har højt topniveau, men viser ustabilitet.
Lorient (17) vandt 1-2 i Metz i seneste runde og tog dermed sin første sejr i seneste 11 runder, samt point for anden runde i træk inkl 3-3 i Le Havre. Bretonerne ligger ikke længere sidst; har overhalet Clermont.
Pointet i Le Havre var lidt heldigt, men sejren i Metz var fortjent. Lorient var pænt solid i forsvaret (undtagen da fyrtårn Touré dummede sig fælt, undervurderede sin langsomhed og forærede et mål til modstanderen) og skabte flere chancer end messinerne. Igen en god kamp af midtbanemand Louza, januar-tilkommeren der debuterede mod Le Havre og straks gjorde offensiven meget bedre. Samme med en anden januar-tilkommer, angriber Bamba, der scorede et flot mål mod Metz.
Højre wingback Kalulu er stadig til CAN (slås muligvis ud denne onsdag, sammen med DR Congo, men når næppe kampklar tilbage til Lorient i weekenden. Kollega Katseris der er startet inde i seneste par kampe efter at være skiftet fra Italiens Serie B til Lorient i januar
Fortsat ukampdygtige er nok venstre wingback B. Mendy, højreback-afløser Silva og midtbane-afløser Innocent, men angrebsafløser Tosin var tilbage i træning denne onsdag og kandiderer til en trupplads.
Reims (7) tabte 2-3 til Toulouse i seneste rundes hjemmekamp og snublede dermed for anden runde i træk inkl 0-0 (ligeledes hjemme) mod Nantes. Dette efter to sejre i træk, 1-0 hjemme mod Le Havre og den flotte 1-3-kontragevinst i Monaco.
Efter en impotent indsats mod Nantes, åbnede Reims på elendig vis mod Toulouse der spillede overraskende offensivt og var foran 0-3 ved pausen. I anden halvleg rejste de lokale champagnedrenge sig og kunne med lidt held have fået uafgjort, men nåede det ikke. Trods flot mål af sparkefænomenet Teddy Teuma.
Skuffende at den ellers solide defensiv var SÅ åben i første halvleg. Og det endda med forsvarsstyrmand Abdelhamid tilbage fra CAN. Den erfarne marokkaner var dog nok lidt træt efter strabadserne (og skuffelserne) i Elfenbenskysten.
Nu har Abdelhamid forhåbentligt lagt Qatar bag sig og har fået hvilet ud. Offensivt kan det også se bedre ud for Reims der tirsdag fik japanerne Ito og Nakamura tilbage i træning efter endt deltagelse i De Asiatiske Mesterskaber. Ito har dog en voldtægssag i Japan hængende over hovedet (fra 2023, men politiet åbnede den i sidste uge), så humøret er næppe i top.
Afsted til CAN er fortsat offensiv-indskifter Diakité, og skadede er nok fortsat backafløser Busi og midtbaneafløser Atangana.
Bøyes bud: Lorient +0,5 asian handicap til odds 1,87 – SPIL HER >>*
Toulouse – Nantes 1 (2-1)
Søndag d. 11. februar. Kl. 15:00
Toulouse er som forvandlet efter gode transfers og taktikændring. Nantes har derimod problemer for tiden, med fravær og dårligt spil. Bemærk også at det lokale politi kun tillader adgang på stadion for 150 Nantes-fans. Så hul en gestus at den officielle Nantes-fanforening melder at de bliver væk.
Toulouse (12) vandt 2-3 i Reims i seneste runde. Anden udesejr i træk (med 0-2-tab hjemme mod Lens ind i mellem) inkl 0-1-gevinsten i Metz, men hvor kampen i Lorraine – Toulouses første sejr i 11 L1-runder – var chancefattig, var der anderledes fart over feltet i Reims hvor Toulouse tog og gav med gavmildt hjerte. Tillod en del chancer og producerede en række selv. 2-3-sejren var lidt heldig, men en fremragende første halvleg (0-3 ved pausen) viste sig tilstrækkelig selv om Reims vågnede i anden.
Dvs et offensivt slagkraftigt Toulouse-hold. A la den sidste halve time mod Lens (hvor Le Téfécé var uheldig med ikke at score). Helt anderledes end den hidtidige sæson. Så hvad er der sket på det ellers så impotente Toulouse-mandskab? Transfers og ny taktik.
Til slut mod Lens og derefter fra start mod Reims ændrede træner Martinez taktik. Opstillingen var fortsat 4-2-3-1, men i stedet for to defensive midtbanefolk, blev offensiv-midtbanemand Schmidt rykket ned på den bageste midtbane og gjorde den mere kreativ og fremadrettet, mens januartilkommer Gboho blev sat ind som 10’er, og en anden januartilkommer, Babicka, som fløjspiller. Det gav spillemæssigt pote mod Lens og resultatmæssig ditto mod Reims.
Den stærke midterforsvarer Costa og afløser Diarra blev CAN-elimineret i lørdags og kan meget vel være med mod Reims. I deres fravær har den 18-årige reserve Mawissa (scorede endda mod Reims) dog gjort det ved siden af den danske venstremand Nicolaisen (der har været mindre god).
Fortsat ukampdygtig: den målfarlige fløjspiller Aboukhlal samt nok også midtbaneafløser Genreau og forsvarsafløser Keben.
Bemærk at Toulouse skal spille EL-sekstendedelsfinale hos Benfica på torsdag i næste uge.
Nantes (14) tabte 0-1 til Lens i seneste rundes hjemmekamp. Fuldt fortjent nederlag i et opgør hvor bretonerne ikke skabte ret meget.
Dermed er Nantes gået målløs fra banen i seneste to runder, inkl 0-0 i Reims i seneste udekamp (hvor Nantes dog burde have nettet og måske vundet) og er uden sejr i seneste seks, heraf fem nederlag.
Angriber Mohamed var tilbage mod Lens efter CAN-deltagelse, men virkede bestemt ikke frisk. Kan være det er bedre nu. Ellers er der kollega Traoré, januartilkommer, klar efter tre kampdages karantæne.
Til CAN er fortsat venstrefløj Simon (januartilkommer Kadewere kæmper bravt som fløjvikar, men har ikke Simons eksplosivitet og teknik) og midtbane-afløser Moutossamy. Det kan være de elimineres denne onsdag, men de når uanset næppe tilbage til Toulouse-opgøret. Fortsat skadede: midterforsvarer Cömert (anden kamp i træk) og angrebsafløser Ganago.
Nyt fravær pga karantæne: den hårdtspillende midtbanemand Augusto. Nyt fravær pga skade: januartilkommer-højreback Amian der udgik tidligt mod Lens. Et problem, for Nantes sagde i januar-transfervinduet farvel til to højrebacks i Centonze og Pierre-Gabriel. Dvs at højrekants-afløser Coco evt skal indtage en backplads. Midterforsvarer Castelletto er dog også en mulighed; han blev rykket ud på backen mod Lens efter Amians udskiftning.
Der blev også i januar sagt farvel til venstreback Merlin, men her er i stedet kommet glimrende Cozza der kan få debut mod Toulouse. Hans kampform er dog næppe i top efter reservetilværelse i Wolfsburg, men den fleksible midterforsvarer Duverne er en habil venstreback-vikar. Indtog positionen mod Lens. Hvis Castelletto og Duverne skal bruges på backpladserne, er der dog et problem i midterforsvaret hvor Cömert jo mangler, og reserven Meupiyou nok stadig er ukampdygtig. Det kan betyde startplads til erfarne, men slasklangsomme, Pallois (indskiftet og så skidt ud ved Lens’ mål). Ved siden af hvem? Nok den 18-årige reserve Zeze der spillede og gjorde det ok mod Lens.
Bøyes bud: Toulouse vinder til odds 2,17 – SPIL HER >>*
Montpellier – Lyon 2 (1-2)
Søndag d. 11. februar. Kl. 17:05
Lyon har forstærket holdet markant med gode transfers, slog senest Marseille og kan også vinde hos Montpellier der har dygtige Savanier, men ellers er et middelmådigt hold i dårlig form.
Montpellier (13) tabte 2-1 i Rennes i seneste runde og er nu oppe på fire L1-kampe i streg uden sejr. Faktisk har La Paillade kun snuppet een sejr i seneste 11 runder; mod svage Metz.
I seneste hjemmekamp blev det 0-0 mod Lille, men her var Montpellier 11 mod 10 i 45 minutter.
Der har været fravær, bestemt, men de offensive problemer synes mest af alt at skyldes taktikken fra træner Der Zakarians side: alt for henholdende og forsigtig. Til dels forståeligt, for i sæsonstarten lukkede Montpellier for mange mål ind. Men måske kunne der findes en balance?
Mod Rennes blev Montpellier udspillet indtil de sidste tyve minutter hvor kreatør Savanier trådte i karakter og trak sit hold fremad i et godt pres. Det kastede ikke mange store chancer af sig, men dog en reducering og et håb. Savanier var decideret fremragende.
Montpellier skal spille pokalkamp denne onsdag, hjemme mod Nice. Her mangler fortsat den hurtige højrefløjs-dribler Tamari – holdets næsttopscorer sammen med kreatør Savanier, men ude siden startjanuar pga De Asiatiske Mesterskaber – og det gør han også mod Lyon. Afløser Nordin missede Rennes, går også glip af Nice og er tvivlsom mod Lyon. Der er endnu en højrefløj i Coulibaly, men han er langt fra topformen. Også tvivl mod Lyon om centreforward Adams der gik glip af Rennes og også misser pokalkampen. Men nytilkomne Karamoh – fløj/angreb – er startkandidat efter indskiftning mod Rennes.
Venstreback Sylla er tilbage efter CAN-deltagelse; nåede ikke med mod Rennes, men er nok med i pokalen. Samme med midterforsvarer Kouyaté og højreback Sacko der blev CAN-elimineret (med Mali) i lørdags. Jeg tror ikke de når med i pokaltruppen, men de bør være med mod Lyon. Især Kouyaté savnes, for hans afløser Esteve er smuttet til Burnley. Til er kommet Sagnan, men han fik en svær debut mod Rennes.
Lyon (15) vandt 1-0 over Marseille i seneste rundes Derby Olympque på eget græs. Fuldt fortjent sejr og en opmuntring for Les Gones efter to målrige nederlag i træk (begge fortjent), 3-1 i Le Havre og 2-3 hjemme mod Rennes.
Træner Sage (der tog over i november efter en elendig sæsonstart) holder fast i den formation med tremands-midterforsvar som han satte i søen i december hvor den straks gav mere defensiv stabilitet. Den stabilitet var ikke til at se i januar, mod Le Havre og Rennes, men det skyldtes dels midtbaneproblemer, dels forsvarsstyrmand Lovren der er ikke er hvad han har været. Mod Marseille var Lovren bænket, og O’Brien og Car var i stedet sat i midterforsvarskæde med højreback Mata. Det gik fortrinligt. Også med Maitland-Niles (der ellers har haft det svært siden sit skifte til Lyon) på højre wingback. Venstre wingback Tagliafico gjorde det ok i den anden side, men blev afløst i pausen af midtbanemand Tolisso der gjorde det vældigt flot på en uvant plads. Den argentinske back havde muligvis fået et skrub, men han er ok nu; startede inde i onsdagens pokalkamp.
Samtidig var der gods i midtbanen og glid i offensiven. På midtbanen bibragte nytilkomne Matic erfaring og klasse i en stærk Lyon-debut, og i front viste en anden debutant, Orban, spurtstyrke og faldt fint i hak med Lacazette og Nuamah.
Bemærk at Lyon denne onsdag skal spille pokalkamp mod Lille. Her har den nytilkomne fløjspiller Benrahma (West Ham) karantæne, men han kan så være med mod Montpellier hvilket giver offensiven endnu flere dimensioner. Midterforsvarer Lovren misser pokalkampen og er tvivlsom til weekenden. Mulig debut i pokalkampen til den nytilkomne defmidtbanemand Mangala.
Bøyes bud: Lyon +0 asian handicap til odds 1,88 – SPIL HER >>*
Nice – Monaco X (1-1)
Søndag d. 11. februar. Kl. 20:45
Ligatoer Nice er favorit i dette Riviera-derby, men formen er ikke oppe at ringe, og hjemmeholdet har en del fravær. Monaco er bestemt heller ikke i topform, som hold, men det er topscorer Ben Yedder.
Nice (2) spillede 0-0 hos ligatreer Brest i seneste runde, i en chancefattig affære præget af gensidig respekt (men med Brest som det lidt bedre spillende hold).
Fremgang for Nice i forhold til forrige udekampe; tre tab i træk, senest 2-0 i Rennes. Ind i mellem Rennes og Brest vandt Riviera-drengene 1-0 (sejren burde have været større) hjemme mod Metz.
Denne onsdag spiller Nice pokalkamp hos Montpellier. Her spares den vigtige midtbane-fremdriver Thuram pga en mindre skade; han er sandsynligvis klar i weekenden. Ude onsdag og tvivlsomme til weekenden er også venstrefløj-afløser Diop og højreback-afløser Rosier; sidstnævnte en sen januar-tilkommer der lige skal have konditionen op at ringe. Nice må desuden stadig undvære angriber/holdtopscorer Moffi samt venstrefløj Boga der begge fortsat er til CAN. De elimineres evt denne onsdag, men når næppe kampklare tilbage til Nice før weekenden. Mens der er Moffi-afløsere til rådighed, fx Guessand, kniber det uden Boga og Diop på venstrefløjen hvor midtbanemand Sanson dog ydede en ok indsats som vikar mod Brest.
Endelig mangler fortsat den den angrebsstærke højreback Atal, væk siden oktober, først pga karantæne og så pga CAN-deltagelse. Han er tilbage fra CAN, men er endnu ikke del af truppen. Uklart om han – trods afsonet karantæne – har en fremtid i Nice efter sin dom for antisemitisme (på Twitter).
Monaco (5) spillede 1-1 mod Le Havre i seneste rundes hjemmekamp. Tredje runde i streg uden sejr, inkl 2-2 i Marseille i seneste udekamp (imponerende, i øvrigt: monegaskerne var 10 mod 11 fra 11. minut og 9 mod 11 fra 86.).
Pga fravær var truppen lidt tynd mod Le Havre, og det kan være årsagen til at spillet ikke var bedre end som så. Monegaskerne sad tungt på normannerne der kom frem til meget lidt (og scorede på et absurd selvmål af Monaco-midtbanemand Fofana) og burde have vundet, men det kneb med at komme frem til klare chancer. Der blev produceret nogle stykker, men de blev brændt mod Le Havres veloplagte målmand. Bortset fra det mål den brandvarme monegasker-topscorer Ben Yedder satte ind.
Skuffende. Så skuffende at træner Hütter 20 minutter før tid indskiftede kreatørafløser Minamino selv om japaneren dagen inden havde spillet landskamp ved De Asiatiske Mesterskaber i Qatar (dog kun en halv time). Det hjalp ikke det store.
Minamino gabte under sin opvarmning og var ikke just frisk, så mon ikke han får en puster i torsdagens pokalkamp hos tredjedivisionsklubben Rouen. Her er midterforsvarer Maripan og midtbanemand Zakaria tilbage efter karantæne mod Le Havre. Midtbane-afløser Camara er evt med efter endt CAN-deltagelse (elimineret i lørdags). Han springer dog nok over pokalopgøret, men er så nok med i truppen mod Nice.
Til CAN er stadig midterforsvarer Singo. Fortsat skadestvivl om angriber Balogun (der savnes som makker til Ben Yedder, og afløser Embolo er fortsat ukampdygtig). Venstre wingback Caio er fortsat langtidsskadet. Men venstre wingback-afløser Jakobs var med mod Le Havre efter CAN-deltagelse og gjorde det ok. Tilbage er også højrekantsafløser Diatta.
Bøyes bud: X til odds 3,30 – SPIL HER >>*
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
SpilXpertens dækning af Ligue 1 sponsoreres af Expekt.