18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Bøye: Tips til 8. runde i Ligue 1 d. 16. – 18. september 2022

Herværende optaktsskribent fik tæv af Marianne i seneste runde; flade franske ørefigener. Men vi kravler op på Le Cheval igen og rider videre mod næste runde som åbner fredag med Auxerre-Lorient og slutter søndag aften med storbrag mellem Lyon og PSG. Læs de 10 grundige kampanalyser herunder – og bemærk at der er europæiske klubkampe i denne midtuge, og at landskampe betyder at runde 9 først spilles 30. september-2. oktober.

Disclaimer: Optaktens tip, “Bøyes bud” der fremgår under hver kampanalyse, er skud fra hoften der ikke nødvendigvis holder værdi. Hvis jeg er overbevist om værdien, smider jeg også bettet som eksperttip. Men statistik fører vi skam over Bøyes bud (dog ikke over de medfølgende ciffertip). Syvende rundeoptakt i denne sæson gav et grumt underskud på 9,13 enheder. Det giver en samlet balance på -2,24 og en tilbagebetaling på 97% for i alt 71 tip (flatbetting). De deciderede eksperttip (unitbetting) gik også helt galt i 7. runde: tre kiksere ud af tre. Samlet i denne sæson: 16 tip med balance på +16,1 units (samlet indsats 71 units). Tilbagebetaling 122,5%. Beklager at de forrige oversigter har indeholdt forkerte tal; skylden skal bl.a. skydes på et slovensk hegn.

Fredag: Auxerre – Lorient 2 (0-2)

Lorient har fået en flot sæsonstart og viser klart bedre form end Auxerre. Oprykkerholdet har en god målmand og nogle glimrende teknikere, men er stadig svækket i angrebet og forsvaret, og sidstnævnte bør få det svært mod Lorients pres og speed.

Auxerre (nr 14) tabte 5-0 i Rennes i søndags. Oprykkerklubbens tredje nederlag i træk, inkl 2-1 i Lyon og 0-2 mod Marseille. Og efter, trods tabene, at have afgivet relativt få chancer i de to kampe, var der store problemer med at holde Rennes fra fadet i Bretagne.

Det hjalp naturligvis ikke at midterforsvarer Coeff forærede 2-0-målet væk i 60. med et fabelagtigt dumt boldtab som bageste mand. Han kostede også målet til 5-0. Offensivt var der nydelige glimt i første halvleg, men der blev produceret for få virkelig gode muligheder.

Ude med skader er fortsat angriber Charbonnier (holdets topscorer med 17 mål i 21/22) og hans afløser Da Costa (tredjevalg Niang har været bleg), samt midterforsvarerne Pellenard og Jeanvier. Pellenard har været ude siden sommerpausen, hans afløser Jeanvier blev skadet i 3. runde. Reserve Coeff gjorde det godt i to kampe, men har været ringe siden.

Lorient (nr 4) vandt søndagens bretonerderby mod Nantes med 3-2. Fortjent sejr; Lorient havde flest chancer.

Det var Lorients tredje sejr i træk (inkl 0-1-gevinst i Ajaccio og 3-1-kontrasejr over Lyon), og holdet virker virkelig til at tro på sig selv under den nye træner, Le Bris. Han får sine spillere til at arbejde hårdt; stort løbearbejde og godt pres, og til at søge målet. De to backs er forbavsende offensive i 4-2-3-1-formationen. Det kan koste – fem af Lorients syv kampe har haft mål fra begge hold og er gået over 2,5 mål – men med fem sejre og 16 point i syv runder, er det gået meget godt alligevel.

Højreback-afløser Silva og midtbane-afløser Boisgard er nok stadig ukampdygtige.

Bøyes bud: Lorient med +0 asian handicap til odds 1,97 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Lørdag: Montpellier – Strasbourg X (1-1)

Krydskongerne fra Strasbourg kan meget vel også dele i porten i Sydfrankrig, Dette er to hold der døjer med at kickstarte sæsonen, og begge plages af fravær.

Montpellier (nr 10) tabte 2-1 i Angers. Fortjent efter en dårlig indsats. Skuffende mod et dårligt organiseret hold med dødboldsproblemer, men Montpellier var endnu mere uorganiseret på dagen og formåede kun ved føringsmålet at udnytte sin offensive speed.

Andet nederlag i træk, inkl 1-3 hjemme mod Lille hvor Montpellier også kom foran og derefter blev overhalet.

Førstekeeper Omlin er tilbage fra karantæne – en forstærkning selv om nytilkomne Kamara gjorde det pænt i sin debut mod Angers – sammen med angrebsafløser Germain. Ude med skade er fortsat venstreback Saint-Luce (savnes offensivt) og nok også stadig midterforsvarer Mendes (været ude i lang tid) og venstrefløj Mavididi. Sandsynligt nyt fravær: Venstrekant Maouassa der blev skadet mod Angers (efter en assist). Det betyder nok at angriber Wahi skal udfylde venstrekanten, og han er altså klart bedre i front.

Strasbourg (nr 17) spillede 0-0 hjemme mod Clermont og er dermed stadig sejrsløs i denne sæson. Fem point i syv runder; fem gange målfattige uafgjorte samt to snævre nederlag.

Efter en tung og omstændelig sæsonstart fandt Strasbourg endelig det direkte spil frem i forrige rundes 1-1-kamp i Brest (selv om rødt kort efter en halv time gjorde det svært). Alsacianerne forsøgte det samme mod Clermont og burde have scoret et par gange. Desværre var angriberne igen-igen uskarpe.

Den teknisk dygtige defmidtbanemand Prcic er stadig i karantæne, og forsvarer Le Marchand gør ham selskab i skammekrogen. Han er normalt del af et tremands-centralforsvar, men spillede mod Clermont venstreback i en 4-3-1-2, og spørgsmålet er hvad træner Stéphan (i øvrigt tilbage efter karantæne) gør på venstrebacken hvis Lienard og Delaine fortsat er skadede. Han kan fx bruge een af de kvikke højrebacks Dagba og Pierre-Gabriel.

Midterforsvarer Nyamsi er nok stadig skadet, men dét har Strasbourg også Djiku og Perrin. Samt Pierre-Gabriel hvis det skal være.

Bøyes bud: X’et til odds 3,65 – SPIL HER >>*


Lille – Toulouse 1 (2-1)

Lille svinger i kvalitet, men viser nok (det tyder spillerudtalelser på) mere kampgejst her end i seneste rundes vaghed i Marseille. Toulouse kan true med hurtige omstillinger, men forsvaret bør i længden få det svært mod Lilles klasse-offensiv.

Lille (nr 8) tabte 2-1 i Marseille lørdag og fortsatte dermed mønstret fra de forrige fire runder: nederlag, sejr, nederlag, sejr, nederlag… Dvs at det er tid til sejr nu.

For første gang i sæsonen stillede træner Fonseca, der normalt bruger 4-2-3-1, i en 3-4-3-formation – noget der overraskede Marseille i kampstarten; Lille var bedst i de første 20 minutter og udnyttede at Marseille havde en akilleshæl i venstre forsvarsside med Kolasinac og Balerdi.

Det rettede Marseille dog hurtigt op på, og i længden satte den sydfranske klub sig på kampen. Ville det simpelthen mest; gik hårdere ind i nærkampene. Det gav et flot omstillingsmål og i overtiden et mål efter dødbold. Fortjent sejr selv om sidste mål lugtede af offside.

Positivt for Lille: Den taktiske fleksibilitet og at den unge målmand Chevalier ydede en god indsats i sin debut (i stedet for Jardim der har spillet skidt i sæsonstarten). Negativt: Midtbanen var ikke oppe på tæerne, og den gamle midterforsvarer Fonte havde det svært mod Marseilles offensive speed. Makker Djalo var også ringe, men unge Diakité gjorde det godt som højremand i midterforsvarstrioen.

Fortsat skadestvivl om kreatør Cabella og højrefløj Zhegrova der begge missede Marseille; nytilkomne Ounas gjorde det dog nydeligt til højre.

Toulouse (nr 11) vandt 1-0 over Reims søndag; fuldt fortjent og en stærk opmuntring for danskerklubben efter tre nederlag i træk.

Træner Montanier fraveg den normale 4-3-3-formation til fordel for en 3-4-1-2, og den viste sig både solid i forsvaret (inkl god indsats af danskerne Desler og Nicolaisen) mod ellers højpres- og omstillingsstærke Reims og giftig i offensiven – bl.a. pga offensiv-midtbanetalent Chaibis tilbagevenden efter skadespause.

Toulouse må fortsat undvære den dygtige fløjspiller Ratao (og angrebsindskifter Healey), men hans fravær er åbenbart ikke så markant hvis der spilles 3-4-1-2. I øvrigt stod fløjreserve Birmancevic (hentet i Malmö) for et særdeles interessant indhop mod Reims.

Bøyes bud: Lille vinder med 1 mål (X med euro-handicap -1) til odds 3,85 – SPIL HER >>*


Søndag: Reims – Monaco X (1-1)

Reims er bedre end placeringen tilsiger og kan true på hurtige omstillinger. Storklubben Monaco har højt topniveau, men bundniveauet ser ikke godt ud, og der kan være træthed efter torsdagskamp.

Reims (nr 16) tabte 1-0 i Toulouse søndag. Fortjent efter en indsats der slet ikke stod mål med hvad champagne-mandskabet ellers har vist i denne sæsonstart hvor spillet generelt har været klart bedre end den lille pointsum kunne antyde.

SÅ dårligt var spillet nu heller ikke mod Toulouse, men et par spillere svigtede grumt og gjorde det svært for resten af holdet: venstreback Locko og kreatør Doumbia.

Højre wingback Flips blev udvist (nødbremse) og mangler nu. Kan erstattes med Busi (da alternativ Foket nok stadig er ukampdygtig), men så kan fleksible Busi ikke vikariere for Locko til venstre. Som med Foket er der fortsat skadestvivl om defmidtbanemand Matusiwa. Men træner Garcia er tilbage efter to kampdages karantæne.

Monaco (nr 7) vandt 2-1 over Lyon i seneste runde, monegaskernes tredje sejr i træk (inkl en EL-kamp).

Ud over en god Lyon-start sad monegaskerne på kampen den første times tid, godt og vel, og kom foran 2-0 på to hovedstødsmål efter dødbolde. Monaco udnyttede perfekt deres markante fordel i luftspillet mod de mindre Les Gones.

Men til sidst producerede Lyon så mange chancer at de reelt havde fortjent at vinde. Skidt af monegaskerne at de ikke udgjorde en større kontrafare i den sidste fase af kampen. Lyon udskiftede tre defensivfolk med tre offensivfolk, og der var altså masser af plads til Monaco-omstillinger. I stedet blev det et desperat forsvar i feltet med målmand Nübel som fantastisk redningsmand i flere situationer.

Normaltopscorer Ben Yedder bekræftede sin dårlige form; var usynlig da han blev skiftet ind i 85. Alternativ Embolo startede inde og kæmpede godt; sled Lyon-forsvaret op med sin fysik.

Torsdag, dvs tre dage før Reims-opgøret, spiller Monaco EL-gruppespilskamp hjemme mod ungarske Ferencvaros. Turnover? Bestemt en mulighed. Disasi, Maripan og Badiashile udgjorde midterforsvaret både i sidste torsdags EL-kamp og søndag mod Lyon. Der trækkes også tunge veksler på det stærke midtbanemakkerpar Fofana & Camara.

Angriber Volland er fortsat ukampdygtig.

Bøyes bud: X’et til odds 3,70 – SPIL HER >>*


Clermont – Troyes X (1-1)

Clermont ligger lunere, men har været temmelig heldig. Troyes er ikke just et klassehold, men jeg kunne godt se champagne-klubben snuppe point her.

Clermont (nr 9) spillede 0-0 i Strasbourg og er nu oppe på 10 point for syv kampe. Ikke dårligt for en lille klub i sin anden sæson i Ligue 1 – og det efter en sommer med store trupudskiftninger.

Men pointet i Alsace var grumme heldigt – ganske som de fleste af Clermonts øvrige point her i sæsonstarten. Seneste hjemmekamps 2-0 over Toulouse var dog nogenlunde fortjent. Omend Toulouse burde have scoret, men den stærke Clermont-shotstopper Diaw stod i vejen.

Det gjorde han også mod Strasbourg, men her leverede han desuden diverse elendige udspark der gav alsacianerne gode muligheder.

Fortsat skadestvivl om højreback Zeffane, sommertilgang der har været ukampdygtig siden sin ankomst. Afløser Bela (egl venstrefløj) har gjort det nydeligt, men havde en del problemer mod Strasbourg.

Troyes (nr 13) tabte 1-0 i Lens i fredags. Fortjent nederlag efter at være blevet domineret af hjemmeholdet. Lidt skuffende (efter en del mål i sæsonstarten) at Troyes i dén grad fokuserede på defensiven og vovede meget lidt fremad, men det var nok også ret svært mod dynamiske og velspillende Lens.

I forrige udekamp sikrede klubben fra Champagne-distriktet sig en imponerende 2-4-sejr over storklubben Monaco, men en udvisning hjalp gevaldigt.

Midterforsvarer Salmier er klar efter karantæne nu. Kollega Azamoum har været ude med en knæskade i lang tid.

Tvivl om den danske højre-wingback Andreas Bruus – holdets bedste i de første to runder; skadet siden. 20-årige Thierno Baldé, kvik på fødderne og lige så angrebsivrig som danskeren, har generelt været en glimrende vikar på pladsen, men begik et par store fejl mod Lens.

Bøyes bud: X’et til odds 3,55 – SPIL HER >>*

Få op til 1.000 kr. som freebet
Min. 18 år. Kun nye spillere. Regler og vilkår gælder. Spil ansvarligt. Selvudelukkelse via ROFUS. Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk. Min. Indbetaling og indsats er 100 kr. Min. odds 1.8. Aktiveres ved indbetaling via bonuskort og skal bruges indenfor 60 dage. Indbetalinger foretaget med Skrill eller Paysafecard gælder ikke. Matched freebet kan kun benyttes til live spil fra mobilen. Alle regler og vilkår


Nice – Angers 1 (2-1)

Nice har stærkt potentiale og bør vinde denne kamp mod uorganiserede Angers. Men det kan blive tæt – bl.a. fordi Nice, endnu ikke toptunet efter mange sommer-ændringer, har en torsdagstur til Beograd i benene.

Nice (nr 12) vandt 0-1 hos Ajaccio i søndagens Middelhavsderby.

Fortjent sejr på et smukt mål af angriber Delort (ex-Ajaccio) der kunne have scoret yderligere på en dag hvor makker Laborde og venstrekant Diop igen arbejdede hårdt og sørgede for gode oplæg. Offensivkollegaer Pepe og Barkley (debut som indskifter) ramte desuden træværket.

Det gjorde Ajaccio også en enkelt gang, og spillemæssigt var kampen ret jævnbydig (Nice er stadig ikke toptunet efter mange sommerændringer), men Nice-midterforsvaret havde generelt godt fat i de korsikanske oprykkere, og Kasper Schmeichel havde i det store og hele en stille dag. Danskeren var tilbage mellem stængerne efter afløser Bulka sidste torsdag havde tjansen i Conference League (1-1 mod Köln).

Talentfulde Bulka får sandsynligvis også lov til at spille denne torsdags Conference League-opgør mod Partizan i Beograd, men søndag er Schmeichel så nok igen starter.

Defensiv-midtbanemand Rosario er tilbage efter karantæne – en markant forstærkning, for afløser Lemina er nok stadig ukampdygtig, og tredjevalg Beka gjorde det ikke ret godt mod Ajaccio. Uvist om den hurtige og angrebsdygtige højre-wingback Atal – godt samarbejde med Pepe – er klar efter den skade han pådrog sig i forrige ligarunde. Han savnes; afløser Lotomba virker i dårlig form.

Angers (nr 19) vandt 2-1 over Montpellier søndag; sæsonens første sejr og en kærkommen opmuntring efter fire nederlag i træk.

Angers demonstrerede igen den dårlige organisation der har præget sæsonstarten (efter stor trupudskiftning i sommerens transfervindue), men kæmpede godt og udnyttede at Montpellier på dagen var endnu mere forvirret. Angevinerne havde mere offensiv gennembrudskraft – nok fordi de, efter nogle kampe med 3-2-3-2 og kun tre deciderede offensivfolk, skiftede til 4-4-2 med en ekstra offensivmand. Spændende om træner Baticles holder fast i den formation på udebane mod Nice.

Højreback Valery blev skadet og mangler nok nu – men han så alligevel ikke ret godt ud da Montpellier kom foran i 7. minut. Det gjorde den 22-årige målmand Fofana heller ikke; han havde ellers fået chancen i stedet for normalkeeper Bernardoni der blev skudt i sænk i forrige rundes 5-0-tab i Lyon.

Bøyes bud: Nice vinder med 1 mål (X med euro-handicap) til odds 3,60 – SPIL HER >>*


Marseille – Rennes 1 (3-2)

To hold der presser på og kombinerer stærkt, med offensiv speed. Begge med midtugekamp i benene, men trupperne er pænt brede, så der bør være offensivfolk med nogenlunde friske ben søndag. Også turnover i Marseille-forsvaret, og her er afløserne tvivlsomme. Hos Rennes er der skader i defensiven.

Marseille (nr 2) vandt 2-1 hjemme over Lille i lørdags. Femte ligasejr i træk og i øvrigt blot tre dage efter at have spillet 10 mod 11 i 45 minutter mod Tottenham i London (og tabt 2-0).

CL-trætheden betød at venstre wingback Tavares og midterforsvarer Bailly (og tre andre startere) blev sparet fra start mod Lille, og det udnyttede udeholdet til at få en god start. Marseilles venstre forsvarsside med Kolasinac og Balerdi var pivåben. Men træner Tudor foretog hurtige udskiftninger og rokeringer (ud med Balerdi og midterforsvarskollega Mbemba; flytning af Kolasinac fra wingback til midterforsvar) og lappede hullerne, og så trådte Marseille i karakter. Ville det mest; gik hårdere ind i nærkampene og viste styrke i hurtige omstillinger. Fortjent sejr.

Den erfarne klassekreatør Payet, der blev holdt på bænken i hele kampen, er lovet en start i startopstillingen i tirsdagens CL-kamp mod Eintracht Frankfurt, men han kan meget vel få endnu en bænkplads mod Rennes. Han konkurrerer primært med Gerson, Harit og Ünder, og de to sidstnævnte gjorde det glimrende mod Lille.

Som mod Lille er yderligere turnover absolut en mulighed mod Rennes. Og mod Eintracht. Forventet opstilling mod tyskerne indeholder syv ændringer i forhold til Lille-opgøret: 3-4-2-1: Lopez – Balerdi, Bailly, Kolasinac – Clauss, Veretout, Rongier, Tavares – Gerson, Payet – Sanchez

Defmidtbanemand Rongier er klar efter karantæne mod Lille, men alternativ Gueye var god mod den nordfranske klub.

Rennes (nr 6) vandt 5-0 over Auxerre søndag. Tredje hjemmesejr i træk, men reelt første gang i sæsonen at bretonerne lignede sig selv fra sidste sæson. Både mht de hurtige kombinationer og mht effektivitet.

Paradoksalt nok ved fra start at bænke to af hovedpersonerne fra 21/22, nemlig midtbanekreatørerne Majer og Tait, begge med svag sæsonstart. I stedet startede det unge talent Doué (god) samt den hurtige fløjdribler Kamaldeen. Sidstnævnte ex-nordsjællænder var fremragende i første halvleg hvor han stod for det enlige mål samt var ultratæt på at nette endnu en gang.

Kamaldeen lagde op til to mål i sidste torsdags Conference League-sejr på Cypern, og han bekræftede altså sin fine form søndag. Alligevel blev han udskiftet i pausen. Hvorfor? Pga træthed der kunne ses til sidst i første halvleg hvor han ikke hjalp til defensivt. Ind kom Tait der åbenbart var blevet inspireret af bænkningen, for han var også pludseligt i hopla. Han samt angriberne Gouiri (endelig efter tung sæsonstart) og Terrier var hovedpersonerne i anden halvlegs-massakren. Der skulle dog stor hjælp til fra Auxerre-forsvaret før den kunne sættes i gang. Midterforsvarer Coeff forærede 2-0-målet væk i 60. da han som bageste mand tabte bolden til Gouiri.

Torsdag, dvs tre dage før Marseille-kampen, spiller Rennes EL-gruppespilskamp hjemme mod Fenerbahce.

Desværre for bretonerne mistede de tidligt mod Auxerre defensivmidtbanemand Santamaria – sæsonstartens bedste Rennes-spiller. Knæskaden er alvorlig; han misser resten af efteråret og noget af foråret. Et markant tab, for afløseren er umiddelbart unge Ugochukwu. Et talent, men han var altså (sammen med Rodon) holdets dårligste efter indskiftning mod Auxerre.

Fortsat skadestvivl om angriber Kalimuendo. Fløjspiller Doku (ofte skadet) og højre-midterforsvarer Omari er stadig ukampdygtige, og centralforsvaret virker stadig vakkelvornt med sommertilgang Rodon med usikre indsatser som højremand. Makker Theate, også sommertilgang, har derimod hævet sit spil. Måske får nytilkomne Wooh chancen som højremand torsdag. Det ser dog ud til at træner Genesio generelt satser på Rodon & Theate. I hvert fald indtil Omari er tilbage.

Bøyes bud: Over 2,5 mål til odds 1,83 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Brest – Ajaccio 1 (2-1)

Brest er uden sejr i seneste fire runder, men ydede en gejstgivende indsats mod PSG og kan meget vel bruge gejsten til at besejre oprykker Ajaccio der har tabt fem i træk.

Brest (nr 18) tabte 1-0 i Paris i lørdags og harmed fortsat kun fem point. Nul sejre i seneste fire runder der har givet tre nederlag og en heldig 1-1 hjemme mod Strasbourg.

Men faktisk fulgte bretonerne godt med i hovedstaden mod PSG-stjernerne og tillod ret få chancer. Pressede endda godt på i anden halvleg og brændte et straffespark (Slimani). Det skal med at pariserne var trætte efter CL-midtugekamp, men alligevel: opmuntrende indsats af Brest efter nogle dårlige kampe.

Fortsat skadestvivl om angriberne Mounié og Le Douaron, samt kantafløser Del Castillo.

Ajaccio (nr 20) tabte 0-1 hjemme mod Nice søndag. Femte nederlag i træk til den korsikanske oprykkerklub der kun har eet point efter syv runder.

Som i forrige rundes 0-1-tab hjemme mod Lorient, ville Ajaccio (der ellers åbnede sæsonen ret defensivt) gerne spille bold (trods et dårligt græstæppe) og fulgte glimrende med, men stødte (bortset fra et langskud på overliggeren) hovedet mod en mur i Nice-midterforsvaret. Især efter venstrefløj Spadanuda blev skadet og udgik i 31.

Spadanuda mangler nok nu. Fortsat ude er sandsynligvis midterforsvarer Mayembo der startede inde i de første tre runder, men har været ukampdygtig siden slutaugust (afløser Vidal er dog habil). Makker Gonzalez er tilbage efter karantæne.

Bøyes bud: 1-tallet til odds 2,10 – SPIL HER >>*


Nantes – Lens 2 (1-3)

Nantes bør være mærket her efter torsdagskamp i Aserbajdsjan, men jeg forventer især problemer i defensiven; bretonerangrebet har mange strenge at spille på. Lens spiller normalt fremadrettet, også på udebane, og formen er god, men forsvaret svækket.

Nantes (nr 15) tabte 3-2 i søndagens bretonerderby i Lorient. Fortjent nederlag.

Træthed efter torsdagens EL-kamp, hvor Nantes vandt 2-1 over Olympiakos, var et problem, og fx sparedes kreatør Blas fra start. (Han kom ind og ramte stolpen.) Men god kamp af den nytilkomne angriber Ganago der scorede og assisterede.

Wingbacks spædede også godt til offensivt – til gengæld var defensive problemer i tremandsmidterforsvaret. Især Pallois der kostede Lorients sidste mål med en dårlig aflevering.

Torsdag, tre dage før Lens-kampen, skal Nantes igen spille EL, endda i Baku i Aserbajdsjan, 5.000 km væk. Det trækker nok tænder ud. Angrebsmæssigt har de gule en del at vælge imellem med Ganago, Simon, Guessand og Mohamed. Men kreatør Blas mangler en dygtig afløser, midterforsvaret ditto. Jeg tror dog ikke Blas spares fra start mod Lens.

Wingback Fabio har stadig karantæne, og kollega Traoré er nok stadig ukampdygtig (lige som midtbaneafløser Moutoussamy), men her er der Appiah og Merlin, begge gode mod Lorient; Merlin i skades-comeback (Appiah blev dog fanget defensivt et par gange), samt afløsere Corchia og Coco.

Lens (nr 3) vandt 1-0 over Troyes i fredags. Sad på en defensiv modstander fra start til slut og kunne have vundet større.

Dermed er den nordfranske klub stadig ubesejret, og fem af syv kampe er vundet. På udebane er det blevet til uafgjort to gange ud af tre. Senest 1-1 i Reims, men her lykkedes det at score 10 mand mod 11.

Angriber Said er fortsat skadet, men er alligevel kun tredjevalg efter Openda og Sotoca. Den vigtige midtbanefremdriver Fofana var indskifter mod Troyes efter to kampes skadespause og starter nok inde her. Midterforsvarer Gradit, tidlig skade mod Troyes, er nyt fravær, men venstre wingback Haidara gjorde det fortrinligt da han blev rykket ind som centralforsvarer efter et kvarter, og han får nok tjansen fra start nu. Det efterlader venstre wingback hvor Machado stadig er i karantæne, men den fleksible højremand Frankowski blev skiftet ind og gjorde det flot dér mod Troyes – mens hurtige Cabot er den naturlige starter til højre.

Nantes på hjemmebane – EL-rejse i benene til trods – udgør dog nok en stærkere modstander for Lens-forsvaret end defensive Troyes gjorde.

Bøyes bud: Over 2,5 mål til odds 1,80 – SPIL HER >>*


Lyon – PSG 2 (1-3)

PSG havde ikke ret meget energi mod Brest efter CL-midtugekamp, men jeg tror på turnover i CL i denne midtuge og dermed flere kræfter mod Lyon. Der måske pakker sig, men det havde normalt offensive Les Gones altså ikke held med mod Monaco. Spidskompetencen er offensiven; sats dog på den! Det kan dog koste mod de farlige parisere…

Lyon (nr 5) tabte 2-1 i Monaco i søndagens storklubsmøde og har dermed tabt to i træk, ink seneste onsdags 3-1-tab i Lorient. Dette efter to gode sejre i træk hvor midtbanen syntes at have fundet melodien ovenpå en del tøven efter salget af kreatør Paqueta.

Den melodi var pist væk i sidste uge. Mod Lorient havde Lyon bolden meget og blev overløbet af hurtige omstillinger. Mod Monaco var der også meget boldbesiddelse, men steril, og også her blev de straffet af omstillinger. Samt på dødbolde. Var simpelthen mindre og svagere i hovedspillet end monegaskerne.

Alligevel kan Lyon med rette ærgre sig, for da de bagude med 2-0 slap tøjlerne og smed fire offensivfolk (en angriber og tre kreatører) på banen i stedet for tre defensivfolk og en boks til boks-mand, producerede de en masse chancer, og de burde have scoret flere end 1.

Så hvad nu? Skal træner Bosz gøre som mod Monaco og stille med to defensivfolk på midtbanen – og uden decideret midtbanekreatør – dvs risikere at kreere for få chancer før det er for sent? Eller skal han satse på sit holds offensive kvaliteter og risikere at blive straffet på hurtige omstillinger? Og hvad med dødboldene? PSG-offensiven har ikke just hovedspillet som spidskompetence, men det har forsvarere som Ramos og Marquinhos.

PSG (nr 1) vandt 1-0 over Brest i lørdags; fjerde sejr i træk, inkl sidste tirsdags CL-sejr over Juventus.

Træner Galtier havde valgt samme startellever som mod Juve. Det skulle han nok ikke have gjort, for pariserne virkede trætte. Efter at have sprudlet i sæsonstarten producerede de få åbne chancer mod Brest. Dominerede alligevel første halvleg og kom foran ved Neymar, men var blege i anden halvleg hvor bretonerne pressede på og endda brændte straffespark.

Midterforsvarer Kimpembé, der allerede havde gult, burde have set rødt kort før tid hvor han først stemplede en modstander og så slog dommerens hånd væk da opmanden ville styre ham væk fra en konfrontation med nogle vrede bretonere. Dommeren var MEGET tolerant og undlod at hive rødt frem. Temmelig ufransk; galler-dommere tillader sjældent ret meget i spillerprotest-afdelingen. OPDATERING: Kimpembé må så alligevel se til udefra det næste stykke tid, seks uger cirka: Han er skadet.

Onsdag skal PSG spille CL-udekamp mod israelske Maccabi Haifa, og her bør Galtier nok overveje at køre turnover, så stjernerne er mere friske til Lyon-braget end de var mod Brest.

Bøyes bud: PSG -1 asian handicap til odds 2,03 – SPIL HER >>*

Odds på Ligue 1

*Reklamelink

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.


Læs også:

9 Kommentarer

Skriv et svar

  1. Jens Bøye

    Nantes-Lens (søndag): Nantes tabte 3-0 hos Qarabag i Aserbajdsjan torsdag. Burde have ført efter første halvleg hvor diverse chancer brændtes, men faldt sammen i anden halvleg. Startsparet: Defensivmand Girotto og midtbanemand Chirivella.

  2. Jens Bøye

    Reims-Monaco (søndag): Monaco tabte (ret uheldigt) 0-1 til ungarske Ferencvaros torsdag. Angriber Embolo startsparet.

  3. Jens Bøye

    Marseille-Rennes (søndag): Rennes spillede 2-2 mod Fenerbahce torsdag. Førte 2-0 efter flotte første 55 mins, men blev indhentet, bl.a. pga dumt rødt i 81. ved 2-1. Assist og mål af kreatør Majer der tankede selvtillid efter tung sæsonstart.

  4. Jens Bøye

    Nice-Angers (søndag): Hjemmeholdet løb ind i en mavevirus i Beograd i går; fem spillere blev ramt. Reservemålmand Bulka, venstreback Bard plus tre andre hvis navne endnu ikke er udmeldt. Kasper Schmeichel stod en ok kamp, og Bard-alternativ Bryan scorede i 1-1-kampen. Centreforward Delort spillede ikke. Muligt at han er blandt de mave-ramte. Tilbage fra skader: Højreback Atal og defmidtbanemand Lemina spillede henholdsvis 90 og 81 min.

  5. Jens Bøye

    PSG vandt 1-3 hos Maccabi Haifa i onsdagens CL-kamp. Ret tung indsats af pariserne – undtagen veloplagte Messi og Mbappé (samt midterforsvarsvikar Danilo der gjorde det nydeligt). Dårligt underlag og varmt, lød forklaringen bagefter.

  6. Jens Bøye

    Marseille-midterforsvarer Bailly misser søndagens kamp mod Rennes pga en lårskade.

  7. Jens Bøye

    PSG ventes at køre lidt turnover i dagens CL-kamp i Israel, men ikke af den offensive trio. Ud over skadede Kimpembé venter franske medier at træner Galtier giver midtbanemand Vitinha og måske højre wingback Hakimi en puster.

    Forventet startopstilling:

    Donnarumma – Pereira, Marquinhos, Ramos – Hakimi/Mukiele, Ruiz, Verratti, Mendes – Messi – Mbappé, Neymar

  8. Jens Bøye

    Marseille tabte 0-1 til Eintracht (mål af Jesper Lindstrøm, såmænd) i tirsdagens CL-runde. Det sydfranske hold havde bolden meget, men det normale pressing og genpres fungerede ikke på dagen, og tyskerne havde mange angreb. Problemet var primært offensivfolk Payet og Gerson der ikke var effektive i hverken pres eller med bolden. Nok pga manglende kamprytme for Payets vedkommende. Desuden blev den meget arbejdssomme Guendouzi sparet fra start.

  9. Jens Bøye

    PSG-midterforsvarer Kimpembé misser de næste seks uger, sådan cirka: skadet. Han afløses nok i startopstillingen af den fleksible midterforsvarer Danilo. Jep, een af verdens rigeste klubber, der under træner Galtier typisk spiller med tremands-centralforsvar, har en trup med kun fire deciderede midterforsvarere: Marquinhos, Sergio Ramos, Kimpembé og 17-årige Bitshiabu. Store Danilo gør det dog typisk godt når han vikarierer i forsvaret.