18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Bøye: Tips til 29. runde i Ligue 1 d. 18. – 20. marts 2022

Storklubsbrag mellem Monaco og PSG. Lokalderby mellem Marseille og Nice. Jep, der er drama (men forhåbentligt ikke flasker) i luften i den kommende runde i den bedste franske fodboldrække. Læs de grundige analyser herunder, ikke blot af de to nævnte lækkerbiskener, men af alle rundens 10 kampe.

Disclaimer: Optaktens tip, “Bøyes bud” der fremgår nedenunder hver kampanalyse, er skud fra hoften der ikke nødvendigvis holder værdi. Hvis jeg er overbevist om værdien, smider jeg også bettet som eksperttip. Men statistik føres der naturligvis (over Bøyes bud; ikke ciffertippene). Seneste rundeoptakt gav et underskud på 2,64 units, og dermed lyder det samlede resultat på: -12,67. Dette efter 24 rundeoptakter og i alt 243 Bøye-bud til 1 unit per tip. Dvs en tilbagebetaling på 95%.

Saint-Étienne – Troyes X (1-1)

To formstærke hold fra den tunge del af tabellen. Lige nu har Saint-Étienne plus på trupnytfronten med Mangala tilbage i forsvaret, men Troyes har evt nogle folk klar efter skader. Og selv uden disse bør holdet fra champagne-distriktet have pæne pointchancer i helgenbyen.

Saint-Étienne (nr 18) fik 0-0 hos Lille og har dermed kun tabt til ligaetter PSG i seneste otte kampe der har givet fem sejre og bragt klubben fra en suveræn sidsteplads til en placering som tredjesidst (playoff mod en klub fra L2), med tre point ned til direkte nedrykning og med kontakt til de foranliggende hold.

Helgenklubbens tropper åbnede opgøret på frisk vis – på linje med hvad de generelt har vist i år – men længere henne i kampen stod det klart at Dupraz’ tropper var tilfredse med pointdeling. De var velorganiserede defensivt og vovede ikke det store fremad. Lille havde de fleste chancer, men få store.

SE-forsvaret savnede dog den erfarne centermand Mangala – afløser Moukoudi havde problemer – så det er nok meget godt han nu er klar efter karantæne.

Tvivl om højreback Macon, midtbanemand Neyou og angriber Hamouma (starter/indskifter): Tilbage eller stadig ukampdygtige? De har dog ikke været synderligt savnet. Angriber Crivelli har døjet med en skade siden han kom til i slutjanuar. Uvist om han bliver klar til denne kamp.

Kuriosum: Kreatør Cabella, klubløs efter at have fået kontrakten med russiske Krasnodar ophævet, har udtrykt ønske om at spille for Saint-Étienne i resten af denne sæson. Spændende at se om SE-ledelsen tager imod tilbuddet. En eventuel aftale når dog næppe at blive relevant for herværende kamp.

Oprykker Troyes (nr 15) har rebet sejlene efter to store udebane-nederlag i midt-februar. Siden er det blevet til 1-1 mod ligatoer Marseille, 0-2-sejr hos agterlanterne Bordeaux samt senest 1-0 over formstærke Nantes. Alt sammen fortjent.

Det tog lidt tid at få de mange januartilkommer spillet ind på holdet, men nu ser det ud til at klikke.

Mod Nantes var Troyes trods diverse fravær fremme i skoene fra start, med godt pres og mange indlæg. Især imponerende var den kvikke og fremadsøgende venstre wingback Larouci, sommertilgangen der her fik sin første start efter at have misset efteråret pga en skade.

Klar efter karantæne: backs Biancone og Koné. Men mon ikke Larouci holder fast i en startplads.

Endnu uvist om disse er tilbage fra skader: angriberne Baldé og Touzghar, offensiv-midtbanemand Dingomé samt den erfarne midterforsvarer Rami (klubbens bedste i februar).

Fortsat langtidsskadet: midterforsvarer Azamoum.

Bøyes bud: X2 til odds 1,82 – SPIL HER >>*


Lens – Clermont 2 (1-2)

Dynamiske Lens virker træt og et stykke fra topformen. Clermont møder med to nederlag i snor i bagagen, men har positivt trupnyt både defensivt og offensivt, og de højpressende oprykkere (favoritdræbere i år) kan evt udnytte en karantæne i Lens-forsvaret.

Lens (nr 9) lignede i februar et hold der var kommet sig over en spillemæssigt tung (resultatmæssigt delvist ditto) start på året, men nu ser det igen skidt ud. Ok, 0-1 hjemme mod Brest var uheldigt; chancerne til sejr blev skabt mod en meget defensiv modstander, men brændt. Men en chancefattig 0-0 hos impotente Metz? Skidt. Ikke det dynamiske Lens-hold der har brændt L1-baner af de seneste to sæsoner.

Betegnende for indsatsen var midtbanefremdriver Fofana – normalt fremragende – mere eller mindre usynlig.

Nu er Lens hjemme på Estadio Bollaert hvor de mange entusiastiske fans typisk får holdet til at lægge et højt og intenst pres på modstanderen. Mens det nordfranske hold skal passe på, for Clermont er også skarp til at højpresse og fremtvinge omstillinger.

Her er det værd at bemærke at Lens pga karantæne må undvære venstremanden i tremandsmidterforsvaret, Medina. Den sandsynlige afløser er Wooh der er tungere og teknisk svagere. Men evt flytter træner Haise venstre wingback Haidara ind i midterforsvaret. Wingback-pladsen kan så udfyldes af afløser Frankowski, klar efter karantæne. Polakken døjede også med en skade, men skulle være ok nu.

Offensivt må Lens håbe at angriber Said er klar efter sin skade (været ude i næsten halvanden måned), for han savnes. Han var tilbage i træning, men var ikke 100% før Metz og blev derfor udeladt af truppen. Ser evt bedre ud nu.

Offensivafløser Jean er fortsat skadet.

Clermont (nr 16) er uden sejr i seneste tre og har tabt to i træk: 4-0 hos Lille og senest 0-2 mod Lorient.

Skidt defensiv-indsats af forsvar og midtbane. Herunder den dybtliggende spilfordeler Gastien hvis fejlaflevering var årsag til Lorients første mål.

Offensiven gjorde det bedre – bl.a. med et godt højpres – bortset fra angriber Kyei der brændte en del chancer som nævnte højpres havde fremtvunget.

Midt i en skidt periode er der lyspunkter: Højpresset fungerer stadig, og nu er angriber/topscorer Bayo nok startklar (dvs ud med Kyei). Han var indskifter mod Lorient efter at have misset Lille pga en skade. Tilbage er i øvrigt angrebsafløser Hamel, lejesvenden der ikke måtte spille mod Lorient som ejer ham.

Desuden er def-midtbanemand Samed klar efter karantæne, og det bør hjælpe på den defensive organisation.

Også værd at bemærke: Clermont tabte stort til Lille, men der stod kun 1-0 indtil 68. hvor Samed blev udvist, og ellers har oprykkerklubben i år været en favoritdræber (og samtidig haft det sværere mod mere defensive hold) med sejr over Rennes samt hos Nice og Marseille, tre hold fra top 4.

Bøyes bud: Clermont +0,75 AH til odds 2,04 – SPIL HER >>*


Nantes – Lille X (2-2)

Efter en flot periode så Nantes skidt ud senest og mistede samtidig forsvarsgeneral Pallois. Lille må dog også undvære en vigtig spiller i midtbanefremdriver Sanches og kommer desuden til at have en midtugekamp i benene. Men begge hold skal søge sejren for at lukke hullet op til subtoppen (og CL-billetterne).

Nantes (nr 7) tabte 1-0 i Troyes. Fuldt fortjent i en kamp hvor hjemmeholdet trods en del fravær simpelthen var mere veloplagt og fremme i skoene. Nantes havde svært ved at modstå Troyes’ pres og entusiasme.

Ærgerligt for bretonerne der ellers var inde i en formstærk periode (med PSG blandt skalpene). Op til Troyes-opgøret var Nantes 6-2-1 i seneste 9 kampe (målscore 16-6); eneste nederlag i en tæt affære var faldet mod ligeledes formstærke Strasbourg.

Det skal med at Nantes mistede forsvarsgeneral Pallois efter blot et kvarter mod Troyes – men bretonerne havde det også svært forinden.

Nu er Pallois ude den næste måneds tid. Ude er nok fortsat den erfarne back Fabio (der er dog diverse andre at tage af) samt angrebs-afløsere Coco og Augustin.

Efter to gode sejre i træk kiksede mesterhold Lille (nr 6) i forsøget på at hente nr 3. Det blev kun 0-0 hjemme mod bundholdet Saint-Étienne i fredags.

Lille ville mest, men affæren var temmelig chancefattig. Dog kæmpe-tilbud til indskifter Onana der brændte en fri hovedstødschance efter lækkert indspil af Gudmundsson.

Oven i pointtabet måtte Lille se holdets formstærkeste spiller udgå med en skade. Midtbanedynamo Sanches er ude de næste 3 uger, mindst, og misser altså både onsdagens CL-returkamp mod Chelsea (der vandt 2-0 i London for tre uger siden) og Nantes-dysten.

Til gengæld er def-midtbanemand André, der måtte melde forfald pga sygdom kort før Saint-Étienne-kampen, nok klar igen. Han ventes at spille mod Chelsea.

Forventet opstilling mod Chelsea i aften: Jardim – Çelik, Fonte, Botman, Djalo – Bamba, André, Xeka, Gudmundsson – Yilmaz, David

Bøyes bud: Over 2 mål til odds 1,70 – SPIL HER >>*


Monaco – PSG 2 (1-2)

Offensive Monaco er blevet mere defensiv på det seneste, måske som optakt til dette opgør, men det er gået ud over angrebsevnerne. Træthed efter hårdt program kan også spille ind. Pariserne er derimod udhvilede. Real-fadæsen fik dem ikke til at fighte mod Bordeaux, til tilhængernes tydelige misfornøjelse, men en klar sejr kom i hus, og nu er Verratti tilbage.

Monaco (nr 8) tabte 1-0 i Strasbourg i en chancefattig affære hvor hjemmeholdet lige var en tak bedre, både spillemæssigt og mht effektivitet. Hjørnesparket der førte til Strasbourgs mål, burde dog have været fløjtet som målspark.

Som i forrige weekends 0-1-sejr i Marseille samt torsdagens 2-0-tab hos Braga i Europa League stillede monegaskerne med kun tre deciderede offensivfolk, og igen var forsvaret solidt, mens det kneb det med selv at komme frem til ret meget.

Monaco spillede ellers seværdig fodbold i årets to første måneder med med juleansatte Clément ved trænerroret; insisterende offensivt pres og effektivt genpres. Men han overraskede mod Marseille og syntes så åbenbart at den defensive taktik skulle fortsætte.

Trods nederlaget mod Strasbourg tror jeg også vi får et defensivt Monaco-hold at se mod PSG. Spørgsmålet er hvem der spiller. Denne torsdag gælder det returkampen hjemme mod Braga, og efter nydeligt spil og en del stolpe-ud i Portugal kan det godt være at Monaco har tiltro til at de kan gå videre trods to mål bagud. Omvendt kan træner Clément beslutte sig at fokusere på PSG, for Monaco er ni point fra en CL-placering i ligaen, seks fra Europa-bold, og det begynder altså at se tungt ud.

Mod Strasbourg blev angriber/topscorer Ben Yedder sparet fra start, og det taler for at han spiller torsdag mod Braga. Men hvad så med PSG? Jeg kan ikke forestille mig at man sparer ham dér.

Skadestvivl om den erfarne midterforsvarer Maripan der har misset de seneste tre kampe. Disasi og Badiashile gjorde det godt mod Marseille, knapt så godt mod Strasbourg.

Bemærk: Kampen mod PSG bliver Monacos syvende på blot 22 dage.

Fire dage efter seneste midtuges pinlige CL-elimination i Madrid vandt PSG (nr 1) 3-0 over Bordeaux.

Fortjent sejr over rækkens agterlanterne, men hvis man forventede et revanchelystent, fightende og målsøgende PSG-hold, tog man fejl. Pariserspillet var igen tungt – bortset fra lynhurtige og formstærke Mbappé. Midtbanen stoppede op frem for at spille fremad, Messi var blind passagér, og Neymar tabte bolden igen og igen. Kampen igennem blev pariserne – igen bortset fra Mbappé – hånet af deres egne fans. Konstant pibekoncert.

Forsvaret var ikke lige så elendigt som i Madrid, men med al respekt for girondinerne har de jo ikke just samme klasse som Benzema & Co. Sejren burde dog nok have lydt på 2-1 snarere end 3-0. Bordeaux var tæt på scoring, men PSG-keeper Navas (vogtede stængerne efter Donnarummas drop mod Real) var vågen.
Nu har PSG den vigtige spilfordeler Verratti tilbage fra karantæne, og det bør hjælpe på midtbane-kvaliteten.

Nok stadig ukampdygtige: midterforsvarsafløser Ramos, midtbaneafløser Herrera, venstrebackafløser Bernat og venstrebackreserve Kurzawa. Fortsat ude: Offensivafløser Di Maria.

Bøyes bud: 2-tallet til odds 1,95 – SPIL HER >>*

Odds på Ligue 1

*Reklamelink


Angers – Brest X (1-1)

Vestfransk dyst mellem to formsvage hold. Brest med meget fraværsramt forsvar i seneste runde, men det bør se bedre ud nu.

Efter en solid start på året har Angers (nr 14) tabt syv kampe i træk, senest 0-1 mod Reims.

Angers havde spillet rædderligt i 2-0-nederlaget i Rennes i runden forinden, så træner Baticles skiftede ud på fem pladser før Reims-kampen. Det hjalp ikke.

I modsætning til forrige hjemmekamp, mod Lens, hvor angevinerne åbnede kampen på stærk vis (eneste gode halvleg i laaang tid) – og tabte via skidt og uheldig anden halvleg – var de skuffende passive i første halvleg mod Reims der kom foran i 24. Drop af Angers-målmand Petkovic (igen-igen), men føringen var fortjent.

I 34. minut fik Angers en gave da Reims blev ramt af en tåbelig udvisning, og i anden halvleg udnyttede hjemmeholdet overtallet til at presse på. Det kastede fire-fem afslutninger på træværket af sig, men ind ville bolden ikke.

Den hurtige og fremdrivende højre wingback Cabot er fortsat skadet. Nye fravær: højreback/højre-midterforsvarer Manceau (der blev udvist til sidst mod Reims) og angrebsreserve Ninga.

Brest (nr 13) tabte 1-4 mod Marseille og fik dermed ikke fulgt op på den heldige 0-1-sejr i Lens.

Efter mod Lens at have kørt betondefensiv femmandsforsvar og meget lidt vilje til at søge fremad når man havde bolden, stillede (4-2-3-1) Brest mere offensivt mod Marseille. Men uden at det gav ret mange chancer mod Marseilles effektive pres og genpres.

Og Brest-forsvaret så meget skidt ud. Det skal dog med at forsvaret stillede med en vikar på fire ud af fire pladser. Det bør se bedre ud nu hvor anfører og styrmand Chardonnet er tilbage fra to kampdages karantæne, og makker Hérelle (måtte melde afbud kort før Marseille pga sygdom) nok også er klar.

Ude er dog sandsynligvis stadig den skadede højreback Pierre-Gabriel, så den fleksible venstreback Duverne må nok igen vikariere til højre.

Bøyes bud: X’et til odds 3,25 – SPIL HER >>*


Bordeaux – Montpellier 2 (1-2)

Det snerper til for agterlanterne Bordeaux der forgæves har forsøgt at vinde siden januar. Nu er førstekeeper Costil nok tilbage, men offensivmand Oudin er nyt fravær, mens Montpellier sandsynligvis har forsvarsstyrmand Sakho og topscorer Mavididi klar efter skader. Les Paillades gjorde det i øvrigt godt mod Nice og bør have gode chancer i vinbyen. Også selv om Montpellier-fans er forment adgang på stadion.

Bundholdet Bordeaux (nr 20) tabte 3-0 i Paris. Fortjent nederlag, men det burde nok have været 2-1.

Girondinerne lugtede blod efter PSGs pinlige CL-elimination i Madrid i midtugen og angreb med mod og højpres fra start, og pariserne virkede groggy i første halvleg (i hvert fald indtil Mbappés føringsmål). Men i længden var parisernes bedre teknik – samt Mbappés speed – for meget for det temmelig tunge Bordeaux-forsvar.

Det var andet nederlag i træk, begge uden girondinerscoring, og Bordeaux har kun fået i alt to point i fire kampe siden Guion overtog trænerposten i februar.

Nu er der fire point op til en playoff-plads, så der skal sejre til.

Bordeaux har nok klassekeeper Costil efter næsten to måneders skadespause. Det håber klubben i høj grad, for afløser Poussin der har vogtet stængerne i mellemtiden, har karantæne nu, og alternativet er en ungersvend der aldrig har spillet på førsteholdet. Der er begrundet håb om at Costil kan spille; han påbegyndte i sidste uge specialtræning med målmandstræneren, og i denne uge har han trænet normalt. Ideelt er det ikke (to måneder kan medføre en del rust), men det er nok bedre end en uerfaren reserve.

Ud over Poussin må Bordeaux undvære kantspiller Oudin pga karantæne. Ude med skader er nok stadig venstreback Mangas (starter/afløser), midtbaneafløser Lacoux og angrebsindskifter Briand.

Montpellier (nr 11) spillede 0-0 hjemme mod ligatoer Nice. Endelig et point efter to fortjente nederlag i træk.

Bagefter ærgrede Les Paillades sig over den undslupne sejr, for de var 11 mod 10 i 55 minutter, og kreatør Savanier (ellers god kamp) brændte straffe med et elendig panenka-forsøg. Men det var opmuntrende at de var velspillende og bedre end Nice både før og efter udvisningen (der i øvrigt nok var en fejldom).

Montpellier regner med at have to markante folk tilbage fra skader: Dels venstrefløj og topscorer Mavididi der har været skadet siden startfebruar. Dels den erfarne og kropsstærke midterforsvarer Sahko efter at have misset seneste tre kampe. Mens Sakho virkelig var savnet i 2-0-tabet i Nantes, gik det noget bedre mod Nice hvor unge Esteve var mere oppe på dupperne.

Selvsamme Esteve har døjet med en mindre skade i ugens løb. Ditto med målmand Omlin og kreatør Savanier. Men alle tre ventes at være spilleklar mod Bordeaux.

Bøyes bud: Montpellier +0 AH til odds 2,11 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Lorient – Strasbourg 2 (0-2)

Strasbourg banker på i toppen efter en lang, stærk periode. Offensiven har skrantet lidt i seneste kampe, men nu er kreatør Thomasson nok med efter skadespause. Lorient forstærkede sig i januar og har gjort det pænt siden, men har alligevel tabt seneste to hjemmekampe, og der er sygdomsproblemer i truppen.

Lorient (nr 17) vandt 0-2 i Clermont. Opmuntrende resultat efter 1-4-lussingen mod Lyon.

Forsvarsstyrmand Laporte, tilbage efter karantæne, var i problemer i første halvleg hvor Clermont højpressede sig til en del omstillingschancer, men dårlige afslutninger samt godt spil af Lorient-keeper Dreyer forhindrede scoring.

I anden halvleg var Lorient mere solid defensivt og samtidig effektiv fremme. Ikke med førsteangriber Moffi der leverede en bleg indsats, men med indskifter Koné der scorede sit tredje mål siden han kom til i januar. Super-subben er noteret for seks kampe, alle som indskifter.

Nu er midtbanemand Abergel tilbage fra karantæne. Def-midtbanemand Lemoine er stadig ukampdygtig, men han ville alligevel kun være bænkevarmer nu hvor januartilkommer Innocente har sat sig særdeles kompetent på pladsen som 6’er. Faktisk har Lorient – bortset fra Lyon-lussingen – leveret gode/ok indsatser siden slutjanuar.

Der er dog sygdomsproblemer i truppen. I sidste uge var der tvivl om offensivfolk Laurienté og Moffi op til Clermont. De spillede, men Moffi virkede ikke just 100% klar. I denne uge missede højreback-afløser Silva og angrebs-indskifter Soumano mandagens træning pga sygdom. Silva er tilbage i træning efter negativ Covid-test, men Soumanos test var positiv; han misser nok Strasbourg. Onsdag var det højreback Mendes og midtbane-afløser Le Fée der missede træningen pga sygdom; endnu uvist om de er Covid-positive.

Problemerne mod Clermonts intense højpres kan i øvrigt bekymre, for den slags blitz-aktioner leverer Strasbourg også gerne.

Strasbourg (nr 5) vandt 1-0 over Monaco. Skabte ikke ret mange chancer, men var effektiv (lækkert saksesparksmål af forsvarsjernmand Djiku) og holdt samtidig den farlige monegaskeroffensiv fra fadet; tillod meget lidt.

Hjørnesparket der førte til Strasbourgs mål, burde have været fløjtet som målspark, men det lever alsacianerne nok med.

De har kun tabt to ligakampe siden oktober og er velpressende. Op til Monaco spillede de dog uafgjort i tre chancefattige kampe i træk, og det virker som om at den ellers så stærke offensiv er lidt nede i en bølgedal lige nu.

Men offensiven kan boostes med kreatør Thomasson, sandsynligvis klar efter den skade der har kostet ham de seneste to kampe. Midterforsvarer Le Marchand mangler stadig, men afløser Perrin har gjort det godt.

Bøyes bud: 2-tallet til odds 2,25 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Rennes – Metz 1 (1-0)

Rennes har sprudlet, men bretonernes program er tæt; kan de virkelig blive ved med at score mål på samlebånd? Bundholdet Metz er impotent fremme (forsøger derfor at tilknytte en ”russer), solid defensivt. Pæn chance for målfattig affære.

Med 2-4-sejr i Lyon bekræftede velkombinerende Rennes (nr 4) den fine form. Ikke langt fra formen i oktober-november hvor bretonerne var ligaens bedste hold. Lige nu har de fire L1-sejre i træk, med målscoren 14-5.

Fire mål mod Lyon var i overkanten; bretonerne var over-effektive – men indsatsen var god, både defensivt og offensivt.

Og det selv om Rennes tre dage forinden havde spillet Conference League-kamp hos Leicester og tabt 2-0 (temmelig uheldigt efter en chanceskabende indsats). I forhold til kampen i England skiftede træner Genesio ud på een plads; den kreative Majer midtbanemand startede inde i stedet for den hurtige fløjspiller Doku. Det gav pote. Majer scorede 1 og leverede 1 assist.

Det vil vise sig hvordan Rennes stiller i denne torsdags returkamp mod Leicester. Men stort turnover bliver der næppe tale om, hverken mod Leicester eller mod Metz (Rennes er 1 point fra en CL-placering i ligaen).

Målmand Gomis og fløjspiller Doku (mest indskifter) misser Leicester, og Gomis går også glip af. Brækket hånd. Han har dog en aldeles glimrende afløser i unge Alemdar der tidligere har vikarieret på stærk vis.

Fløjindskifter Kamaldeen og forsvarsafløser Badé er nok stadig ukampdygtige.

Metz (nr 19) spillede 0-0 mod Lens og er dermed uden scoring i seneste fire kampe (og med blot eet mål i seneste syv). Ud over en stor hovedstødschance til Ndoram efter hjørnespark skabte offensiven igen alt for lidt.

Men forsvaret var igen pænt solidt, og det har kun indkasseret i alt 1 mål i seneste fire kampe.

Nu råder def-midtbanen påny over Amadou, klar efter karantæne. Stadig i skammekrogen: træner Antonetti (om end man må formode at det er ham der træffer de taktiske valg via telefon) og def-midtbanemand Pajot. Fortsat ukampdygtige pga skader: højreback Centonze og forsvarsafløser Udol. Tvivl om følgende (tilbage eller fortsat skadede): back Delaine, midterforsvarer Kana-Biyik samt def-midtbanefolk Maiga og Traoré.

Mange fravær, men defensiven synes at klare sig ganske godt uden. Faktisk var højreback Mickelbrencis, normalt reserve men starter pga fraværene, holdets bedste mod Lens.

Problemet er offensiven – og den kan ikke engang undskylde sig med fravær. Men den styrkes måske med Lamkel Zé, 25-årig angriber fra Cameroun der er klubløs efter ophævelse af sin kontrakt med russiske Khimki (2 mål/3 kampe siden sit januarskifte fra slovakisk fodbold). Han træner med i Metz, og klubben har søgt om tilladelse til at hyre ham.

Bøyes bud: Under 2,5 mål til odds 2,00 – SPIL HER >>*


Reims – Lyon X (1-1)

Reims er uden tab i seneste fire kampe trods fravær af topscorer Ekitike. Lyon har højt topniveau, men lavt bundditto. Forsvarssvækkede Les Gones har desuden tætpakket program, og det kan champagneholdet meget vel udnytte på eget græs.

Reims (nr 12) vandt 0-1 i Angers og fik dermed point for fjerde kamp i træk (to sejre). Som i de forrige tre kampe var held i høj grad med i spillet. Men der var også gode takter og stærk fight.

Champagnedrengene åbnede faktisk kampen rigtig godt; var bedre spillende end i de forrige kampe og kom foran. Hjulpet af målmandsdrop, men Reims fortjente det efter at have vist angrebsvilje kombineret med defensiv soliditet.

Men i 34. minut blev angriber Donis (sjælden start til ham; en chance han bestemt ikke greb) udvist for en tackling bagfra på Angers’ banehalvdel. Rødt var hårdt dømt, men huleme en dum tackling.

Derefter havde Reims fokus på at forsvare sig, og det holdt hårdt i anden halvleg hvor Angers havde fire-fem træværksafslutninger. Men det gik – med lidt held i sprøjten.

Reims må fortsat undvære topscorer Ekitike og midterforsvarer Gravillon, og Donis er nyt fravær. Men angriber Touré og midtbanemand Berisha er muligvis tilbage efter halvanden måneds skadespause. Tilbage er muligvis også def-midtbanemand Cajuste (ex-FCM) der missede Angers.

Lyon (nr 10) tabte 2-4 mod Rennes og kom dermed hurtigt ned på jorden efter forrige weekends 1-4-sejr i Lorient og torsdagens 0-1-sejr hos Porto i Europa League.

Fire mål imod var urimeligt; bretonerne var over-effektive, men godt så Lyon-forsvaret ikke ud, bortset fra højreback Dubois. Offensiven var bedre, især højrekants-kreatør Faivre (kampens bedste mod Lorient), men scorede kun via selvmål – den ville dog være gået ind uanset – og straffespark. Skuffende efter den flotte indsats mod Lorient.

Midterforsvaret er stadig svækket. Idealstarter Denayer har været ude med skade siden startdec. Er MÅSKE tilbage snart, men næppe i startklar stand. Stadig ude: afløser Diomandé og nok også stadig afløser Boateng. Vikaren Mendes (egl midtbane) har generelt gjort det godt, men han var skidt spillende mod Rennes.

Ukampdygtig er fortsat offensiv-afløser Cherki.

Bemærk at Lyon skal spille returkamp mod Porto denne onsdag, dvs fire dage før Reims-opgøret. Træner Bosz valgte at stille med samme startellever mod Rennes som i Portugal; det burde han måske ikke have gjort.

Bøyes bud: Reims +0,5 AH til odds 2,03 – SPIL HER >>*


Marseille – Nice X (1-1)

Det ligner et intenst lokalderby. Nice må undvære sine fans og er svækket uden forsvarsstyrmand Dante og måske fløjspiller Kluivert. Marseille kommer dog til at have en torsdagskamp i benene, og hjemmeholdet kan få det svært mod Nice-træner Galtiers gode organisation.

Efter torsdagens 2-1-sejr over Basel i Europa League – en sejr der burde have været større – vandt Marseille (nr 2) 1-4-i Brest i søndags. To kampe hvor Les Phocéens viste flot spil. Tiltrængt efter en måneds formdyk der kulminerede forrige weekend med 0-1-tab mod Monaco.

Mod Brest var der især godt spil af offensivreserve Harit der greb chancen i kreatør Payets fravær. Men også angriber Milik var i hopla og bekræftede sin gode form. Han scorede 1 mål efter at have nettet begge i sejren over Basel.

Det skal dog med at Brest var markant svækket i defensiven.

Denne torsdag gælder det returkampen mod Basel, i Schweiz. Her må Payet nok også stå over, men der er håb om at han bliver klar til Nice. I givet fald på bekostning af Harit, eller får vi evt dem begge at se fra start?

Træner Sampaoli har karantæne mod Nice, og det betyder mindre drama, men også mindre entusiasme på sidelinjen.

Bemærk: Marseille og Nice er a point. Men Nice havde været tre point foran uden flaksekast og tilskuerinvasion kort før tid i Nice-Marseille i august som hjemmeholdet blev straffet for via en skrivebordsafgørelse.

Nice (nr 3) fik ikke fulgt op på den flotte gevinst mod PSG med endnu en sejr; spillede 0-0 hos sydkyst-kollega Montpellier.

Men det point er Nice nok pænt tilfreds med. Dels fordi Rivieradrengene var i undertal i 55 minutter efter Dantes udvisning i en (fejldømt; elendigt af dommer og VAR) situation der også gav straffe til Montpellier – et straffe som blev brændt. Dels fordi Nice var spillemæssigt underlegen både før og efter udvisningen.

Det selv om Montpellier manglede et par vigtige spillere. Det skal dog med at Nice også var svækket, uden den formstærke fløjspiller Kluivert der meldte forfald kort før kampen. Spørgsmålet er om han bliver klar til Marseille.

Et andet spørgsmål er om de offensivt dygtige backs, højremand Atal og venstremand Amavi, er startklare. Efter skadespause var de på bænken mod Montpellier. Afløserne, Lotomba og Bard, er habile, men har ikke samme klasse.

Forsvarsstyrmand Dante går glip af kampen pga karantæne. Nice har en ganske god afløser i Daniliuc (hurtigere end den gamle brasilianer), men Dantes erfaring og timing ville være gode at have i dette derby.

Bøyes bud: X’et til odds 3,45 – SPIL HER >>*

Odds på Ligue 1

*Reklamelink

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.


Varm op til El Clásico med SpilXpoden

7 Kommentarer

Skriv et svar

  1. Jens Bøye

    Lens – Clermont (lørdag): Clermont er svækket. Def-midtbanemand Samed er (i modsætning til hvad jeg skrev i analysen foroven) stadig i karantæne. Desuden er venstreback Nsimba skadet (og venstrefløj-afløser Allevinah har Covid). Venstrefløj Rashani (tvivl i løbet af ugen) skulle dog være ok. Ligeså med angriber Bayo.

    Hjemmehold Lens må undvære midterforsvarer Medina, men har angriber Said tilbage efter skade og venstrewingback-afløser Frankowski efter karantæne.

  2. Jens Bøye

    Reims – Lyon (søndag): Lyon gik videre i Europa League med torsdagens 1-1 hjemme mod Porto (efter fransk 0-1-sejr i Portugal). God kamp af Les Gones.

    Marseille-Nice (søndag): Marseille gik også videre, via 1-2-sejr i Basel (havnebyens klub havde vundet med samme cifre i Sydfrankrig i indledende opgør).

  3. Jens Bøye

    Rennes-Metz (søndag): Rennes blev elimineret i Conference League torsdag. Spillede ellers godt, men 2-1-sejren var ikke nok efter 2-0-nederlag i London i sidste uge.

    12 tilskuere blev såret da en barriere brød sammen.

  4. Jens Bøye

    Monaco-PSG (søndag): Monaco blev slået ud af Europa League torsdag hvor det blev 1-1 mod Braga (indledende opgør blev vundet af portugiserne med 2-0). Skidt kamp af monegaskerne selv om de stillede i cirka stærkeste, med Ben Yedder og Volland i front.

    Bemærk: Midterforsvarer Maripan er tilbage efter skadespause; han blev skiftet ind torsdag.

  5. Jens Bøye

    Saint-Étienne – Troyes (i dag, fredag): Troyes har en række spillere tilbage efter skadespause, inkl midterforsvarer Rami samt angriberne Ripart og Touzghar. Det ventes dog at der stilles med samme startellever som i sidstes 1-0-sejr (god indsats) over Nantes. Dog med een undtagelse: Højraback Kaboré er skadet. Pladsen udfyldes nok af Biancone, klar efter karantæne.

    Forventede opstillinger:
    St Etienne: 3-4-1-2: : Bernardoni – Sacko, Mangala, Nadé – Thioub, Camara, Gourna-Douath, Kolodziejczak – Boudebouz – Bouanga, Khazri

    Troyes: 5-3-1: Gallon – Biancone, Palmer-Brown, Salmier, Conté, Larouci – Kouamé, Tardieu, Chavalerin – Mothiba, Ugbo

  6. Jens Bøye

    Nantes-Lille (lørdag): Lille tabte 1-2 til Chelsea i går og røg dermed ud af Champions League. Men Les Dogues spillede en god kamp og havde fortjent bedre (i den konkrete kamp; ikke at gå videre – tabte 2-0 i London i indledende opgør). Bl.a. god indsats, endelig, af veteranangriber Yilmaz der ellers har haft et skidt år.

    Desværre for Lille blev to spillere skadet, og de går sandsynligvis glip af Nantes: Højreback Celik og midterforsvarer Botman. I forvejen mangler midtbanedynamo Sanches.