18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Bøye: Tips til 15. runde i Ligue 1 d. 26. – 28. november 2021

Efter en runde præget af røde kort og flot fight af undertalsholdene, ser vi her frem mod 15. runde i den bedste franske fodboldrække. Diverse gode spilobjekter, så læs endelig de grundige kampanalyser herunder. Og bemærk at 16. runde allerede spilles i næste midtuge (optakt ligger nok klar søndag aften/mandag morgen)! Tæt program, især for de klubber der har europæisk kamp i denne midtuge.

Husk: Optaktens tip, “Bøyes bud”, er skud fra hoften der ikke nødvendigvis holder værdi. Hvis jeg er overbevist om værdien, smider jeg også bettet som eksperttip. Men statistik skal der da føres (over Bøyes bud; ikke ciffertippene). Seneste rundeoptakt gav et lille underskud på 0,5 units. Dermed lyder det samlede resultat på et smalt overskud: +0,43. Dette efter 10 rundeoptakter og i alt 101 Bøye-bud til 1 unit per tip.

Lens – Angers X (1-1)

Lens har højt topniveau, men kan få problemer mod kontrastærke Angers.

Fra himmel til helvede: I 13. runde vandt Lens 4-0 over Troyes, i 14. runde tabte holdet 4-0 i Brest.

Det skal med at Lens’ chanceskabende spil sådan set var glimrende – dynamisk og insisterende – og bretonerne var ekstremt over-effektive. Cifrene var med andre ord ikke helt rimelige. Men når det er sagt, skal Lens have ris for dårlige afslutninger (præget af et fraværsramt angreb), for at tillade for mange farlige kontraer samt for elendig opdækning i feltet ved indlæg.

Tilbage fra karantæne vender den hovedstødsstærke angriber Sotoca, og den driblestærke kollega Said er nok klar efter sin skade. De to kæmper normalt om en startplads (med Said som nr 1 siden midtoktober), mens den anden plads i tomands-angrebet normalt tilhører eksplosive Kalimuendo. Han har dog karantæne nu efter rødt kort mod Brest. En udvisning han fik kort efter at være blevet skiftet ind. Konkurrent Ganago – også fodkvik – fik en sjælden startchance, men demonstrerede at han er et stykke fra topformen.

Efter forrige rundes godt tilkæmpede 1-1 hos Lille vandt Angers fortjent 1-0 hjemme over Lorient. Det lykkedes at holde udeholdets kontrafase i skak og samtidig sætte sig igennem med chanceskabende boldbesiddelse mod en mandefaldsramt, men stadig defensivt solid modstander. Angevinerne er ellers selv bedst til at spille på omstillinger.

Det er uvist om førstekeeper Bernardoni er tilbage efter at have misset de seneste to kampe pga sygdom, men afløser Petkovic har stået fortrinligt. Tilbage fra karantæne er kreatør Fulgini. En forstærkning.

Bøyes bud: Angers +0,5 til odds 1,99 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Lille – Nantes X (1-1)

Flot CL-sejr i midtugen til Lille, men i seneste weekend var holdet præget af træthed i 2H. Kan også ske mod farlige Nantes.

Lille har dummet sig i seneste fire L1-runder; dvs tilladt modstander-comebacks efter føring. I seneste weekend var det nordfranske mesterhold foran 0-2 i Monaco via en fremragende start og to mål af angriber David, men måtte nøjes med 2-2. Det udlignende mål endda sat ind efter monegaskerne var blevet reduceret til 10 mand. Pinligt af Lille.

Passiviteten i anden halvleg hang nok sammen med at flere Lille-folk var trætte efter landsholdstjeneste, men det er en fattig trøst, for det hårde program fortsætter. I går, tirsdag, spillede Lille således vigtig CL-dyst mod gruppeetter Salzburg.

Men måske det fine resultat mod de farlige østrigere kan opveje trætheden: Lille ydede en solid indsats og vandt 1-0 (David igen). Kom foran i første halvleg, var på hælene i begyndelsen af 2. halvleg, men genvandt balancen og kontrollen ved at skifte fra 4-4-2 til 4-3-3.

Def-midtbanemand André og højrefløj Ikoné har friske ben lørdag; de havde karantæne i tirsdagens CL. Bemærk også at midtbanedynamo Sanches, venstrefløj Bamba, angriber Yilmaz og venstreback Reinildo alle blev helt eller delvist sparet mod monegaskerne, pga småskader eller træthed. De var med tirsdag, og især fremdriver Sanches var i hopla.

Lille har desuden midtbaneafløser Onana tilbage fra karantæne, men må nok stadig undvære den skadede midterforsvarer Botman. Aafløser Djalo er dog generelt god og var det især mod Monaco hvor han ud over solidt forsvarsspil leverede en flot assist. Tvivl om venstreback-afløser Gudmundsson.

Nantes er nu oppe på tre runder i træk uden sejr, og to runder i træk med pointtab trods rødt til modstanderne. Alligevel bør de bretonske pander være hævet, for både mod Strasbourg (2-2) og senest mod PSG (3-1-tab) blev der vist glimrende spil.

Messi, Neymar og Mbappé udspillede bretonerne i første halvleg og kombinerede sig frem til diverse store chancer, men scorede kun eet mål – på et afrettet skud. Nantes-keeper Lafont stod fremragende. I anden halvleg stod Nantes anderledes solidt og var samtidig farlig på omstillinger. På een af disse dummede PSG-målmand Navas sig og fik rødt. Nantes udnyttede overtallet til at udligne og søgte derefter sejren mod et groggy pariserhold. Der så gudhjælpme mig scorede ENDNU et superheldigt mål – denne gang en Messi-tværsaflevering der ramte en hæl og – fra kanten af feltet – slog en bue over en prisgivet Lafont. Groteskt syn. Det knækkede Nantes, og Messi scorede så et smukt kontramål til sidst.

Nu vender Nantes-forsvarsstyrmand Pallois tilbage fra karantæne, og offensiven kan også være markant forstærket. Venstrefløj Simon missede PSG pga en skade, men er muligvis klar til Lille. Tvivl om højreback Corchia der udgik mod PSG. Det skal også med at kreatør Blas brækkede hånden da Navas foretog sit vanvidsforsøg på at stoppe kontraen, men det franske talent spillede videre, og det ventes at han kan spille mod Lille med en skinne.

Bøyes bud: X’et til odds 3,95 – SPIL HER >>*


Nice – Metz 1 (3-1)

Det lugter af mål!

Nice har været blandt ligaens allerbedst spillende hold i denne sæson, men det var ikke til at se mod Clermont der burde have fået mindst uafgjort. Som i diverse andre kampe formåede Nice at gøre sent comeback og sejre (1-2) efter at have været bagud. Denne gang var det bare heldigt, ikke fortjent.

To mål af angriber Gouri. Eet heldigt; målmandsfejl. Eet superflot. Kollega Delort kæmpede bravt, og keeper Benitez stod en stærk kamp. Men det øvrige hold gjorde det skidt, især DK-angriber Dolberg – måske præget (evt mentalt) af sin nylige sukkersyge-diagnose. Dog god indskiftning af den erfarne midtbanemand Schneiderlin, ellers sjældent brugt. Så god var han at han banker på til en start mod Metz.

Hvor Nice-holdet i det hele taget bør se en del bedre ud. Forsvarsstyrmand Dante er tilbage fra karantæne, og fløjene Kluivert og Stengs kan meget vel være startklare (indskiftere mod Clermont efter skadespause). Det betyder nok at Gouiri – venstrefløj mod Clermont – rykkes op i angrebet, og Dolberg sættes på bænken.

Med lidt held er den målfarlige højreback Atal, der missede Clermont pga en mindre skade, desuden tilbage. Disse to er nok stadig ukampdygtige: fløjspiller Boudaoui og angrebsindskifter Guessand.

Efter den godt tilkæmpede (og lidt heldige) 0-0 hos storklubben Marseille, spillede Metz 3-3 hjemme mod Bordeaux. Men ret beset havde bundholdet fortjent at vinde.

Tung kampstart trods presforsøg og bagud 0-2, men det hjalp offensivt med taktikskifte fra 3-4-1-2 til 4-2-1-3: midterforsvarer Niakaté udskiftet efter halv time til fordel for offensivmand Nguette der scorede to mål. Det sidste til 3-3 efter rødt kort til Metz der var bedst trods 10 mod 11.

Der var dog defensive lakuner, bl.a. pga dårligt tilbageløb af højreback Centonze og midtbanemand Sarr. Det skal med at diverse messinere var trætte efter landskampstjeneste. Men mon ikke Metz igen – trods førnævnte vellykkede taktikskifte – igen starter med tremands-midterforsvar, blot med erfarne Jemerson, klar efter karantæne, i stedet for unge Niakaté.

Offensiven må undvære kreatør Boulaya, i karantæne efter tåbeligt rødt, men han var alligevel ikke meget bevendt mod Bordeaux, og i stedet starter nok gennemslagskraftige Nguette. Agterlanternen har brug for sejre.

Bøyes bud: Over 2,5 mål til odds 1,80 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Saint-Étienne – Paris Saint-Germain X (2-2)

Bund mod top, men pas på: PSG har hårdt program (dvs nok turnover). Saint-Étienne viser opadgående form og har faktisk spillet lige op med pariserne i seneste tre møder, inkl 0-0 i seneste hjemmekamp mod PSG.

Saint-Étienne ligger stadig i den tunge ende – er næstsidst – men efter 12 runder uden sejr har helgenklubben vundet de seneste to kampe. Efter den fortjente 3-2-comebacksejr over Clermont snuppede SE en udebanegevinst i Troyes: 0-1 blev det i en tæt affære hvor kreatør Boudebouz og den hurtige højreback Macon (tilbage fra skade) skilte sig ud. Også god: venstreback Trauco der havde en Sydamerikarejse i benene, men alligevel scorede et lækkert mål.

Ikke de stærkeste modstandere, men omvendt var Saint-Étienne decideret uheldig i flere af de foregående kampe.

Nu kan SE være endnu stærkere. Pga sygdom startede topscorer Khazri ude mod Troyes, og offensivkollega Bouanga manglede helt. De bør være ok nu (dog ikke sikkert mht Bouanga). Desuden er anfører/midtbanemand Camara tilbage fra karantæne.

Spørgsmålet er om midterforsvarer Moukoudi og midtbanemand Neyou er klar efter deres skader; begge har været ukampdygtige siden oktober. Midterforsvaret var glimrende mod Troyes, men midtbanen kunne godt bruge Neyou.

Op til landskampspausen var PSG dårligste hold på banen i tre kampe i træk, mod Lille, Leipzig og Bordeaux – og alligevel blev det til sejr, uafgjort og sejr.

Heldet fortsatte i seneste weekend mod Nantes. Messi, Neymar og Mbappé – med Verratti som knaldog spilfordeler – udspillede bretonerne i første halvleg, men scorede kun eet mål, på et afrettet skud. I anden halvleg stod Nantes anderledes solidt og var samtidig farlig på kontraer. På een af disse dummede PSG-målmand Navas sig og fik rødt. Nantes udlignede og søgte sejren mod et groggy pariserhold. Der så gudhjælpme mig scorede ENDNU et superheldigt mål, denne gang en Messi-tværsaflevering der ramte en hæl og – fra kanten af feltet – slog en bue over en prisgivet Lafont. Groteskt. Det knækkede Nantes, og Messi scorede et smukt kontramål til sidst.

Det var Messis første L1-mål, og hans stærke spil i første halvleg var også opmuntrende. Ditto for Mbappé og Neymar. Men trioen og resten af holdet virkede trætte i anden halvleg – nok præget af landsholdskampene og rejserne.

Det tætte program fortsætter. Næste onsdag venter Nice, og denne onsdag spiller PSG vigtig CL-kamp hos Man City. Men her råder pariserne over midterforsvarerne Marquinhos og Kimpembé der blev sparet mod Nantes. Selv kollega Ramos er med i truppen – for første gang siden sit sommerskifte fra Real Madrid. Det bliver dog nok højst til et par minutters spilletid; den rutinerede spanier skal lige genfinde kondition og form. Med, efter sygdom, er nok også målmand Donnarumma.

Mbappé missede mandagens træning pga sygdom, men ventes klar til kamp mod City. Det vil så vise sig om een eller flere af den magiske angrebstrio spares mod Saint-Étienne. Det bliver spilfordeler Verratti nok: Han var tvivlsom op til Nantes, men var med, og han spiller nok også mod City. Men midtbanekontingentet er så stort i Paris at turnover er oplagt.

Bøyes bud: Saint-Étienne +1,75 til odds 1,77 – SPIL HER >>*

Odds på Ligue 1

*Reklamelink


Bordeaux – Brest 2 (1-2)

Formstærke Brest kan meget vel gøre det onde ved defensivt svage og balanceløse Bordeaux.

Bordeaux har været involveret i en række dramatiske og målrige kampe den sidste måneds tid. Senest 3-3 i Metz. Elendigt forsvarsspil. Flot indsats af offensivmand Oudin (1 assist, 2 mål).

Bordeaux var presset fra start, bl.a. pga mange boldtab, men kontrascorede to gange og så ud til at have styr på kampen. Men i slutningen af 1H fik Metz reduceret, og i 2H var der dømt stormløb mod girondinermålet. Metz fik fortjent udlignet. Ud af ingenting fik Bordeaux scoret til 2-3, og lige så heldigt blev hjemmeholdet kort efter ramt af rødt. Men selv 10 mod 11 var Metz bedst og fik udlignet til 3-3.

Sådan cirka det omvendte forløb af de forrige par runder (heldig 3-2 over Reims, uheldig 2-3 mod PSG) hvor Bordeaux var bagud og iværksatte en flot slutspurt til sidst. Med andre ord mangler træner Petkovic at lægge en taktik og en holdbalance der virker i hele eller bare det meste af kampen…

Forsvarsstyrmand Koscielny og angriber/topscorer Hwang ventes klar efter skader. En forstærkning omend Hwang næppe er i topform efter næsten halvanden måned udenfor. Ukampdygtige er nok fortsat midterforsvarer Baysse, midterforsvarsafløser Mediob og angrebsafløser Maja.

Med 4-0-sejren over Lens er Brest oppe på 10 point i seneste fire runder (efter taktiskskifte fra een til to angribere, fra 4-2-3-1 til 4-4-2). I modsætning til forrige rundes lidt heldige 1-2-comebacksejr hos lokalrival Lorient, åbnede bretonerne med fyr og flamme mod Lens der var bagud 2-0 før der var gået et kvarter. Stærkt boldholderpres og vilje til at sende hurtige og mandstunge kontraer afsted når satsende Lens tabte bolden. Effektiviteten var ekstrem, og Brest var heldig ikke at indkassere, men en flot sejr over en stærk modstander.

Blandt mange flotte præstationer (inkl kreatør Faivre der ellers var tvivlsom op til kampen) skilte angriber Le Douaron sig ud. Bevægelig, kreativ og målfarlig.

Bøyes bud: Brest asian handicap 0 til odds 2,13 – SPIL HER >>*

Se også eksperttippet


Lorient – Rennes X (1-1)

Rennes er Frankrigs bedste hold lige nu, mens mandefaldsramte Lorient har tabt 3 i træk. Men pas på, for dette er et bretonsk lokalderby, og Lorient vil elske at drille storebror (der desuden har en torsdagskamp i benene).

Lorient tabte 1-0 i Angers (tredje nederlag i træk). Fortjent i et opgør hvor den ellers kontrafarlige offensiv skabte for lidt. Men det er værd at bemærke at den mandefaldsramte defensiv var overraskende solid. Både midtbane og forsvar.

Det er vigtigt, for de fleste af de skadede defensivfolk mangler stadig: venstreback Le Goff, midterforsvarer Jenz, afløser Morel (venstreback/midterforsvarer) samt defensiv-midtbanemand Lemoine. Lemoine-afløser Monconduit er derimod tilbage og går nok ind i startopstillingen, men der er stadig mange fravær, og de urutinerede reserver, venstreback Loric og midterforsvarer Petrot, ser ud til at få endnu en startchance.

Ude med karantæne er stadig højreback-reserve Hergault. Den kvikke angrebsafløser Diarra er stadig skadet, men den ligeledes lynhurtige normalstarter Laurienté bør være startklar; han var indskifter mod Angers efter en skadespause. Hans speed kan give kontrafasen det oomph den har behov for.

Rennes er nu oppe på otte ligarunder i træk uden nederlag, heraf seks sejre. Spillet har været fremragende. Det var også tilfældet i sidste weekends knusende fortjente 2-0-sejr (burde have været 4-0) over Montpellier. Der blev ramt af rødt kort midtvejs, men da stod der forlængst 2-0.

Det er bemærkelsesværdigt at Rennes i de seneste kampe har spillet uden fløje – til gengæld med en teknisk, taktisk og kreativt fremragende midtbane. Nu råder bretonerne faktisk over to hurtige driblefløje i Sulemana (klar efter karantæne) og Doku (indskifter mod Montpellier efter skadespause), men det kan blive svært for dem at generobre en startplads.

Denne torsdag skal Rennes spille Conference League-dyst, hjemme mod Vitesse, men bretonerne fører gruppen, så hvis der skal køres turnover, er det nok torsdag frem for i lokalderbyet mod Lorient. Jeg forventer Sulemana og Doku fra start torsdag, på bænken søndag. Stort turnover bliver der dog næppe tale om; det gør træner Genesio sig normalt ikke i.

Balancemand Santamaria og midterforsvarer Omari er tilbage fra karantæne. Førstnævnte slår næppe formstærke Martin af mod Lorient, men Omari får nok sin startplads tilbage fra Badé selv om denne, efter dårlige indsatser i sæsonstarten, var ok mod Montpellier.

Bøyes bud: X’et til odds 4,00 – SPIL HER >>*


Monaco – Strasbourg 1 (2-1)

Monaco er uden sejr i seneste tre ligarunder, med blegt spil i de fleste af de 270 minutter, men humøret er næppe helt dårligt efter et flot comeback i 2-2 mod Lille. Elendigt forsvarsspil gav en tidlig 0-2-føring til udeholdet, men Monaco kæmpede sig fortjent tilbage. Udligningen faldt endda efter rødt kort til forsvarer Pavlovic. Selv 10 mod 11 formåede monegaskerne at presse og være bedst.

Det er værd at bemærke at Monaco startsparede angriber Ben Yedder (kom ind og stod for den flotte udligning), højrefløj Martins (afløser Diatta scorede et godt mål, men udgik så med en knæskade) og midterforsvarer Maripan. Desuden havde midterforsvarer Badiashile og kreatør Golovin karantæne. (Golovin-afløser Diop spillede dog godt.) De kan være med nu. Især vigtigt med et styrket forsvar efter den katastrofale kampstart mod Lille.

Hold dog øje med hvordan Monaco stiller i torsdagens EL-kamp mod Real Sociedad. Monegaskerne fører gruppen, men skal helst have mindst eet point mod baskerne.

Efter 4-0-hjemmesejren over Lorient har Strasbourg spillet to uafgjorte, 2-2 i Nantes i en underholdende affære og senest 1-1 mod Reims efter at have været bagud i det meste af kampen.

Udligningen (flot frispark af indskifter Bellegarde) faldt først i 97. minut, men var fuldt fortjent. Strasbourg spillede glimrende og brændte straffe i første halvleg (Gameiro).

Nu er angrebsfyrtårn Ajorque og venstreback Caci tilbage fra karantæne. Sparketekniske Lienard gjorde det dog godt som back-afløser og kan meget vel få genvalg. Tvivl om midterforsvarer Le Marchand der har misset seneste to runder.

Bøyes bud: Over 2,5 mål odds 1,87 – SPIL HER >>*


Reims – Clermont 1 (2-1)

Reims er uden sejr i seks runder, men er presstærkt hjemmehold. Clermont har en kvik kontrafase.

Med 1-1 i Strasbourg er Reims nu oppe på seks runder i træk uden sejr, og efter en del uheld var champagnedrengene selv ude om det i Alsace. Efter en tidlig føring trak de sig nemlig for langt tilbage, afgav for meget initiativ og formåede ikke at true på kontra. Strasbourg skulle frem til stort set sidste sekund, i 97. minut, før udligningen faldt, men den var fuldt fortjent.

Det er ærgerligt, for Reims har sådan set evnerne til at presse og true fremad. Især på udebane kniber det dog ofte med viljen/modet. På hjemmebane har holdet derimod været fremme i skoene på det seneste – undtagen i seneste hjemmekamp, mod Monaco (chancefattig 0-0).

Tvivl om højreback Foket og midtbanemand Munetsi: tilbage eller fortsat ukampdygtige?

Efter den flotte 1-0-sejr over Lille i midtoktober har oprykker Clermont tabt fire kampe i træk. Men efter tre fortjente nederlag var 1-2 uheldigt mod et skidt spillende Nice-hold. Clermont ærgrer sig over at have lukket to sene mål ind efter fortjent føring.

Det ene et drop af målmand Djoco der havde fået chancen efter førstekeeper Desmas’ dårlige indsats i 3-2-nederlaget i Saint-Étienne. Med andre ord: Clermont har et målmandsproblem.

Forsvarsfyrtårn Hountondji er fortsat skadet (midterforsvaret gjorde det dog nydeligt mod Nice). Men der er håb om at def-midtbanemand Samed bliver klar. Han var holdets bedste mod Nice – indtil han blev skadet efter en time. Tilbage fra skade er nok kreatør-afløser Khaoui.

Bøyes bud: Over 2 mål til odds 1,70 – SPIL HER >>*

Se også de to eksperttip til kampen:
Over 2 mål og Reims -0,25


Montpellier – Lyon X (1-1)

To hold med problemer og fravær. Montpellier vil nok forsøge at stå kompakt og true på kontra. Kan Lyon knække koden?

Montpellier blev udspillet i Rennes; var bagud med 2-0 i løbet af en halv time. Et rødt kort lige før pausen hjalp ikke just, og selv om La Paillade trak sig tilbage og fokuserede på at forsvare, var holdet decideret heldigt ikke at indkassere yderligere et par kasser i anden halvleg. Det blev ved 2-0.

Nu har kreatør, gejst-fanebærer og frisparksspecialist Savanier karantæne, men jeg fristes til at mene at han IKKE er holdets vigtigste. Det synes defensiv-midtbanemand Ferrer at være. Han manglede mod Monaco, og her tabte Montpellier fortjent 3-1. Og han manglede mod Rennes.

Nu er Ferrer (i øvrigt ex-Lyon) tilbage fra karantæne, og det bør hjælpe på soliditeten. Offensiven er næppe i top uden Savanier, men uden ham lykkedes det for et par uger siden Montpellier (dog drønheldigt) at snige sig til en 0-1-kontrasejr i Nice. Måske lykkes det også at få point mod Lyon der ofte mangler balance.

Ud over Savanier må Montpellier undvære den talentfulde midterforsvarer Esteve, men Thuler, der havde en startplads indtil han blev skadet 25/9, er nok nogenlunde kampklar. Han vendte tilbage i seneste runde; bænkplads.

Hjemmeholdet kan meget vel få ekstra støtte fra lægterne. To ultra-grupper har siden sæsonstart nægtet at tage på stadion pga covid-restriktionerne (der kræves corona-pas for at komme ind), men de savner kampene og overvejer at krybe til korset…

Lyon fik ikke rejst sig efter forrige rundes pinlige 4-1-nederlag i Rennes. Håbet var at revanchere sig via hjemmesejr i seneste weekends Olympique-derby mod Marseille, men kampen blev afblæst efter fem minutter fordi Marseille-kreatør Payet fik en flaske i hovedet.

Nu venter Lyon spændt på om hændelsen koster point; det afgøres 8. december.

Det positive er at angriber Dembélé, der et par dage før Marseille-kampen (bænk) vendte tilbage efter næsten to måneders skadespause, nu har haft mere tid til at træne. Og midterforsvarer Denayer, der var bænket mod Lyon pga en småskade, har haft tid til at komme sig. Må man da håbe for Lyon, for afløser Diomandé er blevet skadet og har sluttet sig til højreback Dubois i lazarettet.

Denayer og Dembélé er begge med i den Lyon-trup der er udtaget til torsdagens EL-kamp i Brøndby. Med er derimod ikke midterforsvarer Boateng der får en puster. Der sker nok yderligere turnover i danskerkampen, for Lyon har allerede sikret sig førstepladsen i gruppen.

Bøyes bud: X’et til odds 4,40 – SPIL HER >>*


Marseille – Troyes 1 (3-1)

Opgøret spilles uden tilskuere, straf for uro under Marseille-PSG i oktober, og da hjemmeholdet har en EL-torsdagskamp i Istanbul i benene (en kamp der helst skal vindes hvis Marseille vil videre fra gruppen), kunne det friste med et Under-spil mod oprykker Troyes der nok pakker sig med femmandsforsvar. A la Marseilles seneste hjemmekamp der endte 0-0 mod bundhold Metz.

Med skal også at Marseille lige nu bruger en del mental energi på diskussionen efter seneste weekends skandalekamp i Lyon; afbrudt efter fem minutter (og ikke genoptaget) fordi kreatør Payet fik en flaske i hovedet.

Men: Marseille-højrefløj Ünder kan være med efter at have misset Lyon pga en rygskade (han er med i truppen mod Galatasaray). Og førnævnte Payet samt midtbanemand Rongier har friske ben; de har nemlig karantæne i EL. Payet er efter sigende stærkt rystet efter Lyon-episoden – anden gang i denne sæson en tilskuerflaske har ramt ham; skete også mod Nice i august – men i den tribunetomme kamp mod Troyes kan han i det mindste spille uden frygt for kasteskyts…

Efter syv point i tre kampe i slutoktober er oprykker og bundhold Troyes (nr 17) gået målløs fra banen i seneste to runder, begge tabt: 4-0 i Lens og 0-1 hjemme mod Saint-Étienne. Sidstnævnte kamp burde være endt 1-1, men Troyes var præget af at flere spillere var trætte efter landskampstjeneste.

Oprykkerklubben har tvivl om angriber Baldé der missede Saint-Étienne. Ude er fortsat midterforsvarer Azamoum.

Bøyes bud: Marseille asian handicap -1 til odds 1,95 – SPIL HER >>*

Odds på Ligue 1

*Reklamelink

Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.

4 Kommentarer

Skriv et svar

  1. Jens Bøye

    St Etienne-PSG (søndag): PSG-spilfordeler Verratti der missede CL-dysten mod Man City (og virkelig var savnet), går også glip af søndagens ligakamp. Han ventes at være ude de næste tre uger.

  2. Jens Bøye

    Noter til torsdagens Europa-kampe:

    Lyon vandt 1-3 i Brøndby trods startopstilling med mange reserver. Faktisk var der kun een normalstarter: målmand Lopes. Der var også angriber Dembélé, der nok er at regne som idealstarter, men han var lige vendt tilbage efter to måneders skadespause, så formen var ikke i top. Men altså sejr alligevel – bl.a. på to mål af drible-stortalent Cherki. Kreatør Paqueta blev skiftet ind og assisterede til 1-3 (Slimani). Brasilianeren fik også et smæld over skinnebenet og viste det blodige sår på sociale medier efter kampen, men mon ikke han er klar til kamp i weekenden.

    Monaco stillede i næsten stærkeste (midtbanemand Tchouameni manglede) mod Real Sociedad og vandt 2-1. Trods rødt til Fofana i 89. Han spillede ellers en god kamp og scorede i 1. halvleg. Desværre for Monaco blev midterforsvarer Badiashile skadet, og indtil skadens alvor afgøres er han allermindst tvivlsom til weekenden, ligesom Tchouameni der blev skadet under opvarmningen.

    Både Lyon og Monaco har sikret sig førstepladsen i deres respektive grupper, så de benytter sig nok af turnover i sidste EL-grupperunde i december.

    Marseille skal derimod have arbejdstøjet på hvis klubben skal gå videre; og det bliver i givet fald ikke til slutkampene i Europa League, men Conference League. Marseille tabte nemlig 4-2 til Galatasaray i Istanbul og er på tredjepladsen i EL-gruppe E uden mulighed for at nå andenpladsen. Tredjepladsen kan dog sikres ved point i hjemmekampen mod agterlanterne Lokomotiv Moskva 9. december.

    I gårsdagens nederlag i Istanbul stillede Marseille uden venstrefløj de la Fuente (han kom dog ind) samt de karantæneramte, kreatør Payet og midtbanemand Rongier. Desuden uden Ünder. Den tyrkiske højrefløj var med i truppen efter skadespause, men var ikke 100% og forblev på bænken i hele kampen. Det vil vise sig om han bliver helt klar til kamp i weekenden.

    Rennes sikrede sig førstepladsen i Conference League-gruppe G med 3-3 hjemme mod Vitesse. Bretonerne stillede overraskende stærkt op – fra idealopstillingen manglede kun midtbanemand Martin og venstreback Truffert (han kom ind til sidst) – og var foran 2-0 og 3-1 før en bunke udskiftninger (bl.a. af tremålsskytte Laborde) forstyrrede rytmen og gav hollænderne mulighed for at gøre comeback. Pga Tottenhams skandaløse nederlag hos Mura var pointet til Rennes dog nok til at sikre sig førstepladsen før sidste runde i december.

  3. Jens Bøye

    Saint-Étienne – PSG (søndag): PSG tabte 2-1 hos Manchester City i onsdagens CL-kamp. Mbappé bragte pariserne foran i 50. minut, men indskiftede Jesus sørgede, via assist og mål, for hjemmesejr. Fortjent: City havde flere forsøg, og xG sagde 1,88-1,02.

    PSG var svækket på midtbanen, men alligevel: Temmelig skidt forsvarsspil. Og dårlig udnyttelse af de muligheder der opstod mod højtpressende City.

  4. Jens Bøye

    Saint-Étienne – PSG (søndag): Verratti og Wijnaldum misser PSGs onsdagskamp hos Man City pga skader. Det vil vise sig om de bliver klar til søndagens opgør.