Lisberg: Sådan ender La Liga 2026/2027
Endnu en tvekamp mellem FC Barcelona og Real Madrid står for døren, når La Liga 2026/2027 sparkes i gang på lørdag. Nicolai Lisberg giver sit bud på samtlige 20 placeringer.
Bliver det Barcelona eller Real Madrid?
Kan José Mourinho og Real Madrid fravriste Barcelona titlen, eller bliver Rodris formodede skifte udslagsgivende for, hvem der render med guldet? Nicolai Lisberg melder ind fra det spanske, hvor han har stor fidus til særligt en af de tre oprykkere, mens han omvendt spår nedrykning for en af de tidligere storklubber i dette års udgave, hvor Morten Hjulmand og Jonathan Asp Jensen giver mere dansk kolorit på La Liga.
Spil på La Liga
Nr. 1: FC Barcelona
To år i træk har Barcelona vundet det spanske mesterskab, og i min bog er de også snæver favorit til at gøre det til alle gode gange tre, selvom der bestemt er nogle faresignaler.
For det første er Lewandowski væk, og de har endnu ikke tilknyttet en decideret angriber, så selv om polakkens niveau var dalene, så kommer de til at mangle hans mål, ligesom de ikke har en anden spiller, der har den samme tilstedeværelse i boksen som Lewandowski.
Derudover var otte Barcelona-spillere med til at vinde VM for knap en måned siden, og selvom det i sig selv var positivt, så betyder det også, at flere af spillerne kommer med et lille efterslæb. Gordon og Adeyemi giver noget bredde på de forreste pladser, hvor det særligt er deres presspil, der kan blive en vigtig faktor, ligesom Adeyemi kan dækker nier-positionen, selvom det ikke er hans force.
Barcelonas helt store styrke er dog konceptet. I sidste sæson var både Pedri, Yamal og Raphinha på skift ude med skader, og alligevel sikrede de sig et suverænt mesterskab blandt andet ved at vinde samtlige hjemmekampe i sæsonen. Favoritværdigheden stiger i øvrigt et par procenter, hvis de lykkes med at tilknytte Rodri, som meget kunne tyde på.
Nr. 2: Real Madrid
Tager man et dysfunktionelt hold, en enevældig præsident og tilsætter José Mourinho, har man på papiret opskriften på kaos. Omvendt kan der også findes valide argumenter for, at det netop er en type som portugiseren, der kan få styr på det cirkus, som Real Madrid i de seneste par sæsoner med Florentino Perez i spidsen har udviklet sig til at være.
Spiller for spiller er påstanden herfra, at der ikke er andre hold, der kan matche Real Madrids kvalitet, og som man så til VM er både Bellingham, Vinicius og Mbappé i fortræffelig form.
Indkøbet af Cucurella giver formentlig noget tiltrængt defensiv stabilitet, ligesom Konaté også kan blive en stor gevinst i midterforsvaret, hvor Huijsen, Militao og Rüdiger aldrig for alvor fandt sikkerhed i sidste sæson. Og så giver Diomande selvfølgelig endnu mere kvalitet helt fremme, selvom det ikke var en position, hvor de var specielt dårligt stillet.
Der var langt hen ad vejen rygter om et køb af Rodri, men han ser ud til at have valgt Barcelona, og uden ham mangler de fortsat noget af den balance, de har efterspurgt, siden Toni Kroos stoppede, da jeg ikke ser Bernado Silva kunne påtage sig den rolle.
Nr. 3: Atlético Madrid
Julian Alvaréz har givet udtryk for, at han gerne vil videre fra Atlético Madrid, men det kan godt blive svært at finde en klub, der er villige til at betale det, som Los colchoneros tilsyneladende forlanger.
Men hvis ellers ikke han er alt for skuffet over udsigten til endnu en sæson i den rødhvide del af den spanske hovedstad, så er han en af de absolutte nøgler i forhold til, at Atlético gerne skulle kunne blande sig lidt mere mesterskabskampen, end det var tilfældet i sidste sæson. Ikke mindst nu, hvor de skal forsøge at klare sig uden Antoine Griezmann, der er søgt mod MLS
Alex Baena kommer fra en flot VM-slutrunde med Spanien, og han er en af de spillere, der gerne skal løfte sit niveau i forhold til sidste sæson, hvis Atlético skal tages en smule mere seriøst, for selvom købet af Morten Hjulmand til den centrale midt er oplagt, ændrer det ikke ved, at de stadig mangler spillere på den position, hvis evner er på banens sidste tredjedel. J
eg tvivler i hvert fald på, at Kang In Lee allerede fra førstedagen kan påtage sig dirigentstokken i offensiven, ligesom man godt kan have sin tvivl om, hvordan en offensiv Grimaldo, der primært har været wingback i Leverkusen, kan passe ind i Simeones noget mere rigide firebackkæde.
Nr. 4: Villarreal
Det var en lidt paradoksal sæson for Villarreals vedkommende. I ligaen var de helt indtil jul en del af mesterskabskampen, mens de røg ud på røv og albuer i Champions League, hvor de sluttede næstsidst af 36 hold. Foråret var også så som så, men deres Champions League plads kom aldrig i fare.
Til denne sæson skal de føre stilen videre uden Marcelino, og den øvelse har tidligere vist sig at være svær. Jeg minder om, at sidst han forlod den gule ubåd, sluttede de i de efterfølgende sæsoner uden for CL-pladserne, hvor den endda blev til en 14. plads, inden Emery kom ind og fik styr på butikken. Med Iñigo Perez har de dog hentet en virkelig dygtig træner, der med Rayo har vist, at kan spille på flere heste, og forventningerne til Villarreal er derfor ganske pæne.
I Partey og Parejo har de mistet et par centrale skikkelser, selvom ingen af de to vel var at betragte som indiskutable startere i sidste sæson. Der skal gerne ske lidt på transferfronten, selvom de allerede har lavet en fornuftig handel ved at tilknytte Gulacsi fra Leipzig, i de kommende uger, hvis de igen skal i top 4, men det ligner en ny plads i subtoppen.
Nr. 5: Athletic
Den tidligere Dortmund-træner Edin Terzic er ny mand i spidsen for Baskerlandets stolthed, og det glæder jeg mig personligt til at følge. Athletic og Ernesto Valverde kørte lidt død i hinanden i sidste sæson, hvor skader til Nico Williams, Iñaki og Sancet også var en væsentlig del af forklaringen på, at de kun sluttede nummer 12 i ligaen og faktisk var i reel nedrykningsfare, ligesom gensynet med Champions League heller ikke blev videre vellykket.
Mulighederne på transferfronten er begrænsede grundet Athletics selvvalgte benspænd, men Peio Canales er tilbage fra et vellykket lejemål med Racing, hvor han scorede seks mål og blev noteret for ni oplæg, så umiddelbart ser offensiven ud til at have fået lidt tiltrængt bredde.
Kan Nico Williams holde sig skadesfri og slippe helt fri af sine småskavanker, så er det et helt andet Athletic-hold, vi kan forvente, og Terzic er normalt dygtig til at sætte sine hold op om individualisterne, uden at det går udover kollektivet.
Nr. 6: Real Betis
Los verdiblancos er tilbage i Champions League efter over 20 års fravær. En imponerende bedrift af Pellegrini, der igen er manden, der skal lede Betis til en placering i subtoppen. Det skal ske uden Altimira, der er rejst til Lissabon for at udfylde det hul hos Sporting, som Hjulmand har efterladt.
Real Betis har dog været tidligt ude ved at tilknytte Facundo Benal fra Fluminense til den position, ligesom indkøbet af Fran Gracia sagtens kan vise sig at være en genistreg. Skiftet til Real Madrid for den lille venstre back viste sig en smule for stort, men lad os ikke glemme hans præstationer for Rayo forinden, og hvordan han som type passer perfekt ind på dette Betis-hold, hvor der også skulle ske noget, efter Ricardo Rodriguez har forladt klubben.
De har en del erfaring i det at balancere Europa og La Liga, men Champions League er en anden størrelse, som man så det hos både Villarreal og Athletic i sidste sæson, og det kan godt komme til at koste et lidt, da forventningen er, at en del af deres direkte konkurrenter har mere at skyde med end sidste år.
Nr. 7: Real Sociedad
Med en triumf i Copa del Rey blev 2025/26 til en jubelsæson, men det må ikke overskygge det faktum, at Real Sociedad havde det svært i La Liga, hvor de blot blev nummer 10. Skiftet til Matarazzo var overraskende og vellykket, men det blev også romantiseret en smule, da spillet stadig lod meget tilbage at ønske.
Umiddelbart er holdet fra Donastia en smule svækket med Braiz Mendez’ afgang, men formodningen er også, at de kommer til at blive aktive i de næste par uger. I Oyarzabal har de en af ligaens mest intelligente spillere, men han sættes ikke op på samme måde som på det spanske landshold, og derfor bliver det ofte lidt mere ordinært på klubniveau.
Personligt er jeg begejstret for Jon Martín, der kan tage yderligere skridt i denne sæson, men der er fortsat for mange spillere på dette hold (Kubo, Guedes, med flere), der ikke leverer konstant nok.
Matarazzo har endnu til gode at bevise, at han kan gøre sine mandskaber konkurrencedygtige over en hel sæson, og derfor kan jeg godt se, at Real Sociedad igen må kigge langt efter top 4.
Nr. 8: Celta Vigo
Galiciens lyseblå helte drømte om Champions League, men en sjetteplads var bestemt også mere end godkendt. Modsat mange af deres direkte konkurrenter kører de videre med samme træner, og det skal de være glade for, for den aktuelle succes har i høj grad Giraldez som ophavsmand.
Celtas hold er nogenlunde intakt fra sidste sæson, og de viste med en kvartfinale i Europa League i den forgangne sæson, at de sagtens kan mestre det at jonglere flere turneringer. Forventningen herfra er derfor, at de kan køre videre i nogenlunde samme spor, men det må ikke underkendes, hvor stort tabet af Oscar Mingueza, der i Celta udviklede sig til spansk landsholdsspiller, er, da han var en absolut grundsten i deres 5-4-1-formation.
Han skal afløses, og gerne succesfuldt, hvis Celta igen skal ud i Europa.
Nr. 9: Deportivo La Coruña
El Gran Depor er tilbage i La Liga, og selv vi næppe skal forvente lige så underholdende fodbold som i 1990’erne og starten af 00’erne, så er det en klub af en vis kapacitet, der igen er at finde i Spaniens bedste liga.
Det kan man også godt se på de spillere, der er hentet til klubben. Set med danske øjne er det naturligvis interessant, at Jonathan Asp Jensen nu skal støbe kuglerne til Pierre Emerick Aubameyang, der er hentet ind fra Marseille, ligesom tilføjelser af Leo Roman og Angelino bestemt også er værd at nævne.
Aubameyang er godt nok blevet 37 år, men han kan stadig score mål, og han kan godt få en sæson ala den, som Falcao fik i sin første sæson i Rayo for nogle år tilbage. Stor navne gør det ikke alene, Depor skal også skabe et hold, men jeg er som udgangspunkt fortrøstningsfuld på deres vegne. Måske en niendeplads er skudt lidt for højt, men ligesom i sidste sæson kan det godt blive under en håndfuld point, der afgør, om man rykker ned eller slutter i den bedste halvdel af tabellen.
Nr. 10: Valencia
Det blev lidt historien om Valencia, som vi kender den. Nogle enkelte opløftende momenter, særlig fremprovokeret af nogle af de yngre spillere, men også en sæson hvor man, naturligvis fristes jeg til at sige, formåede at være en del af nedrykningskampen i store perioder.
Det gjorde halvdelen af La Liga dog i sidste sæson, hvor der ikke var langt fra Europa til nedrykning, så det behøver som sådan ikke være et varsel om, at Valencia igen skal kigge mere ned end op.
Carlos Coberan virker ikke som typen, der lader sig rive alt for meget med af den dårlige stemning, der ofte er omkring klubben, og det bliver op til ham og hans rolige hånd at sikre, at Valencia igen klarer frisag. Jeg synes, de har mistet lidt kvalitet i bagkæden, for selvom hverken Cömert og Correia var deciderede profiler, så fik de deres kampe, når Valencia var ramt af skader, og derfor er der fra start et pres på hollandske Justin de Haas, der er kommet til på en fri transfer fra portugisisk fodbold.
Nr. 11: Rayo Vallecano
Alle ingredienserne er til stede for, at dette kan blive sæsonen, hvor Rayo må tilbage i den næstbedste række. De er igen stadionløse, da deres uduelige ledelse har forsømt Vallecas i alt for lang tid, og Iñigo Perez, der om nogen var manden bag Rayos succes i La Liga og Europa, er også væk, da han nu skal sikre Villarreal succes i stedet.
Beñat San José er i det henseende et tæt på ubeskrevet blad, da han aldrig har trænet et hold i den bedste spanske række før, og der venter derfor en kæmpe opgave forude for ham og staben.
Oscar Trejo har desuden sagt adios, og selvom den tidligere anfører har rundet de 38 år, så skal man ikke undervurdere den rolle, han har haft i forhold til at holde styr på truppen under de ofte kaotiske omstændigheder. Mumin har heller ikke fået kontrakten forlænget, og han var fast mand, indtil han fik en korsbåndsskade, så det er en trup, der fremstår svækket.
Men Rayo er Rayo. Der er en særligt ånd i klubben, og det er nok det, der gør, at jeg tror, at de ikke rykker ned, selvom alle faresignalerne er til stede.
Nr. 12: Getafe
Det siges, at hvis/når Donald Trump en dag trykker på knappen, så vil kun to ting forblive på denne jord. Kakerlakker og Getafe. Den lille Madrid-klub er umulige at slippe af med. De vinder ikke mange skønhedspriser for deres spil, men de slår heller ikke større brød op, end de kan bage.
José Bordalas er bageren med opskriften, og der er vel ingen, der er i tvivl om, at det igen bliver med ligaens mindste boldbesiddelses procent og flest gule kort, at Getafe kommer til at gøre sig gældende. Det skal denne gang dog ske uden tre af de mest iøjnefaldende profiler fra de seneste sæsoner. Nyom, der var en af dem, der personificerede Bordalds stil, Arrambarri, der med sine dødbolde og løb i feltet gav Getafe mange af de grimme 1-0-sejre samt Luis Milla, der vel var alt det, som Getafe ikke var og nu skal spille en helt anden form for fodbold i Como.
Terrats fra Villarreal og Zaido Romero er de mest prominente afløsere, da Uche, der er tilbage fra et knap så vellykket lejemål i Crystal Palace, er blevet alvorligt skadet og forventes at misse hele sæsonen.
Getafe går en svær sæson i møde, da de er klart svækket, men som det er tilfældet med kakerlakkerne. Vi slipper ikke af med dem.
Nr. 13: Osasuna
Víctor Muñoz er taget til Liverpool for omkring 40 millioner euro, og selvom det er en dejlig pose penge at få, så efterlader han også et stort hul. Godt nok var han ikke så tydelig målt på mål og assist, men man skulle ikke se mange Osasuna kampe, særligt på udebane, for at forstå, hvor meget af deres spil, der var lagt an på hans fart i omstillingerne.
Den fart skal Jonathan Dubasin nu forsøge at komme med, da også Becker er tilbage i Tyskland, for selvom jeg personligt er stor fan af svanen Budimir, så er det ikke hans fart, der står ud som hans største fordel.
Osasuna kan godt havne i problemer i denne sæson, men El Sadar er en af de bedste hjemmebaner i ligaen, og det er her, de skal hente deres point, hvis ikke de skal en tur ned i den næstbedste række.
Nr. 14: Deportivo Alavés
Alavés har været forholdsvis aktive på transfermarkedet, måske i erkendelse af at det heller aldrig var helt godt nok i sidste sæson, hvor de kun sluttede et enkelt point over stregen. Det er særligt i bagkæden, at de har hentet forstærkninger med indkøb af Nicolás Valentini fra Fiorentina og Ville Koski fra Nistra, selvom man med blot 44 mål i sidste sæson godt kunne argumentere for, at der også gerne skulle ske noget den anden vej.
Alavés har sammensat en trup af spillere med masser af La Liga-erfaring, men hvor de helt store individualister er svære at få øje på, og hvad gør de, hvis Toni Martinez ikke kommer op på de flotte 14 scoringer, som han satte ind i sidste sæson?
En svær sæson venter forude, men vurderingen herfra er, at der er dårligere hold end Alavés i dette års La Liga, og at de derfor klarer frisag.
Nr. 15: Levante
Carlos Espí, der havde et vildt forår, er taget til Real Madrid, og det giver noget økonomisk råderum, som Levante gerne skal udnytte på fornuftig vis, for her og nu er truppen til en placering i den absolutte bund. Man har allerede brugt nogle af pengene på at hente unge Yanis Musuayi, og med deres track record på angribere i de seneste år, skylder man selvfølgelig at holde godt øje med ham, men det er nogle store sko, han skal udfylde, og han er uprøvet på dette niveau.
Så virker der umiddelbart til at være mere bund i indkøbet af Enzo Bardeli, ligesom lejeaftalen med Sotelo giver dem kvalitet på den centrale midtbane. Sotelo, der i begyndelsen af sidste sæson hos Celta faktisk spillede en stor rolle.
Luís Castro fortjener stor respekt for det arbejde, han leverede med at sikre Levante overlevelse, efter han kom til klubben i december, men det kræver en ny præstation i den størrelsesordning, hvis ikke Levante skal en tur ned.
Nr. 16: Espanyol
Espanyol spillede et fantastisk efterår og drømte om Champions League, men så gik de flere måneder uden sejr i foråret og endte lige pludselig som en del af nedrykningskampen, inden de med en fornuftig slutspurt undgik et sammenbrud af dimensioner.
Når man ser to så forskellige udgaver af et hold, er det jo oplagt at spørge sig selv, hvilken et af de to, der er det mest retvisende. Der er næppe nogle fans af Espanyol, der ønsker at høre det, men jeg synes personligt, at forårets udgave gav et mere fyldestgørende billede af deres niveau.
Jeg undrer mig lidt over, at man har sendt Salina og Calero til Malaga, en formodet direkte konkurrent i bunden, også selvom ingen af de to var udset nøgleroller i denne sæson. Calatrava fra Castellon er det nye, store offensive håb, og ellers er det lejeaftalerne med Moscardo og Hartmann fra PSG og Burnley, der gerne skal give et tiltrængt løft i kvaliteten, hvis ikke Espanyol skal tilbage i Segunda.
Nr. 17: Elche
Elche var et af de mest offensivt indstillede hold i sidste sæson, og de formåede blandt andet at have mere boldbesiddelse end Barcelona på udebane men det var ikke altid, at den meget bold orienterede stil gav sejre, og det var kun med det yderste af neglene, at de reddede skindet.
Det betyder også, at de til denne sæson har en ny mand på trænerbænken. Eder Sarabi er afløst af argentinske Martín Anselmi, der har været på nogle store adresser, Porto og Botafogo, men i kortere perioder.
Alvaro Rodriguez er taget til Premier League, Febas til Celta Vigo, og André Silva til Porto, ligesom Hector Fort er vendt tilbage til Barcelona efter endt leje.
Elche havner i den tunge ende af tabellen, og hvis ikke de investerer i truppen i de næste par uger, bliver det også til en plads under stregen.
Nr. 18: Sevila
Langt hen ad vejen kunne man kopiere teksten fra Valencia, og så bare udskifte Corberan med Luis Garcia Plaza. Omend det med den rolig hånd nok ikke helt holder.
Sevilla har i flere år sparet op til en nedrykning, og på et eller andet tidspunkt går det jo galt, hvis ikke de ændrer noget markant. Sergio Ramos’ køb af klubben kollapsede i slutningen af maj måned, og dermed er kaosset kun vokset i sammenligning med sidste sæson.
På spillerfronten har man sagt farvel til Azpilicueta, Januzaj, Alexis Sanchez, Akor Adams, Rafa Mir og Djibril Sow, uden man for alvor har hentet noget ind den anden vej… endnu.
Årets negative overraskelse. Sevilla rykker ned.
Nr. 19: Racing Santander
Det er som regel en oprykkers lod at være sidst i fødekæden, når der skal nye spillere til klubben, og derfor ser vi ofte, at de tre nye hold i La Liga først for alvor får truppen på plads i de allersidste dage af vinduet.
Racing kommer formentlig også til at være yderligere aktive, men de har allerede været ude at forstærke sig, hvor det mest markante selvfølgelig er, at Canales vender tilbage til den klub, han forlod for 16 år siden til fordel for Real Madrid.
Midtbanespilleren er dog efterhånden blevet 35 år, og selvom vi i Betis så hans niveau, så er spørgsmålet for mig alligevel, hvor meget han reelt kan bidrage med, kontra hvor meget af denne handel der er symbolsk, som man eksempelvis så det med Santiago Cazorla i Real Oviedo i sidste sæson.
Racing vandt den næstbedste række i suveræn stil i og scorede en masse mål med en meget offensiv tilgang, så de bliver et underholdende bekendtskab, men den spanske bundkamp favoriserer som regel ikke de hold, der spiller friskt til. Desværre.
Nr. 20: Malaga
I 2013 var de sekunder fra en semifinale i Champions League, men herefter fulgte en kæmpe deroute for Malaga, da pengene fra ejeren begyndte at stoppe med at rulle ind. De har endda været helt nede i den tredje række at vende, men nu er de tilbage, hvor de selv mener, at de hører til. Det er de efter at have vundet oprykningsspillet, hvilket betød, at deres sæson først sluttede i slutningen af juni.
Det er formentlig også en af forklaringerne på, hvorfor de har været forholdsvis passive i transfervinduet. Calero og Salinas er kommet til fra Espanyol, mens Juan Cruz, på en lejeaftale fra Leganes, umiddelbart ligner den bedste handel, selvom han sjældent er stabil over en hel sæson.
Det er gået stærkt for Malaga, og nok også for stærkt, i forhld til at vende tilbage. Med forbehold for at de stadig kan nå at forstærke truppen, så ligner det en nedrykning.
Lisberg: Slutstillingen for La Liga 2026/2027
- Barcelona
- Real Madrid
- Atlético Madrid
- Villarreal
- Athletic
- Real Betis
- Real Sociedad
- Celta Vigo
- Deportivo La Coruña
- Valencia
- Rayo Vallecano
- Getafe
- Osasuna
- Deportivo Alavés
- Levante
- Espanyol
- Elche
- Sevilla
- Racing Santander
- Malaga
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.
Artiklen leveres i samarbejde med Betinia.
