Fuldt hus til Viborg – FC Midtjylland
Fredag aften klokken 19:00 står den på lokalbrag i det midtjyske, når Viborg og FC Midtjylland krydser klinger på Energi Viborg Arena. Præcis hvor vigtigt opgøret om håneretten i Midtjylland er, understreges af, at Viborg torsdag morgen melder udsolgt til kampen.
Fuld smæk på Energi Viborg Arena
Der kommer ikke til at mangle stemning på lægterne, når Superligaen på fredag er tilbage med et midtjysk lokalopgør på Energi Viborg Arena. Torsdag morgen meddelte Viborg FF nemlig på deres hjemmeside, at der nu ikke er flere billetter i salg til opgøret.
Chancerne for at få fingrene i billetter til opgøret er dog stadig til stede for håbefulde Viborg-fans. Klubben meddeler nemlig, at der kan komme enkelte billetter til salg, efterhånden som forhindrede sæsonkortholdere frigiver deres pladser. Faktisk opfordrer klubben til at sæsonkortholdere videregiver deres billet til det midtjyske lokalopgør, hvis de selv er forhindret i at komme.
Hverken Viborg eller FC Midtjylland har fået den bedste start på Superliga-sæsonen, så der kæmpes ikke kun om håneret fredag aften på, men også om 3 vigtige point til tabellen.