18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Frederik Rønnow overstråler Kasper Schmeichel på alle parametre

På SpilXperten har vi kigget nærmere på hvordan de landsholdsaktuelle målmænd præsterer forud for VM, og der er ingen tvivl: Frederik Rønnow har gang i en pragtsæson.

Frederik Rønnow storspiller for Union Berlin, der aktuelt indtager førstepladsen i Bundesligaen. Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Indsamling af data

Vi har valgt at inkludere Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow, Oliver Christensen. Jonas Lössl, Mads Hermansen og Jesper Hansen i vores datasæt. 

Peter Vindahl og Daniel Iversen er udeladt, da de to keepere ikke får spilletid i henholdsvis AZ Alkmaar og Leicester. 

Det er kun kampe fra de nationale ligaer, der indgår i datasættet, og således ikke europæiske kampe eller pokalkampe. 

For Kasper Hjulmand virker svaret til at være soleklart: Kasper Schmeichel skal stå ved VM. Det kan være den rigtige beslutning, da meget andet end individuelle præstationer kan gøre sig gældende.

Der er parametre som relationer og hierarki, der ikke kan måles på statistikker, og selvom franske medier har været ude med riven efter Kasper Schmeichel, er det heller ikke noget, vi kan forholde os til. Vi har udelukkende kigget på præstationerne i indeværende sæson. 

Rønnow udklasserer Schmeichel

Og hér taler tallene sine tydelige sprog. Frederik Rønnow, der aktuelt har erobret pladsen som førstemålmand hos Bundesligaens førerhold, udklasserer Kasper Schmeichel på alle parametre. 

Rønnow har en markant højere redningsprocent end Schmeichel, og faktisk har han den højeste redningsprocent af alle målmændene. 

Union Berlin-danskeren har også indkasseret færrest mål per kamp, og ydermere har han haft flest clean sheets af alle målmændene i indeværende sæson. 

Desuden har målmanden en positiv statistik på 0,3 når det kommer til forhindrede mål, hvor der er taget udgangspunkt i værktøjet expected goals. I denne statistik er Kasper Schmeichel den dårligste på listen, hvor han har indkasseret 0,3 mål mere end forventet. 

Det er faktisk kun på parametret redninger per kamp, at Rønnow ikke er den absolutte højdespringer. Det er derimod Brøndbys Mads Hermansen, der dog også har haft mere at lave, da Brøndby tillader flere afslutninger per kamp, end Union Berlin gør. 

Det er derfor svært at se, hvad Frederik Rønnow skal gøre bedre for at vinde pladsen i buret for det danske landshold, men om det er nok, vil tiden vise. 

Om ikke andet har Kasper Schmeichel i hvert fald fået en stor konkurrent til pladsen som sidste skanse for landsholdet.

Alle tal er modtaget i samarbejde med OPTA.

Skriv et svar