18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold

Nedtælling til VM: 7 måneder – kan man glæde sig til det forbudte VM?

Om syv måneder går det løs i Qatar. I årevis er det blevet skreget på boykot fra nogle af de højeste instanser, men intet er sket. Nu er det kun dig og mig, der kan sige fra over for det, der skulle have været fodboldens største fest, men er endt som af de største skandaler. Og er vi i grunden ikke lige så hykleriske, som FIFA og de nationale forbund, hvis vi tænder for tv-skærmen i november og december?

Danmark deltager ved VM i Qatar. Foto: Bildbyrån

VM i Qatar. Der har været rig mulighed for at rode bod på den beslutning, der blev truffet helt tilbage i 2010, da ørkenstaten fik VM-værtskabet. Men FIFA har været lige så åbne over for kritik, som en lukket dør.

Tåkrummende som et afsnit fra Klovn blev det nærmest, da præsident Gianni Infantino for nyligt stod på talerstolen til en kongres og talte til tre, hvorefter de tilhørende tre gange skulle råbe; Qatar, Qatar, Qatar.

For en organisation, der har formået at lave en film om sig selv, hvor Sepp Blatter var helten og lettere kvalmende – slet bare lettere – og gjorde op mod korruption, når hykleriet nye grænser. Men det bliver ikke ændret. FIFA kommer ikke til at gøre noget og taler fortsat om den mest spektakulære slutrunde nogensinde. Infantino taler allerede om, hvordan Qatar har forbedret sine menneskerettigheder markant. Jamen, så sig du det til familierne til de 6.500 migrantarbejdere, der anslås at have mistet livet i forbindelse med opførelsen af de mange nye stadioner.

De nationale forbund og landsholdene gør heller ikke noget. Norge gik forrest i kampen, da de tilbage i foråret lavede protester forud for kvalkampene, men det er svært for alvor at lave et statement ved ikke at møde op til en fest, man ikke er inviteret til. Andre lande har fulgt trop, og selvom deres aktioner er velmente, så er det ikke noget, der gør en forskel. Det er det altså ikke. Et banner eller trøjer om menneskerettigheder ændrer i det store billede tæt på intet. Og når nu hele landshold ikke tør melde fra, så er det vel ikke så overraskende, at enkelte spillere ej heller har truffet den beslutning.

Indtil videre har nationale tv-stationer heller ikke valgt at hoppe med på boykot-vognen. Rettighederne er dyre, der kan sælges mange reklamer, så det skal de da heller ikke nyde noget af. Måske nogle kan gemme sig bag det figenblad, der hedder, at de så ikke vil vise de for-producerede billeder og tv-pakker, der promoverer Qatar, som FIFA tilbyder via deres signal –  men igen. Det gør ikke for alvor nogen forskel.

Da dopingskandalerne væltede ud ad skabet i cykelsporten i 2007, valgte tyske ARD ikke at vise Tour de France. Det var en modig beslutning, fordi de dengang mente, at de var en del af problemet, men det synes ikke at være tilfældet for hverken dem eller andre denne gang. Det er jo ikke tv-stationerne, der har valgt Qatar, lyder argumentet. Ansvarsfralæggelse er nok det bedste ord til at beskrive sådan en tankegang.


Vores ansvar

Nå, nu har jeg fået rettet en stor kritik af noget nær samtlige parter, men hvad med mig selv? Jeg er jo ikke en døjt bedre. Jeg skriver lystigt om VM i diverse artikler og taler om det i diverse podcasts. Det får jeg penge for.

Jeg kunne selvfølgelig hævde, at VM spilles, uanset om jeg skriver om det eller ej, men det er jo ikke et gyldigt argument, og i bedste fald er det omtrent lige så hult, som når forbund som DBU siger, at de tager til Qatar for at tale med myndighederne og tage en kritisk debat. Selvfølgelig. Det skal der nok komme noget godt ud af.

Alle er vi enige om, at en slutrunde i Qatar er forkert af åbenlyse årsager, men ingen af de ansvarlige parter har gjort noget og kommer ikke til at gøre det. Så nu er turen nået til os seere. Til DIG. 

En snebold der kastes op ad bjerget ruller ikke med samme fart og samler ikke så meget kraft, som en der ruller ned, men det er ved at være tid, hvis der overhovedet skal kastes nogle bolde.

For noget tid siden havde jeg en samtale med min bror, der sagde, at han overvejede ikke at se slutrunden til vinter. ”Flere tusinde mennesker er døde, for at vi kan se et underholdningsprodukt.”

Det er jo et argument, der er svært at indvende noget mod. Faktisk burde det jo være et argument, der fik os alle til at boykotte slutrunden. Men vil du gøre det? Og hvor meget kan vi egentlig glæde os til det, der for mange er et pejlemærke i livet?

Vi husker store begivenheder i forhold til, hvordan de er placeret rundt om en VM-slutrunde. Glæder os til at se hele verden dyste om at være det bedste hold i den største sportsgren. Nyder de gode historier om de lande, (Qatar undtaget) der enten er med for første gang eller gør comeback efter flere årtier væk, og håber som i sommer på en dansk fodboldfest, hvor nationen samles og tør drømme stort.

Men hvor meget kan vi egentlig tillade at glæde os til Qatar? Vi har ikke valgt, at der skal spilles VM i landet, og andre burde have grebet ind før os, men med syv måneder har ingen gjort noget. Nu må vi komme ud af busken og som minimum tage stilling til, hvordan vi har det med den VM-slutrunde, der står for døren.

Skriv et svar