England håber på igen at kunne løfte VM-trofæet som i 1966, når det går løs i Qatar, men det peger mere i retning af en ny engelsk skuffelse.
”30 years of hurt”, sang David Baddiel, Frank Skinner bandet The Lightning Seeds i 1996, da England var vært for EM-slutrunden på hjemmebane. Dengang lykkedes det ikke at gå hele vejen for The Three Lions, og det har det som bekendt heller ikke gjort siden, hvorfor 30 års smerte nu er blevet til 56 års smerte, siden Bobby Moore i 1996 løftede Jules Rimet trofæet som anfører for verdensmestrene fra England.
Vi kender alle historien, om, hvordan briterne siden har sunget, at ”Football’s coming home” sommer efter sommer. Nogle år lettere ironisk, andre år dybt seriøst. For det har været forholdsvist tæt på et par gange med semifinaler ved VM i 1990 og senest i 2018.
Sidste sommer kom de endda hele vejen til finalen ved EM på Wembley, blot for at tabe til Italien på straffe. Så tæt på, så langt fra.
Til vinter kommer de engelske fans igen til at synge den ikoniske sang. Og de kommer til at synge den seriøst. For siden de fostrede The Golden Generation med spillere som David Beckham, Steven Gerrard, Frank Lampard, Wayne Rooney, Michael Owen, Sol Campbell, Rio Ferdinand, John Terry med flere, så har forventningerne til England næppe været større. I år skal det være. Semifinale ved VM i 2018 og finale ved EM i 2021. Nu skal det sidste skridt tages.
I år skal 56 års smerte ophøre, når fodbolden endelig vender hjem.
Svær lodtrækning
Men det kræver mere end fodboldens mest catchy sang at sikre engelsk succes ved VM. Først og fremmest skal de videre fra gruppen, og selvom englænderne tidligere har gjort det svært for dem selv, så må en gruppe med Wales, USA og Iran altså ikke volde problemer. For dem kommer der så rigeligt af allerede i ottendedelsfinalen. Her bliver de parret med gruppe A, hvor enten Holland eller Senegal formentlig venter, og mod begge modstandere kan de sagtens ryge ud.
Det er godt nok særligt i venskabskampe, at englænderne har mødt Holland, og en kamp i 1988 kan isoleret set ikke bruges til alverden anno 2022, men seks nederlag, syv uafgjorte og blot to sejre i de seneste 15 indbyrdes opgør viser om ikke andet noget historisk underlegenhed.
Og netop England og historie fylder altid ekstra meget til en slutrunde. Hvordan er det nu, det som oftest går dem, når de skal ud i straffe?
Senegal har et profilrigt hold, der vandt African Cup of Nations og spiller med et voldsomt tempo på sine bedste dage, så hvis det går som præsten prædiker, så venter der altså allerede en svær opgave i første kampe efter gruppespillet.
Det siges, at det oftest kræver lidt lodtrækningsheld for at nå til tops, men det må England også næsten have opbrugt i de to seneste slutrunder, hvilket er en del af forklaringen på de flotte resultater.
Vejret som modspiller
Selvom VM spilles om vinteren, så lad os ikke glemme, at der stadig er voldsomt varmt i Qatar i november og december, hvor ikke mindst den høje luftfugtighed bliver en modspiller. Det gør den selvsagt for alle hold, og jeg skal ikke påstå, at jeg kender hver enkelt engelsk landsholdsspillers fysiske formåen i varmt vejr, men en forsigtig vurdering herfra er nu alligevel, at det næppe styrker englænderne chancer i de kampe, hvor de ellers stort installerede køleanlæg på stadion, ikke er nok til at sikre en behagelig temperatur.
Man kan selvfølgelig komme langt med god forberedelse, men der er kun godt en uge fra sidste runde af Premier League afvikles, til England spiller sin første kamp ved slutrunden.
Der er ikke tid til at rende rundt med iltmasker flere uger i forvejen som dynamitdrengene forud for VM i 1986.
Igen, den præmis er ens for alle, men den tilgodeser også de hold, hvem der virker til at være bedre kørende end England er netop nu. I skrivende stund er sidste indtryk af Gareth Southgates tropper, at de hjemme tabte med 4-0 mod Ungarn, og at de ligger sidst i deres Nations League gruppe med blot to point efter fire kampe. Det er ikke ligefrem VM-form for en trup, hvor der fortsat er store spørgsmål.
Er Harry Maguire eksempelvis manden, der kan samle den engelske defensiv? Jeg tvivler. Og har Ramsdale eller Pickford niveauet til at blive en sikker sidste skanse under en hel slutrunde? Igen, jeg tvivler.
Det engelske landshold er talentfuld og har i blandt andre Harry Kane, Kyle Walker, Raheem Sterling, spillere på højeste niveau eller der omkring, der efterhånden også har en del erfaring. Men sammenligner vi truppen med eksempelvis Frankrigs eller Brasiliens, så kommer de fortsat til kort. Super individualisten der kan afgøre en kamp på egen hånd, har de ikke, og bredden er heller ikke ligeså imponerende som hos nogle af rivalerne.
Færre kampe, større fordel?
Men er der da slet ikke noget, der taler for en engelsk VM-triumf, spørger du. Jo. I flere år har en af forklaringerne på Englands manglende succes ved slutrunder været, at de fleste spillere har hjemme i Premier League, og at de med 38 kampe samt to pokalturneringer i en fysisk udmattende liga har været udbrændte, når de er nået frem til en slutrunde. Jeg køber til dels argumentet. Også selvom flere af de startende 11 fra Frankrigs verdensmestre fra 2018 havde deres daglige gang i Premier League.
Men i år er det ikke på samme måde et problem. Efteråret er godt nok pakket mere end normalt med midtugekampe i stort set hver uge for de bedste hold, men spillerne er alt andet lige ikke lige så slidte, som de ellers ville være ved en slutrunde, og der er formentlig færre spillere, der har kæmpet sig gennem en lang sæson på lodder og trisser, end vi tidligere har set.
Det argument har allerede fyldt en del i pressen, og det kommer kun til at fylde endnu mere, jo tættere på vi kommer. Det samme gør David Baddiels og Frank Skinners ørehænger, der er en indgroet del af en engelsk slutrunde, akkurat som bristede drømme er det. Begge dele får vi så rigeligt af om tre måneder.
Læs også:
Skriv første kommentar