18+ | Spil ansvarligt! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Kommercielt indhold | Alle links der indeholder symbolet * er reklamelinks.

Jagten på den danske angriber

Der tales om det stærkeste danske landshold i de seneste mange år. Flere spillere repræsenterer nogle af verdens største klubber, men hvad med på angriberpositionen? Hvor bliver den næste store, rendyrkede nier af?

EM i fodbold 2021
Foto: Bildbyrån

“Utrolige Preben Elkjær. Jamen, den mand er da fantastisk”

Svend Gehrs

En kliché, når det kommer til det danske landshold, lyder, at vi stadig jagter den næste Preben Elkjær. Og indrømmet, ingen af de danske angribere vi siden har haft har været på samme niveau som Elkjær, der førte Verona til en sensationel Serie A titel, blev nummer to ved Ballon d’Or i 1985 og på egen hånd kunne tage bolden fra midten, snyde tre belgiere og så chippe bolden ind over verdens bedste målmand ved EM i 1984. ”Utrolige Preben Elkjær. Jamen, den mand er da fantastisk,” som Svend Gehrs sagde, og alle andre tænkte. Og det var han. Preben, altså.

Men det danske landshold har også sidenhen haft angribere på højt internationalt niveau. Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Ebbe Sand, Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner. Og lad mig bare komme spydige kommentarer i forkøbet. Jeg kalder hverken Bendtner eller John Dahl for verdensklasse-angribere, men på landsholdet leverede de altid. Bendtner med 0,37 mål per kamp spillet, mens Jon Dahl klemte sig op på 0,46. Bedre end eksempelvis Thierry Henry, der blot scorede 0,41 mål per kamp, som han spillede for Frankrig, og kun marginalt dårligere end Miroslav Klose (0,52). Du ved, ham der har scoret flest mål ved VM nogensinde.

Så det danske landshold søger ikke den nye Elkjær. Det danske landshold søger den nye nummer 9. Den kontinuerlige målscorer. For hvor er han henne, og hvorfor lader han vente sådan på sig?

Når EM inden længe går løs, tyder meget på, at det bliver med Jonas Wind som starter helt på toppen på en position, hvor vi de seneste to år har set Andreas Cornelius, Kasper Dolberg,  Martin Braithwaite, Nicolai Jørgensen, Christian Gytkjær og altså Jonas Wind alle få chancen fra start.

Jonas Wind lavede i 20/21 sæsonen 17 mål for FC København

Det er ikke noget problem at have konkurrence om pladserne, men problemet opstår, når man sidder tilbage med følelsen af, at spillerne vælges fra og ikke til. Når vi jævnligt taler om, at det er vigtigt at have en angriber, der kan spille med ryggen mod mål, er god i duellerne og/eller kan løbe dybt, men når vi sjældent kommer ind på den vigtigste detalje overhovedet. Kan lave mål.

Dette er ikke et forsøg på at forklejne kompleksiteten i fodboldspillet, for selvfølgelig er det vigtigt at have en angriber, der på det danske landshold er god til at søge ned i banen og agere spilstation i det opbyggende spil, men når nu ingen af vores kanter er notoriske målscorere – Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite med syv ligamål til sammen i denne sæson – så kunne det da være rart at have en angriber, som vi kunne regne med i de store kampe. En der bare tilnærmelsesvis nærmede sig det snit, som Elkjær, Jon Dahl og Bendtner var oppe på.

Der er andre og større nationer, som nu eksempelvis Tyskland, der også kæmper med at finde en permanent løsning på nier positionen, så det er ikke givet, at et land som Danmark bare kan producere en international angriber, blot fordi der er så mange andre dygtige spillere rundt om på banen. Og måske det slet ikke behøves?

Da det blev til EM-guld i 1992, scorede Lars Elstrup godt nok som indhopper, men ellers var det fra midtbanen, at målene kom. Henrik ’Store’ Larsen valgte et godt tidspunkt at score tre af sine i alt fem landskampsmål og blive topscorer i turneringen, så man kan jo vinde EM uden en angriber med mål i støvlerne, men der er også en grund til, at triumfen i Sverige vidt og bredt kaldes for et mirakel.

Kasper Dolberg er den, der over de seneste par år har været størst forventninger til, ikke mindst efter gennembruddet i Ajax i 2016/17 sæsonen. Men det er i 24 landskampe blot blevet til syv scoringer, og alle mål er sat ind mod enten Georgien, Luxembourg, Kasakhstan og Moldova.

Kasper Dolberg har i 20/21 sæsonen lavet 6 mål for Nice

På klubplan har han heller ikke for alvor kunne følge op på den flotte sæson for efterhånden fire år siden, og seks mål i den franske liga i 25 kampe er heller ikke noget, der for alvor skaber genklang rundt om i Europa. Måske det også er derfor, at Dolberg, der faktisk blev valgt som førsteangriber i Kasper Hjulmands første kampe, sidenhen er gledet en plads ned i hierarkiet. Fordi han ikke for alvor har kunnet fastholde stabiliteten, som det så oftest er set med de danske landsholdsangribere de seneste par år.

For nogenlunde samtidig med, at Kasper Dolberg bombede løs i Ajax, så blev Nicolai Jørgensen topscorer i den hollandske liga for Feyenoord, som han førte frem til et mesterskab. Der blev talt om, at det helt store skifte var på trapperne, og VM i Rusland skulle være det store udstillingsvindue, men i stedet endte det som bekendt med en stor skuffelse, hvor han næsten blev lagt for had af den danske befolkning efter et brændte straffe mod Kroatien i ottendedelsfinalen.

I januar fyldte han 30 år og burde være på toppen af sin karriere, klar til at føre Danmarks til hæder på sin gamle hjemmebane, men han var end ikke en del af overvejelserne hos Kasper Hjulmand, der nu skal sætte sin lid til en anden angriber, der også allerede har stiftet bekendtskab med disciplinen straffespark. Jonas Wind, der lavede en Panenka på udebane mod Røde Stjerne, brændte det afgørende straffe i returen, og som i denne sæson har scoret ni mål fra pletten, hvilket i øvrigt er ny Superliga rekord.

Jonas Wind er ikke verdensklasse, i hvert fald ikke endnu, men han er i øjeblikket bedste bud på en stabil, dansk nier, der kan score mål kontinuerligt over en årrække. Han kan ikke afdrible to mand og sparke den op i hjørnet, men det kunne Jon Dahl heller ikke. Men han har noget instinkt i sit spil, og så kan han komme frem til afslutninger i feltet.

Tre mål i seks landskampe er et spinkelt grundlag at bedømme ham på, men det er trods alt et grundlag, og et snit der ligger der, hvor en dansk angriber meget gerne skulle befinde sig. Og så er målene trods alt sat ind mod Sverige, Israel og Belgien. 

Belgien som Danmark igen står overfor denne sommer, når landsholdet møder dem i den anden gruppekamp næsten præcist 37 år efter, at Preben Elkjær til en EM-slutrunde strøg igennem den belgiske defensiv og løftede bolden over en frembrusende Jean-Marie Pfaff, der som Svend Gehrs og alle os andre blot kunne se til i beundring. 

Utrolige Preben Elkjær. Utrolige Jonas Wind?

Skriv et svar