EM-historie
På denne side klæder vi dig på med en grundig gennemgang af EM-historien fra 1927 til nu og gennemgår EM vindere gennem tiden.
IMAGO / Laci Perenyi
Europamesterskaberne blev allerede undfanget i 1927 af en fodboldgal franskmand, men det tog godt og vel 30 år før Henri Delaunays fine idé blev til virkelighed. I mellemtiden var verden optaget af VM (skabt i 1930 af selvsamme Henri og landsmanden Jules Rimet) og andre ting, såsom en verdenskrig.
I 50’erne – et årti præget af europæiske fællesskaber (EF, siden EU, er fra 1957) – kom der endelig skred i EM-tankerne. I 1954 stiftedes UEFA – sammenslutningen af nationale europæiske fodboldforbund – med Henri Delauney som generalsekretær (og med danske Ebbe Schwartz som formand, som han var det for DBU). I 1958 besluttede UEFA at lancere EM, Nations’ Cup hed det dengang (indtil 1968). Og i 1959 blev de første kvalifikationskampe spillet.
Den første slutrunde blev spillet i 1960 i Frankrig. Desværre uden Henri Delaunay blandt tilskuerne; han døde i 1955. Men som minde om turneringens fader fik vinderpokalen hans navn.
Dermed er den historiske baggrund så nogenlunde på plads. Lad os hurtigt gøre det samme med turneringsformatet: Fire deltagere i hver slutrunde 1960-1975. Fra 1980 var der otte lande med, fra 1996 16, og fra 2016 24 slutrunde-deltagere. Bronzekamp til og med 1980. Lad os så se lidt nærmere på de forskellige slutrunder:
Af Jens Bøye
1960 i Frankrig: Sovjet vinder på billig baggrund
Bortset fra værtsnationen Frankrig var den første EM-slutrunde en udflugt på den anden side af jerntæppet for landshold fra tre kommunistiske lande: Sovjet, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Khrusjtjov fik håneretten over for Tito da Sovjet tog titlen med finalesejr over jugoslaverne (mens tjekkerne vandt bronze), men selv om Lev Yashin – Den Sorte Panter/Edderkop – var en fremragende målmand, måske den bedste nogensinde, var det sovjetiske landshold næppe Europas bedste.
Vesttyskland, der havde vundet VM i 1954 og bronze ved VM-58, undlod at deltage i EM-kvalifikationen, og det samme gjorde England, fodboldens moderland, og Italien. Spanien var med i kvalifikationen og nåede frem til sidste runde hvor modstanderen var Sovjet, men nægtede så at stille op. Politiske årsager. I de år var Sovjet jo kommunistisk, og Spanien var Franco-fascistisk. Olie og vand.
1964 i Spanien: Francos tropper sejrer på hjemmebane
Selv om Franco stadig var ved magten, og selv om Sovjet igen var modstander, stillede spanierne op denne gang. Nok fordi slutrunden blev spillet på på hjemmebane (i Madrid og Barcelona). Pokalen kom i hus via semifinale-sejr over Ungarn og finale-ditto over Yashin & Sovjet.
Slutrunden havde også Danmark som deltager, efter en kvalifikation præget af lodtrækningsheld (Malta, Albanien og Luxembourg) samt en masse mål af Ole Madsen, men danskerne kunne ikke stille meget op i Spanien hvor de tabte klart til Sovjet i semifinalen og til Ungarn i bronzekampen.
1968 i Italien: Plat eller krone giver hjemmebanetriumf
For anden slutrunde i træk blev det værtslandet der snuppede titlen: Italien med en ung Dino Zoff mellem stængerne. Han lukkede kun 1 mål ind i 3 kampe, men Gli Azzurri fik i dén grad fik testet nerverne.
Semifinalen mod Sovjet endte 0-0, og man skred så til møntkast – plat eller krone – i omklædningsrummet med kun dommer, anførere samt to vidner til stede. Det blev den italienske anfører Fachetti der kunne løbe jublende ud på banen og begejstre de mange fans. Finalen mod Jugoslavien endte også uafgjort, 1-1, men denne gang tyede man ikke til møntkast, derimod en 90 minutters omkamp to dage senere. Zoff & Co vandt 2-0.
1966-verdensmestrene fra England var også med til EM i Italien, men englænderne tabte semifinalen mod Jugoslavien. Det blev dog, bl.a. via mål af Bobby Charlton, til bronze via sejr over Sovjet.
1972 i Belgien: Müller bomber Tyskland til triumf
Vesttyskland røg ud mod Jugoslavien i kvalifikationen til 1968, men Beckenbauer & Co, der havde vundet sølv ved VM-1966, kom tilbage på sporet i halvfjerdserne med bronze ved VM-1970 og ja – guld ved EM i 1972.
Med Bayern-målæder Gerd Müller – lille og trind, men kvik på fødderne og hyperfarlig – som foregangsmand. Den tyske angriber scorede to mål i både semifinalens 2-1 over Belgien og i finalens 3-0 over Sovjet.
1976 i Jugoslavien: Panenka narrer tyskerne
IMAGO / CTK Photo
Tyskerne nåede også finalen i 1976-slutrunden, via semifinalesejr over værtsland Jugoslavien (tre mål af Müller), men i slutkampen mod Tjekkiet lurede chokket. Müller scorede et enkelt mål, og offensivmakker Hölzenbein nettede også, hvormed tjekkernes tidlige 2-0-føring blev indhentet, men i straffesparkskonkurrencen brændte Uli Hoeness, og så kunne Antonin Panenka lave en – ja, en Panenka. Den snu tjekke narrede Sepp Maier til at kaste sig og vippede så blødt bolden ind midt i målet. Genialt.
Bronzen tog Holland sig af – selv om geniet Johan Cruyff missede kampen om tredjepladsen.
1980 i Italien: Tyskerne tilbage på tronen
Det varede kun fire år; så var tyskerne tilbage på den europæiske trone. Og det endda uden Franz Beckenbauer og Gerd Müller. I stedet var der folk som Karl-Heinz Rummenigge, en purung Lothar Matthäus og Klaus Allofs (han blev EM-topscorer med tre mål). Og det var nok til guld i den første EM-slutrunde med otte hold. To grupper a fire hold hvorfra de to vindere gik direkte i finalen, mens de to toere skulle spille bronzekamp.
I gruppespillet tog tyskerne revanche mod Tjekkiet (der dog trods alt vandt bronze mod Italien, naturligvis via straffesparkskonkurrence med Panenka blandt scorerne). I finalen vandt Tyskland 2-1 over Belgien på to mål af angrebskæmpen Horst Hrubresch.
1984 i Frankrig: Dansk dynamit og fransk klasse
IMAGO / ABACAPRESS
Danmarks Olsen-Bande sprudlede mod Jugoslavien og Belgien, men det var Michel Platinis Frankrig der på hjemmebane fortjent vandt guld.
Pionteks danske drenge var nok det mest talentfulde kuld Danmark nogensinde har haft, fra Morten Olsen og Allan Simonsen over Jesper Olsen til Michael Laudrup – samt ikke mindst gavflaben Preben Elkjær – men Frankrig stillede også med et fantastisk hold. Midtbanen med Platini, Tigana, Fernandez og Giress var og er uovertruffen.
Den indbyrdes kamp i gruppespillet gav fransk sejr på 1-0 – målet naturligvis sat ind af Platini der med ni mål blev suveræn EM-topscorer (næsttopscorer blev Frank Arnesen med tre mål). Begge hold gik dog videre til semifinalerne, men her blev Danmark stoppet af Spanien (og et elkjærsk straffespark langt op i Lyons aftenhimmel), mens franskmændene slog Portugal via forlænget spilletid. I finalen blev det 2-0 over Spanien.
Bronzekampen blev afskaffet efter 1980, så Danmark drog hjem med en halvfesen 3./4.-plads.
1988 i Vesttyskland: Flyvende hollændere
1984 var præget af de bedste hold Frankrig og Danmark nogensinde har stillet; i 1988 var det Holland (som man, i hvert fald vi danskere, dengang kaldte det der officielt hedder Nederlandene) der kunne mønstre landets bedste kuld nogensinde. Bedre end halvfjerdsernes Cruyff & Co? Ja, det vil jeg mene. Gullit, van Basten, Rijkaard, Koeman…
Hollænderne tabte i gruppespillet til Sovjet (der også havde et fremragende hold i de år), men vandt de to andre kampe og gik videre til semifinalerne hvor arvefjende Tyskland blev slået 2-1. Og i finalen tog Oranje hævn over Sovjet med mål af Gullit og van Basten. Sidstnævnte en gudekasse af en flugter fra højre side af feltet.
Danmark var også med til EM-1988, men glansen var gået af Olsen-Banden der tabte tre af tre kampe.
1992 i Sverige: Hygge-danskere chokerer
IMAGO / Laci Perenyi
Tyskland var som vanligt med helt fremme og snuppede endnu en medalje til samlingen, men bette Danmark sørgede for at 1990-verdensmestrene kun fik sølv ved EM i 1992. Ricardos camping-helte blev hentet ind på afbud (krigsramte Jugoslavien blev udelukket af FN) og overraskede alt og alle – også sig selv – ved at snuppe guldet. Det nye Olsen-Bande var mindre sprudlende end den gamle, men var måske til gengæld mere snu.
Det åbnede halvtungt med 0-0 mod England og 0-1 mod Sverige, men så trådte Henrik ”Store” Larsen & Co i karakter, vandt over Frankrig i sidste gruppekampe og eliminerede så de forsvarende europamestre fra Holland i semifinalen. Bye-bye van Basten.
Flotte kampe og resultater, men danskerne var stadig ekstremt undertippede i finalen mod Tyskland (der havde slået Brolin & Sverige i semien). Men en blanding af stædig defensiv (inkl diverse heroiske redninger af Kent Nielsen og Peter Schmeichel) og opportunt angrebsspil gav pote. 2-0 på mål af John Jensen og Kim Vilfort. Huttelihut og Alles ist vorbei.
1996 i England: Tyskland generobrer tronen
IMAGO / Team 2
Men Alles var naturligvis ikke helt vorbei for tyskerne. De bliver ved og ved, jo, de stædige teutonere. Fire år efter den danske trium i 1992 var germanerne tilbage på toppen: 1996-guldet blev snuppet af Klinsmann, Bierhoff & Co EM-titlen med finalesejr over Tjekkiet (Poborsky, Nedved, Smicer…).
Det var den første EM-slutrunde med 16 hold, dvs fire grupper. Danmark var med, men de forsvarende europamestre (samt 1995-Confederations Cup-vindere) formåede ikke at gå videre fra gruppespillet hvor Portugal og Kroatien var stærkere. Begge lande røg dog ud i kvartfinalerne, og semifinalerne hed Frankrig-Tjekkiet og Tyskland-England. Og ja, selvfølgelig tabte Gascoigne & Co på straffespark. Det er jo fodbold, og tyskerne vinder som regel til sidst.
2000 i Belgien/Nederlandene: Franske verdensmestre indtager Europa
Tidligere i denne artikel roste jeg 80’ernes franske landshold med Platini & Co for at være det bedste gallerlandshold nogensinde. Det holder jeg fast i, men der er næppe langt ned til Zidane-generationen der vandt VM i 1998 og EM i 2000. I hvert fald resultatmæssigt var Zidane, Henry, Vieira, Makelele, Desailly og Deschamps bedre end Platinis 80’er-drenge.
Men faktisk var de ikke de bedste i indledende gruppespil. Sejre over Danmark (elendig EM-slutrunde med tre klare nederlag) og Tjekkiet, men nederlag mod værtsnationen Nederlandene.
Patrick Kluivert og de andre flyvende hollændere snublede dog i semifinalen mod Italien (Maldini, Nesta, Totti, Del Piero), så kunne Frankrig (slog Figo & Portugal i semifinalen) tage titlen med finalesejr over Gli Azzurri. 2-1 via forlænget spilletid.
2004 i Portugal: Grækere laver en ”Danmark”
IMAGO / BCR Agency
Det er sjovt så meget perspektiv betyder. Som dansker nød jeg triumfen i 1992 – trods et utal af feje tilbagelægninger til Peter Schmeicel – men jeg hadede det græske guld i 2004. Defensivt, grimt og heldigt.
Men pokkers effektivt. Bare spørg de portugisiske værter der med rutinerede Luis Figo og stortalent Cristiano Ronaldo i spidsen lignede de oplagte vindere, men som hele to gange gled mod grækerne. Otto Rehhagels velorganiserede og kontrastærke hold slog Portugal 2-1 i indledende gruppespil og 1-0 i finalen. I semifinalerne havde portugiserne slået England, mens Grækenland eliminerede Tjekkiet. Eetmålssejr (via forlænget spilletid), naturligvis; dem havde grækerne fire af, foruden en uafgjort og et nederlag. Begge faldt i gruppespillet hvor Karagounis & Co var heldige med at gå videre; kun måldifference skilte dem og Spanien.
Heldig var Danmark sådan set også. Lige som Sverige og Italien havde danskerne fem point i indledende gruppespil og gik videre pga bedre måldifference. 2-2 mod Sverige i sidste kamp betød farvel til de svovlende og spyttende italienere. Aftalt spil? Det mener Italien. Men det dansk-svenske opgør var faktisk vældigt intenst og hårdtspillet; kun de allersidste minutter blev spillet i gå-tempo.
2008 i Østrig/Schweiz: Tiki-taka tager titlen
For at føje spot til portugisisk skade, var det i 2008 Portugals nabo og ærkerival Spanien der satte sig på den europæiske trone. Dog med en helt anden spillestil end den græske. Væk var det kompakte forsvar, fysik-fokus og de lange afleveringer. Nu handlede det om kvikke, korte afleveringer. Teknikken i højsædet.
Ikke så sært når holdet rummede boldkræsere som Xavi, Iniesta og David Silva. Samt lynhurtige Torres og Villa i front. Og helt ufysisk var det i øvrigt ikke; i forsvaret var Puyol og Ramos bestemt ikke blege for at sætte jerntacklinger ind.
På symbolsk vis slog Spanien netop Grækenland i gruppespillet. Grækerne kom ellers foran på et mål af tårnhøje Charisteas, men kunne derefter ikke lukke af, i modsætning til fire år tidligere. Spanierne tævede også Rusland to gange, i gruppespillet og i semifinalen, før det i finalen blev 1-0 over Tyskland (der havde slået Tyrkiet i semien) da ellers kvikke Lahm undervurderede Torres’ speed og lod spanieren løbe forbi og sparke til bolden før keeper Lehmann nåede ud.
Danmark missede slutrunden i en kvalifikation der inkluderede to nederlag mod Spanien og to mod Sverige. Heraf det famøse skrivebordsnederlag efter 3-3 i Parken blev ødelagt af et tåbeligt straffespark og en sindsforvirret baneløber.
2012 i Polen/Ukraine: Suveræne spaniere sandwicher VM-triumf
Oven på guldet ved EM-2008 og efter også at have snuppet verdensmesterskabet i 2010 tog Spanien en tredje titel i træk i 2012 med endnu et europamesterskab. Denne gang med suveræn 4-0-sejr (igen med Torres som målscorer) over Italien i finalen. I kvartfinalen havde spanierne elimineret Frankrig med 2-0 og i semifinalen Portugal via straffesparkskonkurrence.
Italien havde fået uafgjort mod Spanien i indledende gruppespil og og derefter slået England og Tyskland, men i slutkampen var der ikke flere kræfter tilbage hos Pirlo & Co.
Danmark var med til slutrunden, men var i den dynamitpulje med Tyskland, Portugal og Nederlandene, og mens sidstnævnte skuffede, var tyskerne og portugiserne for stærke.
2016 i Frankrig: Portugal laver en ”Grækenland”
IMAGO / Isosport
Det er sjovt hvordan historien kan gentage sig, med enkelte nye detaljer, men stort set samme mønster. I år 2004 brokkede Portugal sig over de destruktive grækere der udelukkende lukrerede på modstandernes fejl. I 2016 var det portugisernes tur til at køre en stædig defensiv krydret med farlige kontraer. Og det gav pote.
Portugal tog titlen med finalesejr på 1-0 over værtslandet Frankrig. Og det selv om superstjerne Cristiano Ronaldo tidligt i kampen måtte udgå med en skade; de andre portugisere fightede sig til guld.
I semifinalen havde Portugal elimineret Gareth Bale & de walisiske belgiensdræbere, mens Fankrig havde slået Tyskland via to mål af Antoine Griezmann.
Danmark missede EM-slutrunden i Frankrig, men er heldigvis med når det går løs i sommeren 2021.
2020 i 11 lande: Corona-udsat slutrunde i 2021
Det begyndte med et dansk hjertestop og sluttede med et straffespark så tyndt at det stadig gør ondt i rød-hvide hjerter.
2020-Europamesterskaberne skabte historie på to måder: Ved at blive forsinket i et år, dvs afviklet i sommeren 2021, pga corona-epidemien, og ved at blive spillet i 11 lande, men med England som den primære lokation. Men det er ikke det vi som danskere husker EM-2020 for.
Masser af drama i den bedste rød-hvide EM-indsats siden 1992. Danmark åbnede med at miste Christian Eriksen (der heldigvis overlevede sit hjertestop) og tabe til Finland og derefter til Belgien, men pelsede så den russiske bjørn, den walisiske drage og den tjekkiske løve før det snævre nederlag mod England i semifinalen på Wembley hvor Sterling filmede sig til straffe mod Joakim Mæhle, venstreback-åbenbaringen der var slutrundens bedste dansker samme med Mikkel Damsgaard.
Englands sejr mod Danmark var dog fortjent nok, men hjemmebanefordelen rakte ikke til gevinst i finalen mod de snu italienere der tog guldet på fortjent vis – om end der skulle straffesparkskonkurrence til. Det skulle der også i Italiens heldige semifinale mod Spanien der nok var EMs bedste hold (inkl 5-3 over Kroatien i ottendedelsfinalen), men altså ikke formåede at gå hele vejen.
EM historie FAQ
✅ Hvornår var der sidst em i fodbold
Der blev sidst afholdt EM i England i 2021, som blev udsat fra 2020 på grund af corona.
✅ Hvem vandt det sidste EM?
Italien er forsvarende europamestre da de vandt det sidste EM på Wembley i 2021.