Grupperne ved EM i fodbold 2024
Grupper og puljer ved EM 2021 i fodbold ligger nu klar. Hvem møder hvem? Vi giver dig overblikket her. Vi giver dig også analyser af hver pulje samt bud på favoritter og hold, der går videre til knockout-fasen. De 24 deltagende hold ved fodbold EM 2021 er først og fremmest delt ind i seks grupper med fire hold i hver. Scroll videre ned og find hele oversigten, samt gennemgang af hver enkelt gruppe, inden det går løs d. 11. juni. Så er du ikke i tvivl om hvem, hvad og hvornår!
EM-grupperne, stilling og resultater
Se grupperne og stillinger til EM i fodbold herunder. Du kan følge med her, hvordan det går for holdene i de forskellige grupper, da stillingerne opdateres løbende.
Gruppe A: Italien, Schweiz, Tyrkiet, Wales
Italien har fire guldmedaljer fra verdensmesterskabet i fodbold, men når det kommer til EM, er der kun en i banken fra 1968. Der hersker dog ingen tvivl om, at Italien er en stormagt når det kommer til fodbold, og dette gør dem også til pæne favoritter i Gruppe A. De senere år har udgjort lidt af en dyster periode for italienske fans, men efter Roberto Mancini overtog landstrænerrollen, har det næsten ikke været andet end fest og farver for “Azzurri”. Insigne, Bonucci, Florenzi og Chiellini er de rutinerede kræfter på holdet, men mest af alt kigger man frem mod de spirende talenter i Chiesa, Donnarumma, Zaniolo, Barella og Bastoni, som skal tage over i fremtiden. Italien har også fordelen af at være værtsnation, hvilket betyder, at de spiller alle tre gruppekampe på hjemmebane.
Schweiz har aldrig vundet EM i fodbold, men har været en hyppig deltager med deltagelse ved fire af de seneste seks EM-slutrunder. Vladimir Petkovic har stået i spidsen af landsholdet siden 2014, og han har med sin slutrunde fra 2016 fint med erfaring. Schweiz har en masse spillere fra europæiske topadresser, men spørgsmålet er, om de har nok X-faktor i Shaqiri, Embolo og Mehmedi, eller om schweizerne kommer til at savne offensiv kvalitet. Defensivt står Schweiz helt bestemt stærkt nok til at gå videre.
Tyrkiet deltog også tilbage i 2016, men med to nederlag og en enkelt sejr blev det til et kort visit. Dengang satte de deres lid til Hakan Calhanoglu og Arda Turan; sidstnævnte er væk, men Hakan Calhanoglu har for alvor fået sat gang i sin karriere i Milan igen. Med avancement til fire af de seks bedste 3’ere, har Tyrkiet gode chancer, men de skal formentlig mindst tage en enkelt sejr i gruppespillet.
Sidst Wales deltog i en EM-slutrunde var i 2016, og her blev de turneringens største overraskelse med en semifinale. Dengang var det den tidligere walisiske landsholdsspiller, Chris Coleman, der havde trænerroret, og denne gang er det overgået til den legendariske Ryan Giggs. Flere og flere af de walisiske spillere har fundet en rolle hos subtop-klubber i Premier League, og holdet skal ikke undervurderes. Der er dog stadig to spillere, der skiller sig ud fra de resterende – Gareth Bale og Aaron Ramsey.
Hvem vinder Gruppe A?
Italien: Sluttede 1’er
Wales: Sluttede 2’er
Schweiz: Sluttede 3’er
Tyrkiet: Sluttede 4’er
Gruppe B: Belgien, Danmark, Rusland, Finland
Vi var mange skuffede fodboldfans i Danmark tilbage i 2016, hvor det danske landshold ikke var deltagende ved EM. Nu har Åge Hareide dog taget os igennem til slutrunden, men det vil blive Kasper Hjulmand, der skal tage de danske drenge til hæder. Danmark har fået sig en fornuftig gruppe, hvor det kun er Belgien, der skal ses som et bedre landshold. Vi har fordelen af at spille alle tre landskampe i Parken, hvor vi håber på at kunne se mange røde og hvide fans. Kasper Hjulmand har med udsættelsen af EM fået et år at forberede sig i, og der er allerede positive takter at spore i starten af hans tid. Trupmæssigt står Danmark rigtigt stærkt i år med spillere som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg, Robert Skov, Simon Kjær og der kunne nævnes mange flere. Danmarks forventninger skal som minimum være at gå videre fra denne pulje – helst foran Rusland og Finland.
Belgien er naturligvis favoritter til at vinde Gruppe B; det er helt naturligt med deres førende placering på FIFAs verdensrangliste. I 2016 var der allerede gigantiske forventninger til “The Red Devils”, da talentmassen dengang var enorm. Nu har den talentmasse udviklet sig til vaskeægte verdensstjerner, hvilket også er årsagen til, at de er topfavoritter til at vinde EM 2021. Roberto Martinez har før vist taktiske geniale indslag i slutrunder, og trænerens værktøjer kan blive essentielle. Med kæmpe profiler som Kevin De Bruyne, Eden Hazard, Dries Mertens, Axel Witsel, Romelu Lukaku, Thibaut Courtois og Toby Alderweireld, så behøver Belgien nok heller ikke at opfinde den dybe tallerken for at klare sig godt.
Rusland må komme ind som tætte konkurrenter til Danmark, alene på baggrund af deres præstation til VM i 2018, men også fordi de vil være vært ved to af deres gruppekampe. Rusland fik allerede testet kræfter med Belgien i kvalifikationen, hvor Belgien gik videre som 1’er og Rusland som 2’er. Her var der ikke meget tvivl om styrkeforskellen, med to nederlag til Rusland og en samlet på målscore på 2-7 mod Belgien. Desværre for Rusland, har de store profiler fra slutrunden i 2018 ikke kunnet leve op til det samme niveau efterfølgende. Derfor vil Rusland håbe meget på, at Golovin, Cheryshev, Fernandes og Dzyuba kan få skudt gang i karrieren igen, inden vi når sommeren 2021.
Finland er gruppens store underdogs, og det kommer helt naturligt af, at finnerne for første gang nogensinde har kvalificeret sig til EM i fodbold. På imponerende vis kvalificerede Finland sig foran Bosnien og Grækenland. Der er ikke de store forventninger til træner Markku Kanerva, som allerede har gjort sit job til perfektion ved at kvalificere sig. Hvis Finland skal kunne håbe på en overraskelse, skal den med stor sandsynlighed komme fra Teemu Pukki, der bragede kasser ind i kvalifikationen, og som også ramte topniveauet i sine to første sæsoner for Norwich.
Hvem vinder Gruppe B?
Belgien: Sluttede 1’er
Danmark: Sluttede 2’er
Finland: Sluttede 3’er
Rusland: Sluttede 4’er
Gruppe C: Holland, Ukraine, Østrig, Nordmakedonien
Ligesom Belgien, så er Holland en talentfabrik af verdensklasse, hvor de i mange år har spyttet verdensstjerner ud. Dette år er ingen undtagelse, hvor man kan se Virgil van Dijk, Frenkie de Jong, Matthijs de Ligt, Memphis Depay og Steven Bergwijn. Holland havde også i 2016 et talentfuldt hold, men her blev det ikke engang til en kvalifikation til EM, så truppen er ingen garanti for succes. I kvalifikationen til denne slutrunde bed de skeer med Tyskland, men måtte i sidste ende tage til takke med andenpladsen bag tyskerne. På vejen slog de dem 2-4, hvilket også indikerer, at Holland har niveauet til at slå hvem som helst. Det er en overkommelig pulje, som Holland har trukket, hvor de også er pæne favoritter til at slutte 1’er. Den tidligere landsholdsspiller Frank de Boer overtog trænerposten i 2020, efter at Ronald Koeman strøg til Barcelona, hvilket har givet de Boer et år til at få sin spillestil implementeret. Holland er værtsnation og vil derfor spille alle deres gruppekampe i Amsterdam.
Ukraine har deltaget ved de to seneste EM-slutrunder, men uden videre succes. Den legendariske angriber Andriy Shevchenko overtog landstrænerposten efter en sløj slutrunde i 2016, og han har siden da brugt tiden fornuftigt. De sluttede på imponerende vis 1’er i deres kvalifikationsgruppe foran Portugal og gik igennem ubesejret. Den ukrainske trup ser meget stabil ud, med de fleste af spillerne gående i den hjemlige liga hos hold som Shakhtar og Dynamo Kyiv. Enkelte spillere gør sig også i europæiske topklubber, og man håber på, at Zinchenko, Malinovskyi og Yarmolenko vil tage ansvar og føre Ukraine fremad i Gruppe C.
Østrig kvalificerede sig for første gang til EM tilbage i 2008, og siden da er det blevet til to EM-slutrunder med gruppespillet som bedste placering. Fra den hjemlige liga er vi begyndt at se hold som Salzburg, LASK og Austria Wien føre sig frem i Europa League og Champions League, hvilket også giver håb til det østrigske landshold. Den største stjerne har i mange år været, og er det stadig, David Alaba fra Bayern München. Forskellen fra 2016 er bare, at mange andre spillere er kommet til, og disse kan bidrage til kollektivet på holdet. Ukraine er oddsmæssigt lidt bedre stillet end Østrig, men ikke meget skal til for at tippe denne skala.
Det var vilde scener, da Nordmakedonien for første gang nogensinde, som et selvstændigt land, kvalificerede sig til en slutrunde. Glædesrusen var enorm og kunne mærkes igennem TV-skærmene, da den 37-årige legende Goran Pandev sparkede Nordmakedonien til EM. Det skete igennem den nye UEFA Nations League-turnering, hvor de i playoffs slog Georgien med 0-1. Det er meget marginalt med profiler for Nordmakedonien, men man skal holde øje med spillere som Pandev, Bardhi, Elmas og Alioski, der godt kan give de store underdogs lidt håb.
Hvem vinder Gruppe C?
Holland: – Sluttede 1’er
Østrig: – Sluttede 2’er
Ukraine: – Sluttede 3’er
Nordmakedonien: – Sluttede 4’er
Gruppe D: England, Kroatien, Tjekkiet, Skotland
“It’s coming home”. Sådan har det lydt de seneste mange år fra de entusiastiske engelske fodboldfans, men der er altså ikke noget, der er kommet hjem siden VM i 1966. I 2018 var håbet større end længe set, men her faldt man i semifinalen til Belgien og sluttede som nr. 4. Håbet er stadig gigantisk, og troen ligeså, hvilket er forståeligt, da England er udset til at være blandt de største favoritter til at tage trofæet. Gareth Southgate har været udskældt for at mangle en anelse taktisk snilde, men man kan ikke sætte en finger på det topniveau, vi har set fra England. Holdet er som altid spækket med internationale stjerner som Harry Kane, Raheem Sterling, Jordan Henderson, Jadon Sancho – og man kunne næsten nævne hele holdet. England er også, og skal med rette være, de største favoritter i Gruppe D, hvor de også får fornøjelsen af at være værtsnation.
Der var ikke mange, der havde regnet med at se Kroatien i VM-finalen i 2018. Selvom de tabte med 4-2 til Frankrig i finalen, var det uden tvivl en ekstraordinært flot præstation. Siden da er det dog gået stødt ned ad bakke for Kroatien, som i Nations League og EM-kvalifikationen ikke altid har set lige imponerende ud. De spillere, der skinnede igennem til slutrunden i 2018, har da også nået en alder, hvor pensionen kalder, og kroaterne skal genopfinde sig selv, hvis de skal levere samme gedigne overraskelse her. Man skal på trods af dette huske på, at det var Kroatien, der i ’18 sendte England ud, og den selvtillid vil de have med i Gruppe D.
Tjekkiet må frygte, at det går som i 2016, hvor de røg ud i gruppespillet med to nederlag og en enkelt uafgjort. Det er nemlig ikke noget synderligt skræmmende tjekkisk mandskab, der savner profiler og offensiv kvalitet. De kom igennem deres kvalifikationsgruppe med 15 point, men mod hold som Kosovo, Bulgarien og Montenegro. De havde også fornøjelsen af England her, og deres 2-1-sejr på hjemmebane mod dem, kan give dem lidt håb og tro på, at de kan gå videre fra gruppen.
Skotland er det sidstseedede hold i Gruppe D, da de kvalificerede sig igennem UEFA Nations League foran Serbien. Vi er dog rigtigt glade for Skotlands kvalifikation, da man nu kan se frem til et brag af en kamp mellem England og Skotland. Man skal heller ikke være for hurtig til at afskrive Skotland – der gemmer sig nemlig nogle uslebne diamanter på det hårdtarbejdende kollektiv. Kaptajnen Andy Robertson har for Liverpool etableret sig som en af verdens absolut bedste backs. Udover ham vil man kigge mod John McGinn, Ryan Fraser, Kieran Tierney, Scott McTominay og Liam Cooper, der alle har vist, at de sagtens kan være med på Premier League-niveau. De skotske fans vil også være ekstatiske over at kunne opleve deres helte på hjemmebane i to af gruppekampene.
Hvem vinder Gruppe D?
England: – Sluttede 1’er
Tjekkiet: – Sluttede 3’er
Kroatien: – Sluttede 2’er
Skotland: – Sluttede 4’er
Gruppe E: Spanien, Polen, Sverige, Slovakiet
Det har været nogle turbulente år for det spanske landshold, som i 2018 måtte fyre deres træner kort tid før slutrunden og hive Fernando Hierro ind som midlertidig træner. Det endte naturligvis ikke synderligt godt, og den næste træner, der fik tilliden, var Luis Enrique. Der gik dog ikke lang tid, før han måtte trække sig midlertidigt tilbage, og Robert Moreno overtog rollen i en længere periode. Nu er Enrique tilbage og i gang med et generationsskifte på det spanske landshold, som har været længe ventet. Det har fået en ganske fornuftig start, hvor topniveauet stadig er blandt Europas bedste. Med en hjemmebanefordel i Sevilla, skal de spanske stjerner sigte efter en førsteplads, og det vil være yderst skuffende, hvis ikke det spanske landshold når langt i turneringen.
Polen ringer måske ikke genlyd som en kæmpe fodboldnation, men de har ikke desto mindre deltaget i de sidste tre EM-slutrunder, og de nåede kvartfinalen i 2016. Med en bundsolid defensiv kvalificerede de sig som 1’er i deres kvalifikationspulje, med kun et enkelt nederlag i 10 kampe. Det skader heller ikke, at man i Robert Lewandowski har en af verdens absolut bedste angribere. Hvis Polen kan finde en måde, hvorpå de kan fodre Lewandowski med de rette bolde, bør de ikke undervurderes – og så kan de nå et godt stykke vej i denne slutrunde.
Naboerne fra Sverige sikrede sig en plads til EM ved at ende foran vores andre naboer fra Norge. I en pulje med Spanien var det ganske imponerende, at svenskerne kun tabte en enkelt kamp. De svenske fodboldfans vil meget gerne måle Sveriges landshold med Danmark, men de ser ud til at være et stykke bag danskerne. Man skal dog heller ikke tage for meget fra svenskerne, som kan mønstre et ganske stabilt mandskab. Profilerne i Lindelöf, Augustinsson, Claesson, Forsberg og Olsson plejer at præstere godt for landsholdet, og med det nyudklækkede talent i Juventus-spilleren Kulusevksi, har de også fundet sig et offensivt es.
Slovakiet er vurderet som de største underdogs her i Gruppe E, hvilket man kan basere alene ud fra deres trup. Der er store spring i niveauforskel på det slovakiske landshold, der også måtte igennem UEFA Nations League for at kvalificere sig til EM. I kvalifikationen endte de nemlig bag både Wales og Kroatien, hvilket sætter spørgsmålstegn ved deres niveau. Marek Hamsik gør sig nu i kinesisk fodbold, men det er stadig ham, man sætter liden til. Spillere som Skriniar, Lobotka, Vavro og Mak er dog opblomstret de seneste år, og man kan håbe på, at de kan give nok kvalitet.
Hvem vinder Gruppe E?
Spanien: Sluttede 2’er
Sverige: Sluttede 1’er
Slovakiet: Sluttede 3’er
Polen: Sluttede 4’er
Gruppe F: Tyskland, Frankrig, Portugal, Ungarn
Tyskland er blevet seedet som 1’ere, hvilket de nok satte pris på efter fadæsen i 2018. Det har bare ikke været den store trøst for tyskerne, som er endt i noget af en pulje. Efter i flere år at have domineret Europa og været blandt verdens bedste landshold, måtte Joachim Löw for nogle år tilbage træffe beslutningen om et generationsskifte. Det betød, at man måtte sige farvel til mange fra den gamle garde, og begynde at forme de nye unge stjerner. Skiftet var allerede lidt på vejs i 2018, men her fejlede holdet mærkbart og gik ikke engang videre fra gruppespillet. EM-kvalifikationen gav håb om bedre tider, med en samlet statistik på 7-0-1 og en målscore på 30:7. På trods af den godkendte kvalifikation, er der stadig spørgsmålstegn ved Tyskland, specielt efter de tabte med hele 6-0 til Spanien i UEFA Nations League. Tysklands chancer bliver forbedret markant af, at de skal spille deres gruppekampe på hjemmebane.
Det er utroligt, at man med et hold som Frankrig, regerende verdensmestre og nummer to til EM i 2016, kan være seedet som 2’er – men for os neutrale fans giver det kun en mere spændende gruppe. Didier Deschamps har længe været kritiseret for at være for pragmatisk i sin spillestil, specielt når man tager de spillere han har til rådighed i betragtning. Man skal bare huske på, at spillestilen har virket, og så længe den gør det, kan man ikke stille spørgsmålstegn ved deres tilgang. Man kunne nævne hundredvis af franske spillere, der ville have niveau til at være med ved denne slutrunde, og listen af verdensstjerner er nok længere end hos noget andet hold. Griezmann, Pogba og Kanté er dog ikke helt på det samme niveau, som man har set dem tidligere, men heldigvis for Deschamps har han masnge, der kan tage over. Selvom Frankrig er seedet som 2’er, skal de sigte efter at slutter 1’er i gruppen på trods af modstanderne.
Lige så utroligt som at Frankrig er seedet 2’er, lige så vildt er det, at Portugal er seedet 3’er. Det var nemlig Portugal, der tog EM-trofæet i 2016 foran næsen af Frankrig, der var snublende tæt på. Cristiano Ronaldo har for længst rundet de 30, men han er ikke af den grund blevet dårligere. Til forskel fra 2016 har Portugal også langt flere offensive stjerner at spille på, når Joao Felix, Bernardo Silva, Bruno Fernandes og Diogo Jota alle kan støde til. Med spillere som Portugals, skal de gå videre fra gruppespillet. Det bliver ikke nogen nem sag for Fernando Santos, der skal vinde mindst to af gruppekampene, for at vide sig helt sikker på at gå videre.
Stakkels Ungarn. De kæmpede en kamp i UEFA Nations League og vendte 0-1 mod Island i de døende minutter til 2-1. Nu er de bare landet i denne slutrundes uden tvivl sværeste gruppe. Foran dem står de regerende verdensmestre, de regerende europamestre og et af verdens mest vindende lande i Tyskland. Man skal være mere end jubeloptimist for at tro, at Ungarn har pæne chancer for at gå videre, men med fire ud af seks af de bedste 3’ere til at gå videre, skal der ikke mere end en enkelt overraskende sejr til, for at de har et lille håb. Chancen er naturligvis lille, men med to af deres tre gruppekampe i Budapest, skal man ikke afskrive dem. Man skal kigge langt for at finde etablerede profiler for Ungarn, men en spiller, der er værd at holde øje med, er Szoboszlai.
Hvem vinder Gruppe F?
Frankrig: Sluttede 1’er
Tyskland: Sluttede 2’er
Portugal: Sluttede 3’er
Ungarn: Sluttede 4’er