FCN og FCM med spenderbukserne på
Her tager vi temperaturen på det danske transfermarked, hvor FC Nordsjælland og FC Midtjylland fredag har åbnet ballet i stor stil.
Om 14 dage ruller kuglen igen i den danske Superliga, og derfor begynder der også at ske ting og sager på det danske transfermarked. Som vi tidligere har skrevet om i Isaksen i største Superliga-salg nogensinde?, er der optræk til flere markante afgange fra Superligaen denne sommer, men indtil videre er det altså tilgangene, som er løbet med opmærksomheden.
OB har allerede hentet et halvt nyt hold ind, AGF har sikret sig flere spændende nye spillere til offensiven, og tidligere i dag meldte både FC Nordsjælland og FC Midtjylland sig så på banen med indkøb fra høje hylder.
Der er lagt i kakkelovnen til en spændende sommer på det danske transfermarked.
Power move af FC Nordsjælland
”Det er vanedannende at være med i toppen”, sådan udtalte FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen sig efter guldkampen i sidste sæson, og nu har Farum-klubben så givet en indikator på, at de mener det alvorligt.
Fredag morgen offentliggjorde FC Nordsjælland nemlig, at de henter Marcus Ingvartsen hjem fra tyske Mainz. Sikke en bombe! Angriberen forlod FCN i sommeren 2017 ovenpå en fantastisk sæson, hvor han endte som Superliga-topscorer med 22 mål. Ingvartsen har siden tørnet ud i både Jupiler League og Bundesligaen med stor succes.
Den tidligere FCN-topscorer scorede 10 gange for Mainz i 28 Bundesliga-kampe i sidste sæson, men vender nu snuden hjemad i en alder af bare 27 år. FC Nordsjælland henter altså en spiller i sin bedste fodboldalder, med kendskab til Superligaen, med næse for mål. Og fra en hylde som de normalt ikke begår sig på. Prisen skulle eftersigende ligge på omkring 22 millioner kroner.
At en spiller af Ingvartsen kaliber ender i FC Nordsjælland, og ikke i FCK eller FC Midtjylland, vidner om, at nordsjællænderne har fået smag for at blande sig i Superligaens topstrid, og er villige til at ofre flere penge for at nå dertil.
FC Midtjylland vil lege med
FC Midtjylland har spenderbukserne på denne sommer. Ovenpå en skuffende Superliga-sæson, hvor midtjyderne ikke klarede cuttet til Mesterskabsspillet, skal der oprustes på spillerfronten for igen at blande sig i toppen. Allerede i sidste uge måtte Steinlein og co. til lommerne for at købe Kristoffer Olsson fri i Anderlecht for omkring 21 millioner kroner, og fredag kunne de så offentliggøre endnu et stort køb.
Denne gang er der tale om den islandske landsholdsspiller Sverrir Ingi Ingason, som midtjyderne har købt fri i græske PAOK for mellem 25 og 30 millioner kroner. Den stærke forsvarsspiller har spillet både EM og VM for Island, mens han på klubplan har erfaring fra både Europa League og Conference League.
Eftersigende bliver islændingen den bedste betalte spiller i FC Midtjylland, til gengæld får de en leder med stor erfaring fra mange sæsoner i udlandet. Ulvene vil lege med i toppen af Superligaen igen, og det er købet af Ingason en stærk indikator på.
Endnu et stort FCM-køb i vente
Selvom der indtil videre har været flere store køb end salg på Superligaens transfermarked, må man gå ud fra, at der også snart kommer fut i de store spillersalg. Isaksen, Nuamah, Grabara og Haraldsson kan snildt være fortid i Superligaen inden transfervinduet går på hæld. Salg, som i så fald vil give de danske topklubber endnu flere penge at handle for.
I denne uge har der været løse rygter om, at både FCK og Brøndby pønser på at hente Viborgs kanspiller Achouri, som imponerede stort i foråret. Ligesom de gule fra Vestegnen også meldes interesserede i Viborg-keeper Lucas Lund. Ugens mest interessante rygte kommer dog fra den jyske hede…
Ifølge en journalist fra The Daily Telegraph, er FC Midtjylland på nippet til at købe den sydkoreanske angriber Cho Gue-sung fri i hjemlandet, hvor han aktuelt tørner ud for Jeonbuk Hyundai Motors med stor succes.
Sydkoreaneren, som scorede to gange i gruppespillet ved VM i 2022, og som i øvrigt blev vældig populær hos den kvindelig del af den sydkoreanske befolkning under slutrunden, skulle eftersigende have valgt FC Midtjylland til på trods af interesse fra flere store Championship-klubber. Prisen lyder angiveligt på 22 millioner kroner. Steinlein og co. er hurtigt ud af starthullerne denne sommer!
Odds ved udgivelsestidspunktet. Odds kan ændre sig.