England – odds på englændernes VM

England blev nr 4 ved seneste VM, nr 2 ved EM. Tid til guld? Det offensive potentiale er der, men dårlig defensiv og forkølet taktik gør det tvivlsomt. Gruppe B bør vindes foran Wales, USA og Iran, og ottendedelsfinalen mod fx Senegal, men så venter nok Frankrigs verdensmestre. Stor mundfuld. Find odds, trup og kampe til Englands VM på denne side.

Af: Jens Bøye

Odds på England

Odds er senest opdateret d. 10. december 2022 kl. 10:45. Odds kan ændre sig.

Englands trup og startopstilling

Den seneste trup:

Formation: 4-3-3

Forventet startopstilling ved VM:

Seneste opstilling (kvartfinale mod Frankrig): 4-3-3: Pickford – Walker, Stones, Maguire, Shaw – Henderson, Rice, Bellingham – Saka, Kane, Foden

Nøglespillere: Harry Kane, Kyle Walker

Stjerneskud: Jude Bellingham, Bukayo Saka

Straffeskytte: Harry Kane

Frisparksskytte: Mason Mount, Harry Kane

Skader/tvivl: Declan Rice (syg før Frankrig), Raheeem Sterling (indbrud i familiens hjem i England)

Karantæner: Opdateres

Ude af VM: Ben White

Englands VM chancer: Farlig offensiv, middelmådig defensiv og taktik

Gareth Southgate har gjort de engelske talenter mere slagkraftige, mindre underpræsterende, siden han kom til i 2016. De er næstfavoritter ved dette VM.

Egetræet er dog ikke vokset ind i himlen. Mens midtbanen er solid, og offensiven har højt topniveau, lugter holdets defensiv stadig af middelmådighed (og nu også af klubspilletidsproblemer). Det samme gør Southgates taktik. Det bliver næppe til medalje.

England blev nr 4 ved VM-2018, tog bronze i Nations League 2018/19 og vandt sølv ved EM-2020 (spillet i 2021). Men i NL-gruppespillet i 2020 måtte The Three Lions nøjes med en tredjeplads efter Belgien og Danmark, og EM-andenpladsen var på hjemmebane, dvs reelt skuffende. Football coming home? Close, but no cigar.

Seks af Englands syv kampe blev spillet på Wembley. Inkl gruppekampene: to kedelige smalsejre foruden en trist nullert mod lillebror Skotland. Inkl den heldige 1/8-finalesejr over Tyskland. Og inkl semifinalen mod Danmark der blev afgjort af et straffespark Sterling filmede sig til. Sejren var dog fortjent; englænderne var bedst. Men det var de ikke i finalen hvor de havde bolden mest, men Italien producerede mange flere chancer.

Værd at bemærke: Efter et konservativt-kontrolleret gruppespil, spillede England godt i EMs knald- eller fald-kampe i en målsøgende 4-2-3-1-formation, men havde problemer med 3-4-2-1 og forsigtig taktik mod Tyskland og Italien. Pga formation/taktik eller pga modstanderkaliberen? Nok en blanding.
Spørgsmålet er hvordan Southgate griber VM an. Måske offensivt til en start, men mod de gode længere inde i turneringen kan fedtspillet krybe ind igen.

Nations League-kampene i juni var beskæmmende. 0-0 mod Italien og (heldig) 1-1 i Tyskland, men også to nederlag mod Ungarn. Inkl 0-4 på Wembley. En ydmygelse a la 1953 og 1954 hvor ungarerne vandt 3-6 i England og 7-1 hjemme. I september 1-0-tab i Italien og en underholdende 3-3-affære mod tyskerne hvor Løverne smed forsigtigheden over bord ved 0-2.

Holdanalyse af England

Herunder følger en komplet gennemgang af det engelske herrelandshold.

Målmænd:
Everton-keeper Jordan Pickford har hurtige reaktioner og begår seværdige redninger, men han er langt fra den bedste målmand i Premier League; højst i top10. Han er relativt lille, har problemer med at dominere i feltet, kan virke febrilsk og indgyder i det hele taget ikke den tillid som en landsholdskeeper burde.

Verdensklasse er der heller ikke just over afløserne. Andenmålmand er Burnleys Nick Pope der fik lov at starte inde i tre kvalkampe. Truppens tredje keepertjans: Den 24-årige Arsenal-målmand Aron Ramsdale overhalede hen ad vejen Dean Henderson der tilbragte 21/22-sæsonen på Man Uniteds bænk. Ramsdale så skidt ud da England tabte 0-4 til Ungarn i juni, og Henderson står nu fast for Nottingham Forest, men Arsenal-keeperen tog truppens tredje målmandsbillet.

Midterforsvar:
Harry Maguire (fire mål i seks kvalkampe) og John Stones er nok stadig landstrænerens foretrukne midterforsvarere selv om begge havde en tung 21/22-klubsæson, og selv om Maguire sidder på Uniteds bænk i 22/23.

Maguire, der er højrebenet, men gerne ligger til venstre, spillede mange kampe for Man Utd i sidste sæson, men begik bunkevis af grumme fejl. Han er stærk i hovedspillet, både defensivt og offensivt, men tung og langsom, og i 21/22 var han ikke nær så rolig med bolden som han var i tidligere sæsoner. En pudsig blanding af svigtende selvtillid og stædig megalomani.

Stones er hurtigere og en glimrende tekniker, men lider også af forvrænget selvopfattelse: Han er ikke nær så god som han tror han er, og det bevirker en del dumme boldtab når han forsøger at drible sig ud af en farlig situation. Han vandt det engelske mesterskab med Man City i 21/22, men tilbragte mere tid på bænken end på banen. Ser dog ud til at være mere fast starter i 22/23. Stones blev skadet mod Italien i september, men var tilbage en måned senere.

Blandt afløserne – og en oplagt mulighed hvis der spilles med tre midterforsvarere – er Conor Coady fra Everton. Ben White (der desuden, hvis nødvendigt, kan udfylde en højreback) fra Arsenal er også en del af VM-truppen.

Store og venstrebenede Mings lignede længe den mest oplagte reserve for Maguire, men Southgate fravalgte Aston Villa-klippen i foråret. I stedet gav landstræneren chancen til hurtige Fikayo Tomori fra Milans nykårede Serie A-mestre og den blot 21-årige Marc Guehi fra Crystal Palace. Som Tomori er han relativt lille for en midterforsvarer (1,82), men kvik på fødderne. Men hverken Tomori eller Guehi kom med i VM-truppen.

Erfarne Eric Dier (langsom, men forudseende og opspilsstærk) havde en glimrende 21/22-sæson i Tottenham, men blev ikke udtaget til Englands juni-kampe. Han blev derimod udtaget til september-opgørene og spillede 90 min i begge. Nu er han også med i VM-truppen, og han – der også kan spille i tremandsmidterforsvar – ser ud til at have overhalet Coady som første-afløser.

Spilles der med tre midterforsvarere, er Kyle Walker (hvis klar) også en mulighed som højremand. Den plads indtog den lynhurtige Man City-højreback i nogle af EM-kampene.

Højre back/wingback:
Hvis han ikke skal bruges i midterforsvaret (eller er skadet), er Kyle Walker nok idealstarter på højreback. Han er ikke synderligt spilintelligent, men er så hurtig at han alligevel er en god oprydder. Er glimrende fremad via sin speed (indlæg er so-so), men det virker som om Southgate ønsker at hans backs/wingbacks er ret forsigtige fremad. Ærgerligt, for det er typisk når de erobrer bolde langt fremme og deltager i omstillingerne, at England skaber farlige situationer.

Walker blev dog skadet i start-oktober og betegnes som tvivlsom til VM. Der håbes dog; han er udtaget til VM-truppen. Han misser nok første kamp, men kan måske komme i spil til de næste kampe.

Alternativer til Walker er erfarne og skudtekniske (men langsomme) Kieran Tripper fra Newcastle og ligeledes skudtekniske og offensivt stærke (men defensivt svage) Trent Alexander-Arnold fra Liverpool.

Hurtige Reece James var også en oplagt kandidat, men han fik efteråret ødelagt af en skade og kom ikke med i VM-truppen.

Landsholdsgrønne James Justin blev udtaget til juni-kampene, men det nok fordi Leicester-højrebacken også kan udfylde en venstreback hvad der var brug for på det tidspunkt. Hvorom alting er: VM-billet blev det ikke til.

Venstre back/wingback:
Bortset fra åbningskampen (hvor Southgate uden succes prøvede med Trippier på pladsen) var det Luke Shaw der sad på venstrebacken under EM i sommeren 2021. Manchester United-backen havde en tung 21/-22-sæson, men var alligevel med i Englands marts-træningskampe og scorede mod Schweiz. Han var så skadet fra start-april til slut-maj og missede truppen til juni-kampene, men var tilbage i september trods afløserstatus i Man Utd og scorede mod Tyskland. Siden har han generobret sin startplads i Manchester.

Konkurrent Benjamin Chilwell, der som Shaw er god fremad – og når i form er Chilwell nok mere stabil – missede det meste af 21/22-sæsonen pga skader; var således ude fra november til slut-maj. Han var tilbage fra sæsonstart i 22/23, men formåede ikke at overbevise landstræneren; nul VM-billet.

Men hvem er så Shaws afløser ved VM? Truppen har ingen andre deciderede venstrebacks, så det er nok den fleksible højreback Trippier der flyttes til venstre hvis Shaw skades/skal have en puster. Ikke ideelt: Trippier kan spille til venstre, men er typisk offensivt bleg på den position.

Defensiv midtbane:
Landstræneren fandt egentlig sit ideal-makkerpar under EM i sommeren 2021 hvor Kalvin Phillips fra Leeds og Declan Rice fra West Ham gjorde det godt. Stærke bolderobrere og glimrende -fordelere. Ikke visionære, men habile.

Men Phillips 2022-sommerskifte til Man City – hvor han ikke spiller ret meget – kan meget vel koste ham startpladsen. Og hvem går den så til? Stortalent Bellingham, såmænd.

Erfarne Jordan Henderson fra Liverpool var kun indskifter under EM efter en skadesperiode, men selv efter at være kommet sig helt, var han i efterårets VM-kvalkampe kun afløser. Og her har han fået konkurrence fra Dortmunds 19-årige Jude Bellingham. Fysisk stærk og fremdrivende. Lidt hidsig ind i mellem, men generelt moden for så ung en knøs. 22-årige, men endnu mere landsholdsgrønne, Conor Gallagher fra Chelsea er også en mulighed.

Offensiv midtbane:
Hvis Southgate vælger at spille 3-4-2-1 eller 4-3-3 med en defensivt arbejdssom midtbanetrio, kan det blive svært at finde en startplads til en offensiv-midtbanemand – medmindre det er som del af kreationsduoen bagved centreforwarden i 3-4-2-1.

Men hvis der er en startplads til en central kreatør, en 10’er, tilhører den nok Mason Mount fra Chelsea – fast starter ved EM og hyppig ditto i VM-kvalen. Løbestærk, kreativ og målfarlig. Phil Foden fra Man City er også en mulighed, men den 22-årige dribler er nok bedre på kanten.

Den fremragende frisparksskytte James Ward-Prowse fra Southampton (kan også ligge længere tilbage på midtbanen), erfarne Jesse Lingard (sommerskifte fra Man United-bænken til fx West Ham) samt det 21-årige Arsenal-talent Emile Smith-Rowe har været inde i billedet, men de kom ikke med i VM-truppen.

Det gjorde derimod efterårs-formstærke James Maddison. Leicester-kreatøren har været holdt ude så længe at det lugtede af at Southgate ikke var fan af ham, men nu er Maddison altså tilbage i varmen. Han er dog skadestvivlsom til første kamp.

Fløje:
Ud over venstrebenede Foden (god i begge sider) er der Man City-holdkammeraten, den højrefodede dribler Jack Grealish (bedst til venstre), og ex-klubkollegaen (nu i Chelsea), lynhurtige Raheem Sterling (tofodet og god i begge sider). Til højre (evt til venstre) desuden Arsenals 20-årige og hurtige Bukayo Saka.

Saka gjorde det glimrende ved EM i sommeren 2021, men brændte i finalens straffesparkskonkurrence og blev (sammen med Sancho og Rashford) udsat for racisme på sociale medier af skuffede (og hjernedøde) fans. Heldigvis bakkede fodboldverdenen op om spillerne.

Grealish gjorde det ikke ret godt i 21/22 i Man City efter skifte fra Aston Villa, men fik meget spilletid. Cirka det samme gør sig gældende i efteråret, men uanset: Hans status har næppe ændret sig på landsholdet: Han er joker, ikke starter.

Marcus Rashford, hyppig landsholdsstarter i 2018-19, er også en mulighed til venstre eller helt i front. Han var ganske vist elendig for Manchester United i 21/22, men har åbnet den nye sæson på anderledes veloplagt vis.

Derimod var der ikke en VM-billet til klubkammerat Jadon Sancho (begge sider), hyppig landsholdsstarter i 2020. Også han dårlig i 21/22, bedre (omend svingende) i 22/23. Ude er naturligvis også den skandaleramte klubkammerat, stortalentet Mason Greenwood (anklaget for partnervold).

Centreforwards:
Førsteangriber er naturligvis Harry Kane – verdensklasse-centreforward fra Tottenham med 51 mål i 75 landskampe (per oktober). Ikke vanvittigt hurtig, men god til at time sine løb. Er samtidig både fysisk stærk og teknisk dygtig. Iskolde afslutninger, men også god til at finde sine medspillere. Ind i mellem går han tilbage, får bolden og så – nærmest som en quarterback – slår han en lang aflevering der splitter forsvaret.

Skal han aflastes, er der førnævnte Rashford (selv om han er bedst på venstrekanten) eller Callum Wilson. Den 30-årige er kun noteret for fire landskampe, men er kvik på fødderne og har gang i et godt efterår for Newcastle.

Kom ikke med i VM-truppen: Hurtige og fysisk stærke Tammy Abraham der havde en god 21/22-sæson i Roma. Hovedstødsstærke Calvert-Lewin fra Everton, kvikke Ollie Watkins fra Aston Villa, samen Ivan Toney fra Brentford der fik lov til at snuse til landsholdet i septembertruppen.

Historien om England ved VM i fodbold

England har deltaget i 15 VM-slutrunder og taget 1 guld samt to fjerdepladser. 15 ville i øvrigt have været 18 (og det var måske blevet til flere guldmedaljer) hvis FA ikke havde afvist at deltage i 30’ernes tre turneringer. Englænderne var forargede over at FIFA tillod professionalisme…

Da de endelig faldt til patten og meldte sig ind i FIFA igen, var englænderne blandt favoritterne ved VM i 1950, men de formåede ikke at gå videre fra indledende gruppespil. Tabte til Spanien og ironisk nok også til undertippede USA, den gamle koloni.

Men i 1966, på hjemmebane, satte England sig igennem og snuppede guldmedaljen. Bobby Charlton, Bobby Moore, Gordon Banks & Co gik ubesejrede gennem turneringen og vandt finalen mod Vesttyskland med 4-2 via forlænget spilletid. Her scorede angriber Geoff Hurst tre gange, inkl det berømte mål/ikke-mål hvor bolden ramte overliggeren og røg ned på/lige over stregen.

70’erne og 80’erne gav en række dårlige/middelmådige resultater (inkl kikset kvalifikation til VM i 1974 og 1978), om end en del englændere stadig brokker sig at have tabt kvartfinalen mod Argentina i 1986. Som bekendt scorede Maradona med hånden – Hand of God! – få minutter før han nettede via en genial dribletur. Gary Lineker reducerede kort før tid.

I 1990 var Glenn Hoddle ikke længere med, men et andet midtbanegeni var kommet til i Paul Gascoigne, og med ham, Chris Waddle og Peter Beardsley var der masser af kreativitet bagved Lineker. Men de tabte semifinalen mod Vesttyskland via straffesparkskonkurrence. Waddle og Stuart Pearce brændte, og Gascoigne græd (det gjorde han tidligere i kampen; da han fik en advarsel der betød karantæne i en eventuel finale). I bronzekampen vandt Italien 2-1.

Generationen med Beckham, Owen, Ferdinand, Terry, Lampard, Gerrard og en ung Rooney nåede kvartfinalen i 2002 og 2006. Skuffende? Tjah. De blev slået ud af Brasilien og Portugal, som altså også var ret gode…

I 2018 i Rusland var England, med Gareth Southgate ved trænerroret, uprangende, men nåede semifinalen hvor de tabte til Kroatien. I bronzekampen tabte de, som i indledende gruppespil, til Belgien. Harry Kane blev turneringstopscorer med seks mål, men tre var på straffespark, inkl to mod Panama hvor han desuden nettede via heldig afretning.

Alle disse resultater giver en 5. plads til England på verdensranglisten.

Læs om andre deltagere ved VM i fodbold