EM 2024 England – odds på englændernes EM

Det blev “kun” til sølv på hjemmebane ved seneste EM, men England er favorit ved sommerens slutrunde. De engelske Løver er da også bedre end sidste gang, men der er stadig visse svagheder at spore. Kan det mon udnyttes af modstanderne i Gruppe C, dvs Danmark, Serbien og Slovenien?

Vi analyserer Englands chancer ved EM i fodbold, og så får du også en trup-gennemgang med Englands forventede startopstilling, skader/karantæner og forventede straffesparksskytte.

Odds på England

Går videre?	Udbyder	Odds
Harry Kane bliver engelsk topscorer		1.07
England vinder EM		2.22

Odds kan ændre sig. Senest opdateret 12. jul. 13:49.

Se flere spilvarianter på vores side med EM odds.

Englands forventede startopstilling i finalen

(3-4-2-1) Pickford – Walker, Stones, Guehi – Saka, Mainoo, Rice, Trippier – Foden, Bellingham – Kane

Englands seneste startopstilling (mod Nederlandene)

(3-4-2-1) Pickford – Walker, Stones, Guehi – Saka, Mainoo, Rice, Trippier – Foden, Bellingham – Kane

Nøglespillere: Kyle Walker, Declan Rice, Jude Bellingham, Harry Kane

Stjerneskud: Kobbie Mainoo, Cole Palmer, Ivan Toney, Jarrod Bowen, Adam Wharton

Straffeskytte: Harry Kane

Seneste nyt om England

–

Af: Jens Bøye

Englands EM chancer: Sølvvinder mangler nok påny en smule

Fodbolden kom ikke helt hjem til England ved EM-2020 (afholdt i 2021). Hjemmebane i bl.a. semifinale og finale, men det blev ikke til guld i slutkampen mod Italien. Ved VM-2022 blæste The Three Lions Iran, Wales og Senegal af banen, men måtte så bøje sig i kvartfinalen mod Frankrig.

Landstræner Southgate råder over et talentfuld kuld, men det er som om der lige mangler et nøk. Mandskabet ser faktisk endnu bedre ud nu end det gjorde ved seneste EM; siden er Bellingham og Foden nemlig trådt i karakter som verdensklasse-profiler, og stortalent Mainoo er også dukket op. Men der er stadig problemer på målmandsposten (Pickford er ringe) og i forsvaret (skader).

Ikke desto mindre er England blandt de absolutte favoritter ved sommerens EM. Måske fair nok efter en flot kvalifikation hvor Løverne gik ubesejrede gennem otte kampe, inkl to sejre over Italien, dvs revanche for 2021-nederlaget på Wembley. Men martskampene mod Brasilien (0-1-tab) og fraværsramte Belgien (2-2 via udligning i overtiden) demonstrerer igen-igen at England nok lige mangler det sidste.

Men lad os se. I 2021-finalen mod Italien spillede England med tre midterforsvarere. I de to kvalifikationskampe mod Gli Azzurri i 2023 viste Southgate mere mod med 4-2-3-1 og blev belønnet med fine sejre.

Holdanalyse af England

Bliv klogere på det engelske landshold her.

Målmænd

Det står skidt til på den engelske målmandspost. Førstekeeper har de seneste fem år været Jordan Pickford, men Everton-målmanden er langt fra verdensklasse. Ja, man kan argumentere for at han ikke engang er i top10 i Premier League. Hurtige reaktioner på stregen, men svag ude i feltet og en tendens til drops. Samt til at skade modspillere med Schumacher-agtige udløb.

Det kniber bare med oplagte alternativer. Nick Pope fra Newcastle er glimrende, men han har ligget brak med en skulderskade siden december og kommer ikke med til EM. Aaron Ramsdale har også en god udstråling, men han er på reservebænken i Arsenal (hvor træner Arteta foretrækker spanske Raya der er bedre med fødderne). Der er også Crystal Palace-målmændene Henderson og Johnstone, men sidstnævnte døjer med en skade, og førstnævnte har ikke just imponeret i denne sæson; har nok primært fået sine PL-starter pga Johnstones skade.

Southgate kunne have udtaget fx talentfulde James Trafford fra Burnley, men har lidt overraskende valgt Ramsdale og Henderson som Pickfords reserver.

Forsvar

Det engelske midterforsvar så ud til at være det samme som ved seneste EM samt ved VM: Hurtige og boldfaste (men lidt selvovervurderende) John Stones til højre og langsomme, men hovedstødsstærke, Harry Maguire til venstre. Men Maguire misser slutrunden i Tyskland pga en skade. Ærgerligt for Manchester United-manden der ellers i foråret havde genfundet sin form efter en lang periode med pinlige indsatser for klub- og landshold.

Hvem skal være Stones’ startmakker ved EM? Det er en dyst mellem store Lewis Dunk fra Brighton, kvikke Marc Guehi fra Crystal Palace og ditto Ezri Konsa fra Aston Villa, samt Liverpools Joe Gomez der er et mix: både hurtig og fysisk stærk. Ingen af de fire er venstrebenet, men de er fleksible og kan alle udfylde en venstreplads. (Gomez og Konsa kan endda snuppe en backplads – i begge sider, såmænd.)

I marts fik Dunk startchancen mod Begien og kvitterede med en usikker indsats. I startjuni døjer han med en mindre skade efter en ok indsats mod Bosnien. Gomez fik kun to PL-starter for Liverpool i april og maj og er ikke startet inde for England siden 2020. Konsa er nok primært udtaget til EM-truppen som back-afløser. Guehi var skadet fra februar til startmaj og nåede kun een PL-start før sæsonen sluttede.

Pest eller kolera? 1,82 meter høje og 23-årige Guehi startede inde i juni-testkampen mod Bosnien og ventes også at gøre det 7. juni mod Island. Hans indsats mod Bosnien overbeviste ikke, så Islandskampen vil nok afgøre om det er ham eller Dunk der starter inde i første EM-opgør.

Man kan undre sig over at Southgate valgte at skille den særdeles lovende Jarrad Branthwaite, 21-årig Everton-forsvarer, fra da bruttotrup blev til netto. Samme med jævnaldrende Jarrell Quansah fra Liverpool.

Eric Dier? Har fået forbavsende meget spilletid i Bayern München efter skiftet fra Tottenham sidste sommer, men er slasklangsom. Ikke uventet at han er udeladt af truppen. Samme med skadede Mings fra Aston Villa.

Southgates idealstarter på venstre back er nok angrebsstærke Luke Shaw, men Manchester United-manden er skadesplaget og ligger pt brak med en muskelskade (pådraget i februar). Når han at blive klar til EM? Tjah, Han er med i truppen, men lad os se.

Et alternativ kunne være Benjamin Chilwell fra Chelsea. Men han er ikke synderligt god (og har også tendens til skader) og er (lidt overraskende) IKKE at finde i truppen. Med er heller ikke Chilwells unge Chelsea-kollega Colwill, Rico Henry fra Brentford (begge med skadesproblemer), Doughty fra Luton eller store Burn fra Newcastle (langsom).

Højreback Trippier kan dog spille til venstre (om end uden flair) og ligner EM-starteren – ihukommende Shaws skadesproblemer.

England har mere kvalitet på højre back. Med Manchester Citys Kyle Walker (der også kan udfylde en højreplads i et tremands-midterforsvar) som nr 1. Dårlige indlæg, men den 33-årige er stadig lynhurtig og svær at komme udenom. Bag ham i hierakiet er der solide og sparketekniske (men langsomme) Tripper, den endnu mere sparkedygtige Alexander-Arnold (der desuden kan vikariere på midtbanen) samt hurtige Reece James. Sidstnævnte har dog haft et skadesplaget forår og er ikke med i truppen. Ben White fra Arsenal (god sæson) kunne have fået en plads, men har selv valgt landsholdet fra.

De fleksible midterforsvarere Konsa og Gomez kan vikariere på begge backpladser.

Midtbane

Ideal-opstillingen på den engelske midtbane er klar: Det må og skal være Declan Rice og Kobbie Mainoo som de defensive, mens Jude Bellingham indtager rollen som 10’er.

Rice var allerede fremragende for West Ham, og nu hvor han er i Arsenal virker han endnu mere imponerende. Som oprydder og som spilfordeler der også kan gå med frem. Det samme kan Mainoo (Manchester United-talentet kan desuden drible), en ekstremt moden 19-årig der debuterede for England i marts og gjorde det så godt at det ikke bare bør give en billet til EM, men en startplads ved slutrunden. Med Liverpools midtbane-fleksible højreback-tekniker Alexander-Arnold som alternativ. OPDATERING: De engelske trøjenumre tyder på at Alexander-Arnold er udset positionen som Rice-makker på midtbanen…

Den gamle landsholdskæmpe Jordan Henderson har rundet de 33 og er helt klart over-the-hill. Dårlige klubvalg (skiftede fra Liverpool til saudiske Al Ettifaq og er nu i kriseramte Ajax) har ikke hjulpet. Han kunne måske godt have fået en EM-billet – for old time’s sake – men er udeladt af EM-truppen.

En anden tidligere profil, Kalvin Phillips, er heller ikke med. Efter reservetilværelsen i Manchester City er han nu i West Ham, men han er langt fra det niveau han lagde for dagen i Leeds (og på landsholdet).

Den offensive midtbane-position sidder Jude Bellingham på. Sine kun 20 år til trods, er han Real Madrids store profil i denne sæson efter sidste sommers skifte fra Dortmund. Hans betydning for England er også stigende; i marts scorede han det udlignende mål i overtiden mod Belgien.

Foden og Cole Palmer kan også indtage en central kreatørrolle. Med i truppen er lidt overraskende også Eberechi Eze, Crystal Palace-kreatøren (der også kan indtage en kantplads). Derimod blev Tottenham-kreatøren Maddison og Manchester City-ditto Grealish skilt fra da brutto blev til netto. Ret overraskende, for de to kan gøre det uventede, men Maddison gik ned i kadence i foråret efter et superflot efterår, og Grealish havde generelt en svag klubsæson.

Endelig er der Conor Gallagher (Chelsea) og 20-årige Adam Wharton fra Crystal Palace der begge kan spille offensiv såvel som defensiv midtbane.

Angreb

Han spiller ikke længere i verdens bedste liga, dvs Premier League, men Harry Kane har ikke mistet sin smag for mål, ej heller evnen til at score dem. Efter sidste sommers skifte til Bayern München er den 30-årige angriber suveræn topscorer i den tyske Bundesliga, og i efteråret nettede han syv gange for England (i otte kampe). Jep, han kan stadig, og han er fortsat centreforward-idealstarteren for The Three Lions.

Kane er ikke synderligt hurtig, men han er vældigt spilintelligent og foretager gode løb, med og uden bold. Har desuden fabelagtigt overblik der gavner medspillerne – om end det at Kane godt kan lide at gå tilbage og være med til at skabe spillet, af og til betyder at han så mangler i feltet.

Centreforward-afløsere er Ollie Watkins – stærk sæson i Aston Villa! – og Ivan Toney der lynhurtigt var oppe i omdrejninger da hans otte måneders karantæne for gambling sluttede i januar; han scorede fire mål i sine første fem 2024-kampe for Brentford. Siden har han været målløs for London-klubben, men han nettede for England i marts-træningskampen mod Belgien. På straffe, men alligevel gejstgivende: Toneys første første landskampsstart og første mål.

Fløje: England har to verdensklasse-kantspillere i Saka og Foden. Hurtige (især Saka) og driblestærke (især Foden). Problemet er at de begge er venstrebenede og bedst i højre side hvor de kan gå ind i banen og afslutte med favoritfoden… Men især Foden kan også sagtens spille i venstre side; er mindre målfarlig dér, men kan til gengæld smide fine indlæg. Han ydede således en glimrende indsats til venstre i martskampen mod Belgien.

Bestemt ikke sikkert Southgate er enig med mig (de to startede kun sammen i een kvalkamp), men jeg ser England være stærkest med både Foden og Saka på banen fra start. Med ganske målfarlige Anthony Gordon fra Newcastle som den primære afløser til venstre. Og med Jarrod Bowen fra West Ham i kamp med Chelsea-stortalent Carlton Palmer (begge havde en fremragende PL-sæson med masser af mål) om rollen som Saka-sufflør til højre.

Erfarne og hurtige Marcus Rashford er derimod udeladt af truppen – en konsekvens af en skidt 23/24-sæson i Manchester United-mand. Samme med tofodede og driblestærke Rahim Sterling. Tidligere en markant landsholdsprofil, men han har ikke været udtaget siden 2022, og hans Chelsea-niveau i 23/24 berettigede ikke en EM-billet. Jadon Sancho? Heller ikke med. Var persona non-grata i Manchester United. Havde et godt forår i Dortmund, men det medførte ikke en genoplivning af landsholdskarrieren der har ligget brak siden 2021.