18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

EM 1992 – Danmarks triumf

I år er det præcis 20 år siden, at Danmark leverede den fantastiske sensation ved EM 1992. Det danske landshold kom med til EM-slutrunden i Sverige på grund af et afbud, og resten af historien kender de fleste danskere efterhånden. D. 26. juni 1992 klokken 22:00 stod det nemlig klart, at Danmark blev Europamestre anno 1992, da Tyskland blev besejret med 2-0 i finalen.


EM 1992 pokalen

IMAGO / Laci Perenyi

Sådan kom Danmark til EM 1992

Danmark var egentlig slet ikke kvalificeret til EM 1992 i Sverige, da Jugoslavien var sluttet bedre end Danmark i kvalifikationen til EM 92. Borgerkrigen i Jugoslavien betød dog, at nationens landshold blev ekskluderet fra EM 92. Dermed var der pludselig en ledig plads ved slutrunden, som skulle udfyldes. Denne tilfaldt meget naturligt Danmark, da de var sluttet efter Jugoslavien, men afbuddet kom også så sent, at flere af de danske landsholdsspillere nærmest var rejst på sommerferie.

Sådan gik det Danmark ved EM 1992

Danmark var havnet i indledende gruppe med England, Sverige og Frankrig, hvilket absolut ikke var nogen nem gruppe. I den første puljekamp blev det til et fornuftigt 0-0-resultat mod England, inden man tre dage senere tabte med 0-1 til Sverige. Det lignede altså et hurtigt exit for Danmark – helt frem til det 78. minut i den tredje kamp mod Frankrig – hvor stillingen var 1-1. Her kunne Elstrup bringe Danmark foran 2-1, og da Sverige fire minutter senere kom foran mod England, var Danmark pludselig videre til semifinalerne. Dengang blev der nemlig kun spillet EM med otte deltagende nationer.

EM 1992 fejring

John “Faxe” Jensen bragte Danmark foran 1-0 i EM-finalen – IMAGO / Laci Perenyi

Danmark i semifinalen og finalen ved EM 92

I semifinalen skulle Danmark møde frygtindgydende Holland, som bl.a. havde slået Tyskland med 3-1 i gruppespillet. To gange i kampen var Danmark foran – begge gange på mål af Henrik Larsen – men både Bergkamp og Rikjaard fik udlignet. Kampen måtte derfor ud i straffespark efter slutresultatet 2-2, og her husker de fleste nok Schmeichels flotte redning på Van Bastens forsøg. Dette var nok til en dansk finaleplads, da alle fem danske straffesparkskytter satte kuglen i nettet.

Dagen før havde Tyskland slået Sverige med 3-2 i den anden semifinale, så EM-finalen 92 blev altså nemlig Danmark og Tyskland.

Her fuldendte Danmark det fantastiske eventyr ved at vinde EM 92 efter en 2-0-sejr over Tyskland. John “Faxe” Jensen og Kim Vilfort scorede de to mål for Danmark, hvor Peter Schmeichel ligeledes stod endnu en brandkamp.

Læs også: Historien ved EM i fodbold