18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Dette kan FCK forvente: Diogo Goncalves er en dygtig kreatør

Inden længe kan Diogo Goncalves formentlig kalde sig FCK-spiller, men hvad kan Københavnerklubben egentlig forvente af deres nye mand?

Det har SpilXperten kigget nærmere på i denne analyse af Benfica-spilleren, hvor SpilXpertens ekspert Benjamin Leander også giver sit besyv med på den – formentlig – kommende FC København-spiller. 

Diogo Goncalves gør sig primært på kanten, og det er herfra, portugiseren skal forsøge at fodre FCK-angriberne. 

Bedre end Pizzi og Darwin Nunez

Det har han tidligere gjort med stor succes i Benfica, der må betegnes som en af mastodonterne i portugisisk fodbold. Og på trods af, at minutterne er blevet færre i løbet af de seneste par sæsoner, ser det ud til, at FCK får fingrene i en dygtig spiller. 

Ser man for eksempel på det parameter, der kaldes Expected Assists, vil man hurtigt få øjnene op for, at Diogo Goncalves var den spiller i 20/21 sæsonen, der havde den tredjehøjeste xA producering. Han overgik altså dygtige spillere som Jesús Corona, Otávio, Pizzi og Darwin Nunez. 

Omskolingen fra back til kant

Det er på trods af, at Goncalves på daværende tidspunkt primært huserede længere tilbage på banen for Benfica, fortæller SpilXpertens ekspert Benjamin Leander. 

“I flere artikler nævnes Goncalves’ beskedne antal mål og oplæg for Benfica, men det vil være unfair at bedømme hans tal uden at skele til, at Goncalves i sine første to sæsoner tilbage for Benfica efter et lejeophold hos Famalicao primært blev brugt som rendyrket højre back og wingback under Jorge Jesus, mens tyske Roger Schmidt så et større lys i ham som venstre kant”, indleder Leander. 

“Derfor er det selvfølgelig særligt interessant, at han netop i disse sæsoner som back, har præsteret så flot i det chanceskabende spil.”

I denne statistik kan du få et overblik over, hvilke spillere, der i 20/21 sæsonen, skabte flest store chancer i den bedste portugisiske række. Her rangerer den kommende FCK-spiller en anelse lavere, men stadig på en flot sjetteplads, hvor han blandt andet overgik Benfica-profilen Rafa. 

21/22 sæsonen var langt fra prangende for Benfica-spilleren, da han leverede langt under evne på samtlige parametre. 

Men kantspilleren har faktisk formået at slå tilbage i indeværende sæson, hvorfor det kan virke noget pudsigt, at Benfica netop nu skiller sig af med Diogo Goncalves. Selvom det ikke er blevet til mange minutter, udmærker portugiseren sig positivt, når man ser på tallene. 

Her ses tallene for Expected Assists for indeværende sæson, hvor Diogo Goncalves placerer sig lige akkurat ude for top 10. Kantspilleren har ikke fået mange minutter, og det kan umiddelbart godt undre, når man ser, at han har præsteret fornuftigt i de minutter, han har fået. 

Diogo Goncalves – et portugisisk stortalent

Benjamin Leander fortæller, at Goncalves, på trods af manglende minutter i indeværende sæson, tidligere har været set som et enormt stort talent. 

“Goncalves’ ustabile antal spilminutter skal dog ikke negligere hans status som en spiller, der som teenager var agtet højt af både Benfica og det portugisiske fodboldforbund, hvor han med sidstnævnte har spillet 36 ungdomslandskampe mellem 2013 og 2018 og deltaget ved tre slutrunder som fast starter.”

“Ved U17-EM i 2017 startede han inde sammen med kommende stjernenavne som Renato Sanches, Ruben Neves og Ruben Dias, ligesom han til U20 VM i 2017 var af sted med Diogo Dalot og det nuværende førstevalg både hos FC Porto og Portugals landshold, Diogo Costa. Også her spillede Goncalves en mere offensiv rolle end tilfældet har været i 20/21 og 21/22 sæsonerne i Benfica med 12 mål i de 36 landskampe for U17, U19, U20 og U21”, afslutter Leander. 

Også når det kommer til store chancer skabte, har Diogo Goncalves præsteret fornuftigt, selvom det har været begrænset med spilletid til kantspilleren. 

Diogo Goncalves lader altså til at være en spiller, der er garant for chanceskabelse, hvilket FCK formentlig vil komme til at nyde godt af, og hvis potentialet bliver udfoldet, har FCK fået fingrene i en rigtig dygtig spiller. 

FC København får altså en spiller, der i sin karriere har vist lovende takter, men det er også en spiller, der kan arbejde begge veje, eftersom han både har spillet back og kant i sin karriere.

Alle tal er valideret af OPTA

Skriv et svar