18+ | Spil ansvarligt -  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet - Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Danskerfokus: Flop til top og danskerDONG – weekenden uge 36, 2022

VM slutrunden i Qatar nærmer sig med hastige skridt. Frem mod den meget omtalte slutrunde sætter vi fokus på danskerne.

Efter hver weekend udvælger vi fem danskere, som på den eller anden måde har udmærket sig i løbet af weekenden. Udover at rangere de fem spillere fra 1 til 5 stjerner (fra flop til top) ud fra weekendens præstation, tager vi også temperaturen på, hvordan de står i forhold til at blive blandt Kasper Hjulmands udvalgte til VM i Qatar.

Endelig runder vi af med danskerDONG, hvor vi hylder en danskerscoring fra weekenden.

I en weekend, hvor det engelske ligasystem har ligget stille grundet Dronning Elizabeth II’s død, er der kigget andre veje end den engelske Premier League, hvor flere danskere ellers markere sig uge efter uge.

Martin Braithwaite var på listen i sidste uge, så trods endnu en scoring fra danskeren, så er han udeladt fra ugens Flop til Top. Foto: Bildbyrån


Fra flop til top

Jacob Bruun Larsen, Hoffenheim

Pilen peger en vej for Jacob Bruun Larsen og det er desvære nedad. Den danske kantspiller spillede 90 minutter i Hoffenheims sidste træningskamp forud for sæsonen, hvilket plejer at være en indikation på, at træneren tror på en. Men siden er det blot blevet til en startplads i Bundesligaen og de sidste par uger ganske få minutter på banen i slutningen af kampen. Den helt store nedtur kom i weekenden, da han måtte se hele kampen fra bænken. Og ovenikøbet så leverede Hoffenheim en rigtig god præstation, hvilket kan vise sig at være ekstra bittert for Jacob Bruun Larsen.

Jacob Bruun Larsen i aktion for Hoffenheim i starten af sæsonen. Foto: Bildbyrån

Rygterne om Jacob Bruun Larsen og FCK blusede igen op i slutningen af sommerens transfervindue, men danskeren kom som bekendt ikke hjem til den danske hovedstad, og det kan vise sig at være en dum beslutning. Som tingene ser ud lige nu, så ligner det ikke at Hoffenheims træner Andre Breitenreiter kigger danskerens vej. En skidt weekend og en stjerne til det tidligere Dortmund-talent.


Hvor står han i forhold til VM?

Det er klart, at hvis Jacob Bruun Larsen ikke får spilletid frem mod VM i Qatar, så ser det svært ud for ham i forhold til at komme med til VM. Jacob Bruun Larsen står noteret for seks landskampe for Danmark, hvoraf de fem er kommet i 2022, så det er ikke fordi, at Jacob Bruun Larsen er langt fra truppen. Landstræneren har gjort meget ud af at sige, at spillerne skal være i topform, da den korte forberedelsestid ikke tillader andet. Så med det nuværende scenarie i Hoffenheim, så bliver vurderingen at han ikke bliver blandt Kasper Hjulmands udvalgte.



Joakim Mæhle, Atalanta – ⭐⭐

En af Danmarks helt store landsholdsdarlings, Joakim Mæhle, har ikke tur i den i øjeblikket. Efter at have startet i sæsonens to første kampe, så er den danske wingback blevet sat på bænken i de sidste fire opgør, hvor det kun er blevet til sporadiske indhop hist og her. I weekendens kamp mod oprykkerne fra Cremonese på hjemmebane blev Mæhle sat på banen i 85. minut og der var ikke meget tid til at overbevise Gian Piero Gasperini om at han skal spille.

Mundvigene hos Joakim Mæhle er ikke glade. Og det er til at forstå. Danskeren spiller ikke meget for Atalanta. Foto: Bildbyrån

Ud fra WyScout præsterer Joakim Mæhle 0,03 mål og 0,09 assists for Atalanta i Serie A. Sammenligner man med hans landsholdkarriere, så hedder tallene 0,34 mål og 0,19 assists, så det ligner altså to forskellige udgaver af Joakim Mæhle. Atalanta praktiserer ellers høje wingbacks, som bør være Joakim Mæhles foretrukne position, men det kører altså ikke for danskeren i Atalanta.


Hvor står han i forhold til VM?

“MÆÆÆÆHLE, MÆÆÆÆHLE, MÆÆÆÆLE!”. Joakim Mæhle er blevet en vaskeægte yndlings på det danske landshold med enestående præstationer over de sidste par år. Derfor ligner han også et sikkert kort i landsholdstruppen, og så selvom at spilletiden er begrænset i Atalanta. Med hans bidrag til landsholdet, så kan Kasper Hjulmand ikke undgå at kigge hans vej.



Simon Kjær, AC Milan – ⭐⭐⭐

De danske landsholdsanfører er tilbage i kamp og i weekenden spillede han en hel kamp for AC Milan for første gang i sæsonen. Det belønnes med tre stjerner i Flop til Top. Og heldigvis for Simon Kjær og AC Milan, så løb de også med sejren selvom de var i undertal i næsten hele anden halvleg.

Simon Kjær er tilbage for de italienske mestre og spillede for første gang 90 minutter i weekenden. Foto: Bildbyrån

AC Milans øvrige midterforsvarer er unge talentfulde spillere, og særligt med Romagnolis skifte væk fra AC Milan, så er det Simon Kjær der skal agere læremester og være den garvede gut i selskabet. Simon Kjær skal selvfølgelig køres stille og roligt ind efter sin knæskade, men de første sammenhængende 90 minutter er nu overstået og mon ikke, at det er en sulten landsholdsanfører vi får at se i resten af sæsonen.


Hvor står han i forhold til VM?

Ingen tvivl her. Simon Kjær er selvskrevet til den danske VM-trup, hvis han forbliver skadesfri. Anfører, en stor leder og blandt de bedste forsvarsspillere ved EM-slutrunden i 2021.



Jens Odgaard, AZ Alkmaar – ⭐⭐⭐⭐

Den danske angriber Jens Odgaard var i mange år udråbt som en af Danmarks helt store talenter, men gennembruddet har ladet vente på sig. Nu ser det ud til at komme. Efter at være udlejet til Waalwijk i Æresdivisionen sidste sæson, er Jens Odgaard nu at finde i AZ Alkmaar, hvor han har fået en forrygende start. I weekenden scorede han til 1-0 i 1-1 kampen mod Twente i subtoppen af Æresdivisionen, hvilket bragte ham op på tre mål i fire kampe.

Jens Odgaard blev taget ud i 78. minut i weekendens kamp. Foto: Bildbyrån

Jens Odgaard var selv med i opspillet til hans mål. Han modtog bolden i venstre side og runder en mand inden han slår et indlæg ind. Indlægget bliver en smule for langt og ender hos modsatte back. Jens Odgaard trisser ind i feltet og placeret sig i den bagerste del, hvor bolden falder ned for fødderne af ham. Med det kolde højreben sætter danskeren den op i modsatte hjørne med en halvflugter.


Hvor står han i forhold til VM?

Umiddelbart ser det svært ud for Jens Odgaard, som stadig har sin landsholdsdebut til gode. Man må formode at Jonas Wind, Kasper Dolberg, Andreas Cornelius og Yussef Poulsen er alle foran AZ-spilleren i kampen om angrebspositionen. Men med mulighed for 26 spillere i stedet for 23, så skal man aldrig sige aldrig. Hvis Jens Odgaard brænder banen af i Æresdivisionen og fortsætter det målsnit, han har kørende nu, så er det ikke umuligt.



Maurits Kjærgaard, RB Salzburg – ⭐⭐⭐⭐⭐

Maurits Kjærgaard har gang i en forrygende sæson i østrigske RB Salzburg. I sidste sæson var han primært indskifter, men i denne sæson er han blandt de første på holdkortet for et hold, der endda spiller Champions League. Imponerende af den blot 19-årige dansker. I weekendens kamp markerede Maurits Kjærgaard sig igen positivt, da han med en genial dyb stikning i første halvleg var manden bag målet til 1-0, som hans holdkammerat Benjamin Sesko kunne sætte ind.

Maurits Kjærgaard i aktion mod AC Milan i sidste uges Champions League-kamp. Foto: Bildbyrån

Maurits Kjærgaard kan dække de fleste offensive pladser. I denne sæson har han primært spillet som venstre offensiv midtbane i RB Salzburgs meget dynamiske formation, hvor der bliver roteret meget. Det betyder også, at han har ageret angriber og offensiv midtbane i løbet af sæsonen.


Hvor står han i forhold til VM?

Hans præstationer i sæsonen indtil videre fortjener næsten at blive belønnet med en landsholdsudtagelse. Som man så med Christian Eriksen i VM i Sydafrika i 2010, så kom han med for at suge til sig og det samme kunne meget vel være en model med Maurits Kjærgaard. Mon ikke Kasper Hjulmand holder et vågent øje med den unge dansker i Østrig. Det er svært at vurdere, men han kunne godt komme med som 25. eller 26. mand trods sin unge alder.



DanskerDONG

For at finde denne weekends danskerDONG skal vi over Atlanten.

Mikael Uhre og hans hold Philadelphia Union gør det virkelig godt i øjeblikket. I weekenden vandt de hele 5-1 over Orlando City og det var bl.a. takket være en scoring af den tidligere Brøndby-angriber, Mikael Uhre. På klassisk Mikael Uhre-manér timer han sit løb helt perfekt. Han modtager en dyb stikning indenom forsvarspilleren, løber fra ham og når bolden i venstre side af straffesparksfeltet. Efter to berøringer ligger bolden en smule under ham, men som den målfarlige angriber han er, så formår han alligevel at sætte bolden i kassen. En stiv tå op i det nærmeste målhjørne og dermed var hans 12. sæsonmål en realitet.

Den tidligere Brøndby-angriber har nu scoret i de seneste tre kampe for Philadelphia Union. Foto: Bildbyrån

Skriv et svar